Malernes Fagforening beskylder arbejdsgiverforeningen Dansk Byggeri for at lade sig bruge som alibi for litauisk firmasvindel.
Malernes Fagforening i København beskylder Dansk Byggeri for at lade sig misbruge i en omfattende svindel.
Det danske anpartsselskab Normandia-Byg Aps, der ejes af Laimonas Petraitis, er medlem af arbejdsgiverforeningen, men lader ifølge Malernes Fagforening underbetalte litauere arbejde uden overenskomst eller garantiordning.
– Det er uforståeligt, at Dansk Byggeri lægger ryg til det fupnummer, siger Bo Rosschou, formand for Malernes Fagforening, til Modkraft.dk.
Normandia-Byg Aps reklamerer på sin hjemmeside (normandia.dk) for, at firmaet er dansk, men »bruger arbejdskraft fra Litauen«, og man kan spare op til 60 procent i arbejdsløn.

Normandia-Byg Aps reklamerer med byggegaranti og medlemskab af arbejdsgiverforeningen Dansk Byggeri på sin hjemmeside, men lader underbetalt litauisk arbejdskraft udføre opgaverne. Udsnit fra firmaets hjemmeside.
Malernes Fagforening mener, at det i stedet er det blokaderamte og litauisk registrerede firma UAB Normandia, der reelt udfører arbejdet for Normandia-Byg Aps.
UAB Normandia er et såkaldt »udstationerende« firma, der har nægtet at indgå overenskomst med Malernes Fagforening. Det er ifølge RUT-registeret lige nu aktiv på én arbejdsplads i Fredensborg.
Har I direkte beviser for, at det litauiske UAB udfører det danske anpartsselskabs arbejde?
– Ikke en direkte dokumentation, men nogle meget kraftige indikatorer: Anpartsselskabet har ifølge CVR-registreret ingen ansatte, men reklamerer på sin hjemmeside alligevel med billig litauisk arbejdskraft. Det litauiske firma henviser derimod direkte til Normandia-Byg Aps' hjemmeside, så forbindelsen er så klokkeklar, at vi mener det bevist, siger Bo Rosschou.
Kan Dansk Byggeri så ikke fagretsligt knaldes på at have organisationsansvar for brud på overenskomsten, når Normandia-Byg Aps er medlem hos dem?
– Anpartsselskabet vil sikkert henholde sig til, at det har indgået en aftale med en underentreprenør - og det vil Dansk Byggeri muligvis også. I overenskomsten er der jo ikke en forpligtelse, men kun en henstilling om, at underentreprenører skal være overenskomstdækkede. Men et »bør« har jo også en fagretslig tyngde, siger han.
– Vi håber, at Dansk Byggeri kan se fornuften i ikke at blive brugt som alibi for omfattende svindel. Ellers vil vi tage alle nødvendige virkemidler i brug for at bringe organisationen til fornuft, siger Bo Rosschou.

UAB Building Vision angiver på eniro.dk samme adresse som VG Malerfirma og henviser til Normandia-Byg Aps som kontaktoplysning. Udsnit af eniro.dk
Malernes Fagforening mener, at både Normandia-Byg Aps og UAB Normandia indgår i et større litauisk netværk i Danmark.
Ud over de to firmaer indgår også det blokaderamte VG Malerfirma, der opererer som et dansk anpartsselskab over for danske kunder, men udfører arbejdet som et litauisk registreret selskab. Det har ifølge Malernes Fagforening unddraget Skat for indtægter fra ikke under 10 millioner kroners omsætning.
Hertil kommer det litauiske UAB Building Vision, der er registreret på samme adresse som VG Malerfirma, og som også henviser til Normandia-Byg Aps i sine kontaktoplysninger.
Læs også Modkrafts tidligere artikler om VG Byggerfirma »Bedrager Skat for millioner« og »Blokaderamt malerfirma fusker med firmaregistreringer«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96