Man kommer ikke udenom ungdommen i norsk politik

Jeg har ikke så meget at have det i, men jeg har en tendens til at idyllisere Norge. Jeg bilder mig ind, at der er lidt mælk og honning-land over vores tidligere koloni mod nord. Ikke at alt er federe – øl og agurker er vist svinedyre – men nogle ting virker bare lidt sejere. For eksempel deres socialdemokrater. Eller udenrigspolitikken. Måske endda norsk politik i det hele taget?

Det indtryk kan man godt blive bekræftet i af Kari Anne Moes dokumentarfilm »Til ungdommen«. Filmen handler om den særlige norske tradition med skolevalg på gymnasierne i ugen op til lokale og nationale valg. Midt i valgkampen fører de politiske ungdomsorganisationer deres egen valgkamp, og her er især debatterne mellem deres repræsentanter det store trækplaster.

Filmens – måske lige lovlig skåltaleagtige – påstand er, at det gør det umuligt at ignorere unges holdninger. Ifølge filmen følges de unges valg med stor interesse af det politiske Norge som et varsel om, hvordan det vil gå, når de voksne stemmer.

Resultaterne offentliggøres da også i tv-nyhederne på »valgaftenen«, og systemet fungerer ret åbenlyst som talentpleje for partierne.

Ikke umiddelbart en Utøya-film

»Til ungdommen« er dog ikke en faktafyldt, abstrakt gennemgang. I stedet følges fire politisk engagerede unge fra de begynder deres lange træning som debattører og frem til skolevalgene i efteråret 2011 – få måneder efter højreekstremisten Anders Behring Breiviks brutale massakre på Utøya og bomben i regeringskvarteret i Oslo d. 22. juli.

Filmens store styrke er dog, at det ikke umiddelbart er en Utøya-film. Selvom Utøya er det første ord der nævnes på lydsiden i det konstruerede tv-nyhedsindslag, der fungerer som filmens eksposition, bliver der ikke refereret til de tragiske begivenheder.

De indtræffer først midtvejs i filmens strengt kronologiske opbygning og præger selvfølgelig, hvad der siden udspiller sig.

For mig er det et stærkt valg af folkene bag filmen, fordi de kunne have gjort anderledes. Filmholdet befandt sig næsten bogstaveligt talt midt i det hele. De forlod øen, hvor de fulgte en af de unge, for at møde en af de andre unge i Oslos centrum kun timer før Breiviks angreb.

Selvom det selvfølgelig sætter sine klare spor i filmen – blandt andet med en øjenvidneberetning af en overlevende fra øen – begyndte optagelserne trods alt længe før.

Hver deres egne historier

Som det sandsynligvis var den oprindelige idé, er »Til ungdommen« lavet som et intimt portræt af de unge mennesker, der gradvist giver os mulighed for at lære dem at kende fra begyndelsen af deres træning som politikere.

Især gennem de indlagte interview får vi lov til at komme helt tæt på, og de unge er meget åbenhjertige om deres engagement – og deres usikkerhed.

Selv fik jeg både be- og afkræftet fordomme om »de andre« i politik – i mit tilfælde højrefløjen – og jeg gætter på, at det vil ske for mange, der ser filmen uanset politisk standpunkt.

De fire unge fra de forskellige partier udgør et bredt socialt og kulturelt udsnit af samfundet - en søn af en enlig mor uden uddannelse, et akademikerbarn, en tørklædepige og en overklasseknægt – og de kommer hver især med deres egne historier.

»Til ungdommen« er en flot hyldest til demokratiet, der behandler det allermest rystende og tragiske på en meget fin og gribende måde.

Det er dog frem for alt en utrolig loyal og indfølt skildring af de unge medvirkende.

»Til ungdommen« (instr.: Kari Anne Moe, Norge 2012, 108 min.). Premiere d. 21. marts i Empire (København) Gloria (København), Vester Vov Vov (København), Øst for Paradis (Aarhus), Biffen (Aalborg), Cafe Biografen (Odense), Ishøj Bio, Albertslund Biograferne og Biografen Kanten (Faxe).