Arbejde kan ikke materialiseres som en fysisk egenskab ved produkter. Arbejde er overføring af energi. Derfor er Marx’ arbejdsværditeori uholdbar.
Marx har været en af de mest betydningsfulde filosoffer og forskere. Han har analyseret kapitalismen og langt hen ad vejen defineret socialisme samt dannet grundlag for mange socialistiske partier.
Marx’ begrebsapparat er dog på afgørende punkter utilstrækkeligt til at give en nuanceret forståelse af kapitalismen og dens udvikling. Det er formentlig en af årsagerne til at venstrefløjen i dag er i defensiven politisk: Marx’ dybtgående indsigter drukner i hans fejltagelser, og idet det svageste led bestemmer en kædes styrke, så fremstår hele det marxistiske projekt i dag som en fejltagelse.
Det er derfor vigtigt at kritisere Marx og korrigere hans fejl.
Et af de helt store problemer er, at Marx’ arbejdsværditeori og opfattelse af arbejdsprocessen ikke passer med naturlovene og er ude af trit med kapitalismens udvikling.
For at udvikle marxismen er det derfor helt afgørende at man anvender nyere videnskabelige indsigter til at udvikle og modificere de marxistiske grundbegreber. Ellers bliver marxismen mere og mere utidssvarende og irrelevant til skade for venstrefløjens evne til forholde sig tidssvarende til tidens udfordringer.
I det følgende påviser jeg ved hjælp af basale fysiske begreber at Marx’ arbejdsværditeori naturvidenskabeligt set er uholdbar, og at hans almene bestemmelse af arbejdsprocessen er utidssvarende, idet den ikke giver energien en veldefineret rolle.
Sluttelig diskuterer jeg nogle af konsekvenserne af at problematisere arbejdsværditeorien.
Marx definerer »arbejdsprocessen abstrakt betragtet, uafhængig af dens historiske former, som en proces mellem menneske og natur.« [1] For Marx er arbejdet helt alment en »proces hvor mennesket på eget initiativ iværksætter, regulerer og kontrollerer sit stofskifte med naturen.« [2]
Arbejdsprocessens elementære momenter er 1. formålsrettet aktivitet eller arbejdet selv, 2. arbejdsgenstanden og 3. arbejdsmidlerne. [3]
Marx beskriver altså arbejdet som en proces, men uden at specificere den fysisk, uanset Marx udmærket vidste arbejdsprocessen var underlagt fysikkens love. Det er især vigtigt, at Marx ikke inddrager energiens rolle i bestemmelsen af arbejdsprocessen.
Lad mig derfor råde bod på Marx utilstrækkelige specifikation og forsøge at specificere den fysisk. Dermed abstraheres fra såvel den ideale som den sociale side af arbejdsprocessen. Dette er naturligvis utilstrækkeligt, men arbejdsprocessen må under alle omstændigheder afspejle fysikkens love.
En fysisk proces kan forstås som en start- og sluttilstand i mellem hvilke en serie hændelser ændrer nogle genstandes egenskaber og relationer, idet genstandene påvirker hinanden; en fysisk proces forløber dog kun under visse betingelser. [4]
Endvidere er genstandene stoflige (materielle), dvs. de har masse og materielle egenskaber (f.eks. vægt og fylde). Endelig må processens påvirkninger følge naturlovene, herunder lovene om massens og energiens konstans såvel som termodynamikkens hovedsætninger. [5]
Denne bestemmelse af en fysisk proces gælder også den fysiske side af arbejdsprocessen. [6]
Det skal bemærkes at Marx i sin definition af arbejdsprocessen ikke hæfter sig ved, at den som en fysisk proces kræver energi for at forløbe, og at denne energi i hovedsagen omdannes til varme (entropi).
I bestemmelsen af arbejdsprocessen ignorerer Marx altså den afgørende betingelse for fysiske ændringer overhovedet kan ske, nemlig forekomst af anvendelig energi. [7]
I Marx’ specifikation af arbejdsprocessen indgår tre typer genstande: kroppen, arbejdsgenstanden og arbejdsmidlerne. Arbejdsmidlerne opdeles igen i redskaber/maskiner og hjælpestoffer. Marx specificerer yderligere, hvad det specielle ved arbejdet er:
I arbejdsprocessen fremkalder menneskets virksomhed via arbejdsredskabet ... en fra begyndelsen tilsigtet ændring af arbejdsgenstanden. Processen ophører med produktet. Dens produkt er en brugsværdi, et naturstof, der gennem formændring er blevet tilpasset menneskelige behov. [8]
Altså, kroppen påvirker arbejdsredskabet, som så påvirker arbejdsgenstandene under brug af hjælpemidler. Men der er ingen præcis specifikation af arbejdsprocessens tidslige forløb som en serie hændelser og heller ikke af stofligheden af genstandene. Endelig bestemmes den præcise rolle fysiske kræfter og energi spiller i arbejdsprocessen ikke.
Fysisk set er arbejdsprocessen derfor underspecificeret; Marx forklarer ikke hvordan arbejdsprocessen overhovedet kan forløbe rent fysisk, og den er dermed fysisk set utilstrækkeligt bestemt.
I det følgende fokuserer jeg i første omgang på arbejdsprocessen ved brug af redskaber og vender senere tilbage til maskiner, hvor arbejdet ikke via redskabet udfører operationerne på arbejdsgenstanden.
For manufakturens redskabsbrug gælder det, at den energi som kræves for at få arbejdsprocessen til at forløbe rent fysisk, stammer fra den arbejdende krop. [9]
Arbejdsprocessen er udgangspunktet for Marx’ bestemmelse af produktets arbejdsværdi. Fra bestemmelsen af arbejdsprocessen afleder Marx et andet arbejdsbegreb, nemlig materialiseret [10] arbejde der er grundlaget for værdibegrebet: arbejdsværdien.
Produktet opnår sin arbejdsværdi ved at arbejdet overgår til produktet (slutgenstanden) som materialiseret arbejde.
Det materialiserede arbejde forklares således:
Arbejdet har forbundet sig med sin genstand. Arbejdet er blevet legemliggjort, og genstanden forvandlet. Hvad der hos arbejderen viste sig som bevægelse, viser sig nu i produktet som en fikseret egenskab uden bevægelse. [11]
Under arbejdsprocessen ændrer arbejdet sig hele tiden; det går fra uroens form til stilstandens form, fra bevægelsens form til tingsform. [12]
Fysisk set sammenblander Marx her en del af processens påvirkninger (kroppens påvirkning af redskabet) med en af dens genstande (slutproduktet).
Det strider mod loven om massens konstans: Genstandene har før, under og efter arbejdsprocessen samme masse; selve påvirkningen tilføjer ingen masse. [13]
Under arbejdet overfører arbejderen heller ikke stof fra sin krop til produktet. Det er ikke som når der løber vand i et kar, hvor vand, kar og tilløb påvirker hinanden, så vandet opnår relationen: »opholder sig i« karret.
Arbejdet er påvirkninger og ikke som vandet en stoflig genstand, der overfører sin masse (f.eks. vægt og fylde) til slutgenstanden, og det kan dermed ikke være tilstede i produktet bagefter - uanset det har ændret arbejdsgenstanden.
Tilsvarende, når lynet slår ned i et træ, er lynet ikke tilstede i træet bagefter, for lynet har ingen masse der kan afsættes i træet. [14]
Sagt på en anden måde: Det er i strid med Newtons love, at noget kan gå fra bevægelsens form til tingslig form: Fysikken skelner netop skarpt mellem hastighed og acceleration på den ene side og masse på den anden.
Marx vidste dog udmærket, at arbejdet ikke er en stoflig substans, der flyder fra kroppen gennem redskabet ned i produktet for at tage ophold i det.
I forbindelsen med vareanalysen, hvor Marx forklarer, hvordan varens arbejdsværdi afledes af det materialiserede arbejder, skriver han således:
[Varernes værdi] »kan ikke være en geometrisk, fysisk, kemisk eller anden naturlig egenskab ved varerne. Deres materielle (körperlichen) egenskaber kommer overhovedet kun i betragtning, for så vidt disse gør dem brugelige, altså til brugsværdier ... Ser man ... bort fra varelegemernes brugsværdi, så bliver der kun én fælles egenskab tilbage, den at være arbejdsprodukter. ... Der er ikke blevet andet tilbage af dem end den samme spøgelsesagtige tingslige substans, en blot og bar gelé af forskelsløst menneskeligt arbejde, dvs. forbrugt menneskelig arbejdskraft uden hensyn til den måde, den blev brugt på. Disse ting repræsenterer nu kun det, at der er brugt menneskelig arbejdskraft til deres fremstilling, at menneskeligt arbejde er ophobet i dem. Som krystaller af denne samfundsmæssige substans, som er fælles for dem, er de værdier - vareværdier.« [15]
Men da arbejde ikke er et stof, som afgives af kroppen, kan det fysisk set ikke ophobes i produktet, varen. Derfor kan arbejdet heller ikke udvise nogen »geometrisk, fysisk, kemisk eller anden naturlig egenskab« ved produktet.
Fysisk er arbejdet i produktet, som Marx selv antyder: et spøgelse, dvs. ikke eksisterende. Fysisk set giver det altså ingen mening, at påstå at arbejdet er blevet legemliggjort, genstandsgjort eller materialiseret i produktet - uanset arbejdet er betingelsen for produktets dannelse.
Begrebet materialiseret arbejde er således et tvivlsomt begreb. Det, der materialiseres i produktet, er snarere som Marx også skriver, en forestilling om arbejdsresultatet som er styrende for arbejdets påvirkning af redskaberne og derigennem genstandene:
Ved slutningen af arbejdsprocessen fremkommer et resultat, der allerede ved begyndelsen af processen eksisterede som en forestilling hos arbejderen, altså ideelt var til stede. [16]
Der er ikke tale om tilfældige forestillinger, som arbejderen gør sig under arbejdet, men derimod om samfundsmæssige forestillinger, der kan realiseres takket være samfundsmæssig viden om arbejdsprocessen.
Arbejdet forudsætter netop viden om de fysisk-kemiske processer, der kan føre til produktet, brugsværdiens fremstilling.
Når Marx beskriver arbejdet og arbejdstiden, er der ikke tale om den oplevede varighed af tiden som hos Bergson [17] , men om objektiv, fysisk tid, der anvender en fysisk værdimåler, uret, der gør det muligt at måle arbejdstiden tilstrækkeligt nøjagtigt til, at den kan handles og samfundsmæssiggøres som netop arbejdstid.
Arbejdstiden er ikke den indre erfaring, men en ydre samfundsmæssig erfaring (som under arbejdet underlægger sig den indre erfaring).
Det er bemærkelsesværdigt, at selvom arbejdstiden er et helt centralt begreb i Kapitalen, tematiserer Marx ikke tidsmåling. Idet der ikke overføres ’arbejdsstof’ til produktet, må den rolle, genstandsgjort arbejde spiller, være afhængig om uret er blevet en generelt udbredt og accepteret tidsmåler.
Som Marx fastslår:
Eksemplet arbejde viser slående, hvordan selv de abstrakteste kategorier, trods deres gyldighed - endog som abstraktion for alle epoker, i selve denne abstraktions bestemthed dog også er produkt af de historiske forhold og kun har deres fulde gyldighed for og under disse forhold. [18]
Hverken under antikken eller feudalismen indgik der en præcis tidsmåler i bestemmelsen af arbejdstiden og udbytningen.
Materialiseret arbejde er altså ikke alene uden fysisk mening, dets mulige samfundsmæssige betydning som realabstraktion er begrænset før det borgerlige samfund med dets præcise tidsmåler: uret. Uret spiller en afgørende rolle for den nøjagtige tilrettelæggelse ikke alene af arbejdet, men også af stof- og energiflowet.
Marx forklarer, at når man ser »bort fra varelegemernes brugsværdi, så bliver der kun én fælles egenskab tilbage, den at være arbejdsprodukter« - hvilket dog må forudsætte, at der rent faktisk sker relevant tidsmåling, hvis præcision kan sammenlignes med priserne.
Endvidere, når en proces’ genstande og påvirkninger alene er specificeret som et tidsrum, ses der bort fra, hvordan genstandene påvirker hinanden, og derfor siges der intet om genstandene og deres sluttilstand.
Idet arbejdet genstandsgør samfundsmæssige forestillinger som har brugsværdi, vil abstrakt arbejde alene indebære at arbejdets virkninger har en eller anden (tiltænkt) brugsværdi, dvs. abstrakt brugsværdi. [19]
Abstrakt arbejde må således defineres som målt arbejde, der resulterer i abstrakt brugsværdi.
Da abstrakt arbejde kan føre til hvad som helst samfundsmæssigt brugbart, som fysisk set kan frembringes takket være arbejde, er det ikke muligt at angive nogle egenskaber ved produktet, der er gyldige for enhver abstrakt brugsværdi, og da arbejdstiden ikke afsættes som fysisk størrelse i produktet, er det kun for så vidt arbejdstiden rent faktisk måles og realt tilskrives produktet som dets værdi, at arbejdstiden er en realabstraktion, der kan være udtryk for varens værdi.
Analysen af arbejdsprocessens fysik kan underbygges yderligere ved at se på de energimæssige aspekter af arbejdet. [20]
Arbejdsprocessens påvirkning kan fysisk bestemmes som energioverførsel, dvs. kraftpåvirkning. Arbejdet er fysisk set energioverførsel fra krop til redskab ved udøvelse af kraft i fysisk forstand.
Som Marx skriver:
[Mennesket] sætter de naturkræfter, han er udrustet med, nemlig arme, ben, hoved og hænder, i bevægelse for at tilegne sig naturprodukterne [Naturstoff] i en form, der er tillempet hans egne behov. [21]
Når arbejdet har virkninger på arbejdsgenstanden, skyldes det, at de af kroppen udøvede fysiske kræfter direkte eller indirekte fører til, at arbejdsgenstanden ændres fysisk.
Da arbejdet ikke er et stof, men kontrolleret energi, kan det ikke materialisere sig som overførsel af ‘arbejdsstof’ til arbejdsgenstanden.
Men kan arbejdet så materialiseres som energi i produktet? Svaret er stort set, nej. Som energi betragtet er det afgørende, om arbejdet kan genindvindes eller er mistet, typisk som varme (entropi).
Hvis ikke arbejdets energi, kan genindvindes, kan det ikke igen nyttiggøres som energi. Derfor er det afgørende begreb fri energi [22] :
Der er enorme mængder energi omkring os på jorden, ikke mindst i form af varme, men selv om vi ikke kan undvære varmen på jorden, kan vi dog heller ikke udnytte den til at drive en fysisk proces som produktion (undtagen når der foreligger eller kan frembringes passende varmeforskelle). Jordens basistemperatur er ikke udtryk for fri energi.
Pyramiderne er et godt eksempel på, at arbejdet indebærer tab af fri energi: Der er gået meget store mængder arbejde til at bygge dem, og de indeholder da også en potentiel energi, der i teorien kunne udnyttes ved at sænke klodserne ned igen.
Men i praksis er det uinteressant, og desuden er det kun en brøkdel af den til pyramiderne forbrugte mængde fysisk arbejde, der er blevet til genindvindelig potentiel energi. Selv i pyramiderne er der praktisk talt ingen fri energi sammenlignet med den energimængde der er forbrugt til at lave dem.
Hertil kommer, hvad allerede Podolinsky var inde på, at det kun er 10-20% af den energi som mennesket indtager gennem føden, der bliver til arbejde.
I praksis må udført menneskeligt arbejde altså betragtes som mistet energi.
Engels konstaterer da også i brev til Marx om Podolinsky »at energi i samtlige grene af industrien blot bliver afgivet« [23] til omgivelserne, og det gælder for både manufakturen og industrien.
Energimæssigt er der altså ikke materialiseret arbejde i varen, og da der heller ikke er det stofligt, er det fysisk set meningsløst at hævde, at der findes materialiseret arbejde i varen. Det er strengt taget i strid med naturlovene.
Derfor er det også fysisk meningsløst at tale om, at materialiseret arbejde overføres fra kapital og arbejdsgenstande til produkt. Idet der fysisk set ikke findes materialiseret arbejde, kan der heller ikke fysisk overføres arbejdstid til produktet pga. slid eller anden form for fysisk forbrug.
En vares fysiske egenskaber efter arbejdsprocessens ophør kan altså hverken beskrives vha. arbejdstiden eller dens energiforbrug. I og med at en vares arbejdsværdi ikke er en fysisk størrelse, bliver det nærliggende at spørge, om det er relevant at analysere økonomien i energitermer.
Engels svar var afvisende:
Den gamle kendsgerning, at alle industriproducenter må leve af produkter af landbrug, dyrehold, jagt og fiskeri, kan man altså, hvis man synes om det, også oversætte til fysiske [størrelser], men det får man næppe meget ud af. [24]
Før industrialiseringen, dvs. før energitilførslen frigjordes fra arbejdet, faldt arbejdet og energitilførslen til arbejdsprocessen sammen i høj grad sammen. Hvis arbejdskraften blev reproduceret, blev energien det også. Dermed kunne det se ud som om det var uinteressant at skille arbejde og energitilførsel ad.
Det var tilmed, som Engels gjorde opmærksom på, vanskeligt at beregne den mængde energi som under arbejdet blev brugt på produktionen. [25]
Dette ændrer dog ikke ved at energitilførslen er den ultimative fysiske betingelse for omdannelsen af arbejdsgenstandene hvilket tydeligt viser sig ved industriel produktion.
For Marx er energi i form af kul blot et hjælpestof [26] i arbejdsprocessen. Dermed ligestilles energi med f.eks. smøreolie. Marx er dog ganske klar over at brug af kullets energi kendetegner den industrielle revolution, dvs. brugen af fossil energi er den afgørende ændring af produktionsmåden fra manufaktur til industri.
Maskindriftens mest udviklede skikkelse udgøres af det strukturerede system af arbejdsmaskiner, der alene gennem transmissionsmaskineriet modtager deres bevægelse fra en centralautomat. [27]
Den kulfyrede dampmaskine, centralautomaten, er forudsætningen for den industrielle revolution, hvorunder manufakturens manuelle arbejde erstattes af storindustriens automatiserede produktion.
Ligesom den enkelte maskine blev dværgagtig, så længe den kun blev drevet af mennesker, ligesom maskinsystemet ikke kunne udvikle sig frit, før dampmaskinen trådte i stedet for de drivkræfter, som allerede fandtes - dyr, vind og selv vand - på samme måde var storindustrien hæmmet i hele sin udvikling så længe det produktionsmiddel, der kendetegnede den, nemlig selve maskinen, skyldte personlig kraft og personlig dygtighed sin eksistens ... [28]
Marx’ skarpe analyse af produktivkræfternes udvikling får dog ingen indflydelse på hans transhistoriske bestemmelse af arbejdsprocessen, der i lyset af industrialiseringen snarere burde kaldes en produktionsproces: Det er ikke længere arbejderen, som overfører energi til redskabet, og som udfører de operationer, der tilvirker produktet, men derimod dampmaskinen som via transmissionsmekanismer overfører energi til maskiner, som så tilvirker produktet.
Ved den automatiserede produktion, som Marx beskriver den (f.eks. spindemaskinen), er arbejderne ikke mere en del af selve produktionsprocessen; arbejderne sikrer blot de fysiske betingelser for, at produktionsprocessen kan foregå som en fysisk proces, dvs. sikrer til- og afgang af energi og stof (rå- og hjælpestoffer) samt vedligeholdelse og kontrol af maskiner.
Et andet eksempel illustrerer forskellen på manufaktur og industri: Lad os forestille os det samme gravearbejde udført med skovle af arbejdere og med gravemaskine af én arbejder.
Når arbejderne skovler tilfører de deres kroppe den fornødne energi til at flytte jorden. Ved det industrielle gravearbejde er det derimod gravemaskinen, der tilfører den fornødne energi, mens arbejderen blot styrer energiforbruget.
Det var dog ikke al produktion, der kunne automatiseres så, vidt at arbejderen helt kunne undværes i selve produktionsprocessen. Men også ved halvautomatisering ophører arbejderens kropslige kraft med at være energikilde og erstattes af fossil energi, f.eks. symaskiner og samlebånd.
Alt i alt er Marx’ pointe, at automatiseringen er den vej, storkapitalen og produktionsmåden udvikler sig, blevet bekræftet, dvs. arbejdet løsrives stadig mere fra produktionens energiforbrug.
Men når Marx bestemmer arbejdsprocessen alment, ignorerer han industrialiseringen. F.eks. falder han tilbage til pre-industriel produktion, når han bruger spindeprocessen til at illustrere arbejdsprocessen og arbejdsværditeorien:
Under arbejdsprocessen ændrer arbejdet sig hele tiden; det går fra uroens form til stilstandens form, fra bevægelsens form til tingsform. Efter en times spindearbejde er der produceret en vis mængde garn, dvs. der i bomulden er materialiseret en vis mængde arbejde, nemlig en times arbejde. [29]
Marx bruger ikke industriens automatiserede spindemaskine som case, når han eksemplificerer arbejdsprocessen, selvom Marx udmærket vidste, at allerede Akwrigths vanddrevne spindemaskine fra 1768 var automatiseret, så der ikke brugtes spindearbejde i produktionen!
Dermed mister Marx’ beskrivelse af arbejdsprocessen sin relevans som transhistoriske almengyldighed. [30]
Som Marx selv viser, kan industrialiseringen ikke forstås uden at analysere, hvordan kulenergien overtager arbejdet, og hvis dette ikke er foregrebet i bestemmelsen af arbejdsprocessen, er der ikke tale om en hensigtsmæssig bestemmelse af den, og den er ikke særlig egnet til analyse af den industrielle kapitalisme.
Man skulle ellers tro at Marx var klar over, at hans forsøg på transhistorisk bestemmelse af arbejdsprocessen ikke slog til for industriel produktion:
Vi indledte med at betragte arbejdsprocessen (se 5. kap) abstrakt, uafhængigt af dens historiske former, som en proces mellem menneske og natur. ... i note 7 blev det tilføjet: ‘Denne bestemmelse af produktivt arbejde, sådan som det fremtræder set ud fra den simple arbejdsproces, slår på ingen måde til for den kapitalistiske produktionsproces.’ [31]
Alligevel påstår Marx at den bestemmelse af arbejdsprocessen som til nød kan anvendes på før-industriel produktion, også gælder for arbejdsprocessen i almenhed:
For at arbejde produktivt er det nu ikke længere nødvendigt, at man selv direkte lægger hånd på værket ... Den førnævnte oprindelige definition af det produktive arbejde, der er afledet af selve den materielle produktions natur, er fortsat gyldig for totalarbejderen som totalitet betragtet. [32]
Men når produktionsprocesserne er ændret til, at operationerne på arbejdsgenstandene drives af kul, dur en før-industriel arbejdsproces, hvor energi ikke eksplicit indgår definitionen af arbejdsprocessen, hverken som karakteristik for enkeltarbejderen eller totalarbejderen.
I arbejdsværditeorien reducerer Marx energien til kun at have betydning som netop arbejdsværdi. [33]
Arbejdsværditeorien nivellerer energiforbruget i form af kul ned til at være et hjælpestof på linje med andre hjælpestoffer. og reducerer dermed energien til at være en i sig selv værdiløs reststørrelse, uanset den er den ultimative betingelse for enhver produktionsproces’ fysiske forløb.
Arbejdsværditeorien bliver dermed ude af stand til at forklare hvordan produktionsprocesser overhovedet kan forløbe.
Marx forklarer da også helt misvisende, at når man fratrækker slid på maskinerne samt arbejdstid forbrugt i form af hjælpestoffer som kul og olie, så arbejder maskinerne »gratis ganske som naturkræfter«.
Trækker vi nu fra begge, altså maskiner og værktøj, de daglige gennemsnitsomkostninger eller den værdibestanddel, som de tilfører produktet gennem det daglige gennemsnitsslid og forbruget af hjælpestoffer som olie, kul, osv., så arbejder de gratis ganske som naturkræfter, der er forhånden uden bistand af menneskeligt arbejde. ... Det er først i storindustrien, at mennesket lærer at lade produktet af sit tidligere, allerede materialiserede arbejde virke vederlagsfrit i stor målestok som var det en naturkraft. [34]
Idet produktivitetsforøgelsen sker ved at maskinerne overtager arbejdernes operationer og energitilførsel, kan arbejdstiden forbrugt pr. vare mindskes, som om der gratis dvs. uden bistand af arbejde var sket en produktivitetsforøgelse.
Men det er ikke som om en naturkraft nu udfører arbejde. Det er selve naturkraften overhovedet (energien) der udfører arbejde [35] , og dét er forklaringen på produktivitetsforøgelsen: Den fysiske erstatning af arbejde med fossil energi frembringer den produktivitetsforøgelse som Marx tilskriver det ‘materialiserede arbejde’.
Men det materialiserede arbejde har som påvist ingen fysisk eksistens, hvorfor det heller ikke kan forklare de fysiske produktivitetsforøgelser ,som Marx analyserer i forbindelse med automatiseringen. Dermed kan arbejdsværditeorien netop ikke fatte industrialiseringens fysiske og materielle side.
Marx har vist, at hvad der adskiller produktionsmåderne manufaktur og industri, er at arbejdet og energien går fra at være være bundet i en enhed, til at den fossile energi overtager arbejdets rolle som fysisk driver af produktionsprocessen, hvilket desuden bevirker at teknik og videnskab som produktivkraft kan frigøres fra bindingerne til menneskekroppen.
Ikke desto mindre er hans arbejdsværditeori og bestemmelse af arbejdsprocessen ganske ude af stand til at forklare dette.
Jeg har ovenfor vist, at specifikationen af arbejdsprocessen, så den bliver i overensstemmelse med fysikkens love, fører til, at man må forkaste Marx’ almene bestemmelse af arbejdsprocessen såvel som begrebet materialiseret arbejde. Materialiseret arbejde har ingen fysisk betydning, idet det hverken kan forstås som stof eller energi i produktet.
Arbejdsværdi forstået som den gennemsnitlige arbejdstid forbrugt til fremstilling af en vare kunne ikke få nogen præcis betydning som realabstraktion, før uret blev generel tidsmåler, og kun i det omfang den påviseligt fungerer som realabstraktion.
Curt Sørensens forsvar for arbejdsværditeorien illustrerer de problemer, der dukker op, når man tager det alvorligt, at arbejdsværdien hverken er stof eller energi:
En vares værdi er ikke en substans, en egenskab som varen besidder, men en relation, nemlig relationen mellem individuelt arbejde og samfundets totale mængde arbejde således som formidlet gennem udvekslingen på markedet. ... Marx fokuserer på værdi som et sammenfattet udtryk for den proces, hvorved adskilte konkrete arbejder bliver til abstrakt arbejde i et samfundsmæssigt hele. [36]
Curt Sørensen er udmærket klar over at arbejdsværdien ikke er en fysisk substans i varen. Men at arbejdsværdien er en relation mellem individuelt arbejde og samfundets totale mængde arbejde siger intet, idet det samme gælder ethvert mængdemål: En liter havvand har også en relation til den totale mængde havvand.
Det afgørende bliver dermed, om relationen til den totale arbejdsværdi er en realabstraktion, der er samfundsmæssigt udbredt og væsentlig? At relationen til totalarbejdet formidles gennem udvekslingen på markedet, er dog tvivlsomt, ikke mindst fordi lønningerne for forskelligt arbejde varierer - på markedet svarer en elektrikerarbejdetime ikke til en ingenørarbejdstime.
Markedet formidler altså ikke en relation mellem individuel arbejdstid og samfundets totale arbejdstid idet de forskellige arbejdstider ikke tillægges samme værdi. Markedet kan derfor næppe siges at begrunde, at varens værdi er dens arbejdsværdi. Markedet formidler tilmed lønforskellene dårligt - ellers var der ikke brug for lønstatistik.
Dermed bliver følgende udsagn af Curt Sørensen tvivlsomme, når der med værdi menes arbejdsværdi:
Marx påviser ... hvorledes der i kapitalismen er indbygget en særegen dynamik i retning af vedvarende og eskaleret akkumulation, ikke af brugsværdi, men af værdi og dens synlige udtryk penge. ... Den abstrakte værdiskabelse er helt overgribende og styrer i dag alle samfundsmæssige aktiviteter og institutioner. [37]
Ja, den abstrakte værdiskabelse er helt overgribende og styrende, men det gælder for værdien målt i penge, ikke målt i arbejdstid.
Eller rettere: Curt Sørensen har ikke givet nogen begrundelse for, at arbejdstiden spiller den rolle under kapitalismen, som Marx hævder. Altså: At en vares arbejdsværdi ikke er fysisk til stede i varen, stiller nogle begrundelseskrav, som arbejdsværditeorien tilsyneladende ikke kan løfte. Ikke mindst fordi kapitalens agenter først og fremmest træffer beslutninger ud fra varernes pengeværdi, ikke deres arbejdsværdi.
Det hjælper ikke at fremhæve at Marx bevæger sig »op og ned ad abstraktionsstigen, idet han først søger at udvikle de mest abstrakte begreber for så efterfølgende stadigt at tilføje nye bestemmelser,« [38] når to af disse mest abstrakte begreber, arbejdsværdien og arbejdsprocessen, i udgangspunktet er misvisende.
Det virker også som en skinmanøvre at fremhæve, at værdiformanalysen, modsat pristeori, afslører kapitalismens særegne logik, for prisrelationerne er netop den realabstraktion, som kapitalens agenter faktisk agerer ud fra, og som dermed nødvendigvis må være afgørende for den kapitalistiske produktionsmåde.
Et andet udmærket eksempel på hvordan arbejdsværdien tilføjes, uden at det giver andet end forvirrende vanskeligheder, kan hentes fra Altvater:
.. materials and energy coming under the functional space of economics are subjected to a special ‘metric’, or mode of measurement, by which they are subsumed under the value form and thus under the form of money. [39]
Ja, økologien subsumeres under pengeformen, men at denne kan afledes af (arbejds)værdiformen har Marx ikke overbevisende argumenteret for, idet hans begreb materialiseret arbejde og arbejdsværdi er uholdbare.
Det er snarere omvendt arbejdet, der ligesom økologien subsumeres under pengeformen.
Takket være det fysiske apparat uret er pengeformen i stand til at subsumere arbejdet i form af arbejdstid.
Arbejdsværdien spiller dog stadig en vigtig, men mindre determinerende rolle: Arbejdsværdien er stadig afgørende for at definere og forstå udbytningen, og den er dermed er den et mål for kapitalens magt.
Tilsvarende er varens energiværdi og stofforbrug afgørende for den økologiske udbytning, hvilket Marx jo også var inde på, hvad angår den stoflige side.
Det er altså pengeformens dominans der tenderer mod at destruere både mennesker og miljø. Kapitalismen har f.eks. pga. produktivitetsforøgelser og outsourcing brug for stadig færre arbejdere i Europa og USA til at producere samme eller lignende varer, hvilket tenderer mod at skabe både miljøproblemer (pga. øget brug af energi og stof) og en reservearme samt deraf følgende forarmelse.
Borgerlige økonomers svar på dette er som bekendt: vækst, vækst og atter vækst. Men den analyse af storindustrien og automatiseringen, som Marx påbegyndte, tyder på, at den fortsatte vækst ikke er mulig uden yderligere energi- og ressourceflow gennem økonomien.
Det, kombineret med Marx’ analyse af hvordan konkurrencen fremtvinger stadige produktivitetsforøgelser, kunne tyde, på at kapitalismen er ude af stand til ved egen kraft at stoppe væksten i energi- og ressourcebrug samt ødelæggelsen af menneskers sociale livsbetingelser.
Under alle omstændigheder tyder marxistisk tænkning på, at alternativet til vækst tenderer mod at indebære yderligere udstødning af arbejdere fra produktionen og deraf følger forøgelse og forarmelse af reservearmeen, dvs. arbejderne tages som gidsel for miljøødelæggelsen.
Idet økonomiens agenter først og fremmest agerer på grundlag af pengeværdi, kan arbejdsværditeorien ikke på forhånd antages at udtrykke kapitalismens lovmæssigheder. Dermed kan arbejdsværditeorien ikke være en ontologi for kapitalismen, hvilket betyder, at den ikke har eneret på at kunne forstå kapitalismens væsen.
Lovmæssigheder udtrykt i energienheder er i udgangspunktet lige så relevante.
Dermed er det også muligt at inddrage teori, der er udviklet af venstrefløjsøkonomer, såsom Kalecki, Joan Robinson, Hyman Minsky, osv. der tager udgangspunkt i monetære værdier, og som udmærket kan have fattet kapitalismens lovmæssigheder bedre end arbejdsværditeorien.
Kort sagt mister den marxistiske økonomiske teori sin særlige forrang til kritisk forståelse af kapitalismen. Dens ret til arrogant at isolere sig fra anden økonomisk tænkning i ophøjet selvtilstrækkelig bedrevidenhed forsvinder.
Det betyder ikke, at man dermed automatisk opgiver kritikken af den politiske økonomi. At man læser Kapitalen med det forbehold at arbejdsprocessen er utilstrækkeligt fysisk specificeret, og at arbejdsværditeorien kun i begrænset omfang bestemmer kapitalismens lovmæssigheder, samt at pengeformen subsumerer arbejdet (og ikke omvendt) samt energi- og stofforbruget, betyder ikke, at Marx’ omfattende arbejder er irrelevante, men at de må omtænkes og suppleres med nyere viden.
At man så nok mister Marx’ pristeori, gør vel ikke det helt store. Der findes en omfattende erhvervsøkonomisk viden om, hvordan virksomheder i praksis fastsætter deres priser, reklame, produkter og produktion, og den kan inddrages i den kritiske økonomiske teori på lignende vis, som Marx udviklede sin teori ved at kritisere en række borgerlige økonomer.
Flemming Bjerke er tidligere universitetslærer i økonomi.
Fodnoter
[1] Marx, Kapitalen 1.bog. s. 722. “Der Arbeitsprozeß wurde ... zunächst abstrakt betrachtet, unabhängig von seinen geschichtlichen Formen, als Prozeß zwischen Mensch und Natur.” s. 531 Tyske sidehenvisninger er til: Karl Marx - Friedrich Engels - Werke, Dietz Verlag, Berlin/DDR 1968. http://www.mlwerke.de/me/default.htm
[2] Ibid. s. 302. “ein Prozeß, worin der Mensch seinen Stoffwechsel mit der Natur durch seine eigne Tat vermittelt, regelt und kontrolliert.” s. 192
[3] Ibid. 303. “Die einfachen Momente des Arbeitsprozesses sind die zweckmäßige Tätigkeit oder die Arbeit selbst, ihr Gegenstand und ihr Mittel.” s. 193.
[4] “A physical situation is usually described in terms of a collection of objects, their properties, and the relationships between them . ... A physical process is something that acts through time to change the parameters of objects in a situation.” In: Kenneth D . Forbus. Qualitative Process Theory. Artificial Intelligence 24 (1984) 85—168. p. 104-105. Bemærk at interaction er oversat med: påvirkning.
[5] https://en.wikipedia.org/wiki/Laws_of_thermodynamics
[6] Bemærk at denne beskrivelse også holder for intellektuelt arbejde, f.eks. at skrive en bog eller løse et produktionsteknisk problem. Det er dog klart at den rent fysiske beskrivelse af arbejdet er utilstrækkelig: Det egentlige produkt er ikke den fysiske bog eller de produktionstekniske planer, men derimod indholdet.
[7] Med anvendelig energi menes det termodynamiske begreb Gibbs fri energi. For en uddybning se nedenfor i afsnittet “Arbejdsværdi og Energi”. I øvrigt ses bort fra fænomener som planeternes bevægelse der bevæger sig uden friktion eller anden form for varmetab.
[8] Ibid. .s. 306. Im Arbeitsprozeß bewirkt also die Tätigkeit des Menschen durch das Arbeitsmittel eine von vornherein bezweckte Veränderung des Arbeitsgegenstandes. Der Prozeß erlischt im Produkt. Sein Produkt ist ein Gebrauchswert, ein durch Formveränderung menschlichen Bedürfnissen angeeigneter Naturstoff.
[9] Dette er dog en forenkling. En række processer udført under manufakturen kræver store mængder varme, dvs. energi som ikke stammer fra kroppen, f.eks. tegl- og malmværker. (Se f.eks. Dan Ch. Christensen. Det moderne projekt. Gyldendal 1996. Kap II.2.) Så allerede her ses utilstrækkeligheden af Marx’ konceptualisering af arbejdsprocessen.
[10] På tysk er begrebet vergegenständslicht, genstandsgjort. Den danske oversættelse bruger materialiseret hvilket måske er lidt misvisende fordi man dermed nedtoner at der er tale om en forestilling som gøres til en genstand.
[11] Ibid. 306. “Die Arbeit hat sich mit ihrem Gegenstand verbunden. Sie ist vergegenständlicht, und der Gegenstand ist verarbeitet. Was auf Seiten des Arbeiters in der Form der Unruhe erschien, erscheint nun als ruhende Eigenschaft, in der Form des Seins, auf Seiten des Produkts.” s. 195
[12] Ibid. s. 317. Während des Arbeitsprozesses setzt sich die Arbeit beständig aus der Form der Unruhe in die des Seins, aus der Form der Bewegung in die der Gegenständlichkeit um. s. 204
[13] Se nedenfor om hvorvidt arbejdet kan ophobes som energi.
[14] I følge relativitetsteorien er det ganske vist strengt taget ikke rigtigt at lynet eller arbejdet ikke kan afsætte masse i genstanden, men dette er uden betydning idet der er tale om så små mængder masse at det i praksis ikke kan erkendes (maximalt E ⁄ c2).
[15] Ibid. s. 130-31: “Dies Gemeinsame [Die Werte] kann nicht eine geometrische, physikalische, chemische oder sonstige natürliche Eigenschaft der Waren sein. Ihre körperlichen Eigenschaften kommen überhaupt nur in Betracht, soweit selbe sie nutzbar machen, also zu Gebrauchswerten. ... Sieht man nun vom Gebrauchswert der Warenkörper ab, so bleibt ihnen nur noch eine Eigenschaft, die von Arbeitsprodukten. ... Es ist nichts von ihnen [den Gebrauchwerten] übriggeblieben als dieselbe gespenstige Gegenständlichkeit, eine bloße Gallerte unterschiedsloser menschlicher Arbeit, d.h. der Verausgabung menschlicher Arbeitskraft ohne Rücksicht auf die Form ihrer Verausgabung. Diese Dinge stellen nur noch dar, daß in ihrer Produktion menschliche Arbeitskraft verausgabt, menschliche Arbeit aufgehäuft ist. Als Kristalle dieser ihnen gemeinschaftlichen gesellschaftlichen Substanz sind sie Werte - Warenwerte. s. 51
[16] Ibid. s. 303. Am Ende des Arbeitsprozesses kommt ein Resultat heraus, das beim Beginn desselben schon in der Vorstellung des Arbeiters, also schon ideell vorhanden war. s. 193
[17] Bergson, Henri. Det umiddelbare i bevidstheden, 1980.
[18] Egen oversættelse. Dies Beispiel der Arbeit zeigt schlagend, wie selbst die abstraktesten Kategorien, trotz ihrer Gültigkeit - eben wegen ihrer Abstraktion für alle Epochen, doch in der Bestimmtheit dieser Abstraktion selbst ebensosehr das Produkt historischer Verhältnisse sind und ihre Vollgültigkeit nur für und innerhalb dieser Verhältnisse besitzen. http://www.mlwerke.de/me/me13/me13_615.htm#Kap_3 s. 636
[19] Det er altså ikke muligt at måle en vares abstrakte brugsværdi, hvilket er et nøgleproblem for pristeorien. Hvis den abstrakte brugsværdi var en målelig numerisk størrelse, så kunne priserne bestemmes derudfra. De neo-klassiske økonomer tror at klare dette ved at betragte den abstrakte brugsværdi som en rent subjektiv størrelse: nytte. Desværre gør det ikke den abstrakte brugsværdi mere målelig eller observerbar. Både den marxistiske og den neoklassiske position er dermed ubrugelig: Neoklassikkerne valgte t begreb uden specificérbart empirisk indhold (nytte); Marx valgte et måleligt substitut for abstrakt brugsværdi: arbejdsværdien.
Hverken neoklassikkerne eller Marx fandt et mål for abstrakt brugsværdi, og grunden hertil er at det er umuligt at finde et mål for abstrakt formålstjenlighed: Formålstjenlighed er ikke en bestemt egenskab ved varen. Hvilke egenskaber ved en vare der er nyttige, er afhængigt af brugskonteksten. F.eks. må formålstjenligheden af en vægt vurderes i termer af vejeområde, præcision, m.v., mens et par støvler snarere må vurderes i forhold til størrelse, form, tæthed, egenvægt, slidstyrke, m.v. Som Marx forklarer, er brugsværdi kun specificérbar, for så vidt den er konkret, og ret beset kan ting miste brugsværdi alene pga. af konteksten, og senere påny opnå brugsværdi, f.eks. teaktræsmøbler.
[20] Forbus. s. 110, 127
[21] Jf. Marx i Kapitalen. 1. Bind p. 302. Die seiner Leiblichkeit angehörigen Naturkräfte, Arme und Beine, Kopf und Hand, setzt er in Bewegung, um sich den Naturstoff in einer für sein eignes Leben brauchbaren Form anzueignen. s. 192
[22] Se https://en.wikipedia.org/wiki/Gibbs_free_energy
[23] Egen oversættelse. “Dagegen in allen Industriezweigen wird Energie bloß ausgegeben.” http://marxwirklichstudieren.files.wordpress.com/2012/11/mew_band35.pdf p. 136.
[24] Egen oversættelse. “Die alte ökonomische Tatsache also, daß alle Industrieproduzenten leben müssen von den Produkten des Landbaus, der Viehzucht, Jagd und Fischerei, kann man also, wenn’s beliebt, auch ins Physikalische übersetzen, wobei aber kaum viel herauskommt.” http://marxwirklichstudieren.files.wordpress.com/2012/11/mew_band35.pdf p. 136.
[25] Ibid. p. 134
[26] Kapitalen 1. bind s. 307, 333.
[27] Marx, Karl. Kapitalen. Bind 1. p. 558. Rhodos 1971. Als gegliedertes System von Arbeitsmaschinen, die ihre Bewegung nur vermittelst der Transmissionsmaschinerie von einem zentralen Automaten empfangen, besitzt der Maschinenbetrieb seine entwickeltste Gestalt. p. 402.
[28] Ibid. 599. Wie die einzelne Maschine zwergmäßig bleibt, solange sie nur durch Menschen bewegt wird, wie das Maschinensystem sich nicht frei entwickeln konnte, bevor an die Stelle der vorgefundnen Triebkräfte - Tier, Wind und selbst Wasser - die Dampfmaschine trat, ebenso war die große Industrie in ihrer ganzen Entwicklung gelähmt, solange ihr charakteristisches Produktionsmittel, die Maschine selbst, persönlicher Kraft und persönlichem Geschick seine Existenz verdankte .... s. 403.
[29] Ibid. s. 317. Während des Arbeitsprozesses setzt sich die Arbeit beständig aus der Form der Unruhe in die des Seins, aus der Form der Bewegung in die der Gegenständlichkeit um. Am Ende einer Stunde ist die Spinnbewegung in einem gewissen Quantum Garn dargestellt, also ein bestimmtes Quantum Arbeit, eine Arbeitsstunde, in der Baumwolle vergegenständlicht. s. 204
[30] Spørgsmålet er i hvilket omfang det er hensigtsmæssigt at bestemme begreber som arbejdsprocessen transhistorisk. En bestemmelse der er adækvat for nutidige analyser, tenderer mod at give en ’bagklog’ forståelse som måske nok kan forstå lovmæssigheder som man tidligere var underlagt uden rigtig at forstå det, men som på den anden side ikke er tilstrækkelig følsom for fortidige samfundsmæssige præmisser (realabstraktionsproblemet). Energiforbrug er et udmærket eksempel. Alternativet vil ofte være at give så abstrakte bestemmelser at de er analytisk utilstrækkelige, f.eks. Marx’ bestemmelse af arbejdsprocessen. Formentlig kan man ikke komme udenom nøglebegreber der bestemmes med en kombination af transhistoriske elementer og historisk betingede elementer.
[31] Ibid. 722. Der Arbeitsprozeß wurde (sieh fünftes Kapitel) zunächst abstrakt betrachtet, unabhängig von seinen geschichtlichen Formen, als Prozeß zwischen Mensch und Natur. ... in Note 7 wurde ergänzt: "Diese Bestimmung produktiver Arbeit, wie sie sich vom Standpunkt des einfachen Arbeitsprozesses ergibt, reicht keineswegs hin für den kapitalistischen Produktionsprozeß." Dies ist hier weiter zu entwickeln. p
s. 531
[32] Ibid. 722. Um produktiv zu arbeiten, ist es nun nicht mehr nötig, selbst Hand anzulegen; es genügt, Organ des Gesamtarbeiters zu sein, irgendeine seiner Unterfunktionen zu vollziehn. Die obige ursprüngliche Bestimmung der produktiven Arbeit, aus der Natur der materiellen Produktion selbst abgeleitet, bleibt immer wahr für den Gesamtarbeiter, als Gesamtheit betrachtet. Aber sie gilt nicht mehr für jedes seiner Glieder, einzeln genommen. p. 531-32
[33] Kapitalen 1. Bind p. 566, 2. bind, p. 251, 3. Bind, p. 836
[34] Kapitalen 1. Bind s. 566. Ziehn wir von beiden, von Maschinerie und Werkzeug, ihre täglichen Durchschnittskosten ab oder den Wertbestandteil, den sie durch täglichen Durchschnittsverschleiß und den Konsum von Hilfsstoffen, wie Öl, Kohlen usw., dem Produkt zusetzen, so wirken sie umsonst, ganz wie ohne Zutun menschlicher Arbeit vorhandne Naturkräfte. ...Erst in der großen Industrie lernt der Mensch, das Produkt seiner vergangnen, bereits vergegenständlichten Arbeit auf großem Maßstab gleich einer Naturkraft umsonst wirken zu lassen. s. 409.
[35] Det er ikke tilfældigt at der i fysikken også findes arbejde forstået som en energiform defineret som kraft x vej.
[36] http://modkraft.dk/blog/curt-s-rensen/marx-facitliste-eller-inspiration.
http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1593
[37] Ibid.
[38] Ibid.
[39] Alvater, Elmar. Ecological and Economic modalities. In: O’Connor, Martin. Is Capitalim Sustainable. Guildford Press 1994. p. 87
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96