Livet er smukt, mulighederne utallige

Her midt i den altoverskyggende krisebevidsthed, er det værd at minde om, hvilken sprudlende og tillidsfuld bevidsthed, man kunne udvikle som barn af det danske velfærdssamfund i 60’erne og 70’erne.

For ser man tilbage, så forekommer betingelserne for bevidsthedsdannelse at have ændret sig markant siden dengang. Specielt hvad angår tidsånden i Danmark her i 2012, så er den formet af de seneste årtiers politiske idékamp, og den havde en særlig intensitet i 80’erne. Det var i det årti, neo-liberalisme og neo-konservatisme for alvor fik vind i sejlene.

Det var i 80’erne, vi så begyndelsen på den proces, som i Danmark nu er kommet til at hedde ’værdikampen’, og resultatet af denne proces er en almindelig udbredt diskurs, som er så ubehagelig i sin umenneskelighed, at den fra tid til anden skræmmer selv dele af højrefløjen.

Set i retrospektiv var det i 80’erne, at en kontinuitet og politisk konsensus i det 20. århundrede blev brudt. Indtil da var den normative ledestjerne den demokratisk socialistiske stræben efter bevidst, målrettet og planmæssig forædling af fornuft, menneskelighed og social ansvarlighed.

Ambitionerne om en sådan politisk civilisationsproces ligger i dag bag os, adskilt af en afgrund, som den globale højrefløj begyndte at grave i netop det nævnte årti.

Vi skal altså tilbage til en tid, som vi er adskilt fra gennem 30 års ideologisk udvikling. I den periode har Danmark internationalt spillet en markant rolle, som har ændret både vores internationale omdømme og vores nationale selvbevidsthed.

I 80’erne havde Danmark i over et århundrede ført en næsten neutral og pacifistisk udenrigspolitik, som hyldede udvikling, demokrati og solidaritet. Denne politik var åben over for de dengang udbredte fredsbevægelser, og inden for NATO gjorde det os udskældte som en ”fodnotenation”, fordi vi tog forbehold over for yderligere oprustning i Europa.[1]

Under regeringerne Rasmussen I-II udviklede man imidlertid i 90’erne en udenrigs- og forsvarspolitik, så vi i tæt alliance med USA i 2003 kunne blive krigsførende i Iraq i strid med såvel FNs beslutninger som folkeretten. Dette lagt sammen med vores fortsatte tilstedeværelse i Afghanistan betyder, at vi med god ret nu betragtes som et legitimt angrebsmål for islamister rundt omkring i verden.

Uanset hvordan man vurderer denne udvikling, så betyder det i hvert fald, at man med en bevidsthed dannet i denne hedengangne tid står over for en formidlingsopgave over for de yngre generationer. For dengang var det kun ganske få, der offentligt ville tale for dansk krigsdeltagelse; nu kan selv den yderste venstrefløj lokkes til at stemme for krigsbevillinger i Folketinget.

Når man som skribent runder de 50 år, så må man naturligvis se i øjnene, at man ikke blot har langt flere erfaringer end dem, der først er født 10, 20 eller 30 år efter; man har også helt andre erfaringer. Sådan er det selvfølgelig, og sådan har det altid været. Tiden går, og tiden i dag er en helt anden end dengang.

Det specielle er – tror jeg – at vi i de forgangne årtier har at gøre med en meget markant omvending af værdierne, som man i et større perspektiv kan kalde en højredrejning eller måske en restauration. Det vi har oplevet er altså en tilbagevenden til tidligere tiders selvfølgeligheder, såvel hvad angår kapitalismens naturlighed som krigens nødvendighed.

Sådan var det ikke dengang i begyndelsen af 80’erne. Dér var unge med største selvfølgelighed venstreorienterede, og mange socialdemokrater vedligeholdt deres rødder til såvel arbejderbevægelsen som den demokratiske socialisme.

Som ung kunne man sagtens få det indtryk, at alle unge var socialister; det var bare et spørgsmål om, hvilken retning man bekendte sig til. Der var ganske vist krise og rådvildhed efter oliekriserne i 1973 og 78, men man kunne se tilbage på næsten et århundrede formet af socialisme og demokrati i fremdrift, og krisen gav blot anledning til at tænke ny muligheder og utopier hinsides den kapitalistiske verdensorden.[2]

I dag, ja, der står vi angiveligt også i en krise, og for den kapitalistisk ordnede globale økonomi er den sandsynligvis af endnu større dimensioner, selvom Danmark måske ikke bliver så hårdt ramt.[3] Denne gang kan vi imidlertid se tilbage på tre årtier, hvor neo-liberalisme, værdikamp og fremmedfjendskhed i stigende grad har sat den lokale politiske dagsorden.[4]

Jeg vil derfor tro, at mange i Danmark af den grund har ganske andre selvfølgeligheder, end vi havde i 80’erne, og reaktionerne på krisen er derfor også tilsvarende anderledes.

I dag ser man tilsyneladende en tiltagende personlig identifikation med kapitalismen som kulturelt, politisk og økonomisk system.[5] I hvert fald har et flertal af de danske vælgere allerede længe accepteret og stemt for, at offentlige institutioner blot på grund af problemer med den løbende driftsøkonomi eller budgetterne for de kommende år må fyre læger, sygeplejesker, embedsmænd, lærere, pædagoger, universitetsforskere etc.

Sådanne funktioner blev for få årtier siden anset for så vigtige for samfundet, at de var besat med tjenestemænd, der ikke måtte strejke, ligesom de heller ikke kunne fyres. I dag er det kun statens top og voldsmonopol, altså politi og officerer, der er tjenestemænd.

Dagpengeperioden for arbejdsløse er siden dengang blevet reduceret fra mere end syv år til nu kun omkring to år, og der er ingen politik for at forhindre, at tusinder må gå fra hus og hjem, når de snart tvinges på bistandshjælp. Trods stigende arbejdsløshed synes dagens valgte magthavere, at det var samfundsmæssigt mest ansvarligt at afskaffe efterlønnen,[6] selvom den netop blev indført i 70’erne i et langt fattigere Danmark for at afhjælpe arbejdsløsheden.

Det er i dag også blevet helt acceptabelt med diskriminerende nedskæringer i velfærdsydelser som f.eks. starthjælp, hvor unge men især også indvandrere og flygtninge har måttet overleve på stærkt reduceret bistandshjælp.

I dag handler politisk samfundsansvar ikke om solidaritet med hele samfundet, men især om kortsigtet driftsøkonomi og vilje til militær indgriben. Dengang talte ansvarlige meningsdannere om sociale forpligtelser og udvikling af menneskelige muligheder gennem sociale eksperimenter.

Relativt set er der både økonomisk og ideologisk siden dengang blevet flyttet ressourcer fra den offentlige sektor til den private, og i praksis kan man sige, at den statslige socialpolitik næsten er blevet afskaffet i dagens Danmark.[7]

Det er i den forstand, jeg mener vi er adskilt af en dyb kløft fra tidsånden i 80’erne. Nærværende essay er tænkt som et forsøg på at bygge bro over den og minde yngre aktivister om, at det kun er få år siden, man politisk kunne tænke ganske anderledes end i dag.

Politik er ikke begrænset til de reaktioner på kapitalismens forudsigelige kriser, som vi oplever det i dag. Politik er grundlæggende en tillid, at mennesker selv har mulighederne for at udforme betingelserne for det kollektive liv, og det må vi aldrig glemme.

Først vil jeg beskrive aspekter af den politiske og idemæssige virkelighed, man kunne opleve som ung i 80’ernes København (I.). Det var en oplevelse, som hang sammen med en tryghed og tillidsfuldhed, som var veludviklet i min generation (II.).

Det er dog ikke den oplevelse, som min næsten jævnaldrende Peter Øvig Knudsen har beskrevet fra sit århusianske perspektiv. Fælles er, at vi var en generation, der i al fredsommelighed blev voksne efter de store år i 1960’erne og 70’erne, og derfor blev vi lidt foragteligt af de ældre aktivister kaldt ’nå-generationen’.

For Øvig blev den tids oplevelser med venstrefløjen tydeligvis traumatiske (III.); som ung i 80’ernes København kunne man dog sagtens gøre sig positive og livsbekræftende erfaringer med politik i en forstand, som Øvig slet ikke har sans for (IV.).

I. Dengang i 80’erne…

Når man går tilbage til 80’erne, så går man også tilbage til en krig, nemlig Den kolde krig.[8] Det var dengang, hvor sirenerne i Danmark blev testet hver onsdag kl. 12 og Europa var delt af et jerntæppe.

Berlin lå som en ø inde bag dette tæppe og var selv delt af en mur. Vestberlin bestod af tre besættelseszoner (den franske, den engelske og den amerikanske), og rundt omkring dem var der mure og pigtråd. For at komme til Vestberlin skulle man gennem Østtyskland, som vi kaldte DDR. Der var spænding og nervøsitet, hver gang man skulle passere en grænsepost; der var synlige våben, og man følte klart, at det var en front, man skulle over, når man besøgte Berlin.

USA havde i slutningen af 1970’erne besluttet at opsætte 572 nye missiler i Vesteuropa vendt mod øst. Sovjetunionen (USSR) og Warszawapagten frygtede, at terrorbalancen ville tippe over til NATOs fordel, og efter nogle år begyndte fredsbevægelserne at tælle hundreder af tusinder over hele Vesteuropa.

Dengang var det Sovjetunionen, der havde tropper i Afghanistan, mens Vesten støttede de islamistiske muhajediner. Det var højspænding, men pludselig kom der en ny spiller på banen, den sovjetiske generalsekretær Mikhail Gorbatjov, og med ham kunne den amerikanske præsident Ronald Reagan pludselig tage fat på den afspænding, der i 1989 betød, at muren faldt.

Det var dengang helt uventet, i dag er det bare historie. Det er over tyve år siden, der er født nye årgange, og med murens fald og opløsningen af den såkaldte realiserede socialisme i Sovjetunionen og Østeuropa faldt også en politisk dagsorden, hvor kommunisme og socialisme var selvfølgeligheder.

Disse præmisser lever godt nok stadig i periferien, i Kina, Nepal, Cuba, Nicaragua, Venezuela og Bolivia, ja, måske endda i Nordkorea; men de er ikke længere i centrum af vestens borgerlige offentlighed. Den borgerlige offentlighed er nu netop blevet klart borgerlig!! Væk er i dag den epokes socialistiske selvfølgeligheder; men væk er dermed også fascinationen og glæden ved det første opgør mod betonkommunisme og socialistisk konformitet.

Væk er den første begejstring over postmoderniteten, dens frigørende potentiale, attraktion, emancipation, ophidselsen over det æstetiske, genkomsten af ornamentik og den glade hyldest til den manglende rationalitet.

For os der blev voksne i 80’erne, fik årtiet især identitet i forhold til de foregående årtier, altså 60’erne og 70’erne. Og bemærk, at vi naturligvis ikke tænkte på eller talte om årtiet som 19-80’erne, men netop 80’erne, da alt samtidigt jo var 19 et eller andet før årtusindskiftet.

80’erne blev altså det årti, der kom efter de store omvæltninger, efter de store kampe for kulturel, politisk og seksuel frigørelse. Derfor blev 80’erne det store post-årti, jf. udtryk som det post-industrielle samfund, post-fordisme, post-strukturalisme osv. osv. – idet ’post’ jo netop betyder ’efter’ på latin.

Den franske filosof Jean-François Lyotard kunne allerede i 1979 med et utroligt klarsyn analysere den post-moderne betingelse,[9] altså vilkårene for samfundslivet efter opgivelsen af det moderne projekt.

Allerede 10 år før murens fald, kort efter den første PC'er havde set dagens lys, og mere end ti år før WWW-protokollen gjorde internettet alment tilgængeligt, kunne han i sin samtids diskursive og materielle betingelser spore tendenser til opgivelsen af oplysning, socialisme og demokrati til fordel for teknologi og kapitalisme.

Beskrevet således håber jeg stadig det lyder fuldstændigt tåbeligt at opgive det moderne projekt, og det var der selvfølgelig også besindige hoveder, der kunne se dengang. Den tyske filosof, Jürgen Habermas argumenterede således allerede året efter, i 1980, for at det moderne projekt stadig var ufuldendt, og at det fortjente at udvikles yderligere, ikke at opgives.[10]

Selvom Lyotards samtidsdiagnose var korrekt, så var det netop ikke grund til at opgive projektet, snarere tværtimod. Habermas markerede sig her i bevidst opposition til såvel de postmoderne strømninger som den traditionelle højrefløj. I sit politisk filosofiske perspektiv havde han et skarpt blik for lighederne mellem disse, og hans konklusion var ganske enkelt, at disse postmoderne og poststrukturalistiske tænkere var ung- eller nykonservative.[11]

Ligesom Lyotard så Habermas samtidens politiske udfordring i kombinationen af kapitalistisk markedsøkonomi og ønskerne om nemme tekniske løsninger på komplekse problemer.

Forskellen mellem de to var, at mens Habermas stædigt fastholdt idealerne om et fornuftigt moderne samfund på trods af – eller måske snarere netop på grund af – udviklingen af det faktiske moderne samfund, så kunne Lyotard se, hvori det tiltrækkende ved postmoderniteten bestod, ligesom han tog modsigelserne og sprækkerne i det moderne projekt mere alvorligt end Habermas.[12]

For det tiltrækkende var netop det tiltrækkende, altså det begæret søgte. 80’erne blev en dekonstruktion af fornuftens bygninger og en forskydning i retning af den æstetiske gyldighed, skønheden, det ophøjede og sublime.

Æstetikken betød frigørelse, ikke kun i retning af det forfinet sublime, men også i befrielsen af den spontane lyst og det ubevidste begær efter nydelse. Med i arvesølvet var også dadaisme, Asger Jorn og Jens Jørgen Thorsen, ligesom vi med største selvfølgelighed accepterede den surrealistiske automatskrift, stream of consciousness, new journalism, hvor subjektet overskred den forkrampede objektivitet, syretrippet, fliphovedet Hunter S. Thompsons kogende gonzojournalistik, som gennem Morten Sabroe fik en fordanskning i retning af det hyggelige og uskadelige.[13]

Over for de ældres alvorlige studier af Marx og Engels’ tekster blev selve symbolet Karl Marx en æstetisk fascinerende figur, i hvert fald for nogle af os. Andre reagerede direkte aggressivt og sagde helt fra over for alt, hvad der blot smagte af kommunisme, dialektik etc.

På begge sider af den uforsonlige konflikt var den æstetiske tilgang en provokation, både den uforpligtende ironi og den overfladiske hyldest til Marx som kitsch. Samme tilgang tilfaldt den realiserede socialismes kunst; pointen var, at hvis den nye venstrefløj virkelig var ny og frigørende, så burde den også kunne acceptere denne narcissistiske leg med socialistiske symboler.

Hvis vi ikke kunne lege frit med alle mulige ting i det fremtidige socialistiske samfund efter revolutionen, hvorfor skulle vi så ønske os en revolution?

Vores æstetiske uskadeliggørelse af politikken bidrog selvfølgelig ideologisk til tidens afpolitisering, og allerede mens det stod på, kunne man sige, at 80’erne ikke blot var reaktionens årti, men måske også ligefrem et reaktionært årti.

Det var her man indledte den kontrarevolution, som siden har arbejdet på at annullere resultaterne af de folkelige kampe i det 19. og 20. århundrede. Det var her kapitalismen for alvor vendte tilbage med al dens glimmer og lir, med alle de individuelle interesser, behov og lyster, med forbrugsstyret begær og begærstyret forbrug.

Her fik vi det materielle økonomiske opgør med 68’ernes utopiske hippie-drømme og 70’ernes forhånede munkemarxister. På højrefløjen var referencen Reagans tiltrædelsestale i 1981, hvor den neoliberale dagsorden blev slået fast: ”I vores nuværende krise er løsningen på vores problem ikke regering; regering er problemet.” ”Government is the problem,” som han sagde.

Samtidig blev det legitimt at være fuldstændig og helt igennem egoist, hvilket kulminerede i sloganet Greed is good, grådighed er godt,[14] og dermed var det ideologiske fundament lagt for globaliseringen med dens tilbagevendende kriser.

Sådan så det imidlertid ikke ud for alle os unge, der dengang opfattede os som progressive og venstreorienterede.

Vi ville kæmpe for en bedre verden, og for os var der ingen tvivl om, at man som venstreorienteret måtte kritisere og bekæmpe det kapitalistiske samfund, som vi levede i og var en del af. For mange var man imidlertid som venstreorienteret også bærer af de historiske fremskridt, og for dem var det bare et spørgsmål om tid, før kapitalismen blev afløst af kommunismen.

For en erklæret ”venstrekommunist” som Lars Qvortrup var opgaven således ”at fremføre en uopbyggelig og kompromisløs kritik af kapitalismen.” Kapitalismen ville kunne ”overleve en stund endnu v.hj. af en venstrekapitalistisk fornuftiggørelse”, men kritikken af ”dens naturagtige selvfølgelighed” ville betyde ”voksende social des-integration”, der så ville føre frem til ”arbejderklassens antikapitalistiske selvorganisering”[15].

Uanset at vi ikke alle delte sådanne historisk-utopiske forhåbninger, var vi alle revolutionære ud fra den enkle betragtning, at de besiddende ikke kunne tænkes at give deres tyvekoster fra sig frivilligt. Og magthavere vil ikke bare finde sig i at blive sat fra bestallingen.

Det fælles imperativ på venstrefløjen var, at vi måtte bekæmpe den udbytning, der opretholdt et klassesamfund, hvor frihed og privilegier var ulige fordelt. Derfor var det også relevant at diskutere metoder, altså voldelige eller fredelige, evolution eller revolution,[16] ligesom man blev nødt til at tage stilling til spørgsmålet om væbnet kamp.[17] Og det gjaldt både internt og eksternt.

Der var en nær sammenhæng mellem klassesamfundet i vesten og den imperialistiske udbytning af den tredje verden. Det var arvegods fra 60’erne og 70’erne, som ingen egentlig satte spørgsmålstegn ved. Den nye danske venstrefløj var antiimperialistisk i sin grundvold.

Som mange andre steder i verden var radikaliseringen sket i protesten mod krigen i Indokina, mod USA's bombninger med napalm og Agent orange i Vietnam, deres massive tæppebombninger af Cambodia og CIAs hemmelige krig i Laos.

Samtidig var krigen i Indokina den bedst mediedækkede krig nogensinde, og de billeder, vi fik præsenteret, krævede vores solidaritet med de undertrykte folk, især fordi vi i Danmark ligesom de fleste vestlige lande havde et medansvar for undertrykkelse som allierede med USA.[18]

I dag kan man nogle gange få indtryk af, at det kun var røde lejesvende og terroristerne i Blekingegadebanden, der satte fokus på disse sammenhænge med Gotfred Appels nu så berømte snylterstatsteori.[19]

Her må jeg desværre skuffe nogle og glæde andre. For vi var ikke betalte for at tænke sådan, men betragtede det som objektive erkendelser, som vi havde gjort os på grundlag af politisk bevidstgørelse.

Dengang var det helt klart på venstrefløjen, at selvfølgelig hang kritikken af udbytning og kapitalakkumulation tæt sammen med kritikken af den imperialisme, der sørgede for, at alle rigdommene blev samlet i vores del af verden.[20]

Her støttede vi os bl.a. til afhængighedsteoriens refleksioner over forholdet mellem centrum og periferi.[21] Der fik man med al ønskelig tydelighed demonstreret, at udbytningen af de fattige lande i den tredje verden bestemt ikke var ovre med vestens formelle frigivelse af kolonierne.

Meget af dette var nærmest selvfølgeligheder, som vi ikke gjorde meget ud af at betvivle. Der var selvfølgelig en højrefløj, men den havde længe været på retur, og i begyndelsen af 80’erne kunne man sagtens være ung studerende i København, deltage i alt muligt politisk, kulturelt og kunstnerisk, være helt fremme i skoene, og alligevel leve helt uden at bekymre sig om synspunkter eller livsformer, som vi betragtede som oldnordiske og borgerlige.

Og det var fint: For det værste mange af os kunne forestille os var at blive borgerlige, voksne og dermed fornuftige. Fornuften havde i de år virkelig en svær tid, mens umiddelbarhed, spontanitet, lyst og begær blomstrede både i undergrunden og i det etablerede samfund.

Når man oplever den ansvarlighed, som mange unge mennesker udviser i dag over for sig selv og deres fremtid, så kan man undre sig over, at vi dengang kunne udstrække vores ungdommelige letsind og naivitet til vi var langt op i tyverne og med lange spor, efter vi havde passeret de 30 år.

Men det gjorde vi altså, satte hedonisme, lyst og begær højt, fuldstændigt som senere yuppierne, som de nyrige blev døbt. Og grunden var uden tvivl, at vi faktisk var så trygge, at vi ikke engang var klar over, at man kunne være andet.

II. Velfærd, tillid og modernitet

Med til historien hører, at 80’erne i Danmark fra begyndelsen var fattigfirserne. Efter oliekrisen i 70’erne var samfundsudviklingen sat i et meget lavere gear. Der var ganske enkelt ingen penge til at færdiggøre alle de store projekter, som stat, amt og kommuner havde sat i gang.

Hospitalet i Herlev og KUs Panum-institut stod i årevis som ufærdige torsoer, bykernerne forslumrede, og massearbejdsløshed og ikke mindst ungdomsarbejdsløsheden havde bidt sig fast trods indførelsen af efterløn i 1978. Danmarks økonomi stod ifølge daværende finansminister Knud Heinesen ved afgrundens rand, og der var god grund til at påtage sig en ’no future’ identitet.

Alligevel var det ikke rigtig noget, der gjorde os bekymrede. Det var nærmest som om vi velfærdsbørn ikke havde fantasi til at tænke noget rigtigt farligt eller katastrofalt; reel fattigdom, sult eller hjemløshed var slet ikke noget, man kunne forestille sig. Vi havde selvfølgelig lagt mærke til klasseforskellene, men både objektivt og subjektivt var de dengang mindre end i dag.

Så i en vis forstand var vi naive, men denne naivitet var velbegrundet ud fra vores erfaringer med tryghed, og denne ubekymrethed gav os en masse virkelyst. Vi havde tid til overs, fordi vi ikke skulle arbejde for fremtiden. Der var ingen fremtid, ingen grund til at planlægge og derfor masser af tid til at gøre alt muligt interessant.

Inspireret af hippierne drømte vi om at rejse, og det gav tiden mange muligheder for. Som studerende kunne man tage af sted på sin SU, ikke for at studere, men bare for at opleve verden. Ligeså som arbejdsløs.

Det var et socialliberalt samfund bestemt af nydelse, tillid og solidaritet; hele nutidens kontrol- og beskæftigelsesapparat var endnu ikke bygget op. Der var flere hundrede tusind arbejdsløse, og som en konsekvens skulle man bare til stempling hver ottende uge. Det foregik i lange køer ved Arbejdsformidlingen, hvor man rakte sit kort frem og fik det stemplet.

En gang i mellem blev der spurgt til identifikation, men hvis man kunne fremsige navn og fødselsdato, så var det fint. Man kunne således sagtnes få en anden til at møde for sig, og det betød muligheder for at tage til syden og østen i månedsvis. Min samlever Britta og jeg var f.eks. næsten et år i Sydøstasien på den konto. Andre valgte at bringe det tropiske til Danmark og organiserede de første karnevaller i København,[22] og atter andre lavede kunstnerisk eller politisk arbejde, kæmpede for ungdomshuse og blev siden BZ’ere, udgav Ugeavisen København eller tog på højskole, hvor der var gode tilskudsmuligheder, når man var arbejdsløs.

Denne blomstrende mangfoldighed var finansieret af nemt tilgængelige overførselsindkomster, der fungerede som en form for uformel kulturstøtte. Systemet var ikke kun indrettet til at kontrollere og straffe, og medarbejderne var endnu ikke reduceret til frygtsomme håndlangere.

Der var plads til tillid og personlige vurderinger, ligesom der var tilstrækkeligt med sprækker til at tillade nydelse, fornøjelser og personlig udvikling. Ud af leg og happenings fødtes events, kaospiloter, projektmennesket mm., og resultatet var den type storbyvækstlag, som siden blev så ombejlet under betegnelsen ’den kreative klasse’.[23]

Når jeg beskriver en bevidsthed, som man nemt kunne finde i 80’ernes København, så bliver det et eksempel på en bevidsthedsform hos en bestemt generation et bestemt sted, nemlig den specifikke åndsform, der kunne opstå på et specielt privilegeret sted i verden et særligt heldigt tidspunkt i historien. For jeg synes, jeg har været både heldig og privilegeret.

Jeg er vokset op med en tryghed og ubekymrethed, som jeg tror man kun kan i middelklassen i et velfærdssamfund som det danske i 1960’erne og 70’erne. Og det danske velfærdssamfund er faktisk så interessant, at forskere fra det store udland slår sig ned i Danmark for at studere det. Den engelske sociolog Paul du Gay fortæller f.eks., at han netop kom hertil fra Oxford for at studere ”den socialdemokratiske velfærdsmodel, før den forsvandt fra planetens overflade”.^[24]

Dermed skulle det også være interessant at se lidt nærmere på, hvilke bevidsthedsformer et sådant samfund giver gode vækstbetingelser. Og jeg tror først og fremmest, det giver overskud til at leve efter sine drømme, leve i nu’et, i øjeblikket, opleve uden at bekymre sig om fremtiden, at leve uden frygt, kun med længsel og stræben efter noget højere, noget transcendent, noget, der går ud over en selv.

Det kan vise sig på mange områder, ikke bare i kunst og politik, men også f.eks. i sport; tænk på hvor mange medaljer og mesterskaber i alt muligt Danmark har vundet siden 70’erne. Og tænk så på, hvor få mennesker vi er. Det fælles fundament er den stærke selvfølelse og selvtillid et sådant samfund giver sine borgere.

Tillidsfuldhed og tryghed kan man altså ikke komme uden om, når man ser tilbage på bevidsthedsdannelsen i de år. Det privilegium kan vi takke generationer af politisk aktive borgere, andelsbevægelsen, fagforeningsfolk, pædagoger og andre samfundsreformatorer for, inkl. mine egne moralske og meget individualistiske middelklasseforældre, som på deres egen måde bestræbte sig på at gøre det politiske privat.

Mens det feministiske slagord om at gøre det private politisk har et kritisk sigte, nemlig et krav om offentlighed, så kan det omvendte slagord, at gøre det politiske privat opfattes som en del af løsningen. At gøre det politiske privat er en måde at formidle det almene partikulært, som den tyske filosof G.W.F. Hegel ville kunne have sagt det.

Det er disse social-psykologiske mekanismer, som en anden engelsk sociolog, Anthony Giddens har sat fokus på i sine bøger fra overgangen til 90’erne. Ordentlige kritiske sociologer rynker på næsen af Giddens, men jeg er ikke i tvivl om, at han med sine analyser af Modernitetens konsekvenser og Modernitet og selvidentitet har fanget noget væsentligt ved betingelserne for bevidsthedsdannelse i den privilegerede del af den sociale virkelighed i den periode.

For det var i den periode, hvor man for alvor begyndte at kunne mærke, at mulighederne i centrum var helt anderledes end i periferien. Det var i den rige verden, at man kunne lave den mest varierede frugtsalat, det var her, hvor man sendte de tropiske frugter til og udbød dem for ingen penge, mens æbler, jordbær og andre frugter fra den tempererede del af verden var ubetalelige delikatesser i periferien.

Det var i centrums ophobede velstand, at man kunne leve som skødesløs og munter flanør af resterne fra de riges bord, mens man ude i periferien end ikke havde råd til det mest nødvendige.

I det rige velfærdssamfund kunne vi som middelklassebørn derfor kun se muligheder. Vi var i et samfund med systemer, der fungerede, fordi samfundets medlemmer følte en pligt til at få dem til at fungere. Kollektivt betød den stadig mere avancerede arbejdsdeling, at ingen var eksperter i alting, og alle blev derfor nødt til at stole på, at andre havde sørget for, at systemerne fungerede.[25]

Og det gjorde vi! At vi var blevet sådan, var imidlertid ikke en tilfældighed. Giddens henviser til udviklingspsykologien, der kan fortælle os, at tryghed i de nære relationer i opvæksten, altså i forholdet til ”omsorgspersoner” giver en ”emotionel vaccination mod eksistentiel angst”. En sådan vaccination gør det muligt at ”bevare håb og mod i krævende situationer.”

Pointen for Giddens er, at det gør os tillidsfulde, og det gør os igen mere handlekraftige. ”Fundamental tillid er en afskærmningsmekanisme i forhold til risici og farer i de omgivende handlings- og interaktionsmiljøer.”[26] Betingelserne er ifølge Giddens klare:

Den gensidighed med de tidlige omsorgsgivere, som den fundamentale tillid forudsætter, er en grundlæggende ubevidst socialitet, som kommer før et ’jeg’ og et ’mig’ og er den forudgående basis for at skelne mellem de to.[27]

Og vi havde som ønskebørn i et optimistisk velfærdssamfunds fremstormende middelklasse fået masser af kærlighed, både af vores forældre, de nye idealistiske pædagoger og de reformpædagogiske skolelærere.

Det var imidlertid ikke bare et spørgsmål om kærlighed og pædagogik. Idealismen havde også politisk givet materielle resultater. Som Giddens minder om, så var fremskridtene i livsvilkår i det 20 århundredes Europa enorme, trods de to verdenskrige.

I 1907 døde hvert syvende barn i England inden for det første leveår, i 1977 var det én ud af 67 (syvogtres).[28] Vi havde i 80’erne gode grunde til at have tillid til vores omverden. Det daglige liv var objektivt set blevet mindre risikofyldt, og mange af de forbedringer blev tilbudt os gennem det moderne velfærdssamfunds ”abstrakte systemer”.[29]

Et abstrakt system kan f.eks. være et symbolsk tegnsystem som pengesystemet, der tilbyder os en rigdom af produkter. Vi kunne selvfølgelig ikke købe alt, men gennem brug af penge lærte vi tillid til de muligheder, penge giver, og især i et rigt velordnet land. Andre systemer er ekspertsystemer, der f.eks. sørger for stabil forsyning af el, vand, varme etc., og som sammen med renholdnings- og affaldssystemer udgør den materielle basis for den forbedrede levestandard.[30]

Et berømt eksempel er også lufttrafik, som er så ekstremt krævende teknologisk, at det er afhængigt af en ufattelig mængde pligtopfyldende menneskers samlede indsats.^[31] Hvis blot nogle få svigter, så vil systemet bryde sammen, som vi en gang imellem ser eksempler på. Og i dag har vi så internettet som det altoverskyggende ekspertsystem.

Det forbedrede menneskelige liv gav sig subjektivt udtryk i oplevelsen af stadig større frihed, stadig flere muligheder. Som rask og levende kan man mere end som lidende og syg. Som Giddens rigtigt udtrykker det: ”Denne overflod af abstrakte systemer har direkte forbindelser med det panorama af valgmuligheder, som konfronterer individet i de daglige aktiviteter.”[32]

Selvom vi kaldte vores tid ’fattigfirserne’, så fungerede hele det materielle fundament upåklageligt, og med velfærdssamfundet var den materielle tryghed og omsorg en selvfølgelig præmis, som det slet ikke kunne falde os ind kunne være anderledes. Det danske social- og sundhedssystem var dengang i verdens absolutte top, og det gav overskud til at handle, overskud til den virkelyst, som jeg nævnte ovenfor.

De mange muligheder kunne selvfølgelig opleves som uoverskuelige, men for dem, der i forvejen havde fået alt det gode med fra velfærdssamfundet, så var det især et privilegium. Uddannelsessystemet gjorde det muligt at skabe kompetente individer, altså mennesker, der selvrefleksivt var klar over egne vilkår og muligheder, og derfor kunne træffe kvalificerede valg.

Som Giddens tydeliggør, så kan man i en sådan middelklassemodernitet få mulighed for at vælge mellem forskellige livsstile, ligesom man kan planlægge sit liv rationelt og derved nå langt i at realisere sig selv i den retning, man ønsker.[33] Det samlede resultat er det, Giddens kalder ”ontologisk sikkerhed”, altså at vi simpelthen har tillid til, at væren som sådan – altså hele virkeligheden – vil os det godt.[34]

Med en sådan bevidsthedsdannelse bliver der overskud til at springe ud i det uvisse. Det er imidlertid ikke tro, håb og mod til at sætte noget på spil, for det ville være en reaktion på trods. Tilliden og trygheden var simpelthen så grundfæstet, at risikoen slet ikke blev tematiseret. Det var simpelthen den umiddelbare bekræftelse af livets rigdom. Der blev f.eks. ikke sondret mellem pålidelige og upålidelige mennesker.

Mennesker var simpelthen pålidelige, mens det kapitalistiske system var umenneskeligt, og det dejlige er jo, at de psykologiske mekanismer fungerer på en sådan måde, at udvist tillid ofte gengældes.

III. Min generation

Ud af Ugeavisen København fødtes Magasinet Press, hvor Peter Øvig Knudsen trådte sine journalistiske barnesko. Han prøvede allerede tilbage i sidste halvdel af 1990’erne at indfange tidsånden og bevidstheden i den generation, som kom efter 60’erne og 70’erne, ”nå-generationen”[35].

Betegnelsen stammer fra overskriften på en weekend med punk, litteratur og anden vild kunst i efteråret 1980 i Huset i Magstræde.[36] Det var bl.a. stedet, hvor jeg – for første og foreløbigt sidste gang – sneg mig op på en åben scene og i al hast oplæste et medbragt digt.

Øvigs generation er altså også min generation, blot trådte jeg mine helt små barnesko i et parcelhuskvarter i en forstad til København, mens hans perspektiv er en opvækst i et tilsvarende kvarter uden for Århus. Vi fik samme instinktive retfærdighedssans,[37] samme individualisme,[38] samme antiautoritære venstreorienterede indstilling med i vuggegave.[39] Og ikke mindst fremhæver han, hvor langsomme vi var om at træde i karakter og blive voksne.[40]

Mange af os har faktisk været ufatteligt længe om at vælge identitet. Vi havde frihed som præmis og ideologi, vi var overvældede af livets ufattelige muligheder og vores egne ditto. Derfor fik vi lang barndom, pubertet og ungdom, ja, vi tog den ungdommelige uafklarethed på os, nogle med henrykkelse, andre måske med en blanding af henrykkelse og ængstelse.

Øvigs beskrivelse af disse træk er dog ledsaget af en helt anden grundtone, end jeg ville give den. Øvig har ikke mange varme følelser tilovers for 68’erne,[41] og det er i det hele taget et lidt trist perspektiv, han anlægger på vores generation. Som han udtrykker det: ”Måske føler de fleste generationer, at tidligere generationer har løjet over for dem. Jeg gør i hvert fald.”[42]

Han karakteriserer sin individualisme som en ”mig-isme”[43], det poliske engagement vælges fra,[44] og vi får beretningen om hans rejse væk fra de tidligere generationers ”utopier, fortrængninger og løgne”[45] gennem den alternative behandlingsverdens tilbud over kunsten, det åndelige og religiøse for til slut at ende med historien om, hvordan det for ham har været ”nødvendigt” at være specielt selvoptaget, fordi han i mere end ti års psykoterapi har kæmpet med barndommens angst, ensomhed og tilværelsens eksistentielle grundvilkår.[46]

Det er tydeligt, at Øvig ikke har rare ungdomsminder fra den tid, og mange lidt ældre marxister er da også påfaldende stille om deres meritter fra datidens aktiviteter. Da den tidligere nævnte venstrekommunist, Lars Qvortrup, blev mindet om sin fortid, blev det pludselig vigtigt at gå offentlig bodsgang ved at lægge afstand til den ”fantasiverden”, han dengang havde skrevet sig ind i, og angre egen ”selvretfærdighed”.

Qvortrup kunne som universitetsdekan i tilbageblik kun ”krumme” ”tæer” over sine skrifter fra den tid,[47] men for en ung idealist som Øvig har datidens højstemte utopiske forestillinger sandsynligvis virket som åbenbaringer, som han blot ikke kunne få adgang til. Som ung i den generation, der kom efter 68’erne, var han blevet snydt for noget stort, og han virker tydeligt forurettet og fornærmet over dette svigt.

Det triste er, at Øvigs måde at iscenesætte sine erfaringer på har haft stor gennemslagskraft i medier og kulturelle diskurser. Mange af hans skriverier har været trykt i Dagbladet Information, og med sine senere bøger om Blekingegadebanden har han fået stor definitionsmagt for diskursen om venstrefløjen i Danmark i 70’erne og 80’erne.[48]

Digteren Søren Ulrik Thomsen er lige er et par år ældre end Øvig og mig, men vi deler ellers kultur- og klasseperspektiv: Fra en københavnsk middelklasseforstad og ind til byen.[49] Thomsen gør ikke så meget ud af at kritisere 68’erne, men beskriver til gengæld 70’ernes venstrefløj – situationister, marxister, Tvindfolk m.fl. – som en ”vækkelsesbevægelse”, der levede som i ”kapitalismens sidste tider” før ”det socialistiske tusindårsrige”[50].

Thomsens egen reaktion var karakteristisk for postmoderniteten. Det blev en digtning, der via en idealistisk æstetik forskød sig fra politik til religion, kirke og evighed.[51]

Den lidt ældre litterat Frederik Stjernfeldt er mere aggressiv og radikal i sit opgør med 68’erne. Han går så langt som til at påstå en lige linje fra kritik og filosofisk negation til kulturel negativitet og Al-Qaeda,[52] hvorefter han karakteriserer de samme 68’eres ”livsfilosofiske opgør med borgerligheden” som ”radikalkonservatisme”[53].

Sådanne 68’- og venstrefløjskritiske diskurser er blevet almindelige i vores generation,[54] og det er præcist derfor, jeg her ønsker at give et positivt og livsbekræftende modbillede af erfaringerne med den tids venstrefløjsmiljøer. Det er f.eks. slående, at Øvigs generationsanalyse hverken er særligt politisk eller økonomisk trods hans erfaringer med marxisme og kommunistiske partier.

Noget tyder på, at hans psykisk betingede selvoptagethed har fyldt så meget, at han egentlig ikke rigtig lærte så meget om betydningen af de materielle vilkår for bevidsthedsdannelsen, der ellers må have været standardpensum i de miljøer.

For det er dem, jeg antyder ovenfor, altså at der var gode grunde til, at vi var som vi var, og at disse grunde ikke bare skyldes den bevidsthed, vi arvede fra tidligere generationer og oprøret mod den, men også vores økonomiske, kulturelle og sociale vilkår.

Men hvad var vi så dengang, hvor vi endnu ikke var trådt i karakter? Hvad var vi for? Ja, dér var vi meget i tvivl, drømmende og sikkert lidt svævende, idet vi dog med stor selvtillid vendte denne usikkerhed udad, hvad end det viste sig som ironisk distance eller aggressiv polemik mod mere etablerede og velgennemarbejdede holdninger til tilværelsen.

Tager vi det politiske først, så var der et klart krav om en sammenhæng mellem det kollektive og det individuelle perspektiv, der lå i forlængelse af ungdoms- og studenteroprøret.

Også dengang talte man om frigørelse, emancipation og kritik af bolsjevismen og den stivnede statssocialisme.[55] 80’erne var imidlertid et æstetisk årti, også på den yderste venstrefløj, hvor punkens ekspressivitet stod i højsædet. Inspireret af den britiske punk-scene, hvor Sex Pistols allerede i 70’erne havde sat dagsordenen med ”Anarchy in the UK”,[56] var antiautoritær aggressivitet blevet en bevidst udtryksform.

Punk viste kampgejst over for det etablerede samfund og den herskende uretfærdighed. Det var en aggressivitet, der havde en klar politisk linje og var vendt opad mod magthaverne.[57]

I det daglige sociale liv gav punk imidlertid overskud til solidaritet og medlidenhed. Én ting var den æstetisk politiske aggressivitet vendt mod undertrykkerne, der kom til udtryk gennem tøj, musik og billedkunst; en anden ting var den sociale omgangsform og privatlivet, og det forstod politi og det almindelige borgerskab aldrig.

Punk-æstetikken vrængede ad den pæne overflade ved at klæde sig råt, i ødelagt, iturevet tøj, beskidt og i sort, med nitter, sort mascara, hanekam i lilla, kampstøvler. Budskabet var, at under enhver glat og glitret overflade skjuler der sig et råddent indre; så forsøg ikke at glatte ud. Heller ikke med blød snak; Never trust a hippie!, som en graffiti lød dengang. Og alligevel dyrkede folk i punkmiljøet i det daglige at være utrolig søde ved både hinanden og alle mulige andre.

Det var i 80’erne, at det igen blev politisk legitimt at være individualist, kulturelt, økonomisk og politisk. Ja, vi var alle stærkt antiautoritære og imod alle de voksne; men det betød ikke, at vi ikke var socialister, tværtimod.

Det betød her, at vi var antiautoritære socialister og mange endda erklæret revolutionære. Men også blandt erklæret revolutionære var der afgørende forskelle. Vi var således helt afvisende over for det autoritære og bureaukratiske styre, som var blevet udviklet i socialismens, kommunismens og marxismens navn, både hinsides jerntæppet og i lokale partiafdelinger her i landet, i f.eks. Danmarks Kommunistiske Parti, Danmarks Kommunistiske Ungdom, Kommunistiske Studenter, og hvad de ellers hed.

Godt nok blev mange tiltrukket af de revolutionære idealer, men endnu flere blev skræmt væk. Vi var også stærkt kritiske over for andre autoritære udgaver af kommunisme og socialisme, uanset om de kaldte sig venstrekommunister, trotskister, maoister eller marxister-leninister. Faktisk var nogle af os  – og her bliver ’vi’et nok lidt mindre![58] – simpelthen anarkister.

For at forstå, hvad det ville sige at være anarkist i 80’erne kan man tage udgangspunkt i noget af det andet arvegods fra 68, som Øvig også stødte på. Han ser således tydeligt, at der var forskel på hippie-kulturen og de arbejderister, som han selv blev en del af. Men han ser det ikke som en generationsforskel mellem de oprørske 68’ere og 70’ernes autoritære socialister. Sådan så det imidlertid ud i et Københavnsk perspektiv.

Og her var det typisk sådan, at autoritære socialister blev arbejderister, mens vi andre vedligeholdt det oprørske, mere flagrende og farverige. Hvor Øvig glad købte Kansastøj i solidaritet med det arbejdende folk,[59] så købte vi andre farvestrålende velourstoffer og syede tøj med glitrende applikationer, farvede hår og festede. Som Hans Jørgen Nielsen udtrykte det i anledningen af Det andet karneval i 1983.

Det afgørende er selve evnen til at lade sig beruse og løfte af tilværelsen, fordi man tager henrykt imod den. […] Der er bestemt ikke noget berusende ved den nuværende [Schlüter-] regering eller situationen i verden i det hele taget.

Derfor har man fester, som f.eks. karnevallet her. […] Den gode, livsberusende fest er med til at holde den store undren og ærefrygt for livet og alt levende i live, sådan som det altid burde være rusens inderste mening. […] Uden fornemmelse for livet som hellig fest, bliver vi angrebet på selve vores menneskelighed.[60]

Det var dette perspektiv, som gjorde æstetik, leg med traditionelle kønsroller og erotisk symbolik til en del af venstrefløjens udtryk. For os blev det derfor politisk at klæde sig ud, lade sig beruse og tage til festivaller.

Det var politisk at lytte til musik og hengive sig i dansen. Fest skulle der til, og derfor var socialismen også en fest. I Øvigs perspektiv var 68’erne som socialister derimod per definition puritanske og autoritære, idet de reproducerede de gamle magthierarkier i kommunistiske partier.[61] Alle de andre fra den tid var bare hippier og syrehoveder, der som ham selv havde eksistentielle eller psykiske problemer.

Som alle i vores generation må Øvig forholde sig til det dengang allestedsnærværende slagord om at gøre det private politisk.[62] Han fortolker det imidlertid meget individualistisk, puritansk og forstår tilsyneladende slet ikke den praktisk politiske betydning af alternative livs- og boformer.

Pointen er nemlig, at for os, der videreførte de æstetiske og kunstneriske sider af ungdomsoprøret, så var dette i allerhøjeste grad politisk. Det var ikke bare Tilværelsens ulidelige lethed,[63] eksistentiel tomhed og æstetisk kitsch.

Vi havde ganske enkelt et bredere politikbegreb, som Øvig tilsyneladende ikke rigtigt forstår. I København var der dengang masser af kollektiver, hvor vi forsøgte at realisere en politisk revolution af privatlivet i forlængelse af 60’ernes vilde eksperimenter.

Som jeg husker den tids kollektiver, så var de fleste præget af en stor portion hverdagsrealisme og selvrefleksion. Det var et politisk liv at være fælles om at købe ind, lave mad, gøre rent, lufte hund, fordi reproduktion og produktion udgjorde en helhed, og det hele var det sande. Forbruget og nydelsen havde en politik: der var forskellige tilgange til sex, erotik, kunst, mode, film, TV, litteratur osv.

Vi var derfor hverken specielt puritanske eller vildt eksperimenterende, men meget opmærksomme på, at der var flere mulige livsformer. Britta og jeg boede et par år i kollektivet Galahaha, som befandt sig i den lejlighed, hvor Anarkistisk Føderation i Danmark (AFID) havde haft sekretariat.

Her endte en beboers søgen f.eks. i sadomasochisme, og ind i mellem blev min blomstervanding derfor akkompagneret ikke blot af Anne Linnets album Marquis de Sade, men også af ekkoer fra klask og smæk. Idéen om kollektivet var noget, vi havde arvet fra 68’erne,[64] og på den måde havde det fundet sin egen normalitet, da vi mødte det i 80’erne.

Kollektivet gjorde op med ideen om privatlivets fred; det private var politisk, og det kunne gælde madlavning, studier, arbejde, kvindefrigørelse, seksuelle eksperimenter, åndelig søgen, fællesøkonomi, fælles tøj, rengøring etc. Ud over den faste rubrik for kollektiver i Information var der en etableret kollektivbevægelse med et kontor for Kollektiv Koordinering (KoKoo) i Københavns kommunale Ungdomsinformation i Huset i Rådhusstræde.

Idealet om kollektivitet var en præmis. Det drejede sig om det politisk-økonomiske opgør med den private ejendomsret, som bl.a. hentede inspiration fra Christiania. Denne kamp var også i forgrunden ved kampen for tilladelsen til at oprette et kollektiv på godset Svanholm. Men det drejede sig i lige så høj grad om at nedbryde familieautoriteten og den lukkede kernefamilie, at åbne de rammer, der skærmede af for hustruvold, incest og al den anden familiære snavs.

Det var selvfølgelig på dagsordenen for kvindebevægelsen, der erobrede huse i både Gothersgade og Gyldenløvsgade, hvor sidstnævnte blev til Dannerhuset. Det kollektive spillede imidlertid også en helt afgørende rolle for BZ-bevægelsen. Den havde selvfølgelig sin begrundelse i et krav om at kunne få et sted at bo til en rimelig penge. Men idéen var, at man skulle bo sammen på egne præmisser, og at det ikke var en privat sag.

Det var samfundets opgave at stille passende rammer til rådighed, der gjorde det muligt at bo kollektivt. Det private var politisk, og derfor var målet at få et sted at bo, hvor man kunne udvikle boformer hinsides det senkapitalistiske samfunds småborgerlige familiemønstre.

IV. BZ og Kulørte klat

Som politisk bevægelse var BZ-bevægelsen udsprunget af Ini’tivgruppen for et Ungdomshus, der havde forsøgt sig med husbesættelser rundt omkring i byen fra slutningen af 70’erne.[65]

Det var i disse aktioner, man på trods af tæsk og knippelsuppe formulerede det fantastiske slagord: ”Kys en panser!” Her var kravet ikke boliger, men muligheder for at lave aktiviteter for unge defineret af unge, og den grundlæggende institution for begge bevægelser var det direkte demokrati på fællesmødet, hvor alle var med til at bestemme kollektivt, hvad der skulle gøres. Ingen repræsentation og kun bundne mandater til forhandlere.

Så stærk var den kollektivistiske ideologi i den almindelige offentlighed, at Københavns kommune i 1982 kunne overdrage et Ungdomshus til en sådan basisdemokratisk bevægelse uden ledelse. Det var det bevaringsværdige Folkets Hus fra 1897 på Jagtvej 69, hvor datoen den 8. marts i 1910 var blevet indstiftet som kvindernes internationale kampdag.

Det var dette hus, som samme kommune i 2007 bad politiet rydde med magt og umiddelbart efter rev ned. Endnu et eksempel på den forandrede tidsånd. Pointen her er imidlertid, at vores udvidede politikforståelse, politiseringen af privatlivet, kollektiverne, fællesmøderne m.m. alt sammen var arvegods fra 68’generationen, hvor det siden 70’erne har været grundlæggende institutioner f.eks. på Christiania.

Og nogle fra Ini’tivgruppen og BZ-bevægelsen havde faktisk rødder i Børnemagt og andre grupperinger, som stammede fra Christiania.

Det private var politisk, men det politiske var også ude i samfundet og rundt omkring i byens gader. Efter rydningen af de besatte huse på Nørrebro i vinteren 1982-83, og den sidste fantastiske flugt gennem tunnelen under Korsgade fra kollektiverne Allotria og Den lille fjer,[66] var der dømt hævn, og det blev til aktionsugen Sorte Klat opkaldt efter skurken i Anders And bladet.

Den virkelige politiske nyskabelse skete imidlertid året efter, hvor Kulørte Klat blev annonceret. Det blev en fornyelse af selve demonstrationen som politisk manifestation. Her var der temadage i det offentlige rum, hvor idéen om at det private er politisk blev tematiseret billedligt og kunstnerisk.  Således var der både en trafikdag og fattigdag, men også en legedag og en perversdag.

Kulminationen var en fantastisk demonstration på frihedsdagen den 4. maj 1984, der samlede flere tusinde deltagere. Her legede vi os gennem byen under politieskorte, et ’vi’, der omfattede outrerede punkere såvel som barfodede posthippier.

På Rådhuspladsen startede vi med at synge Lecia og Luciennes ”Rør ved mig”, hvorefter vi løb ned ad Vesterbrogade, hvor det lykkedes nogen at snuppe en politikasket. Første stop var Abel Katrinesgade for at markere mindet om Ungdomshusbesættelsen dér i 1981-82.

Gadens beboere vinkede, vi vinkede igen, og med et tempo som ingen almindelig politisk demonstration normalt ville tillade, stormede vi videre tilbage gennem byen, anført af trommeslagere med stortrommer. Undervejs blev det til en smædesang og nogle malingsbomber mod et af symbolerne for kapitalistisk kulturimperialisme, biografen Palads, og politiet var klart irriterede og trætte.

De civilklædte urobetjente var meget tydelige i denne forsamling. De halsede irriteret efter demonstrationen, der efterhånden var blevet langstrakt, og i Gothersgade lod de frustrationen gå ud over nogle efternølere. Noget rystede blev vi vidner til, at et par småpiger fik med stavene til de lå ned og skreg.

På Kgs. Nytorv kom der igen samling på demonstrationen, og vi trak hen foran Det Kgl. Teater. Her blev det til en folkelig kulturkommentar til det etablerede teater, nemlig en leg, hvor vi alle kunne være med. Som hest med rytter på ryggen skulle vi to og to kæmpe for at holde os længst på benene, og det var ustyrligt morsomt. Forpustede og undrende nåede betjentene efterhånden frem og meldte over deres radio, at ”lige nu leger de heste”.

Herfra gik det så igen i fuld fart ned mod Frihedsmuseet, hvor der ventede os en højttalervogn og en hyldesttale til frihedskæmperne under besættelsen, hvor hovedbudskabet var ”I gjorde hvad i ku’”. Til talen sad vi alle ned, og her var det så, at politiet havde omringet os, da vi bagefter rejste os. Ikke noget med ”demonstrationen er opløst, passer gaden”; beskeden var ”klokken er …, I er anholdt”.

I forvirringen slap mange dog væk, først gennem kæderne og siden ud af busserne. Det var før man brugte strips, og politiet løb hurtigt tør for håndjern. Fangetransporten var gamle busser, hvor man kunne åbne bagdørene, og i nogle busser blev vinduerne også taget ud. Da det blev gjort op, var 332 blevet anholdt – dengang Danmarkshistoriens største massearrestation.

År efter blev det selvfølgelig til en retssag, og der blev givet erstatning – Danmark viste sig her som en retsstat – men det virkelig smukke var den politiske fortsættelse, demo’en næste år.

Igen blev en aktionsuge annonceret og igen under overskriften Kulørte Klat. BZ-bevægelsen havde stadig gåpåmod og fik fæste i Ryesgade, Viborggade og Baldersgade, hvor den kollektive livsstil og kamp videreførtes.

For Kulørte Klat var det private med største selvfølgelighed politisk, og demo’erne var derfor også kulturkamp og kulturpolitik. Den første dag mødtes vi på Frue Plads, og beskeden havde været, at vi skulle medbringe bolde og græstørv. Uden varsel blev luften i mellemrummet mellem universitet og domkirke fyldt af et mylder af bolde i bevægelse, som alle de forsamlede helt ukoordineret og spontant kæmpede for at holde i gang.

Her skulle der ikke kæmpes om én bold, men leges i fællesskab med et utal af bolde. Det var den drillende overflodskommentar til fodboldfeberen, der dengang for første gang gik over landet. I 1983 havde Danmark slået England på Wembley, og i årene efter kvalificerede Danmark sig for første gang nogensinde til en VM-slutrunde, nemlig i Mexico 1986.

Det var dengang, klaphatten blev født og roligans udsmykkede sig med ansigtsmaling, som de havde lært det til pinsekarnevallerne i København, der første gang fandt sted i 1982.

Fra legen på Frue Plads gik vi gennem de små gader til Rådhuspladsen, hvor vi blev sluset gennem nogle snævre passager. På Rådhuspladsen og ned mod havnen ad Vester Voldgade var der gå-langsomt-aktion imod bilers tyranni på gaderne, der så uden varsel pludselig slog over i vildt løb ned til kajen, hvor vi alle satte os ned på asfalten og så på det gadeteater, der var arrangeret på forhånd.

Som enhver politisk demonstration med respekt for sig selv måtte vores demo dog have Christiansborg Slotsplads, magtens centrum, som mål, og det havde den da også.

På Slotspladsen var planen imidlertid ikke taler eller appeller til magthaverne, men endnu et legende stykke totalteater, der inddrog byrummet til andet end handel og transport. Vi havde fået et stempel i de snævre passager, og det viste sig nu, at der var fire forskellige, og dermed var vi delt i fire lande, der skulle kæmpe med hinanden, nemlig Rus-land, Lorte-land (jf. Buster Larsen), Lego-land og Choko-land, som dengang var navnet på et sliksupermarked på Købmagergade.

Hvert land havde en passende fane; Rus-lands var f.eks. en rød fane med noget gult krydslagt i hjørnet. Det var dog ikke hammer og sejl, men en ølflaske krydset af en chillum.

Og så var hele pladsen forvandlet til et bevægeligt mylder af unge mennesker, der kæmpede for at tilrane sig de andres faner. Og da uniformeringen var begrænset til et lille utydeligt stempel, så var alt kaos. Man kunne således snildt snige sig helt ind til de andres fane uden at blive opdaget, og det betød alle mulige overraskelser, før legen endelig blev blæst af til sidst, så vidt jeg husker uden at udnævne nogen vinder. Det var selve den myldrende bevægelse, der var målet.

BZ var dog ikke bare sjov. Der blev kæmpet for husene på gaderne, og det blev gjort intelligent. Det var klassiske guerilla-principper, som formuleret af Mao: 1. Når fjenden angriber, trækker vi os. 2. Når fjenden sover, så angriber vi.

Der blev opøvet en vis professionalisme, som betød en arbejdsdeling mellem trænede gadekæmpere og politiske sympatisører i øvrigt, hvor sidstnævnte blev bedt om at holde sig på afstand i tilfælde af gadekampe for ikke at komme til skade.

De BZatte huse var indrettet til både forsvar og hurtigt flugt, da ingen havde lyst til at ende i en krog i et lukket rum omringet af ophidsede betjente. Og kvarteret var også inddraget. Det BZatte hus i Baldersgade på Ydre Nørrebro havde således depoter hos de omkringboende med gasmasker og hjelme for det tilfælde, at politiet iværksatte et overraskelsesangreb fulgt af en pludselig rydning. Som vicevært i Bragesgade havde jeg f.eks. sådan et depot i kælderen.

Livet for BZ’ere de år gik med politiske diskussioner – om kollektivet, socialisme, revolution og verden i øvrigt – med praktiske tiltag som folkekøkkener og med organisering af udadvendte kulturelle og politiske aktiviteter som møder, tidsskrifter og ikke mindst demo’er. Til demo’erne udvikledes efterhånden en række faste rytmiske kampråb, som stadig kan høres.

Her var råbet ”oprør, modstand, intet roligt bagland” f.eks. udtryk for den solidaritet med de undertrykte i den 3. verden. Samme solidaritet lå også bag Blekingegadebandens røverier,[67] men politisk og organisatorisk bevarede BZ-bevægelsen hele tiden den principielle og reelle åbenhed.

Det direkte demokrati blev realiseret gennem fællesmøderne, og økonomisk var det bistandshjælp eller arbejdsløshedsunderstøttelse, der drev værket. De politiske budskaber var rettet mod tilhørere i Danmark, ikke sendt i kode til frihedskæmpere i Mellemøsten, og derfor var forholdet til ordensmagten også politisk.

I et radiointerview til en lokalradio udtalte en politimand således, at han syntes, beboerne i det besatte hus Kapaw i Viborggade på Østerbro var meget imødekommende, når han mødte dem til daglig; men de hætteklædte gadekæmpere, der dukkede op i konfliktsituationer – dem brød han sig ikke om. At det var præcis de samme mennesker, faldt ham slet ikke ind.

Men det kollektive politiske engagement betød et anstrengende liv. Kun få havde kræfter til egentlige studier eller arbejde, for freden i den kollektive dagligdag var betinget af en de facto våbenstilstand, ikke en våbenhvile eller en fredsaftale. Kulminationen kom i 1986 med kampene om huset i Ryesgade, som varede over en uge. I 1990 blev det sidste besatte hus i Viborggade ryddet uden kamp.

Min generation tog den antiautoritære venstrefløj alvorligt og bestræbte os på at videreføre det bedste fra 68. Med Habermas kunne vi begrunde en markant forskel på den autonome offentlighed og det politiske system.[68] Men selv om vi kritiserede det politiske system og ikke organiserede os i politiske partier,[69] så blev vi i vores egen bevidsthed ved med at være politiske i vores aktiviteter.

For os overskred politik det blot politiske. Vi var æstetisk og moralsk venstreorienterede, vi lavede politik gennem happenings og aktioner. Vi var ikke udemokratiske, snarere ademokratiske. Vi var ikke orienterede efter den praktiske fornufts imperativer eller parlamentarisk praksis, som man ofte forstår det, men vi var stadig politiske i vores praksis.[70]

Som studenterpolitiker på Københavns Universitet i 1981-83 argumenterede jeg f.eks. i en periode for, at Studenterrådet skulle trække sig ud af de styrende organer, og vi i stedet brugte kræfterne på politiske aktioner for at bevidstgøre og mobilisere de studerende. Som politisk standpunkt var det fuldt ud acceptabelt; jeg blev således tilbudt en plads i konsistorium, dengang universitetets højeste organ, som jeg dog sagde nej til netop af de nævnte grunde.

Idéen om politik var altomfattende. Vi lavede politik som kollektivister, aktivister, græsrødder i dagligdagen og privatlivet. Derfor blev valg af børnehave og skole også senere politisk.

Politik var ikke begrænset til det parlamentariske spil eller en bolsjevikisk sammensværgelse for at tilkæmpe sig magten. Politik var livet, livet var politisk, både det private og det offentlige, og et sådant omfattende politikbegreb kunne man f.eks. finde belæg for hos den franske litteraturteoretiker Roland Barthes. Her var det politiske ”en dimension” ved ”det virkelige”, ”den fundamentale orden i historien, i tanken, i alt det, som sker, alt det, der tales.”[71]

Politikken blev så omfattende en kategori, at den trods et erklæret mål om radikal frigørelse i en vis forstand bliver totalitær – på den fede måde! For den sande politik er den, der drejer sig om det hele, jf. ovennævnte slagord ”det sande er det hele”.

Denne hedonistiske og oprørske venstrefløj kan man sagtens kalde postmoderne, men selv opfattede vi os som moderne antiautoritære socialister eller anarkister. I dag er anarkisme som oftest blot en isme, der nævnes i oversigtsværker over politiske ideologier og som regel blot i et historisk perspektiv, altså som noget, der var engang og nu hører fortiden til.[72]

Sådan var det ikke i første halvdel af 80’erne. Anarkismen kunne dengang med største selvfølgelighed betragtes som en del af socialismen og det nye venstre i bred forstand,[73] og man kunne derfor nemt møde anarkismen som en aktuel, relevant og meget materiel del af den politiske virkelighed. Og det gjaldt ikke kun i Danmark. Som studerende havde man dengang ikke råd til at flyve i samme omfang, som det er blevet normen i dag.

Skulle man ud til de store stæder i Europa, så var det enten Interrail eller på tommelfingeren. Og i begge tilfælde blev man straks i det daværende Vesttyskland mødt af en modkultur, hvor anarkismen var svær at overse.

Tog man f.eks. til Vestberlin, så var den bedste introduktion til byen Anders reisen Berlin (Anderledes rejse Berlin), der på blot to år blev trykt i 50.000 eksemplarer.[74] Som gennemgående illustrationer til denne alternative rejsefører var valgt tegninger af Gerhard Seyfried,[75] der med sin karakteristiske streg i 70’erne havde skabt en af de vigtigste anarkistiske ikoner, den lille sortklædte bombemand med den store troldmandshat.[76]

I bogens øvrige billeder og illustrationer stødte man flere gange på det klassiske A med cirklen omkring,[77] og det fortaltes, at omkring 170 huse i Berlin i foråret 1981 var overtaget af ”istandbesættere” [78]. Alle disse huse var kollektiver styret af fællesmøder, og den mest udbredte ideologi i BZ-miljøet var anarkismen. Det fremgik med al ønskelig tydelighed af de seks etager høje gavle på besætternes Kunst- & Kulturcentrum Kreuzberg, der var prydet af et kæmpemaleri af skraldgrinende sortklædte troldmænd i færd med at brygge bomber.[79] Og overalt i byen kunne man møde mure prydet af både A’er og graffiti som ”Legal - illegal – scheißegal” (Legal – illegal – skide lige meget!) og ”Anarchie ist machbar, Frau Nachbar” (Anarki er mulig, fru nabo!).[80]

For de berlinske BZ-ere betød ’istandbesættelse’ den direkte kollektivisering af ejendomsretten til et hus, og den direkte aktion fortsatte ud i eksperimenter med forskellige byøkologiske løsninger.

Her skete der en sammentænkning af vand, energi, havebrug og husdyrhold, og resultatet var bl.a. genbrug af vand til vask, vanding og toiletbrug, biologiske rensningsanlæg på husgavle, drivhuse som tage, biogas-anlæg etc. etc.,[81] og faktisk fungerede disse eksperimenter som inspiration til projekter for Berlins overordnede byudvikling.

Samtidig med at nogle huse blev ryddet af politiet, så blev andre dele af BZ-miljøet altså opmuntret af stadsarkitekter til at fortsætte deres udviklingsprojekter. Selvom projekterne foregik i besatte huse, blev de af bystyret betragtet som et aktiv for byen.

Bystyrets overordnede politik var bestemt ikke entydig, og en grund var uden tvivl, at Vestberlin ikke dengang var en del af Forbundsrepublikken Tyskland, altså det daværende Vesttyskland.

Vestberlin bestod som nævnt af tre zoner, der stadig formelt var underlagt besættelsesmagterne England, Frankrig og USA, og de var fuldstændig omkranset af den sovjetiske zone i Berlin og Den Tyske Demokratiske Republik, det daværende Østtyskland. Som epicentrum for den sprudlende modkultur i 80’erne var Berlin derfor et unikt magttomrum, men i andre udgaver kunne man genfinde samme tendenser overalt i Europa.

Punken var som nævnt oprindeligt britisk, men også i mit andet hjem, Valencia i Spanien kunne man møde utallige besatte huse og et stort anarkistisk BZ-miljø, der holdt sig til op i 90’erne.

Disse stemningsbilleder for at illustrere, at min generation her i København i hvert fald ikke delte Øvigs angstfulde århusianske eksistentialisme. Jeg kan ikke lade være med at finde baggrunden for Øvigs senere imponerende mammutanstrengelse, altså den nævnte historie om Blekingegadebanden og senest hans historier om hippierne, i de traumer, han beskriver i Min generation.

For de senere bøger kan fint læses som det endelige generationsopgør med de kommunister, arbejderister og syrehoveder, som blev så traumatiske for Øvig i ungdomsårene i Århus.

Til slut i Min generation opgiver Øvig dog at tage patent på karakteristikken af sin generation og erklærer i stedet sit fællesskab med ”en flok vidt forskellige, søgende individer, som har levet på kloden til alle tider og i alle aldre.”[82] Det er fint.

Min generation var ligesom Øvigs søgende, men bare ikke på samme måde traumatiseret. Vi opgav ikke idéen om politik, vi udvidede den bare. Hvor Øvig forsøger at identificere sin generations karakteristika ved at snakke med sine klassekammerater fra Århusforstaden, så har jeg her fokuseret på de erfaringer, man kunne gøre sig i storbyens kulturelle og politiske offentlighed, og det giver, som man kan se, et ganske andet generationsbillede.

Man behøver ikke som Øvig gå ud fra, at tidligere generationer altid lyver for de efterfølgende. Måske er det mere frugtbart at turde tro på, at man altid kan lære noget af andres drømme og idealer, også de tidligere generationers. Det synes jeg i hvert fald…

Asger Sørensen er filosof.

Artiklen er et redigeret uddrag af essayet, »Nå-gerneration, anarkisme og Bataille«, der også indgår i Asger Sørensens bog I lyset af Bataille, Politisk Revy 2012.

Læs også Ole Wugge Christiansens anmeldelse af I lyset af Bataille på Kontradoxa, baggrundmagasinet på Modkraft.