Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
anmeldelse
2. november 2012 - 13:28

Lenin som jacobiner, revolutionen som viljesakt

Uden Lenin havde der slet ikke været nogen russisk revolution, skriver Kurt Jacobsen i sin Lenin-biografi. Curt Sørensen er uenig.

Den amerikanske revolutionssociolog Theda Skocpol erklærer i sin klassiske undersøgelse af revolutioner, at ingen revolution nogensinde er blevet 'lavet'.

De  revolutionære aktørers beslutninger og handlinger var altid underordnede, og deres målsætninger blev aldrig realiserede. Revolutioner er komplekse samfundsmæssige processer, hvis udfald er bestemt af historiske og strukturelle forhold.     

Den danske historiker Kurt Jacobsen fremfører i sin netop udkomne bog om Lenin den stik modsatte opfattelse: Den russiske revolution fremstår her som Lenins og bolsjevikkernes produkt: "Havde han (: Lenin) ikke været i Petrograd i 1917, havde der ikke været nogen russisk revolution, og uden ham havde revolutionen ikke overlevet " (p 366).

"Lenin ændrede" , siger Jacobsen, "Ruslands og verdens historie" (p 27). Uden Lenin havde der ikke været nogen international kommunisme, noget 'socialistisk verdenssystem' og ingen kold krig og intet våbenkapløb. ( p 366).

I forlængelse af den angivne hovedtese fremfører Kurt Jacobsen videre en hovedtese om Lenins jacobinisme (se f.eks. pp 194 ff, pp 352 ff og det afsluttende essay) samt herunder om betydningen hos Lenin og i det videre forløb af organisation og ideologi ( f.eks.  p 59-63, p 72, p 142 og kapitel 8).     

Kurt Jacobsens bog betegnes som en 'biografi', men den rummer også løbende - i et iøvrigt noget varierende vægtforhold - en fremstilling af hovedtræk i udviklingen i det sen-zaristiske Rusland, revolutionerne i 1905 og igen i 1917 og den efterfølgende udvikling, og ikke mindst herunder en skildring af den revolutionære bevægelses udvikling.     

Bogen er inddelt i 18 forholdsvis korte kapitler, nemlig 14 kapitler om Lenins liv og teoriudvikling, 3 kapitler om nogle træk i udviklingen i Sovjetunionen efter Lenin og det afsluttende kapitel 18, der former sig som et essay, hvor Lenin og Stalin søges analyseret ud fra Niccolo Machiavelli.

Det afsluttende noteapparat og litteraturlisten er desværre stærkt reduceret.       

Nuanceret fremstilling

Tematisk spænder fremstillingen bredt fra diskussionerne med Folkevennerne om kapitalistisk udvikling i Rusland, diskussionen mellem mensjevikker og bolsjevikker om det revolutionære partis karakter og rolle, spørgsmålet om revolutionsstrategi, Lenins teoriudvikling under verdenskrigen, spørgsmålet om stat og revolution, borgerkrigen og terroren, Sovjetmagtens problemer samt udviklingen i den internationale situation.      

Fremstillingen er overvejende holdt i et roligt leje og med vigtige nuanceringer undervejs.

Kurt Jacobsen anfører herunder også løbende forhold, der ret beset anfægter hans egne hovedteser.

Fremstillingen er således sober og akademisk åben. Kurt Jacobsens fremstilling åbner derved også op for nogle problemer og rejser en række spørgsmål til modsigelse og debat, hvilket ingenlunde er nogen ulempe. Tværtimod.

For det første er selve hovedtesen om Lenin som den primære årsag til den russiske revolution højst diskutabel.

Den afgørende udløsende kraft var ikke Lenin, men 1. verdenskrig. De russiske revolutioner i 1917 må i et samlet perspektiv ses som produkter af Ruslands dybe udviklingsproblematik, af ophobede konflikter i det sen-zaristiske Rusland og af nederlaget i verdenskrigen.

I alle krigsførende lande var den bestående sociale orden blevet rystet af krigens enorme belastning. Mest gjorde dette sig gældende i tabernationerne Rusland, Tyskland, Østrig-Ungarn samt i Italien. Tre imperier og et kejserdømme gik herunder til grunde. Uden 1. verdenskrig, ingen revolution i Rusland i 1917.

Den sociale orden og aktørerne

Indenfor de herved fremkomne rammer og forhold og givet de forudgående historisk-strukturelle betingelser spillede så alle aktører på den russiske scene en rolle i et komplekst spil.

Ikke blot Lenin og bolsjevikkerne, men også f.eks. Kerenski og Kornilov. Og ikke blot toppolitikerne, men også massen af rebellerende soldater, matroser, bønder og arbejdere i bunden af samfundet.

Kurt Jacobsen nævner faktisk selv en række af disse forhold (se f.eks. p 149, p 161, pp 163-164, pp 172-173), men med sin tilbagevendende stærke betoning af hovedtesen om Lenin som hovedårsagen til den russiske revolution sløres denne indsigt i det spontane forløb og den fortløbende radikalisering i bunden af det russiske samfund igen, og hans samlede fremstilling og analyse får en slagside over i retning af det totalitarismeteoretiske fokus på konspiration og manipulation, der er så stærkt fremme i disse år. I så henseende er også Kurt Kacobsens bog meget tidstypisk.

Dette indtryk forstærkes ved Kurt Jacobsens tilbagevendende fremhævelse af Lenins jacobinisme (se f..eks. p 20, p 24, pp 194ff, p 228, p 233, pp 35 ff samt kapitel 18).

I sin partiopfattelse var Lenin ifølge Kurt Jacobsen inspireret af folk som Netchaev i den russiske revolutionære tradition og af 'rædselsperioden' under den franske revolution (p 22, p 27, pp 62-63, pp 352 ff).

Det var også jacobinernes model for magtanvendelse og terror under den franske revolution, der var Lenins inspirerende model under borgerkrigen (p 228, p 233, pp 352 ff).

Nu er kritikken af Lenin for 'jacobinisme' ikke helt ny.

I den klassiske diskussion om Lenins partiteori talte Trotsky om 'Lenins politiske substitutionisme', Rosa Luxemburg om 'Lenins sterile vagtmesterånd' og Martynov om 'Lenins jacobinisme', og tesen om Lenin som hensynsløs jacobiner blev i nyere tid reformuleret og bragt frem i Theen's omdiskuterede bog om Lenin.

Tesen understøttes hos Kurt Jacobsen yderligere af tesen om partiets og ideologiens rolle i Lenins politiske forståelse.

Partiteorien og praksis

Partiteorien var da også, som helt rigtigt påpeget af Kurt Jacobsen, et omdrejningspunkt i Lenins politiske teori, og det var ikke mindst Lenins model for et stærkt centraliseret og disciplineret eliteparti af professionelle revolutionære og hans ledsagende teori om bevidsthed og ideologisk 'indpodning', der vakte så voldsom en diskussion og så megen modsigelse i samtidens kreds af russiske revolutionære.

Problemet her er imidlertid for det første, at Lenin i andre sammenhænge udtalte sig helt anderledes og argumenterer for en bred mobilisering på masseplan (se Kurt Jacobsens egen erkendelse af dette forhold p 83) og iøvrigt også talte om, at enhver strejke i arbejderen vækker en gnist af socialistisk bevidsthed.

For det andet kan man her reflektere over det forhold, at da det kom til stykket - i 1917 - så var bolsjevikpartiet aldeles ikke et parti, der lignede Lenins modelparti fra 1902.

Bolsjevikpartiet af år 1917 var, som overbevisende dokumenteret af den amerikanske historiker Anson Rabinbach, en hastigt opsvulmet masse af radikaliserede arbejdere, matroser, og soldater, en udisciplineret og uregerlig flok, som ofte handlede på tværs af partiledelsen, således som det f.eks. kom til udtryk i julidagene i 1917.

Senere under borgerkrigen blev partiet en politisk-militær organisatorisk kraft og senere igen, efter 1921, et bureaukratisk administrativt apparat.

Det ved Kurt Jacobsen selvfølgelig godt, men hans indsigt og fremstilling sløres igen af den overskyggende tese om partiet som et vedvarende instrument for jacobinsk magtudøvelse og terror.

Ideologiens rolle

Vigtig i hele Kurt Jacobsens argumentation er tesen om ideologiens rolle i en sammenkobling med organisationen.

Kombinationen af "den klassiske, ortodokse marxisme" og "Lenins elitære og konspiratoriske partiopfattelse" frembragte bolsjevismen (p 72) , siger han, og taler øvrigt om "den tænkning, der endte med at føre ham (: Lenin) til magten" (p 142).

Men hvilken teori i grunden? Som Kurt Jacobsen selv dokumenterer i sin løbende fremstilling, ændrede Lenin flere gange i årenes løb sin teori.

Dette gælder partiteorien (smlgn.  pp 59-63 og p 83), det gælder revolutionsteorien både omkring 1905 og igen i 1917, et forhold som Kurt Jacobsen selv noterer sig (pp 82 ff, pp 133-135, p 141,  pp 143-144, pp 157 ff, p 169, pp 175 ff).

Dette gælder videre Lenins argumentation i skriftet 'Staten og Revolutionen' fra 1917, der står i et dirrende modsætningsforhold til både 1902-skriftet og til en række af Lenins senere udtalelser fra 1918 og fremefter.

Lenin havde for det første slet ikke een uforanderlig teori.

For det andet justeredes teorien løbende i forhold til den faktiske situations udvikling og til praksis. Det var ikke teorien, der frembragte revolutionen, men revolutionen der formede teorien.

Kurt Jacobsen undviger under alle omstændigheder en vigtig diskussion om forholdet mellem politisk teori og politisk praksis, en diskussion, som hans egen fremstilling ovenikøbet lægger op til.

Ved hjælp af ideologi og organisation og drevet frem af jacobinsk hensynsløshed og handlekraft gennemførte Lenin og bolsjevikkerne så, hvis vi skal tro Kurt Jacobsens hovedteser, den russiske revolution. Var det så det, der faktisk skete? Ikke helt.

Tre revolutioner

Der udviklede sig i Rusland i 1917 ikke een revolution, ejheller blot to (februar- og oktoberrevolutionerne), men hele tre revolutioner, de to nævnte samt den ofte oversete langstrakte, spontane revolution - eller serie af revolter- i bunden af det russiske samfund, der udspandt sig mellem februar og oktober.

Hærens opløsning, soldaternes insubordination, matrosernes mytterier, bøndernes selvtægt og nationale minoriteters begyndende bevægelse frembragte en de facto revolution.

Denne bevægelse har ofte været overset, fordi Stalin-tidens historieskrivning hele tiden fremhævede partiets ledende rolle i 1917-forløbet, og de vestlige totalitarismeteorier i et symmetrisk modstykke hertil fremstillede 'masserne' som et rent manipuleret råmateriale for bolsjevikkernes politik.

Kurt Jacobsen erkender faktisk selv en række af disse forhold og processer (se f.eks. p 149, p 161, pp 163-164, p 166, pp 172-173, p 175 og p 205).

Men han er så optaget af at drive sine hovedteser igennem, at han igen undviger en vigtig diskussion og iøvrigt kommer til at tilnærme sig den totalitarismeteoretiske manipulationsteori.

Da man i Rusland i 1917 kom frem til oktober var den sociale revolution faktisk allerede blevet gennemført i kraft af den faktisk foregående bevægelse i bunden af det russiske samfund.

Bolsjevikkerne blev så at sige katapulteret frem til magten. I den forstand var 'stormen på vinterpaladset' overflødig. Men ikke for Lenin. Lenin var desperat og ønskede i Rusland at tænde den gnist, der kunne udløse en videre europæisk revolution.

På tværs af opfattelser i bolsjevismens egen folkelige basis (som på det tidspunkt var svulmet op) og også oprindelig mod et flertal i sit eget parti frempressede han her et kursskifte og satsede på partrevolutionen i oktober-november.

Som ganske rigtigt påpeget af Kurt Jacobsen var et flertal af befolkningen på det tidspunkt imod den provisoriske regering (p 176), og sikkert også for en eller anden form for sovjetmagt, en magt, som den selv havde taget sig.

Men der var, som det også kom til udtryk i valgene til den konstituerende forsamling, ikke noget alene flertal for bolsjevikkerne, selv om de dog - som afdækket i Radkey's klassiske undersøgelse af valget - kunne mønstre en uventet stor tilslutning.

Flertallet og den politiske krise

Majoriteten af vælgere i det store agrardominerede land tilsluttede sig forventeligt agrarsocialisterne, de Socialrevolutionære.

Men agrarsocialisterne var splittede, og afgørende for Sovjetmagtens etablering og første udfoldelse var bolsjevikkernes alliance med de Venstresocialrevolutionære, der støttede bøndernes godsovertagelser samt parolen om sovjetmagt og revolution.

Alliancen var kommet i stand i kraft af bolsjevikkernes efterfølgende legitimering af bøndernes selvtægt i august og september. Det berømte 'Dekret om jorden' var netop efterfølgende, ikke som Kurt Jacobsen skriver det forudgående, i forhold til bøndernes direkte aktion (p 188).

Denne politiske og sociale alliance blev imidlertid belastet til bristepunktet, dels som følge af den udenrigspolitiske udvikling med fredsslutningen med Centralmagterne i Brest-Litowsk i marts 1918, hvor de Socialrevolutionære - iøvrigt i første omgang på linje med flertallet af bolsjevikker - var imod fredsslutningen og for revolutionær krig, samt, dels på grund af de begyndende tvangsrekvisitioner blandt bønderne.  

Generelt var styret i foråret 1918 i krise. Revolutionen i Vest lod vente på sig, og de store økonomiske og sociale problemer fra år 1917 bestod fortsat.

I den situation strammede sovjetmagten yderligere partiets greb om situationen, og det sovjetdemokrati, der spontant havde udviklet sig i løbet af det forudgående år blev rullet tilbage.

Den fremadskridende indsnævring af sovjetdemokratiet var ubestridelig og blev stærkt kritiseret allerede i Rosa Luxemburgs berømte samtidige kritik af den russiske revolutions degeneration.

Men hele denne udvikling må forklares ud fra situationen, ikke ud fra Lenins interesse i den franske revolutionsmodel fra 1793. Kurt Jacobsens analyse er her igen skævdrejet.

Den hvide kontrarevolution

Paradoksalt nok var det den hvide kontrarevolution, der for en stund under borgerkrigen genoplivede revolutionens bærende alliance: Bønderne frygtede en godsejerrestauration i takt med de hvide hæres fremrykning og valgte i den situation alt andet lige at støtte 'de røde'.

Lige som en Orlando Figes fremhæver Kurt Jacobsen dette grundforhold som afgørende for 'de rødes' endelige sejr i borgerkrigen (p 248).

Borgerkrigen var også en interventionskrig. En række fremmede magter intervenerede militært til støtte for de hvide hære. Tyske, engelske, franske , tjekkiske, amerikanske og japanske styrker støttede i skiftende sekvens og med vekslende styrke direkte eller med våbenhjælp de hvide og bekæmpede de røde.

Det er Kurt Jacobsens fortjeneste at have fremdraget også dette forhold (pp 219 ff, pp 236-38, pp 245-246).

Den russiske borgerkrig fik derved også en nationalpolitisk dimension. Dertil kom krigen mellem Polen og Rusland (pp 248 ff), som dog ikke var en del af selve borgerkrigen.

Borgerkrigens terror var udbredt på begge sider. Også på det punkt er Kurt Jacobsens fremstilling mere redelig end de totalitarismeteoretiske fremstillinger, der er så populære i disse år (se KJ pp 247-248 og p 345).

De hvide var her ikke spor bedre eller værre end 'de røde'. Alene jødepogromerne i de hvides område kostede lige så mange menneskeliv som Tjekaens terror hele borgerkrigen igennem. 

Men i stedet for at lade den røde terror udspringe af Lenins interesse for 'rædselsherredømmet' under den franske revolution, kunne Kurt Jacobsen med fordel have ladet sig inspirere af den israelsk-amerikanske historiker Arno Mayers analyse af dynamikken i voldsspiralens udvikling under borgerkrigen.

Terroren var et produkt af borgerkrigen, ikke dens årsag.

Modsætninger mellem sovjetmagt og bønder

Da borgerkrigen var slut med 'de rødes' sejr, var truslen om en godsejerrestauration imidlertid blevet elimineret.

Fra netop det tidspunkt blussede da også modsætningsforholdet mellem Sovjetmagten og bønderne op igen, således som det synligt kom til udtryk i bondeopstanden i Tambov provinsen (pp 257-259). Kurt Jacobsen kunne have trukket denne sammenhæng klarere frem.

Den anden af Lenins præmisser for oktoberrevolutionens projekt havde været den, at 'gnisten' skulle fænge.

Den russiske revolution ville, håbede Lenin, udløse en videre bølge af europæiske revolutioner, en proces, som så ville virke tilbage på og videre befordre revolutionens udvikling i Rusland. Kurt Jacobsen fremdrager her på udmærket måde Lenins situationsopfattelse og også hans ledsagende teoretisering i imperialismeteorien og teorien om kædens svageste led (pp 134-135, pp 142-146, pp 238 ff).

Lenins præmis slog som bekendt fejl. Revolutionerne ude i Europa mislykkedes, og sovjetmagten i Rusland forblev isoleret.

Kurt Jacobsens fremstilling og analyse er her for svag, begrænset til et ufuldstændigt og kort afsnit om udviklingen i Tyskland og om Kominterns dannelse (pp 238-240 og pp 243-244). Men forløbene i Rusland og i Tyskland var knyttet sammen i en skæbnesvanger europæisk dynamik, som skulle komme til udfoldelse i de følgende årtier af Europas historie.

Vandt borgerkrigen, tabte revolutionen

Hele første halvdel af det 20. århundredes europæiske historie var præget af voldsomme begivenheder: hele to verdenskrige, økonomisk krise, fascisme og stalinisme, en periode af dybe modsætninger, kampe og opgør.

Denne '2. europæiske trediveårskrig' fra 1914 til 1945 må forklares ud fra grundprocesser i hele den forudgående europæiske historie, af forløbet og udfaldet af 1. verdenskrig samt det 20. århundredes komplekse og voldsomme struktur-aktør dialektik.

Kurt Jacobsen synes med sine hovedteser i alt for høj grad at ligge under for højrefløjens simple fortælling om, at alt gik godt i verden, indtil nogle revolutionære dukkede frem, gejlede op og lavede revolution.

En tredje præmis for Lenins revolutionsprojekt var det centraliserede, handlekraftige parti. Dette blev omsider en realitet under borgerkrigen.

Kurt Jacobsen har sikkert ret i, at det centraliserede parti kom til at spille en stor rolle for sejren her (p 2241). Lenin satsede i oktober 1917 på et centraliseret partiherredømme, en satsning, der forstærkedes i løbet af foråret 1918 og de følgende år.

Han forskertsede imidlertid herved på længere sigt både det i år 1917 nedefra udviklede sovjetdemokrati og den sociale og politiske alliance med de socialrevolutionære og bønderne, som i første omgang havde sikret revolutionen.  

Ved alternativt at have søgt frem mod at bevare en bred koalition af alle socialistiske partier samt sikret sovjetdemokratiets opretholdelse havde Lenin og bolsjevikkerne  måske kunnet bevare og vinde den sociale revolution.

Nu vandt bolsjevikkerne borgerkrigen, men tabte til gengæld revolutionen. Nedkæmpelsen af Kronstadt-sovjetten i marts 1921 var revolutionens selvbegravelse.

De objektive omstændigheder

En sådan aktør-analyse må imidlertid suppleres med en teori om betydningen af de objektive omstændigheder, Ruslands udviklingsgrad, den tabte verdenskrig, den generelle europæiske situation.

Kurt Jacobsen falder her tilbage på en ren aktør-analyse, hvor han ydermere fokuserer på Lenins angivelige jacobinisme.

Internt i Rusland blev bolsjevismen derefter forvandlet til et projekt for national udvikling og modernisering .

'Kommunismen' blev nu, som påpeget af Kurt Jacobsen, defineret som 'Sovjetmagt + elektrificering' (pp 255-257), og ideologien udviklede sig mere og mere til en 'nationalbolsjevisme'.

Men Ruslands udviklingsproblematik er iøvrigt ikke Kurt Jacobsens fokus. Han koncentrerer sig om en fremstilling af stalinismens forvaltning af den ideologiske arv efter Lenin og om terrorens videre udvikling.

I sin ideologianalyse nævner Kurt Jacobsen lige akkurat Stalins absurde teori om 'socialisme i eet land' (p 360), men går besynderligt nok ikke ind i en nærmere diskussion af forholdet mellem erklæret ideologi, faktisk ideologi og praksis.

Udadtil blev den revolutionære internationalisme erstattet af en nationalbolsjevisme, og styret indstillede sig på en akkomodation i forhold til de omgivende magter og en pragmatisk realpolitik, således som dette allerede var kommet til udtryk ved freden i Brest-Litowsk i 1918 og nu blev fortsat med freden i Riga 1921, og Rapallo-traktaten i 1922.

Men stadig levede også den sælsomme fortælling fra 1917 videre: I et stort land i Øst havde arbejdere og bønder taget magten og forvaltede selv ikke blot deres politiske, men også deres sociale og økonomiske liv.

'Kommunismens' appel

Det var en magtfuld ideologi. Man forstår slet ikke 'kommunismens' appel i det 20. århundrede, hvis man alene, som i megen af den nutidige historieskrivning, udelukkende fokuserer på stalinismens terror.

Man må forstå, at medens der i fascismen og nazismen var en grusom overensstemmelse mellem teori og praksis, så udviklede der sig i kommunismen en dyb modsætning, en modsætning, som Kurt Jacobsen borttryller ved at lade kommunismen fremstå som alene et produkt af Lenins jacobinisme.

Bogens sidste kapitler behandler nogle udvalgte træk i udviklingen i Sovjetunionen efter Lenin. 

Kurt Jacobsen gør her udmærket rede for udviklingen af Lenin-kulten og hele begrebet om en 'leninisme' (pp 344 ff) og fremhæver voldsregimet og terroren (p 345, p 354, p 362).

Partiets eneherredømme forklares herunder igen ud fra teoriens rolle (p 355, p 356), og tilbagevendende dukker tesen om jacobinisme op i Kurt Jacobsens forklaringskonstruktion (p 352, p 362). Dette er naturligvis en indsnævring.

Man savner igen en opmærksomhed omkring Ruslands dybe udviklingsproblematik. Og hvilken rolle spillede i det hele taget de russiske historiske forudsætninger - og den russisk tradition for politisk brutalitet og forceret, tvungen modernisering igangsat og styret ovenfra  - for den accellererede, men modsætningsfulde og lidelsestunge moderniseringsproces i trediverne?

Rusland har haft udviklingsproblemer i 1000 år. Dette undskylder selvfølgelig ikke Stalins forbrydelser i det 20. århundrede, men påkalder sig unægtelig en mere dybtgående forklaring end teorien om 'marxismens' ideologi og jacobinernes inspiration som årsag til revolutionen og den efterfølgende udvikling i Sovjetunionen.

Kurt Jacobsen kommer selv ind på spørgsmålet om kontinuitet-diskontinuitet (pp 337-342, pp 343-345). Men hans diskussion heraf forbliver overfladisk.

Problematisk årsagsforklaring

Han kunne med fordel her have knyttet an til den amerikanske historiker Stephen Cohens dybtgående analyse og diskussion af netop hele denne problematik i stedet for blot at knytte an til Richard Pipes kontroversielle skrift fra 1998.

Iøvrigt roder Kurt Jacobsen sig herunder ud i en modsigelse. Med få linjers mellemrum taler han om, at Pipes har 'opdaget' den 'ukendte Lenin', og på den anden side, at Lenins anbefaling af terror under borgerkrigen altid har været velkendt (p341).

Kurt Jacobsen er en seriøs historiker. Hans bog er generelt et gedigent arbejde med mange nuanceringer og en velgørende akademisk åbenhed for indvendinger og modstående tolkninger.

Kurt Jacobsen er ikke nogen Bent Jensen. Kurt Jacobsen spiller i en helt anden division.

Men Kurt Jacobsen er så optaget af sine hovedteser, at han unddrager sig en række centrale problematiseringer og diskussioner, som hans egen fremstilling ellers lægger op til.

Hans hovedtese om Lenin som den afgørende årsag til den russiske revolution er uholdbar. Han har herunder også overdrevet sin case om Lenins jacobinisme. Denne var måske nok et element i Lenins teori og praksis, men Lenin rummede også andre elementer. Også den helt afgørende betydning, som Kurt Jacobsen tillægger ideologien og organisationen, er problematisk.

Sidst men ikke mindst savner man bogen igennem en fremdragelse og diskussion af Ruslands dybe udviklingsproblematik. Der er ikke nogen analyse a la Theodor von Laue, Teodor Shanin eller Moshe Lewin. I så henseende er Kurt Jacobsens bog meget tidstypisk: Pludseligt og uforklarligt skyder Lenin og bolsjevikkerne frem, griber magten og realiserer 'socialisme'. Og så kommer Stalin. Kort sagt, højrefløjens yndlingsfortælling.

Det er en skam, for Kurt Jacobsen lægger op til meget mere.

Kurt Jacobsen: Lenin. Biografi, København: Informations Forlag 2012, 382 sider

Se også emnelisten på Modkraft om Den russiske revolution, fra februar - oktober 1917

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce