Annonce

Asyllovgivning
19. november 2015 - 11:40

Lovgivningssjusk kan føre til brud på menneskerettigheder, advarer Institut for Menneskerettigheder

Blå bloks og Socialdemokraternes forslag til asyllovgivning er lovsjusk og åbner for brud på menneskerettighederne, mener Institut for Menneskerettigheder.

Regeringens og folketingsflertallets forslag til asylstramninger bør ændres, så danske myndigheder holder sig inden for Danmarks internationale forpligtelser, mener Institut for Menneskerettigheder.

Instituttet har afgivet et høringssvar til de lovændringer, som Folketinget onsdag den 18. november besluttede at hastebehandle, så de kan vedtages fredag den 20. november og træde i kraft mandag den 23. november.

Hastebehandlingen betyder, at de 42 sider lange lovforslag ikke sendes i høring. Alligevel har Institut for Menneskerettigheder sendt et høringssvar, hvor de advarer mod at ændringerne i reglerne for frihedsberøvelse af asylansøgere ved indrejse til Danmark vil give regeringen mulighed for at handle i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Det handler konkret om at forslaget vil ophæve den nuværende lovgivnings krav om at myndigheders frihedsberøvelse skal afprøves ved en domstol inden for tre døgn.

– Som lovteksten er formuleret, giver loven mulighed for langvarige indgreb i frihedsrettighederne, siger Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

– Vi foreslår derfor, at der indsættes konkrete tidsfrister, eksempelvis på syv dage for at sikre, at reglerne ikke anvendes i strid med internationale menneskerettigheder, siger han på instituttets hjemmeside.

Læs pressemeddelelse fra Institut for Menneskerettigheders på organisationens hjemmeside

Læs Institut for Menneskerettigheders høringssvar

Mindretal også utilfredshed med lovgivningshast

Beslutning om at haste lovgivningen igennem kritiseres også af mindretallet i Folketinget:

– Hverken dommere, advokater, eksperter eller menneskeretttighedsorganisationer kan nå at blive hørt, iden denne lovgivning hastes igennem af flertallet. Og folketingsmedlemmerne har ikke en jordisk chance for tilbundsgående at forstå, hvad vi egentlig stemmer om, skrev Johanne Schmidt-Nielsen, asylpolitisk ordfører for Enhedslisten, på sin Facebook-profil.

 Det er sjusk, der vedrører helt grundlæggende retsstatsprincipper. Nemlig retten til at komme for en dommer, hvis myndighederne frihedsbeørver et menneske, skrev hun endvidere.

Efter høringssvaret fra Institut for Menneskerettigheder skærper hun tonen:

– Gennemføres lovforslaget, vil Støjberg få kompetence til at træffe beslutninger, der er i direkte strid med de menneskerettigheder, Danmark har forpligtet sig til at overholde. Kan I leve med det?, spørger hun nu partierne bag forslaget, ligeledes på Facebook.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce