Love, peace og konflikter

Hvis man tror hippiebevægelsen opstod i 1960’erne som oprør mod kapitalismens grådighed, det konforme borgerlige liv og Vietnam-krigen, kan man godt tro om igen.

Den opstod før 1. Verdenskrig. Men den var i oprør mod kapitalismens grådighed og det konforme borgerlige liv.

Det viser dokumentarfilmen Freak Out i skildringen af et alternativt lille samfund ved en bakketop i Schweiz omkring år 1900. Stedet kaldtes Monte Verità, Sandhedens Høj.

Med afsæt i en dagbog skrevet af en af pionererne, Ida Hoffman, fortæller filmen om etableringen af et alternativt fællesskab. Det er funderet på venskab og frihed i pagt med naturen med et kursted som centrum – uden for det borgerlige samfunds hykleri og optagethed af penge.

Her afprøves nye livsformer med fri kærlighed, vegetarisk kost og nøgensolbadning. Man afprøver sig selv ud i sex, stoffer, kunst og radikale, politiske og åndelige idéer. Så forskellige fænomener som pacifisme og moderne dans udvikles her.

Højen bliver et mødested for et væld af datidens kunstnere, politikere, forfattere og tænkere – etablerede såvel som in spe. Tankegods og livsstil viser sig at være en forløber for hippiebevægelsen 60-70 år efter.

Dengang og nu

De teknologiske fremskridt dengang var ligeledes enorme. Hastigheden, hvorved folk kunne flytte sig fra et sted til et andet, tog et kvantespring med udbygning af jernbanen. Kommunikationen folk imellem gik pludselig meget hurtigere ved opfindelsen af telegrafen og telefonen. Fuldstændig som i dag hvor fly og internettet (også) har intensiveret tempoet for os.

De nye teknologier boostede kapitalismen til en heftig udvikling af produktivitet og et aktiemarkedet, som skabte hurtig rigdom og velstand for nogle. Dog også vedvarende fattigdom for andre.

Det medførte globalisering og finanskrise. Ligesom i vor tid.

Men var forbrugerismen, uligheden og oprustningen i landene den samme dengang som nu? Hvor langt kan sammenligningen bære?

Umiddelbart ret langt, ser det ud til i filmen Freak Out.

Fra Monte Verità til Californien

Vi kommer vidt omkring i samtiden og fremtiden. Vi følger den økonomiske og politiske situation op til 1. Verdenskrig og efter. Vi følger udfordringerne med at bygge helsecenteret på Monte Verità og bevare stedet.

De oprindelige kollektivister er så optaget af at frasige sig gods og guld, at de må låne penge fra forældrene til at bygge det kursted, som er den konkrete anledning til udflytningen, og som skal fungere som deres økonomiske fundament.

Senere slår Ida Hoffmans forældre hånden af hende og gør hende arveløs. Forældrene til hendes samlever trækker al økonomisk støtte tilbage på grund af en børskrise. Det sker indenfor samme uge.

Allerede fra starten er der spændinger mellem personerne. De har forskellige dagsordener. De udvikler sig væk fra hinanden, mens andre mennesker strømmer til stedet. Såsom psykoanalytikeren Otto Gross og danseren Maria Wigman – som bruger stedet som arnested for deres metier og liv.

Forbindelse mellem ideerne og livsstilen på Monte Verità knyttes til hippiebevægelsen senere i Californien via tyskere, der flygter fra værnepligten under 1. Verdenskrig og tager til Amerika og slår sig ned i Californien.

De omtales som nature boys, har langt hår, fuldskæg og gå i løsthængende tøj og sandaler. Disse tyskere kommer ikke nødvendigvis direkte fra Monte Verità, men det siger noget om, at afstandstagen til det moderne liv er mere udbredt end blot i en kreds på højen.

Dog er det (jo) først i 1960’erne at hippiebevægelsen bliver massefænomen og får direkte politisk og kulturel indflydelse på samtiden.

Fællesskab og egotrip

Når man bor i kollektiv eller er en del af en modkultur, kender man sikkert denne her snigende fornemmelse af, at fællesskabet, der skulle være så godt, er noget værre skidt.

Indbyrdes modsætninger og interesser kan hurtigt overstige momenterne af harmonisk samvær.

Fine værdier som tolerance, solidaritet, frigørelse kan slå ud i modpoler. Tolerance bruges som afsæt til at fordømme andre. Fællesskabet bruges som afsæt til at køre sit eget egotrip. Frigørelsen viser sig af være dybt afhængig af dem, man frigør sig fra – som eksemplet med pengene til kurstedet på Monte Verità viser.

Alternativer fællesskaber og modkulturer tiltrækker ofte et vis kvantum skrøbelige og/eller forstyrrede mennesker, som kan være mere eller mindre direkte farlige – for sig selv og deres omgivelser.

På Monte Verità var det oplagte og velsagtens værste eksempel psykoanalytikeren Otto Gross, der tilsyneladende blev primusmotor for en kvindes selvmord

Idealister som prototyper

Man kan måske ligefrem tale om visse prototyper, der optræder i sådanne kollektive sammenhænge og således også på Monte Verità:

Den hårdtarbejdende idealist (Ida Hoffman), der indædt forsøger at holde sammen på det hele.

Pragmatikeren (Henri Oedenkoven, hendes samlever), der sætter kød på menuen, da stedet mangler penge.

De psykiske skrøbelige, suicidale med en lidt for svævende gang på jorden (Idas søster, Jenny Hoffman, der siden ender på et sindssygehospital og Lotte Hattemer, der hele tiden skifter religion og til sidst begår selvmord).

Den dovne idealist, som fremstår som guru og profet (Gusto Gräser, som smides ud da han ikke biddrager til fællesskabet, men han samler en kreds om sig)

Parasitterne – i større eller mindre grad, (hang-arounds eller disciple til profeten/guruen Gusto. De stjæler frugt og grønt fra haven på Monte Veritè).

Den karismatiske charmør – her med psykopatiske træk (Otto Gross udlever noget, der må være verdenshistoriens største faderopgør og –kompleks.  Han har kvinder alle vegne, er afhængig af stoffer og flakker rundt på evig flugt fra sin far. Faren er dommer og universitetslærer og opfinder af kriminologien i 1912. Han har kontakter i det hemmelig politi, selv i udlandet, som opsporer sønnen. Man mener Kafkas bog Processen delvis er inspireret af Otto Gross’ liv).

Den utilpassede, som bare ikke rigtig lykkedes eller hører til nogle steder (Jenny Hoffmans samlever, Karl Gräser, hvis kone havde aborteret flere gange og var gået konkurs med sit firma).

Ovenstående kan virke nedslående i forhold til fremtiden for alternative fællesskaber  men det er slående, så genkendelige disse temperamenter er.

Danserne Mary Wigman og Rudolf Laban synes at skumme fløden af ånden på højen med deres optimale kunstneriske udvikling. Der er der sikkert mange andre, der også gør det, men vi hører ikke så meget om den i filmen.

Vægtning af indhold

Filmen vælger at følge de udvalgte personer til dørs til døden og sporet til Californien til ende. Valget er forståeligt og indlysende.

Skildringen af opgøret med konventionerne i moderne dans er meget spændende i sig selv. Men de enkeltes skæbner forekommer ikke så interessante hver for sig i denne sammenhæng.

Jeg ville have foretrukket mere indblik i dagligdagen og ideerne på Monte Verità.

Men måske har filmen bare gjort sit arbejde udmærket. Nemlig gjort mig mere nysgerrig.

Ideerne i praksis

Kuropholdet på højen kurerer ikke Herman Hesses alkoholisme, som det var meningen.

Men det gør »profeten« Gusto i sin hule, hvor han holder til efter at være blevet ekskluderet fra fællesskabet. Hvordan blev Herman Hesse egentlig kureret? Senere skrev han bøgerne Siddharta og Steppeulven, som øjensynligt angav den spirituelle retning for hippierne i 1960’erne og frem.

På Monte Verità lever man sammen uden at være gift og har affærer med andre. Men da psykoanalytikeren Otto Gross arrangerer sexorgie på græsplænen, bliver han smidt ud.

Her gik grænsen åbenbart. Hvorfor?

Ida Hoffmans samlever får et barn med en anden. Hun flytter ind i hans og Idas hus. Vi hører, at det »ikke gør tingene bedre«. Men hvordan ikke bedre?

Ida forbliver barnløs. Som kvinde fra det rige borgerskab, der er opdraget til moderskab, må hun næsten have gjort sig nogle tanker om det i sin dagbog.

Den frie kærlighed før p-pillen må have kastet en del børn af sig. Eller havde både mænd og kvinder kendskab til prævention såsom pessar og kondom?

I Information har filmens instruktør Carl Javér udtalt, at mændene dengang, som senere i hippiekulturen, har det fint med egen fri kærlighed, så længe de selv hopper rundt med andre. Det er straks sværere er for mændene, når kvinderne gør det.

Det hører vi ikke noget om i filmen. Kun om Lotte Hattemer, der går ned på Gross’ andre affærer, udover forholdet til hende.

Drømmen slutter på Monte Verità

Utopia har det med at vende sig til dystopia. En af de interviewede i filmen siger lakonisk: »Når man opdager noget skønt, ødelægger man det samtidig«.

Men egentlig synes Monte Verità at overleve den indre splittelse personerne imellem.  Bare ikke den ydre politiske og økonomiske situation efter 1. Verdenskrig.

Et voldeligt kaos af revolutionære og reaktionære kræfter bryder frem og fremstår som afgørende faktor for, at Monte Veritá må opgives og sælges.

Fakta kontra fiktion

Filmen formidler sin historie og sine pointer med animationsmontage, arkivmateriale og interviews med nulevende, der ved noget om perioden og menneskerne, der var involveret.

Animationsdelen består af mennesker fra vor tid i gamle kostumer på en baggrund af postkort fra den pågældende tidsperiode. De bevæger sig stiliseret og med en nødtørftig gestik på en baggrund af postkort. De illuderer personerne, vi hører om.

Billederne blandes med autentiske fotografier af samme personer. Formen minder lidt om brugen af illustrering af begivenheder gennem iscenesættelse, som i dag er meget udbredt i TV-dokumentar. Dog naturligvis mere råt eller forenklet i det valgte filmsprog.

Det giver filmen et meget unikt og poetisk præg. Men også karakter af en stærk subjektiv tilgang i formidlingen.

Det understreges af brugen af rytmisk musik på dramatiske steder og af fortællerstemmen, som er baseret på en dagbog, uden at man ved, hvad der er direkte citat, og hvad der er omskrevet i forhold til filmens fortolkning af begivenhederne.

Arkivmaterialet bruges til at illustrere helt konkrete begivenheder, som man er ret sikker på ikke er faktuelt korrekt.

Den faktuelle virkelighed synes underordnet filmens fortællemæssige greb.

Fra starten bekendtgør Ida Hoffman med Iben Hjejles stemme således, at det nu er over 80 år siden, hun døde, og at tiden dengang ligner nutiden.

Udtrykket »Forbrug dig til lykke« lyder dog lidt sært i munden på et menneske fra 1900-tallet og en anelse fordrejet som mantra for datidens tidlige forbrugerisme.

Indimellem har postkort-æstetikken tydelige henvisninger til nutiden. På Monte Verità praktiserede man nøgenbadning, men de nøgne mennesker afbilledes med klare aftegninger af trusser.

(I øvrigt er det, som altid, irriterende, at kvindens køn ses men ikke mandens).

Selvom sammenligning mellem datidens økonomiske og politiske virkelighed er helt relevant, tænker jeg uvægerligt, at filmen i sit filmsprog og speak kommer til at dyrke rovdrift på den historiske periode og fænomenet Monte Verità for presse begge ind i nutidige termer og appellere til publikum af i dag.

Det afspejler for mig at se også i filmens titel. Freak Out skal givetvis give associationer til den senere hippiebevægelse. Den forekommer blot lidt som en pådutning af nutidig slang for livet på Monte Verità og den disciplinerede fortælling, som filmen ellers præsenterer.

Både speaken, som illuderer dagbogsnotater og fremføres med velformet diktion, og animationen af mennesker på postkort, er stramt komponeret.

Uanset eller på trods af de formidlingsmæssige implikationer er Freak Out en interessant og oplysende korrektion af hippiebevægelsens betydning og historik.

Freak Out. Instruktør: Carl Javér (S). Dansk co-producent: Final Cut for Real