Annonce

kontant hjælp
4. marts 2013 - 16:55

Lorteaktion sætter mediedagsorden

Aktion har øget presset på Mette Frederiksen, skriver aktivisten »Preben«, der sammen med fem andre arbejdsløse har kastet 100 kilo hestepærer på beskæftigelsesministeriets trappe.

De ansatte i beskæftigelsesministeriet mødte mandag den 4. marts på arbejde til en ualmindelig beskidt trappe. En gruppe, der kalder sig »Utilfredse Arbejdsløse«, havde mellem klokken 4 og 5 om morgenen smidt mellem 100 og 200 kilo hestelort på beskæftigelsesministeriets trappe i protest mod regeringens kontanthjælpsreform.  

Gruppen, der står bag aktionen, bestod af seks personer, der alle er arbejdsløse eller i usikre stillinger. De mener, at regeringen har brudt alle deres løfter om forbedringer af forholdene for de arbejdsløse.

Pres på Mette Frederiksen

- At regeringen nu også vil skære kraftigt i kontanthjælpen er totalt langt ude og endnu et kæmpe løftebrud. De siger, at der ikke er råd til de sociale ydelser, men samtidig kan man åbenbart godt finde milliarder til bankpakker og til nedsættelse af selskabsskatten, siger »Anita«, der var med til aktionen, i en pressemeddelelse. Hun ønsker ikke sit rigtige navn offentliggjort.

Aktionsgruppen er også utilfreds med, at over 5.000 personer er røget ud af dagpengesystemet i januar, fordi regeringen har accepteret en halvering af dagpengeperioden og timekravet for genoptjening af dagpengeret fra VK-regeringens tid.

– Vi håber, at aktionen kan være med til at synliggøre, at regeringen med deres politik skider på de arbejdsløse, og at der er mange, der er utilfredse. Et af formålene var at give folk et udgangspunkt for en god dialog i kantinen, på jobcentret eller på facebook. Det virker til at være lykkedes, eftersom aktionen er omtalt i en lang række aviser og deles lystigt på de sociale medier. Aktionen og den efterfølgende debat er forhåbentligt med til at øge presset på Mette Frederiksen og resten af regeringen, skriver »Preben«, der også var med i aktionen, i en mail til Modkraft.

Synliggør vrede på mange måder

Den anonyme gruppe opfordrer til at deltage i den demonstration, som initiativet »Solidaritet eller Frit Fald«, arrangerer den 13 marts, selvom de insisterer på, at aktionen ikke er en del af det initiativ.

– Vi støtter op om Solidaritet eller frit fald, der bl.a. har indkaldt til demonstration den 13. marts. Men vi mener, at kampen for en solidarisk politik skal have mange facetter og kampmetoder. Nogle mere direkte end andre. Vi skal synliggøre vores vrede mod regeringen på mange måder. Vi opfordrer andre til at aktionere i deres eget navn på den måde, de finder bedst, skriver »Preben« til Modkraft.

Genopfinde arbejdsløshedsnetværkene

– Vi vil gerne genopfinde arbejdsløshedsnetværkene og organisere de arbejdsløse., siger Jesper Juul Mikkelsen, der er med i »Solidaritet eller Frit Fald«, til Modkraft.

Han afviser ikke, at de aktionsformer, som initiativet står bag, måske er noget gammeldags. Det drejer sig om to demonstrationer samt en arbejdsløshedskaravane gennem hele landet. Men han insisterer på relevansen af aktionsmåderne.

– Aktionerne den 13. marts har to formål:  Dels som en del af en fælles europæisk aktionsdag, hvor det er vigtigt, at vi i Danmark også er med, selvom fagforeningerne ikke har taget initiativ til det. Dels at sende et klart signal om, at ingen kan klare kampen mod krisen alene. Det er en fælles kamp imod en socialt skæv politik, uanset om det handler om SU-reform eller nedskæring på kontanthjælp, siger Jesper Juul Mikkelsen.

Læs artiklen »Godmorgen, Mette F: Tak for lort« hos Ekstra Bladet

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce