Annonce

Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
analyse
9. juli 2012 - 16:55

Markedet slår Super Mario

EU-topmødet i juni blev rost for at løse en stor del af eurokrisen med et snuptag, men det har hurtigt vist sig naivt. Markederne har slået til igen, og de gældsplagede eurolande har igen fået at vide, at det ikke er dem, der stiller betingelserne.

Mange medier berettede på følgende måde om EU-topmødet i slutningen af juni:

EU’s stats- og regeringschefer nærmest et punktum for eurokrisen. Til det sidste nægtede Angela Merkel og hendes nærmeste allierede at skride ind for at løse Italiens og Spaniens store hovedpine; de abnorme priser på nye statslån. Et niveau, som truer med at sende de to staters økonomi i chok i lang tid fremover.

Ind kommer Super Mario - den italienske premierminister med efternavnet Monti. Han satte forsamlingen skakmat ved at nægte at skrive under på en ny pagt for vækst og jobs, hvis han ikke fik nogle indrømmelser, der kunne hjælpe Italien og Spanien med de efterhånden svimlende renter, de to lande må betale for lån på finansmarkederne.

Spanien ville ha’ EU’s redningsfond til at låne direkte til bankerne, så regeringen ikke selv formelt skulle stå for gælden, og begge lande ville ha’ samme fond til at købe italienske og spanske statsobligationer for at holde priserne på lån nede.

Og takket være Super Marios snilde, måtte Merkel  tilsyneladende bøje af og åbne for et stort velkomment pusterum for trængte sydeuropæiske regeringer. Slut på renternes himmelridt!  

Marios mirakelkur

Så den dag, italienerne jublede over fodboldspilleren Mario Balotellis mål mod det tyske landshold, burde titlen som Super Mario nærmest tilfalde Mario Monti, mente Politiken. ”Det kompromis giver Spanien og Italien luft, og beslutningerne fik straks europæiske aktier til at stige sammen med eurokursen, mens renterne på spanske og italienske statslån faldt lige så markant." Børsen skrev om italienerens indsats for en ’fleksibel og effektiv’ måde at stabilisere finansmarkederne. 'Monti kom, så og sejrede', lød vurderingen.

Men bare en uge efter topmødet var priserne på nye lån tilbage på samme niveau. Hvad, der nogle dage lignede en mirakelkur, endte som en kort fest.

Absolut nein

Renten på spanske og italienske statsobligationer, d.v.s. den rente regeringerne skal betale for nye lån, er blevet de tal, som giver os temperaturen på eurokrisen.

Hvis renten ligger højt, og over den vækst, man på sigt kan regne med eller håbe på, så vil statsgælden forblive høj i en uoverskuelig fremtid. Den absolutte smertgrænse er på 7 procent. Det er den sats, som almindeligvis regnes for den, der udløser et massivt pres for at få det pågældende land til at indgå en låneaftale med EU og IMF, d.v.s. gå samme vej som Grækenland, Irland og Portugal.

Og både Spanien og Italien har allerede været oppe og krydse grænsen et par gange.

Problemet kan løses på flere måder på den korte bane. Den ene er, at der indføres en ordning for fælles statsobligationer, de såkaldte ’eurobonds’ (eller ’euro-obligationer’). Gør man dét, vil obligationerne få samme rente, og da mange lande og især Tyskland er i en langt bedre forfatning end Spanien og Italien, vil renten blive væsentlig lavere end den, de to lande må betale i dag. Men Merkel og Tyskland siger kategorisk nej. Eurobonds ville føre til højere renter for Tyskland, og i Tyskland er der ingen vilje til at skuldre en del af prisen for eurokrisen.  

Af samme grund er debatten om eurobonds ved at glide lidt i baggrunden, og i stedet har stats- og regeringschefer været på udkig efter mere handy og overskuelige tiltag. Og Italien og Spanien har nu lagt sig fast på at få det maksimale ud af Eurozonens nye støttefond.

Støttefond sendes i felten

Fonden hedder European Stability Mechanism (ESM), og den vil råde over 700 milliarder euro, når den er i fulde omdrejninger om kort tid. 

Den er i første række oprettet for at yde lån til regeringer med store økonomiske problemer på samme måde som Grækenland, Irland og Portugal tidligere har fået lån af EU og Den Internationale Valutafond.

Men med den nye aftale på topmødet skal ESM også kunne opkøbe statsobligationer for at holde priserne nede, og den skal kunne yde støtte direkte til betrængte banker udenom regeringerne.

Det var de to initiativer, ’sydeuropæerne’ kom efter, og som de med politisk snilde formåede at overtale ’nordeuropæerne’ til.

Det så alt sammen vældigt ud et par dage. Renterne faldt med et helt procentpoint på en dags tid. Markederne tog godt imod de nye signaler.  Men allerede en uge efter topmødet, var alt tilbage ved det gamle.

De spanske obligationer var tilbage på samme renteniveau som før, og de italienske godt på vej tilbage. Og som den belgiske økonom Paul de Grauwe påpeger i en artikel, så bør det ikke undre nogen, der kender lidt til obligationsmarkedet og spekulanters måde at se verden på.  

Kun centralbanken du’r

Problemet i en nøddeskal er, at ESM har begrænsede midler. Skulle det hænde, at eurolandene f.eks. enes om at købe italienske og spanske statsobligationer for 300 milliarder euro, vil det måske ha’ en effekt, men kun på kort sigt. For selv 300 milliarder er et lille beløb i sammenligning med den samlede værdi af italienske og spanske statsobligationer, der beløber sig til omtrent det tidobbelte, 3 billioner.

Det vil derfor ikke vare længe, før investorerne ser, at ESM er et svagt svar, og at ESM allerede har så få penge, at en lignende operation ikke er sandsynlig igen. Og så vil de afhænde deres obligationer, og renten vil stige igen, måske endda i en grad, så operationen ender med at gøre større skade end gavn.

Det fundamentale problem er, at ESM har begrænset med midler, og at det, situationen kræver, er en pengepung med uendelige midler.

Den pengepung kan kun være Den Europæiske Centralbank, som i princippet kunne trykke penge og låne den italienske og spanske regering, og dermed standse det vilde ridt mod astronomiske renter.

Det sker ikke

Det kommer bare ikke til at ske. Det er der i hvert fald ingen tegn på.  Og faktisk fik topmødet snarere en anden byrdefordeling til at se endnu fjernere ud end nogensinde.

Lån til rekapitalisering af spanske banker eller opkøb af obligationer er faktisk allerede muligt under ESM-reglerne, så dér er egentlig ikke noget nyt under solen.

Og siden topmødet har både den tyske, finske og hollandske regering understreget, at det ikke er noget, man uden videre vil kaste sig ud i.

Der vil under alle omstændigheder være skrappe betingelser for den slags initiativer, og selv da er det usikkert, om der kan skabes den nødvendige enighed.

Super Merkel

Mens sydeuropæerne længe har presset på for fælles obligationer, lån på mere fleksible vilkår, og mere generelt for, at en eller anden slags solidaritet eller byrdefordeling bliver en naturlig del af den igangværende proces frem mod en fælles EU-finanspolitik og en fælles økonomisk politik, så er det Merkel og hendes nærmeste allierede, der sætter tonen.

Og den tone bliver mere og mere klar: Først skal der vedtages endnu skrappere regler for medlemslandenes økonomiske politik, som kan sikre, at lønnen holdes nede, arbejdsmarkedet gøres mere ’fleksibelt’, samt at pensioner og offentlige udgifter, især sociale ydelser, beskæres hårdt.

Først når dette arbejde er ført meget langt, kan det komme på tale overhovedet at diskutere en mere solidarisk lånepolitik eller anden form for byrdefordeling. Så hverken Italien eller Spanien har nået bunden endnu. Det kan Super Mario ikke ændre på.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce