Annonce

BiblioteketLinks, viden og erfaringer fra venstrefløjen, sociale bevægelser og progressive grupper
Marxisme-skoling
23. maj 2013 - 13:28

Marxismens grundspørgsmål

En elementær skolingstekst i marxisme, udgivet af Karl Korsch i 1922.

["Det følgende er en elementær skolingstekst i marxisme, udgivet af Karl Korsch i 1922. Et par helt uvigtige udeladelser og småændringer har været nødvendige for at den kan tjene sit formål i dag." (Fra Politisk Revys indledning til den danske udgave i "Den røde kalender 1974", side 122-142, udg. af Politisk Revy 1973.

Udgivernoterne er sat af den daværende redaktion på Politisk Revy.

Se mere om og af Karl Korsch i Modkraft Bibliotekets Tidslinje for 15. august 1886

Se også Vejledning ved læsning af "Kapitalen" (Bind I) - tillæg til "Marxismens grundspørgsmål" , side 142-145].

 

Indledning

Det umiddelbare formål med nedenstående er, at det skal kunne tjene som grundlag for kurser i den videnskabelige socialismes og kommunismes vigtigste læresætninger. Trods den knappe form giver de den erfarne kursuslærer mulighed for ved siden af det helt fundamentale også at behandle sværere spørgsmål i den marxistiske økonomi og samfundsteori i en sluttet sammenhæng. Efter mine praktiske erfaringer vil jeg tilråde, at stoffet fordeles over mindst seks dobbelttimer, således at de tre første dobbelttimer bruges på de tre første afsnit (spørgsmål 1-23), hvorved der bliver tre dobbelttimer til de mere komplicerede spørgsmål (24-37).

Det videre sigte er at sætte begynderen i stand til selvstændigt at trænge ind i marxismens synspunkter. Den, der har sat sig ind i indholdet i det følgende, kan gå videre og udvide det ved grundig læsning af følgende småskrifter af Marx og Engels (fra "Udvalgte Skrifter", forlaget Tiden): "Det kommunistiske Manifest", "Socialismens udvikling fra utopi til videnskab", "Lønarbejde og kapital", "Løn, pris og profit", "Kritik af Gothaprogrammet".

Herefter skulle man være tilstrækkeligt forberedt til at kunne begynde på en selvstændig gennemarbejdelse af Marx' hovedværk "Kapitalen". For den viderekomne henleder jeg opmærksomheden på, at ved overgangen fra tredie til fjerde del i nedenstående (spørgsmål 24) er det samtidig forholdet mellem de to sidste bind af Kapitalen og det første, der skal gøres forståeligt.

Karl Korsch


Marxismens lære om samfundet

1. Hvad er kommunisme? Kommunisme er en videnskabelig lære og en social og politisk bevægelse, der bygger på denne videnskabelige lære. Første tilføjelse: Socialismens eller kommunismens (marxismens) videnskabelige lære omfatter som den er grundlagt af Karl Marx og Friedrich Engels a) læren om kommunismens mål og om midlerne til opnåelse af disse mål, b) den videnskabelige indsigt i disse mål og midlers nødvendighed. Anden tilføjelse: Kommunismen er imidlertid ikke kun en videnskabelig lære (teori), den er også handling i overensstemmelse med denne lære (praksis). Kommunister, der har "marxismens" videnskabelige teori fælles med andre socialister, adskiller sig fra disse ved, at de så resolut som muligt praktisk handler i overensstemmelse med denne lære (jfr. Det kommunistiske Manifest, afsnit II).

2. Hvilket mål har kommunismen? Målet er proletariatets befrielse ved forandringen af den bestående stats- og samfundsorden til en "sammenslutning hvor enhvers frie udvikling er en forudsætning for alles frie udvikling" (Det kommunistiske Manifest, afsnit II).

3. Hvad er det for en "ufrihed", kommunismen kan befri proletariatet for i "et demokratisk land"? Der er to former for ufrihed: Der er den politiske ufrihed for borgerne i et land, der endnu ikke har en demokratisk stat. Og der er den samfundsmæssige (sociale) ufrihed for arbejderne i et land, der endnu ikke har et kommunistisk samfund. Den demokratiske stat tilstår kun sine borgere den politiske frihed og har endnu ikke afskaffet arbejdernes samfundsmæssige ufrihed (undertrykkelse og udbytning) i det kapitalistiske samfund.

4. Hvori består arbejdernes (proletarernes) samfundsmæssige ufrihed (undertrykkelse og udbytning) i det kapitalistiske samfund? De borgerlige friheder (f. eks. det fri initiativ, fri adgang til uddannelse, frie valg osv.) nytter ikke proletaren noget, eftersom denne på grund af sin klassestilling er forhindret i at drage nytte af dem. Illustration: "Loven forbyder med samme styrke enhver, både den rige og den fattige, at sove under broerne." (Anatole France).

5. Hvorpå beror den kapitalistiske samfundsordens klassekarakter? Den har sine rødder i den kapitalistiske organisering af produktionen, der (ifølge Marx' "materialistiske historie- og samfundsopfattelse") udgør grundlaget for den samlede samfundsorden.

6. Hvordan hænger det menneskelige samfunds forskellige elementer sammen med hinanden efter den materialistiske historieopfattelse? "I den samfundsmæssige produktion af deres liv indtræder menneskene i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis. På denne hæver der sig en juridisk og politisk overbygning, hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed." (Karl Marx, forordet fra "Til kritikken af den politiske økonomi", Udvalgte Skrifter, bd. I). Fra ideerne i menneskenes hoveder over lovene, moralen og konventionerne til institutioner som f. eks. kirken og skolen og videre til familien og staten hviler samfundets "overbygning" på det fundament, der udgøres af "produktionsmådens" produktivkræfter og produktionsforhold, dvs. den økonomiske "basis".

7. Hvorpå beror den kapitalistiske produktionsmådes klassekarakter? På modsætningen mellem kapitalisterne, der ejer produktionsmidlerne ("Grundene og jorden, gruberne, råstofferne, værktøjet, maskinerne" osv.), og proletarerne, der er udelukket fra besiddelsen af produktionsmidlerne.

8. Hvordan kan det være, kapitalist-klassen kan undertrykke og udbytte proletar-klassen? Marx svarer: "Fordi arbejdet er betinget af naturen, bliver resultatet, at det menneske, der ikke er i besiddelse af andet end sin arbejdskraft, under alle samfunds- og kulturtilstande må være slave for de andre mennesker, der har gjort sig til ejere af de materielle arbejdsbetingelser. Dette menneske kan kun arbejde med deres tilladelse og kan altså kun leve med deres tilladelse." (Kritik af Gothaprogrammet, afsnit I). Illustration: Man kan sammenligne arbejderen, der sælger sin arbejdskraft for en løn med middelalderens bønder og håndværkere, der brugte deres arbejdskraft produktivt og selv solgte eller brugte deres produkter. Begge lever "af deres arbejde".

9. I hvilken form foregår kapitalist-klassens undertrykkelse og udbytning af arbejderklassen? Svaret på det får man i den marxistiske lære om værdi og merværdi.

10. Hvorved adskiller et produkts brugsværdi sig fra dets bytteværdi? Et produkt har brugsværdi (er nyttigt) for den, der ønsker at have det til sig selv. Det har bytteværdi (salgsværdi) for den, der ikke ønsker at have det til sig selv. Produktets brugsværdi kan ikke måles nøjagtigt. Bytteværdien kan altid måles nøjagtigt (målestok: "Pengene"). Alt, hvad der produceres, må, hvis det skal have bytteværdi som vare, have en eller anden brugsværdi, men det betyder ikke, at bytteværdiens størrelse afhænger af graden af nyttighed.

11. Hvilken værdi kommer det an på i den kapitalistiske produktionsmåde? På "bytteværdien" (salgsværdien). Næsten alle goder bliver produceret med hytte (salg) for øje, altså som "varer" for et "marked" (handel): De "cirkulerer" som "varer" før de bliver brugt og forbrugt som brugsgenstande (cirkulationsmiddel: "penge"). – Også proletarens "arbejdskraft" bliver under den kapitalistiske produktionsmåde solgt som "vare" på "arbejdsmarkedet" af dens naturlige besidder før den bliver brugt og forbrugt af dens køber (kapitalisten) i dennes virksomhed. (Alt dette vil være anderledes i kommunismens planmæssige Økonomi på grundlag af behov).

12. Hvor stor er varernes "værdi" under den kapitalistiske økonomi? Ifølge Marx' værditeori har alle varer større "værdi" i forhold til hinanden jo mere "samfundsmæssigt nødvendigt arbejde", der er anvendt til deres fremstilling. Tilføjelse: Årsagerne til at dette værdiforhold mellem varerne ikke svarer til de priser, man faktisk betaler, vil blive forklaret senere.

13. Hvor stor er efter denne målestok "værdien" af varen  "arbejdskraft" for sælgeren og køberen på "arbejdsmarkedet"? Arbejdskraften er som vare lige så meget "værd" som der skal anvendes samfundsmæssigt nødvendigt arbejde til at fremstille en sådan arbejdskraft klar til brug. Dette arbejde udføres i de industrier, hvis produkter indgår i arbejderklassens forbrug (f. eks. levnedsmiddelindustrien inklusive landbrug, beklædnings- og byggeindustrien). Det betales med den løn, som sælgeren af varen arbejdskraft (arbejderen) får udbetalt af dens køber (kapitalisten) og giver videre til sælgeren af de produkter, som vedkommende og hans familie forbruger. Illustration: Man kan forestille sig sagen som om den menneskelige arbejdskraft på samme måde som en maskine bliver fremstillet i bestemte industrier (levnedsmiddelindustrien osv.) Virksomhedsejeren, der vil forbruge arbejdskraft i sin virksomhed, køber sig den direkte fra den frie arbejder selv, men indirekte fra de virksomheder, i hvilke der bliver produceret levnedsmidler osv. til arbejderne og dermed altså også en arbejdskraft, der er klar til brug.

 

Frembringelsen af merværdi i den enkelte kapitalistiske virksomhed

(Eksempel: En tekstilfabrik med 27.500.000 i driftskapital)

14. Hvori består fabriksejerens "udlæg" ved åbningen af  virksomheden og i det første regnskabsår? Han køber følgende:

En grund med tomme fabriksbygninger10.000.000
Maskiner og andet inventar2.500.000
Garn og andre råstoffer og driftsmidler5.000.000
Derudover udbetales i lønninger10.000.000
Kapitalistens samlede "udlæg"27.500.000


15. Hvor store er de reelle "omkostninger" for en årsproduktion?

Råstoffer og driftsmidler5.000.000
Lønninger10.000.000
"Afskrivninger" for brug af bygninger og maskiner 1.000.000
Reelle omkostninger, i alt16.000.000


16. Hvad ville fabriksejeren sige, hvis salget af produktionen virkelig kun havde indbragt omkostningerne? Han ville sige: "Jeg har ikke tjent noget!" Tillæg: Han kunne endog finde på at sige: "Jeg har sat penge til!" Og dermed ville han mene de "renter", som han – hvis han havde lånt pengene – havde måttet betale til dem, der da havde finansieret ham (f.eks. banken); dem vil han nu også som sin egen bank beregne sig selv. Årsagerne til, at den kapitalistiske fabriksejer må regne forrentningen af de penge, han har investeret i sin egen virksomhed, med i "de kapitalistiske produktionsomkostninger" for hans årsproduktion, vil blive forklaret senere.

17. Ville fabriksejeren være tilfreds, hvis salget af produktionen derudover også indbragte en arbejdsløn til ham selv (dvs. en godtgørelse for hans arbejde som driftsleder)? Svaret giver sig selv, hvis vi forestiller os virksomheden forvandlet til et aktieselskab med 27.500.000 i aktiekapital. Så havner direktørgagen på lønkontoen. Men den kapitalistiske ejer, og det er i dette tilfælde aktionærerne, ville hele tiden spørge: "Hvor bliver vores udbytte af?"

18. Hvad plejer salget af produktionen i virksomheden at indbringe? Under normale omstændigheder indbringer de produkter, der sælges på det kapitalistiske marked mere end omkostningerne, f. eks, i stedet for 16.000.000 i virkeligheden 26.000.000, dvs. udover omkostningerne et "overskud" på 10.000.000. Den samlede værdisum, kapitalisten investerede i virksomheden, er altså på et år fra at være 27.500.000 blevet øget til 11. 500.000 + 26.000.000 = 37.500.000: "Kapitalen" har altså kastet en "merværdi" på 10.000.000 af sig.

19. Hvorfra stammer den "merværdi", der er vokset til  kapitalen? Ikke fra fordelagtige indkøb og salg (udnyttelse af "konjunkturerne", åger og så videre). Alle den slags ting forklarer kun tilfældige ekstra-profitter for enkelte kapitalister og sådanne udbytter, der kan tages hjem ved omsætningen af færdige produkter (handelsudbytte). Den slags forklarer imidlertid ikke det udbytte, der under normale betingelser frembringes ved den kapitalistiske produktion af selve produkterne. Dette normale udbytte som de kapitalistiske virksomhedsejere får i produktionen, beror derimod på, at det færdige produkt er mere værd end summen af alle de produktions-elementer, kapitalisten har købt til produktionen (råstoffer osv. + arbejdsløn – efter Marx: forbrugt død og levende kapital: c+e). Illustration: sammenlign det udbytte, fabriksejeren kan få ved videresalg af sine råstoffer, bortsalg af sine maskiner osv. med det udbytte, han kan få ved at lade arbejdere og maskiner bearbejde disse råstoffer produktivt.

20. Hvordan opstår produktets "merværdi" i produktionen? Ved det produktive arbejde, der ydes af alle de arbejdere, der deltager i produktionen. Tilføjelse: Samfundsmæssigt betragtet bliver merværdien som den viser sig på denne virksomhed, ikke skabt af hverken kapitalisten alene eller kun denne virksomheds arbejdere eller blot de to parter i fællesskab. Derimod bliver der gennem det arbejde, der ydes i denne virksomhed frembragt yderligere fri merværdi (m), som skabes af mange virksomheders samtidige aktivitet under samfundsmæssige betingelser, (udover erstatningen af de produktivt forbrugte værdier (råstoffer osv. + arbejdskraft = c+v). I det kommunistiske samfund ville helheden direkte og gennem dertil indrettede organer kunne råde over dette resultat af naturkraften "menneskeligt arbejde anvendt på genstandsmæssige produktionsmidler", der står frit til rådighed for samfundet. Men i det kapitalistiske samfund tilhører en virksomheds produkt og altså også den "merværdi", der er indeholdt heri, den kapitalistiske fabriksejer som hans privatejendom, han kan råde over efter forgodtbefindende.

21. Ved hvilke midler sætter kapitalisten sig således på  merværdien? Ikke ved tvang – som når staten opkræver skatter. Heller ikke ved bedrageri – f. eks. underbetaling af råstofleverandørerne eller af arbejdskraften. Tværtimod går alt i den normale kapitalistiske produktionsmåde "frit" og "retfærdigt" til. Kapitalisten betaler gennemsnitligt arbejderen for den fulde værdi af varen "arbejdskraft". Kun undtagelsesvis bliver arbejdskraften vedvarende købt under dens værdi i enkelte virksomheder, industrigrene og lande, f. eks. kolonier. Gennem denne "rovdrift" på den menneskelige arbejdskraft opstår der her kapitalistiske ekstra-udbytter, over-profitter, men det er ikke den normale kapitalistiske "merværdi". Den sidste opnår kapitalisten gennem sin retmæssige brug, af den arbejdskraft, han har købt og betalt.

22. Hvordan kan man forklare den modsigelse, at kapitalisten betaler alt det, han køber ind til produktionen, til  dets fulde værdi, og alligevel får en "merværdi" ud af  produktionen? Den værdi, som varen arbejdskraft har for sælgeren (arbejderen) og for køberen (kapitalisten) på arbejdsmarkedet, bestemmes alene af det kvantum samfundsmæssigt arbejde, der er nødvendigt for at fremstille en sådan arbejdskraft, klar til brug (jfr. Spørgsmål 13). Brugsværdien (nyttigheden), som den virkeligt anvendte arbejdskraft har for dens bruger (kapitalisten) på hans fabrik, er imidlertid noget helt andet end den bytteværdi (salgsværdi), arbejdskraften havde på arbejdsmarkedet (jfr. spørgsmål 10). Ved brugen af arbejdskraft på fabrikken bliver der skabt ny værdi og det i stadig større grad jo flere produkter, der kan fremstilles ved hjælp af den, dvs., jo længere og mere intensivt arbejdskraften kan udnyttes produktivt. Kapitalisterne, der som besiddere af produktionsmidlerne er de eneste, som kan udbytte den menneskelige arbejdskrafts "brugsværdi" til deres egen fordel, benytter denne samfundsmæssige særstilling til selv at "tjene" den difference mellem på den ene side råstoffernes, arbejdskraftens osv. vareværdi og på den anden side de færdige produkters vareværdi, der frembringes ved arbejdskraftens produktive virksomhed. På denne måde opstår væksten i den kapitalistiske formue – "merværdien".

23. Hvori består altså undertrykkelsen og udbytningen af  lønarbejderen i den kapitalistiske virksomhed? Den menneskelige arbejdskraft, der er uundværlig for enhver produktion (frembringelse af brugsgenstande), tilhører under arbejdsprocessen ikke mere dens naturlige bærer, nemlig arbejderen, men derimod den kapitalistiske ejer af virksomheden. Denne kan bruge arbejdskraften længere og mere intensivt end det er nødvendigt for påny at frembringe de værdier, der er forbrugt produktivt ved brugen af arbejdskraften (råstoffer osv. arbejdskraft). Ved en arbejdsdag på 8 timer ydes der måske ved siden af fire timers "nødvendigt arbejde" endnu fire timers "merarbejde". Det "merprodukt", der kommer ud af dette "merarbejde", rummer "merværdien". Merprodukt og merværdi vokser altså i samme grad som der er blevet ydet merarbejde, dvs.: 1) jo længere hele arbejdsdagen bliver og ja mere intensivt, der bliver arbejdet (såkaldt "absolut merværdi") og 2) jo mindre den brøkdel af arbejdsdagen bliver, der er nødvendig for at erstatte de produktivt forbrugte værdier, altså råstoffer plus arbejdskraft (såkaldt "relativ merværdi"). Dette merarbejde må arbejderen yde kapitalisten, der anvender hans eller hendes arbejdskraft i virksomheden, gratis på grundlag af den "frie arbejdskontrakt", de har sluttet. Deri består udbytningen. For at få så meget "merarbejde" som muligt ud af "sine" arbejdere underkaster den kapitalistiske "arbejdsgiver" de arbejdere, han har ansat i sin virksomhed, den strengest mulige kapitalistiske arbejdsdisciplin i hele arbejdstiden. Da arbejderne, hvis de vil arbejde, er tvunget til at forpligte sig til at følge sådanne anvisninger fra en kapitalistisk arbejdsgiver i dennes private interesse på grundlag af den "frie arbejdskontrakt", mister arbejderne for så vidt deres personlige frihed i selve arbejdstiden. Deri består undertrykkelsen (jfr. spørgsmål 8).

 

 

Merværdiens fordeling i det kapitalistiske samfund

24. Hvorfor behøver spørgsmålet om merværdiens fordeling en særlig behandling?  Den kapitalistiske produktionsmåde er ganske vist for den enkelte subjektive kapitalist blot ensbetydende med øgningen af den private kapital, men betragtet objektivt og samfundsmæssigt indebærer den samtidig en arbejdsdelt produktion af brugsgenstande. Samtlige produkter bliver fremstillet på virksomheder, der ganske vist rent juridisk alene synes at tilhøre et mere eller mindre stort antal privatejere (enkeltbesiddere, kompagnier, aktieselskaber osv.), men som økonomisk og samfundsmæssigt betragtet er helt igennem afhængige af hinanden: For at kunne fortsætte deres kapitalistiske værdiøgning, må de enkelte kapitalistiske producenter stadig optræde på markedet som købere og sælgere (dvs. de må bytte deres produkter med hinanden). De udøver desuden gensidig indflydelse på hinanden, idet de konkurrerer med hinanden. De indgår altså, selv om de hverken vil det eller ved det, i bestemte samfundsmæssige forhold til hinanden, som den enkelte ikke kan unddrage sig. – Den kapitalistiske produktionsmodes samfundsmæssige karakter betinger også en samfundsmæssig form for fordeling af merværdien. Når vi altså hidtil (i afsnit III) for enkelthedens skyld har antaget, at den enkelte virksomhedsejer umiddelbart og ubeskåret kunne tilegne sig den merværdi, der frembringes i hans virksomhed (således at enhver virksomhedsejer får lige så stort udbytte eller "profit" som der skabes "merværdi" på virksomheden), så må vi nu fastslå, at med denne antagelse karakteriserer man i virkeligheden kun forholdet mellem den samlede kapitalistklasse ("totalkapitalisten") og den samlede arbejderklasse ("totalarbejderen"). Derimod reguleres hver enkelt virksomhedsejers grad af andel i den totale samfundsmæssige merværdi i det kapitalistiske samfund uafhængigt af, hvor meget merværdi der frembringes i netop hans virksomhed. Og derudover får alle andre, der tilhører den kapitalistiske klasse, end lige den egentlige kapitalistiske virksomhedsejer, også del i fordelingen af merværdien. I stedet for at den enkelte kapitalistiske privatejer af de virkelige produktionsmidler (virksomhederne) umiddelbart tilegner sig den "merværdi", som vedkommendes arbejdere har frembragt ved deres "merarbejde", så får man først og fremmest en (usynlig:) tilegnelse af den totale samfundsmæssige merværdi via den samfundsmæssige "totalkapitalist" (den kapitalistiske klasse som besidder af den samfundsmæssige totalkapital). De enkelte dele af den totale samfundsmæssige merværdi, som er frembragt af det samfundsmæssige totalarbejde, bliver så fordelt mellem de forskellige medlemmer af kapitalistklassen under forskellige former og kommer som følge heraf ofte til syne som kapitalistisk "profit" eller anden form for kapitalistisk "indkomst" på helt andre steder end i regnskabet over "indtægter og udgifter" på den bestemte virksomhed, der har frembragt den pågældende del af den totale merværdi. Illustration: F. eks. viser den merværdi, der frembringes af jernbanearbejderne, sig ofte i f. eks. brændstof- og jernproducenternes profitter. Marx siger: "Kapitalisterne (her = medlemmer af kapitalistklassen) deler merværdien mellem sig som aktionærerne i et aktieselskab, nemlig efter omfanget af den andel de besidder (i den samfundsmæssige totalkapital)".

25. I hvilke former modtager de enkelte medlemmer af  kapitalistklassen deres andel i den totale samfundsmæssige merværdi? I de forskellige former for "kapitalprofit" og derudover i form af en synlig arbejdsindkomst (godtgørelse for "uproduktive" aktiviteter og tjenesteydelser).

26. Hvad er de vigtigste former, hvori kapitalprofitten viser sig (dens "fremtrædelsesformer")? Den vigtigste er virksomhedens afkast, som tilfalder ejerne af kapitalistiske virksomheder selv. Derudover er der som den næstvigtigste form renter, derunder grundrenten. "Renter" tilfalder den ejer af pengekapital, der låner den ud. "Grundrente" tilfalder den ejer af jord, der forpagter eller lejer den ud. Illustration: I eksemplet (afsnit III) havde virksomhedens ejer f. eks. selv kun medbragt en del (2. 500. 000) af den samlede driftskapital (27. 500. 000). De 15.000. 000 har han lånt og grunden med bygningerne (værdi 10.000.000) har han lejet. Årsproduktionen (værdi 26.000. 000) har han ikke solgt direkte til den endelige køber, men til grossister, der har betalt ham 23.500.000 for den. I så fald deler det overskud, der udover de reelle omkostninger (10.000.000) er opnået ved salget af årsproduktionen, sig (ved en rentefod på 10%) i fire dele: 1.500.000 går som "renter" til pengeudlåneren, 1.000.000 som leje ("grundrente") til grundejeren, 2.500.000 som (brutto) udbytte til grossisterne. Kun resten (5.000.000) forbliver hos virksomhedens indehaver som hans udbytte. Deraf beregner han sig endnu 250.000 som forrentning af hans "egen" kapital på 2.500.000, som han har skudt i sin virksomhed (jf. hermed spørgsmål 16).

27. Under hvilke former indhøster de medlemmer af kapitalistklassen, der ikke har del i nogen form for "kapitalprofit", deres andel i den totale samfundsmæssige merværdi? I det kapitalistiske samfund har, udover dem, der høster "kapitalprofitter" (sp. 26), også alle de lag del i merværdien, der ikke yder noget "produktivt" arbejde ("Konger, præster, professorer, luddere, soldater" osv.). Disse lag udøver en virksomhed, der kan være anstrengende og under visse omstændigheder også nødvendig eller nyttig for opretholdelsen og videreudviklingen af det menneskelige samfund. Men de yder intet produktivt arbejde i økonomisk forstand (dvs. arbejde som skaber "værdi"). De lever altså i den forstand af den "merværdi", som de "produktive" arbejdere skaber ved deres merarbejde. Og de former, hvorunder disse lag får tilført deres del af merværdien, er yderst mangfoldige. Illustration: Pengekapitalister, grundejere, virksomhedsejere betaler skat til staten af deres profit – også arbejderne betaler direkte og indirekte skatter af deres løn. Staten betaler sine embeds- og tjenestemænd. Kapitalister, arbejdere, embedsmænd og tjenestemænd betaler med deres indkomster et stort antal uproduktive beskæftigelser og tjenesteydelser.

28. Hvilket forhold råder der mellem de enkelte virksomhedsejere i det kapitalistiske samfund? Et dobbeltsidigt forhold. I den arbejdsdelte kapitalistiske bytte-økonomi må hver enkelt virksomhedsejer på samme tid direkte eller indirekte optræde både som køber af produkter fra et ubegrænset antal andre virksomheder og som sælger af sine egne produkter til et ubegrænset antal andre virksomheder. Ingen kan producere uden at indkøbe råstoffer, maskiner osv., såvel som levnedsmidler osv. via aflønningen af arbejderne. Og ingen kan realisere sin profit (dvs. lave den til penge) uden at sælge sit produkt som varer. Således står de kapitalister, der i byttet træder i forbindelse med hinanden, ganske vist på den ene side med modsatte interesser, idet de begge vil købe billigst muligt og sælge dyrest muligt. Men på den anden side understøtter de også hinanden gensidigt: Ingen af dem kan realisere sin profit uden samtidig direkte eller indirekte at hjælpe alle andre til at realisere deres profitter, da hver enkelt virksomheds kapitalistiske "produktionsomkostninger" altid allerede delvis indeholder talrige andre virksomheders profitter. På samme måde står de enkelte virksomhedsejere ganske vist i den kapitalistiske konkurrence-økonomi over for hinanden i konkurrence-kampen, da hver enkelt jo prøver at sælge den vare, han producerer, billigere end alle andre producenter af den samme vare. Men de befordrer derved indirekte også deres fælles interesse: Idet de ved tekniske og organisatoriske forbedringer udvikler arbejdets produktivkraft, mindsker de "værdien" af alle varer, derunder af varen "arbejdskraft", og øger dermed den relative merværdi (jf. sp. 23).

29. Hvilket forhold er der mellem de kapitalistiske virksomhedsejere og kapitalistklassens øvrige lag? Også her er forholdet dobbelt. På den ene side bliver virksomhedsejernes andel i den totale merværdi mindsket med alle de beløb, der i form af renter (herunder grundrente) som betaling for økonomisk uproduktive aktiviteter osv., tilflyder medlemmerne af andre kapitalistiske lag. Deraf opstår der efter omstændighederne visse modsætninger mellem de forskellige kapitalistiske lag (f. eks. mellem finanskapital og industrikapital. De (industri-)kapitalister, der er virksomme på produktionens område, kommer til at fremstå som dem, der skal "rage kastanjerne ud af ilden" for de andre. På den anden side er "succesen" for den særlige funktion (dvs. brugen af arbejdskraft til frembringelse af merværdi), de egentlige virksomhedsejere udøver i den samlede kapitalistklasses interesse, helt afhængig af den virksomhed, der samtidig udøves af alle det kapitalistiske samfunds andre funktionærer (handelskapital, finanskapital, præster, professorer osv.). Den rigtige måde at anskue det samlede forhold mellem de forskellige kapitalistiske lag indbyrdes er altså følgende: De egentlige produktionsmidler – og alle de kapitalistiske lags indtægter og hele magt beror i virkeligheden på den eksklusive besiddelse af disse – er i deres natur ikke i det kapitalistiske samfund opdelt på den måde, at hver enkelt kapitalist besidder og udnytter en bestemt portion af de egentlige produktionsmidler for sig selv. Tværtimod er de samlede produktionsmidler ved nærmere eftersyn fælles ejendom for alle medlemmerne af den kapitalistiske klasse, der i deres "arbejdsdelte" samvirken under forskellige former er aktive for den kapitalistiske økonomis og det kapitalistiske samfunds opretholdelse og videreudvikling. Med lige så stor ret som man kan sige, at "kapitalisterne besidder produktionsmidlerne og derfor er i stand til at tilegne sig merværdien", kan man derfor også omvendt sige, at "kapitalisterne er i stand til at tilegne sig merværdien og er derfor i besiddelse af produktionsmidlerne". Marx siger: "At være kapitalist betyder ikke at indtage en rent personlig, men tværtimod en samfundsmæssig stilling i produktionen" (Det kommunistiske Manifest). Illustration: Man kan sammenligne de kapitalistiske virksomhedsejere med de militære førere i "forreste linie" i hvilken der under indsættelse af styrker" bliver "vundet terræn". Eller med en sugepumpe, der ikke kan beholde det vand, der er dens kilde, for sig selv, men må videregive det til de bagved-liggende mindre og større bassiner.

30. Hvad er forholdet mellem hver enkelt kapitalists privatinteresse og så den totale samfundsmæssige interesse? Også her går det dobbelte forhold igen. Idet hver enkelt kapitalist forfølger sin private fordel, tjener de alle tilsammen inden for visse grænser samtidig den totale samfundsmæssige interesse. Ved produktion af varer, som der er efterspørgsel efter, opfylder de samfundsmæssige behov. Idet de anvender størstedelen af de penge, de har fået hjem på salget af deres varer, til erstatning af den gamle såvel som til dannelsen af ny driftskapital, så medvirker de samtidig til "reproduktionen" og "akkumuleringen" af den samfundsmæssige totalkapital. Og idet de søger at slå deres konkurrenter med tilbud om bedre og billigere varer, indfører de tekniske og organisatoriske fremskridt i produktionen og bidrager dermed til videreudviklingen af det samfundsmæssige arbejdes produktivkraft (jf. sp. 28). Alle disse sammenfald mellem den enkelte kapitalists privatinteresser og den totale samfundsmæssige interesse består imidlertid kun inden for visse grænser. I konkurrencekampen under den kapitalistiske profitøkonomi kan det ikke for de enkelte kapitalister i første række komme an på, hvor mange nyttige produkter der i alt bliver fremstillet ved brugen af de enkelte produktionsmidler og arbejdskræfter. Tværtimod kommer det an på hvilken værdi i penge der tilkommer dem som deres private andel ved fordelingen af den totale samfundsmæssige indkomst. Hvor der ikke mere er overensstemmelse mellem på den ene side enkeltkapitalistens interesse i den mest fordelagtige (rentable) værdiøgning af hans private kapitalbesiddelse og på den anden side helhedens interesse i en så nyttebringende (produktiv) anvendelse af alle forhåndenværende produktionsmidler og arbejdskræfter som muligt, der bliver den kapitalistiske produktionsmåde og samfundsorden fra at have været en drivkraft i det økonomiske og samfundsmæssige fremskridt til en skranke for dette fremskridt: Den forhindrer da såvel den mest produktive brug af de nu forhåndenværende produktionsmidler og arbejdskræfter som videreudviklingen af det samfundsmæssige arbejdes produktivkraft. Denne modsætning mellem den private interesse i rentabilitet og den samfundsmæssige interesse i produktivitet træder særlig tydeligt frem i dobbeltheden ved begreberne "kapital" og "værdi". Fra den enkelte kapitalists synspunkt er det ikke kun de egentlige produktionsmidler, ved hvis brug de egentlige brugsgenstande bliver produceret (jf. sp. 7), der fremtræder som "kapital": Det gør tillige enhver besiddelse, der sætter ham i stand til at tilegne sig en bestemt del af den totale samfundsmæssige indkomst – f. eks. en pengesum (i "papirer"), en ret til udbytning af et eller andet naturligt eller kunstigt monopol (f. eks. på udvinding af råstoffer eller på dele af transportsystemet) osv. Efter marxistisk opfattelse er alle den slags besiddelser kun "fiktiv" (uvirkelig) kapital, eftersom den "virkelige" kapital fra et samfundsmæssigt standpunkt kun kan anskues ud fra de virkelige "produktionsmidler". – Af de samme årsager opstår der også i det kapitalistiske samfund de afvigelser mellem "værdi" og "pris", der blev nævnt i spørgsmål 12. I varernes kapitalistiske "pris" er det ikke kun deres virkelige "værdi", der kommer frem, det er også den "fiktive" "værdi", som de synes at have, fordi besiddelsen indebærer en fordel for besidderen ved fordelingen af den totale samfundsmæssige indkomst. F. eks. har ubearbejdet jord eller andele i den fiktive kapital ingen egentlig "værdi" fra et samfundsmæssigt synspunkt, men det er alligevel noget det er fordelagtigt at besidde for den, der besidder den slags i det kapitalistiske samfund.


Kommunismens virkeliggørelse

31. Hvorpå grunder kommunisters overbevisning om den  kapitalistiske økonomi og samfundsordens nødvendige undergang sig? På historiske kendsgerninger. Den historiske udvikling, specielt i de sidste 150 år, demonstrerer: 1) De allerede (i sp. 28-30) opridsede indre modsætninger og dobbeltheder i den kapitalistiske økonomi og samfundsorden er i tidens løb ikke blevet svækket, men derimod tilspidset. 2) Også modsætningen mellem den udbyttende kapitalistklasse og den udbyttede lønarbejderklasse (sp. 2-8) er blevet stadig stærkere. – Beviser: a) de økonomiske kriser, der siden den kapitalistiske tidsalders begyndelse vender periodisk tilbage, b) alle kapitalistiske nationers bestandige kamp for nye afsætningsområder på verdensmarkedet, c) den heraf udspringende interessemodsætning mellem de kapitalistiske magter, der efter den fuldstændige opdeling af verden (omkring 1900) er blevet yderligere tilspidset, og dens følger: militarisme, imperialisme, nationale krige og verdenskrig, d) proletariatets fremadskridende nationale og internationale organisering som klasse.

(Udgivernote: Sådan fremtrådte kapitalismens indre modsætninger vel at mærke i 1922, da Korsch opregnede disse "beviser" på deres eksistens. At de ikke fremtræder helt på samme måde mere end 50 år efter betyder ikke, at de er forsvundet. De indre modsætninger vedbliver at bestå, eftersom de ligger i selve det kapitalistiske grundlag. Tænk f. eks, blot på a) valutakriserne de seneste år, b) de store magtblokkes kamp om verdensmarkedet, derunder USAs imperialistiske udenrigspolitik (Vietnam, osv.), c) den stadig tydeligere handelspolitiske modsætning mellem f. eks. USA og EF-landene, d) den voksende utilfredshed i arbejderklassen over alt i verden fra sidste halvdel af 60'erne ("vilde strejker" osv.), der satte ind på et tidspunkt, hvor det af de kapitalistiske magthavere blev påstået at klassekampen hørte fortiden til. – Se også sp. 34 nedenfor).

32. Findes der rent økonomiske årsager, der med objektiv nødvendighed må føre til den kapitalistiske økonomi og samfundsordens undergang? Hvis den kapitalistiske produktionsmåde bredte sig over hele verdensøkonomien, sådan så der til sidst kun var kapitalister og lønarbejdere tilbage i hele verden, så måtte det øjeblik under alle omstændigheder komme, hvor denne økonomi ikke mere kunne fungere af rent økonomiske årsager. Allerede ved den blotte tilnærmelse til en sådan tilstand ville dobbeltheden mellem enkeltkapitalisternes privatinteresse på den ene side og den samfundsmæssige totalinteresse på den anden (sp. 30) antage sådanne dimensioner, at den kapitalistiske produktionsmåde dermed blev ude af stand til at udøve sine samfundsmæssige funktioner. Da frembringelse af merværdi og stadig mere merværdi er den indre drivfjeder i den samlede kapitalistiske produktion, og da opnåelsen af størst mulig andel i denne merværdi i form af profit er alle enkeltkapitalisters drivfjeder, så bliver produktionen af de brugsgenstande, der er nødvendige for opretholdelsen og videreudviklingen af samfundet, i det kapitalistiske samfund overhovedet kun bedrevet af enkeltkapitalisten som kapitaløgningsproces med det formål at få kapitalen til at yngle. Derfor er det nødvendigt for opretholdelsen af den kapitalistiske produktionsmåde, at der ikke blot frembringes et samfundsmæssigt "merprodukt", men at dette også kan afsættes af enkeltkapitalister som varer. Kun da kan de forny og udvide deres driftskapital og altså fortsætte deres produktion i den samme og en større målestok. Denne realisering af profitten ved afsætning af merproduktet som vare på det kapitalistiske varemarked bliver imidlertid sværere og sværere i samme grad som kapitalisterne er henvist til udelukkende at sælge deres varer til hinanden og til deres lønarbejdere. Allerede ved en tilnærmelse til denne tilstand ville der af mangel på betalingsdygtige købere af "merproduktet" indtræde en kronisk "overproduktion", enkeltkapitalernes reproduktion og akkumulering ville gå i stå, og til sidst ville fortsættelsen af produktionen af brugsgenstande blive ganske umulig i den kapitalistiske form. Men i virkeligheden er det menneskelige samfund i dag endnu langt fra udelukkende at bestå af kapitalister og lønarbejdere. Kapitalismen har kun den tendens at ville omforme hele verden "i sit eget billede". Men denne tendens kan først efter lang tid slå fuldt igennem. (Se videre Det kommunistiske Manifest, afsnit I)

33. Hvilke andre samfundsmæssige kræfter findes, der kan medføre den kapitalistiske økonomi og samfundsordens undergang og kommunismens virkeliggørelse? Proletariatets klassekamp i alle dens former, den voldelige omstyrtning af den bestående økonomi og samfundsorden og proletariatets diktatur kan påbegynde kommunismens virkeliggørelse, så snart det samfundsmæssige arbejdes produktivkraft er så langt fremskreden, at en kommunistisk økonomi og samfundsorden er blevet økonomisk mulig. Denne tilstand indtræder ikke først, når den kapitalistiske samfundsordens fortsatte beståen af rent økonomiske årsager er blevet helt umulig (sp. 32), men allerede der hvor den kapitalistiske samfundsorden, specielt den kapitalistiske privatejendom, begynder at blive en virkelig hæmsko for videreudviklingen af den samfundsmæssige produktivkraft. Denne tilstand (hvor samfundet er "økonomisk modent" for overgangen til en kommunistisk produktionsmåde) er forlængst nået hos os. Til virkeliggørelse af kommunismen mangler der altså endnu kun den fulde gennemførelse af proletariatets organisering til en klasse, der er socialt og politisk aktionsdygtig. Det endegyldige bevis for, at den påkrævede "organisatoriske og ideologiske modenhed" virkelig er til stede, kan proletariatet først selv bringe ved den revolutionære handling (se Det kommunistiske Manifest, slutningen af afsnit I).

34. Kan det kapitalistiske systems mangler og modsigelser mildnes og overvindes ved en bedre organisation af  den kapitalistiske økonomi og socialpolitiske reformer? Alle forsøg på en bedre organisering af den kapitalistiske produktions- og fordelingsmåde (karteller, syndikater, truster, statskapitalisme osv.) og på socialpolitiske reformer støder inden for det kapitalistiske samfund på en uovervindelig skranke i den kapitalistiske profitinteresse. De er kun gennemførlige i det omfang, hvor de ikke alvorligt truer denne profitinteresse, som den samlede kapitalistiske produktion i sidste ende beror på. Sådanne forholdsregler kan altså kun ændre de former, hvorunder de kapitalistiske privatejere fører deres konkurrencekamp for den størst mulige private andel i resultatet af den fælles udbytning af arbejderklassen. Men de kan aldrig ophæve selve denne konkurrencekamp og modsætningen mellem kapitalister og proletarer.

35. Kan overgangen fra den kapitalistiske til den kommunistiske samfundsorden gennemføres lidt efter lidt uden klassekamp, revolution og proletariatets klassediktatur? Historien lærer os, at en herskende og privilegeret klasse til dato aldrig frivilligt har givet afkald på dens fortrinsstilling. At dette ikke kan ske, følger også af den materialistiske historieopfattelse, ifølge hvilken det ikke er menneskenes bevidsthed (deres ideer, gode viljer, indsigter), der bestemmer deres samfundsmæssige væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, der bestemmer deres bevidsthed (jf. sp. 6). Derudover står de midler, hvormed man skal føre klassekamp for kommunismens virkeliggørelse, ikke skematisk fast en gang for alle. De må tværtimod tilpasses de til enhver tid eksisterende forskellige forhold i de forskellige lande og på de forskellige tidspunkter.

36. Er der vished for, at den nuværende klassekamp vil ende med proletariatet som den sejrende klasse? Efter Marx' lære så er klassekampene i den hidtidige historie hver gang endt med "en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang." (Det kommunistiske Manifest, begyndelsen af afsnit I).

37. Hvad skal hver enkelt proletar og kommunist, der har "arbejdet sig frem til teoretisk forståelse af hele den historiske bevægelse", gøre for kommunismens virkeliggørelse? Vedkommende må søge at tage aktivt del i klassekampen i alle dens former og særligt træde ind i sit lands kommunistiske parti for dermed tillige at indtræde i Den kommunistiske Internationales verdensomspændende organisation, der i handling er begyndt at føre og i verdensmålestok at organisere kampen for kommunismens virkeliggørelse.

(Udgivernote: Hvad der for Korsch i 1922 var ligetil, det er ikke så ligetil i dag, hvor ingen gruppering på venstrefløjen kan gøre krav på uden videre at være det parti og den organisation, der på det tidspunkt var aktuel for Korsch. Hvor Korsch skrev ved afslutningen på et historisk opsving i klassekampen, står vi i dag i en situation, der i bedste fald er indledningen til et nyt historisk opsving, som først er i færd med at finde sine egne former (jf. sp. 35). Hvad der derimod fortsat står fast er forpligtelsen til efter bedste evne at deltage i og støtte den bevægelse i klassekampen, der faktisk foregår. Kommunismen er ikke blot en videnskabelig teori, den er også en bevægelse (jf. sp. 1) – eller den er slet ikke.)

Karl Korsch
Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce