Langstrakt legesyge fra Neil Young

Neil Young er som kunstner både traditionalist og innovator, både musikalsk ordenshåndhæver og elektrificerende oprører.

Hans musikalske karriere har altid kørt i flere spor, hvoraf akustisk country/folk, rivende rock'n'roll og elektronisk leg er de mest markante, der viser temmelig forskellige sider af manden.

Det sidstnævnte spor tæller i modsætning til de to andre ikke så mange titler, men "Trans" og "Landing On Water" er to meget forskellige udforskninger af musikteknologiens muligheder, som faldt ret forskelligt ud. Også 2010's "Le Noise", hvor Young spiller solo sammen med støjende ekkoer og loops, hører hjemme i det spor.

Pladerne med Crazy Horse som backing hører i de fleste tilfælde til i det elektrificerende, oprørske spor. Således også med "Psychedelic Pill".

Dette dobbelt-album er nu ikke slet så psykedelisk, som titlen kunne tyde på.

Teksterne er mest erindringsglimt og opsummeringer fra et righoldigt, levet liv. De er tydeligt inspireret af, at Young i samme periode, hvor indspilningerne fandt sted, var i gang med at skrive sin selvbiografi, "En Hippiedrøm".

Musikken er for de fleste kompositioners vedkommende langstrakt og dvælende - og meget stemningsfuld. Den lægger sig i den forstand i forlængelse af albums som "Zuma" (1975) og "Everybody Knows This Is Nowhere" (1969), som også var præget af nogle langstrakte sange.

Youngs udtryk veksler i sangene mellem vrede og kærlighed, alvor og finurlige indfald. Nogen vil måske pege på en splittet personlighed, der ikke kan samle sig om et stilrent udtryk eller en entydig holdning. Men det er en misforståelse.

I forbindelse med George Bush's "krig mod terror" har han både støttet, at amerikanerne skulle skræmme Al Qaeda ud af deres huler - og forlangt, at George Bush bliver stillet for krigsforbryderdomstol for sine krigseventyr i Irak og Afghanistan. Det kan virke selvmodsigende i en politisk begrebsmæssig forstand, men det, der knytter de to vredesudbrud sammen er en indignation overfor magtdemonstrationer og uretfærdighed. Og de uskyldige liv, som ofres.

Young viser sig i sine sange som en hel person med ærligheden i behold. Nogle gange er det bare vreden, raseriet, der styrer ham.

Det er nok snarere den musiker, der lader sig formatere og skære til for bedre at kunne pakkes til hurtig brug, der splitter sig selv ud fra sig selv og bliver et fremmedgjort jeg i sin kunst. Med et uafrysteligt stænk af uærlighed som resultat.

Tilbage og hjem

"Psychedelic Pill" udkommer umiddelbart efter "Americana" (2012), hvor Young og Crazy Horse gav sig i kast med en række gamle amerikanske folkesange i elektrisk iklædning, deriblandt Woody Guthrie's "This Land Is Your Land". Det album var det første Young-album med Crazy Horse siden 2003's "Greendale", og det må vist anses for at være en slags opvarmning til det nye album. I hvert fald var sammenspillet løst og slapt og nervøst, hvor det på det nye er stramt og stærkt og afslappet.

Den tematiske tråd på "Psychedelic Pill" er en skuen tilbage på livet og dets konstanter: kærligheden, livskraften, viljen til at drømme og følge sine impulser.

Albummet indledes af det 27 minutter lange "Driftin' Back". Denne sang synes at referere til processen med at skrive selvbiografien, i hvert fald nævnes den. Alligevel er sangen en dyb oplevelse for den, der giver sig tid til den.

Der er - udover den sædvanlige fortrolighed - en melankolsk interferens mellem musikerne i Crazy Horse, der tæller Billy Talbot, Frank "Poncho" Sampedro, Ralph Molina.

Når "Driftin' Back" tilsyneladende står stille på de samme to akkorder tilstrækkelig længe, begynder musikken at åbne sig, den finder sin resonans i lytteren, der så åbner sig for musikken.

Tid og rum er forbundne, ikke kun i den fysiske verden, også i kognitionen, som blandt andre Mikhail Bakhtin har beskrevet det. Og når musikken eksplorerer det samme rum gennem længere tid, opleves rummet større. Og musikken, for eksempel de improviserede soloer, eksplorerer kun, når den prikker til de afstukne rammer og flyver i alle retninger i det rum, der er udstukket.

I det hele taget kradser, brummer og skratter guitaren på det meste af albummet og udvider i processen de melankolske rum i fantasien. Neil Youngs soloer er fulde af vrede og uro og kærtegn og forløsning. Og Crazy Horse ægger ham hele tiden til at bevæge sig længere ud, helt til kanten.

Den evige inspiration

Titelnummeret "Psychedelic Pill" adskiller sig ved at være en forholdsvis kort sag, præget af phaser-effekt, et yndet element i rockens psykedeliske periode.

Sangen er tematisk forbundet med den meget længere sang "She's Always Dancing". I begge hyldes en dansende kvinde, der har en bevidsthedsudvidende effekt på sangeren og som i sig bærer "ånden" og "flammen".

Man fornemmer en vision om en evig kraft, der strømmer gennem alle forsøg på at ændre verden. En varm hyldest til kvindekønnet eller måske til selve åndskraften og inspirationen, som hermed iklædes feminin form:

"She wants to live without ties to bind her down

She wants to dance with her body left unbound

She wants to spin like she lives in her own world

She wants to dream like she was a little girl"

Den tunge ende

Der er blot otte sange på dette 85 minutter lange album, og flere af dem ligger i den tunge ende af Neil Youngs produktion. Også selv om de forholder sig til emner og følelser og rundgange, Young har været i berøring med tidligere. Hvad der er nyt her, er, at perspektivet er ændret. Neil Young ser på livet som en ældre herre.

Især "Ramada Inn" udfolder perspektivet. Den handler om at blive ældre, se børnene flytte hjemmefra, og holde sammen i kærlighed gennem livet. En meget smuk sang, som også i teksten husker kriserne, skrat i kommunikationen og de svære problemer i relationerne. Men der er simpelthen så mange kærtegn, så meget kærlighed i Youngs guitarsoloer.

"Twisted Road" lyder som et erindringsglimt fra selvbiografien. Den tager udgangspunkt i den første gang, Young hørte Dylan's "Like A Rolling Stone". Den handler dybest set om at finde hjem i musikken og rummer den meget flotte beskrivelse af Dylan:

"Poetry rolling off his tongue

like Hank Williams chewing bubble gum"

Når vi ser bort fra en bonus alternativ version af titelnummeret, slutter albummet med et nummer, der nok vil gå ind Youngs katalog som en af klassikerne.

"Walk Like A Giant" handler om at sætte af i sin ungdom for at ændre verden, men senere erkende, at det nok ikke sker i dette liv:

"And it breaks my heart

to think how close we came"

Neil Young har forlængst erkendt, at det hele blot var en hippie-drøm. Men han har også vist, at vreden og kritikken af de magtfulde ingenlunde er forstummet. Og musikken er både optimistisk og smertefuld. Der er både håb og frustration i den meget legesyge støjende guitar.

Sangens præg af at holde mulighedernes rum åbent understreges af et fløjteriff i stil med "Whistle While You Work" (fra filmen Snehvide og De Syv Dværge) og den tilbagevendende drøm om almagt: "I want to walk like a Giant on the Land".

Selv om almagtsdrømmen muligvis ikke bliver til virkelighed i dette liv, har Neil Young i 2012 skabt et langsynet gigant-album, som står stærkt i den samlede produktion.

Neil Young: "Psychedelic Pill" (Reprise). Dobbelt-cd, cirka 85 minutter. Produceret af Neil Young, John Hanlon og Mark Humphreys.

Som nævnt er titelnummeret utypisk kort, til gengæld gør det sig bedre på YouTube:

Og en forkortet version af "Walk Like a Giant":

Læs også Modkrafts anmeldelse af Neil Youngs selvbiografi "En hippiedrøm": "Ærlig rodebunke fra Neil Young".

Kim Ingemann er kulturredaktør på Modkraft.