Liflig country og gentagelsens melankoli

Dette års Roskilde Festival virker på en gang overfyldt og underlig tom. Måske er det fordi, publikum efterhånden er mere interesseret i det sociale samvær end i de musikalske oplevelser. I hvert fald er man ofte ude for, at folk står og råber til hinanden i stedet for at lytte til musikken. Med de følger, det får for den, der forsøger faktisk at lytte.

Men måske er programmet også blevet for dovent anlagt og for forudsigeligt. I hvert fald er det endnu ikke lykkedes denne anmelder at blive for alvor overrasket over en ny tendens i musikken, som det ellers plejer at være tilfældet. 

Men festivalen er ikke slut endnu, og der kan ske så meget.

The Cure

The Cure startede ud med en blid, rar stemning af velkendt melankoli. 

Men vi var inviteret ind i et nostalgisk rum, som ikke virker troværdigt. Vi mindes nok om momenter, hvor musikken bandt det hele sammen, men det gør den ikke mere, for musikkens udtryk hænger ikke godt sammen, og gruppen hænger ikke godt sammen.

The Cure var bedst, dengang melankolien i musikken var et udtryk for Robert Smiths eksistentielle angst, stærkest udtryk på gruppens første tre albums, dvs. til og med 1982's "Pornography. Så langt skal vi tilbage.

Senere blev udtrykket stiliseret og stivnede i en form, hvor angsten for morgendagen kunne udskiftes med angsten for edderkopper.

Og ved koncerten på Orange Scene i Roskilde er Robert Smith langt, langt væk fra det ensomme, mørke sovekammer, han tidligere rapporterede fra. Men han er egentlig stadig forblændet af det skarpe lys udenfor sovekammeret, for koncerten virkede forvirret og ukoncentreret.

The Cure formåede ikke at holde festen kørende. Hvilket ellers må have været opgaven, når gruppen er placeret som hovednavnet torsdag aften. 

Efter den stemningfulde indledning, kom der et langt dyk, hvor gruppen virkede indadvendt og slet ikke forbandt sig med publikum.

Måske en illustration af, at bagkataloget er bedre end det nye materiale, og at gruppen spillede alt for lidt fra bagkataloget. Men måske også en illustration af, at den midaldrende Robert Smith spiller falsk, når han udtrykker teenage-angst, som om det var i går.

Janelle Monae

Janelle Monae leverede en fabelagtig koncert, som var baseret på hendes fremragende album Archandroid. Hendes musik er en meget innovativ r&b med elementer af mange slags populærmusik, og hendes show er et utroligt energiudbrud.

Janelle Monae har oplevet den sjældne fornøjelse, at blive inviteret til Roskilde to år i træk. Og det er sket på basis af, at hun leverede en af de mest fantastiske koncerter sidste år. Dengang foregik det i et lille telt i meget tæt kontakt med publikum.

Dennegang foregik det i et større telt, men også med en veloplagt Janelle, der spillede sit publikum.

Desværre var dette års koncert næsten en kopi af sidste års (hun sang Charlie Chaplin's "Smile" i stedet for Stevie Wonders "My Cherie Amour", og dennegang fik vi også en version af Prince's "Take Me With U"). 

Så derfor vil jeg ikke skrive så meget mere, men henvise til anmeldelsen sidste år.       

Ved koncerten i år fik hun også (næsten) hele teltets publikum til at sætte sig ned og rejse sig igen på kommando, hun malede et maleri og gav det til dagens fødselar blandt publikum.

Det hele under større forhold i et større telt, men hun fortjener at optræde under maksimalt gode lydforhold på Orange Scene. Arena-scenen er både for lille og for stor. Musikken er for langt væk, lyden er for dårlig, og der bliver ikke nærkontakt med den, når alt for mange mennesker tvinges til at stå for tæt sammen på afstand af de optrædende.

Hank3

Hank Williams III er barnebarn af den Hank, der er countrymusikkens største ikon nogensinde. Han blander sin country og bluegrass med elementer af punk i et lifligt udtryk, som burde nå lang længere ud, end det gør. Hans band Hank3 blander elektricitet og traditionelle instrumenter i en musik, der varsler fest og ikke mindst ballade.

Det er det perfekte soundtrack til en brandert, og en stor del af publikum var virkelig helt opslugt og forundret over denne, måske for dem, nyopdagede musik. Selv var Modkrafts udsendte handicappet af at være ædru og have vanskeligt ved at komme ind i det overfyldte telt. Men der skal lyttes til meget mere Hank3 i fremtiden.

Vaccines

Til gengæld var man i god tid til at se The Vaccines for at sikre sig ordentligt udsyn og lydniveau. The Vaccines har nemlig udgivet et yderst veldrejet debut-album, der er fyldt til randen med pop-omkvæd i punkbeklædning. 

Det er med andre ord modlodiøs 60'er-inspireret guitarrock, der bygger videre på Beau Brummels' og Ramones' stil.

Musikken er indbydende og næsten romantisk i sin formidling af lykkefølelse, men desværre var gruppen ikke så inspireret og tight, som man kunne forvente ud fra gruppens debut-album, der paradoksalt nok hedder "What Did You Expect From The Vaccines?"

Jah, man forventer vel at blive rask. Og musikken virker da også helende som en reparationsbajer, hvis den er velskænket, men det var den altså ikke helt.

Koncerten skuffede. Måske var gruppemedlemmerne nervøse eller havde dårligt medhør, noget var galt. Musikerne var ikke i ordentlig kontakt med hinanden, og sangeren Justin Young sang skævt og ved siden af flere gange.

Koncerten var svagt spillet, løs i sammenføjningerne, og det så ikke ud som om disse følsomme, glade og af og til fuck-off-sange kom fra hjertet.

Men stadig er Vaccines et band med velformede kompositioner, der er dejligt lette at synge med på, og de er utvivlsomt værd at tjekke ud en anden gang under bedre betingelser.

Lee Renaldo

Det epokegørede støjrockband Sonic Youth holder pause, og imens arbejder den ene af gruppens guitarister Lee Renaldo med et soloprojekt. Og det præsenterede han fredag på Odeon-scenen. Og hvilket sæt! I sin solo-rolle koncentrerer Lee Renaldo sig om fortællende og stemningsfulde sange, og vi fik alle sammen fra debut-albummet "Between the Times and the Tides".

Lee Renaldo arbejder med melankoli og meget vellydende guitarmusik i et udtryk, der ikke ligger langt fra R.E.M. Hans sange udtrykker erindringsglimt og virker som en opsamling på et liv, der stadig skal leves fuldt ud. Højdepunkter var den smukt forelskede "Stranded" og sangen "Tomorrow Never Comes", som var tilegnet Joni Mitchell.

Da gruppen kun har udgivet et enkelt album, valgte Renaldo at spille et par kopinumre også, blandt andet en meget fin version af Talking Heads' "Thank You For Sending Me An Angel".

Jack White

Lee Renaldo var så fængslende, at Modkrafts udsente ikke kunne løsrive sig og gå over at høre Jack White fra start. Men fra det øjeblik, det var muligt at nærlytte, var man tryllebundet her også.

Jack White's koncert var suveræn. Jeg har set White Stripes fire gange og aldrig været skuffet, men Jack White's nye band overgår alt det foregående i intensitet, i overdådighed, i overraskelser. 

Jack White er ny-traditionalist og usædvanlig nutidig på en og samme tid. Og han har udvidet sin musikalske palette betydeligt efter White Stripes og diverse andre projekter.

Ved koncerten hørtes elementer af country og blues iblandet både heavy funk og punket aggression. Af og til ramte bandet en helt unik kombination af Prince og Led Zeppelin i et udtryk, der blander fiddle og pedal steel guitar med funky piano.

Koncerten var, trods det faktum, at det var stort set samme materiale, bedre end Jack Whites seneste plade, hvor man ikke hører den samme grad af musikalske og instrumentale nuancer.

The Cure. Roskilde Festival, torsdag 5.7.2012

Janelle Monae. Roskilde Festival, torsdag 5.7.2012

Hank3. Roskilde Festival, fredag 6.7.2012

The Vaccines. Roskilde Festival, fredag 6.7.2012

Lee Renaldo. Roskilde Festival, fredag 6.7.2012

Jack White. Roskilde Festival, fredag 6.7.2012

Læs "Rødder og magt i rytmiske mønstre".

Læs "Blod! Vold! Død! Roskilde!".

Læs "Israels mur på Roskilde Festival".

Læs "Roskilde Festival åbnede med et brag og lyriske fangarme".

Læs "De rige fattige på Roskilde".

Se også linkbox om Roskilde Festival gennem årene på Modkraft.dk.