Annonce

Debat
14. september 2016 - 10:15

»Lad 'Sorte Onsdag' blive den sidste af sin slags«

KOMMENTAR: Bag kontanthjælpsreformen skjuler der sig selvmodsigelser så store, at det må være åbenbart, at formålet med reformen er et andet end at få ledige i arbejde

Dagen i dag er døbt Sorte Onsdag.

I dag markeres det landet over, at titusindvis af danskere har fået et brev med posten, som fortæller, hvor meget de skal skæres i kontanthjælp som konsekvens af regeringens seneste tiltag: Kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen.

Finansministeriet selv har estimeret, at yderligere 7.000 børn vil få en hverdag i fattigdom, mens andre organisationer og tænketanke har argumenteret for, at det tal er noget større, og at vi med al sandsynlighed har fordoblet antallet af fattige børn over natten.

Snart finder vi så ud af, præcist hvor mange børn og voksne, der sendes under fattigdomsgrænsen. Men svaret må ikke blive til blot endnu et tal, der drukner i efterårets endeløse talkampe.

Det her er nemlig ikke bare tal og statistik i finansministeriets regnemodeller. Det er mennesker, det er medborgere, der får alvorligt meget sværere ved at få hverdagen til at hænge sammen.

I de kommende måneder vil det blive klart, hvor mange der må gå fra hus og hjem. Rundt omkring i de kommunale socialforvaltninger og de almene boligforeninger er forberedelserne i hvert fald startet, for de er ikke i tvivl om, at de får mere travlt med det nye og såkaldt »moderne« loft.

Hvor er logikken?

Formålet skulle være at få folk i arbejde, men logikken bag tiltagene er så usammenhængende, at vi bliver nødt til at formode, at formålet med reformen er et andet.

Den officielle begrundelse for at nedsætte kontanthjælpen er at give de arbejdssøgende økonomiske incitamenter til at finde arbejde. Det skal jo kunne betale sig at arbejde.

Men når man ser nærmere på kontanthjælpsreformen og 225-timers reglen, viser der sig selvmodsigelse på selvmodsigelse, som tydeligt viser, at reformen kun øger beskæftigelsen helt marginalt. Derfor må man spørge sig selv, hvad formålet så er?

Det mest oplagte svar er vel finansiering af skattelettelser? Eller er det et forsøg på, at tale videre på en fortælling, som man i de sidste årtier har forsøgt at fodre i den danske befolkning? Nemlig den, at arbejdsløshed er de arbejdsløses skyld og jo mindre vi hjælper som samfund jo bedre og mere retfærdigt er det?

Den tredobbelte selvmodsigelse

Lad os først se på en tredobbelt selvmodsigelse: »Det moderne kontanthjælpsloft« med tilhørende 225-timers regel starter med en enorm omgang bureaukrati.

Kommunerne skal sagsbehandle mere end 100.000 ledige, i omegnen af 30.000 vil blive beskåret i deres ydelse, over 16.000 enlige forsørgere (primært mødre) er blandt dem, der rammes hårdest – og hold nu fast – regeringen anslår, at der skabes arbejde svarende til ca. 600 jobs.

Det er vel at mærke ifølge regeringens egne beregninger, som vi vel med rette kan forvente er det mest optimistiske skøn.

Men hvis vi kigger nærmere på tallene, så er det jo tydeligt, at der er langt flere ledige mennesker, end der er jobs i øjeblikket.

Det betyder, at der er en meget stor del af kontanthjælpsmodtagere, der – selv hvis alle de ledige jobs blev besat af mennesker på kontanthjælp – ikke har en chance for at få jobs. Regeringens nysproglige sætning om, ”at det skal kunne betale sig at arbejde” klinger noget hult, når man forsøger at skabe et incitament hos borgere til at tage et job, de ikke har en chance for at finde.

En anden af de helt store selvmodsigelser er, at ca. tre fjerdedele af dem der i dag er på kontanthjælp har udfordringer og problemer, der gør, at de ikke kan tage et ordinært job. Det problem anerkender selv ministeren. De har sociale problemer eller fysiske eller psykiske lidelser, der gør, at de ikke kan tage et arbejde. Mange af dem har endda kombinationer af de tre udfordringer.

Og da tusinder af mennesker, der ikke er i stand til at tage et arbejde, bliver ramt af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen, ender vi jo i en dobbeltselvmodsigelse, når de udsættes for incitamenter til at søge efter jobs, der knapt findes og som de ikke er i stand til at tage.

Som en sidste krølle på halen, har regeringen lagt op til at spare gevaldigt på den type tiltag, der er lavet til at give syge og udsatte borgere fodfæste på arbejdsmarkedet.

I 2012 sparede S, V, R, K, LA og SF flere milliarder på fleksjob- og førtidspensionsreformen. Senere har den nuværende regering sparet 300 millioner kroner på mentorsystemet. Man indfører besparelser på sygedagpenge.

Og nu vil regeringen med 2025-planen afskaffe revalideringsordningen, der har virket rigtigt godt i forhold til at få syge borgere tilbage på arbejdsmarkedet.

Man jager altså syge borgere rundt efter jobs, de ikke kunne varetage, selvom de fandtes, mens man sparer på de ordninger, der skal gøre dem raske og i stand til at få arbejde. Det er da i den grad en tredobbelt selvmodsigelse.

Det ville være imponerende, hvis ikke det var så tragisk.

Som relativt nyt folketingsmedlem med egen historik fra det private erhvervsliv, hvor jeg er direktør for min egen virksomhed, må jeg bare sige, at jeg kender ingen samarbejdspartnere, der ville deltage i et projekt, implementere en proces eller produkt eller sågar købe noget som helst, der er bygget op omkring så ringe logik, som den beskæftigelsespolitik, regeringen står for.

Man ville i stedet spørge sig selv. Hvad er dog meningen med så ringe en fortælling? Så stor mangel på logik? Hvad stikker der under? Hvad er den sekundære proces?

En fattig politisk proces

Mere om dette om lidt, for det er jo ikke fordi, vi ikke konfronterer regeringen med alle disse selvmodsigelser. I samråd, i forespørgselsdebatter, ved høringer, i salen.

Og hver gang siger Beskæftigelsesministeren med sit korrekte og høflige væsen og med den autoritet og tålmodighed, man normalt bruger over for børn: »at det skal jo kunne betale sig at arbejde« og at »det jo er et forsøg på, at få de ledige tættere på arbejdsmarkedet«.

Og vi oplever en – altid behagelig - men desværre virkelighedsfjern socialminister på samråd være med til at nægte, at det moderne kontanthjælpsloft vil skabe større hjemløshed. Og det efter, at hun har forsøgt at afskaffe den fattigdomsgrænse, der kan måle effekten af regeringens politik.

Da kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen endelig kom i folketingssalen efter syv samråd, en forespørgselsdebat og en høring, lykkedes det faktisk helt ekstraordinært at få friholdt nogle mindre grupper af handicappede fra reformen, men ellers førte de tre maraton-behandIinger ikke til noget.

Og det er helt normalt. Når vi kommer til de tre behandlinger i salen, er slaget for længst afgjort og flertallet er på plads. I hvert fald på de større lovændringer.

Diskussionerne i salen kan derfor primært bruges til at vise dem, der gider følge med, hvilke intentioner de pågældende forslagsstillere og lovmagere egentlig har.

Man kan fra talerstolen forsøge at fremhæve den manglende logik i lovgivningen og håbe på, at modpartens beskæftigelsesordførere går på talerstolen, ikke bare ved førstebehandlingen, men også ved anden- og tredjebehandlingen, så man kan stille dem til regnskab for deres lovgivning.

I forhandlingerne om kontanthjælpsloftet forsvarede regeringen sig – ud over den kendte parole om at det skal kunne betale sig at arbejde og lige så kendte underparoler om, at det jo ikke er meningen, at folk skal være på kontanthjælp særligt længe – med at fokusere på enkeltsatser for mennesker, der ville blive ramt af loftet og så spørge, om de satser ikke var nok til at leve af.

Konkret startede det med, at Joachim B. Olsen (LA) nævnte et beløb, som en person ville få på en af de 29 nye satser, som kontanthjælpsloftet indfører, og fulgte op med at spørge, hvorvidt man kunne leve for det.

Og så fortsatte de borgerlige folketingsmedlemmer ellers med at stille det spørgsmål igen og igen i timevis til oppositionens ordførere, efterhånden som de kom på talerstolen.

Spørgsmålet gav ingen mening og var næsten umuligt at besvare, da ingen havde øvet sig på at kende hver eneste af de satser, som kontanthjælpsmodtagere ville ende på. Og det var i øvrigt et helt hypotetisk spørgsmål om præcis denne sats var nok til at leve af, da man jo ikke kendte den nævnte fiktive persons udgifter.

Og på den måde lykkedes det regeringen og dens støttepartier at afspore debatten om en reform, der sender titusinder af børn under fattigdomsgrænsen og måske tusinder fra hus og hjem. Ingen blev klogere, ingen blev rigere.

Hvad er de virkelige intentioner?

Men hvad er så de virkelige intentioner med kontanthjælpsloftet, når regeringens påståede intentioner er helt ude af proportioner og dermed helt utroværdige?

Måske giver svaret sig selv, når anden del af regeringens jobreform allerede i regeringsgrundlaget indeholdt topskattelettelser.

Den tredobbelte selvmodsigelse er ikke noget problem, hvis det egentlige mål er finansiering af skattelettelser - eller at presse mindstelønnen nedad, som man også sagtens kunne forestille sig. Så skal kontanthjælpsforringelserne ikke nødvendigvis give mening. Det skal bare se sådan ud.

Virkeligheden er, at man vælger at tage de fattigstes hjælp og give dem til velhavende danskere for at få dem til at arbejde mere. Og det på trods af, at mange med høje indkomster har været ude og sige, at de egentlig ikke behøver de penge, at et stort flertal i befolkningen er imod topskattelettelser og at undersøgelser sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet får folk til at arbejde mere.

Ja, og så giver man, hvis det nye finanslovsudspil bliver vedtaget, også syv procent i skattelettelser til for eksempel langtidsledige, der kommer i arbejde og 30.000 kroner i bonus til samme målgruppe. Jeg hørte forleden en langtidsledige kommentere dén plan i radioen: »Jamen, jeg søger arbejde i forvejen, så det betyder ikke noget for mig med en jobpræmie. Mit problem er, at der ikke er arbejde at få.«

Og kontanthjælpsmodtagerne, de får ingen skattelettelser. Det er jo dem, der betaler gildet.

Finansiering af skattelettelser i toppen er for mig det mest plausible bud på den virkelige årsag til at indføre kontanthjælpsloft og 225-timers regel, nu da den angivne årsag både mangler logik og proportioner.

Men hvor ville det dog være sympatisk og forfriskende, hvis regeringen selv lagde kortene på bordet. Hvis man ærligt sagde, at man tror på, at det er nødvendigt at tage fra de fattige og udsatte for at give penge til de rige for på den måde at skabe flere arbejdspladser og velstand til alle. Det havde i hvert fald været en mere respektfuld gestus til alle de tusinder, der nu skal ud i fattigdom.

Men det lader ikke til at være regeringens plan. Jeg har i hvert fald ikke stødt på den slags indrømmelser på regeringen.dk endnu. I stedet lader man kontanthjælpsloftet stå som et monument over politisk ny-sprog, selvmodsigelser og mangel på proportioner.

»Det skal kunne betale sig at arbejde« er en destruktiv fortælling

Jeg ser desværre en stigende tendens til, at man forsøger at skabe splid imellem de laveste indkomstgrupper i samfundet.

Når regeringen igen og igen gentager mantraet om, at »det skal kunne betale sig at arbejde«, skaber man et samfund, hvor danskerne sparker nedad. Eller forventes at gøre det.

Under den seneste valgkamp blev budskabet repeteret af Venstre overalt på skilte i de danske byer. Et budskab, der i mine øjne ikke alene er forkert, det er decideret destruktivt.

Man fortæller danskerne: Vi skal nok sørge for, at dem, der ikke gider arbejde, har det meget dårligere end dig. Man skaber en fortælling om, at ledighed er de lediges skyld, for arbejdsløsheden kommer af, at der er nogle dovne typer, der ikke vil arbejde. Kontanthjælpsloftet er med sine økonomiske incitamenter en fortsættelse og en forstærkning af den fortælling.

I dag sendes tusinder af danskere ud i yderligere fattigdom og det markeres bl.a. i København med en sørgemarch, hvor jeg naturligvis selv deltager.

Jeg havde dog langt hellere set en politik, der gav anledning til glæde frem for sorg. For eksempel en politik, der sætter mennesker over system, som tror på menneskets iboende virkelyst og interesse i at bidrage til samfundet, som møder medborgere med tillid frem for kontrol.

En politik, der tør gå nye veje i stedet for at gøre mere af det, der ikke virker. For eksempel ved at dele arbejdet bedre imellem os, ved at give kontanthjælp til dem, der har hjælp behov, uden at stille evigt større modkrav. Og ved at forny vores syn på arbejde, så det er den værdi, du skaber og ikke den løn, du får, der giver dig status her i samfundet.

Jeg håber, at danskerne i den kommende tid vil vende sig imod regeringens fortælling og version af virkeligheden. At vi vil erkende, at ledighed ikke er et valg, det er et vilkår, og det er noget, der kan ramme os alle sammen.

Lad os slå et slag for et Danmark, som er solidarisk med de fattige, syge og udsatte. For et system, der ser mennesker frem for udgifter. For et land, hvor også de fattigste danskere kan have drømme og leve et liv i værdighed.

I dag er det Sorte Onsdag. Lad den blive den sidste af sin slags.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce