Lærerkonflikten afslørede statens sammensatte karakter

I Enhedslistens programdebat er lærerkonflikten ofte blevet nævnt som eksempel på statens rolle som de herskendes redskab. F.eks. på den nylige delegeret-konference om Enhedslistens principprogram.

Her blev det flere gange fremført fra talerstolen, at netop lærerkonflikten og indgrebet, der knægtede lærerenes medindflydelse på egen arbejdstilrettelæggelse, viser, hvordan den offentlige sektor ikke kan bruges som inspiration til socialisme.

Problemet er, at eksemplet og argumentationen, som den på konferencen blev fremført af ellers kloge kammerater, grundlæggende forveksler fremtræden med væsen. Man fokuserer på umiddelbare handlinger – på formen – og analyserer ikke statens  fundamentale karakter og indhold.

Lærerkonflikten er for mig netop et eksempel på den konstante klassekamp, som er en ledetråd i udkastet til nyt principprogram for Enhedslisten. Kampen mellem forskellige grupper om samfundets indretning og udvikling foregår hele tiden.

Det er kampen mellem politiske, sociale, kulturelle og økonomiske kræfter, der skaber udvikling, og det er styrkeforholdene i samfundet, styrkeforholdet mellem klasserne, som er afgørende for hvilke forandringer, der sker.

Klassekampens modsætningsfyldte virkelighed

Den konstante klassekamp betyder også, at der sker forandringer, som kan virke modsætningsfyldte i den forstand, at forringelser på en række områder kan ske samtidig med forbedringer på andre.

Et oplagt eksempel er udviklingen i samfundets behandling af arbejdsløse, både økonomisk i form af årtiers løbende forringelser af dagspengesystemet, strukturelt i form af aktiveringskrav og kontrol gennem beskæftigelsessystemet, samt kulturelt gennem en stigende stigmatisering og given den enkelte ansvar for egen arbejdsløshed.

Disse forandringer-forringelser begyndte i 1980´erne og har fundet sted samtidig med en række markante forbedringer i rettigheder for mennesker, som lever anderledes end flertallet.

Forbedringer som er både kulturelle, økonomiske og lovfæstede rettigheder for eksempelvis seksuelle mindretal. Udviklingen er altså modsætningsfyldt.

Staten som funktion af klassekampen

Styrkeforhold ændrer sig. Derved ændrer mulighederne for at bruge staten som redskab sig også.

Staten er ikke per definition et redskab for kapitalen, som det nogle gange lyder i debatten i Enhedslisten.  Staten har ikke en iboende karakter, som er ufravigelig, men derimod en række funktioner, som ikke kommer af sig selv, men som opstår i relation til det samfund, staten er omgivet af og en del af.

Statens funktioner er derfor præget af såvel det kapitalistiske økonomiske samfundssystem, vi lever i, og er samtidig præget af de styrkeforhold mellem klasserne, som eksisterer i samfundet.

Derfor er det også muligt at bruge staten til progressive formål. Ikke ud af den blå luft, men som resultat af klassekampen og dermed af styrkeforholdene.

Hvis ikke det var muligt havde lærerene eksempelvis ikke kunnet opnå, og i en årrække fastholde, betydelig indflydelse på organiseringen af deres arbejde.

En indflydelse som staten i perioder også medvirkede til at fastholde gennem aftaler.

Velfærdssamfundets dobbelthed

Lærerene indflydelse på arbejdet er et eksempel på den dobbelthed, som præger en række af de velfærdsinstitutioner og rettigheder, som vi har opnået gennem kamp.

På den ene side var lærerindflydelsen i en periode med til at sikre opretholdelsen af et velfungerende uddannelsessystem, som skulle medvirke til at sikre en veluddannet arbejdskraft.

Som sådan var lærernes rettigheder med til at opretholde kapitalismen.

På den anden side var det et eksempel på arbejdspladsdemokrati, hvor lærerene, der producerer undervisningen, havde direkte indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet. Ligesom uddannelsessystemet også medvirker til at give den enkelte viden og kundskaber til at overskue verden, og redskaber til at blande sig i den. Altså være en myndig demokratisk borger og i modsætning til den kapitalisme, som begrænser demokratiet.

Statens konkrete rolle, statens funktioner, har været meget skiftende i årenes løb;  både medvirket til at sikre lærerindflydelse og til at indskrænke det.

Statens progressive rolle

Hvis vi skal tro, at staten kun har rollen som de herskendes redskab, må man konstatere, at de herskendes interesser har været meget skiftende i årenes løb.

Det handler om, at statens funktioner er et resultat af såvel den grundlæggende økonomiske ramme som af styrkeforholdene.

Lærerene har kunnet kæmpe sig til  indflydelse og har derfor oplevet den indskrænket igen. Klassekamp betyder, at samfundet ikke er statisk, og at der ikke er en konstant udvikling i en bestemt retning, men derimod frem- og tilbageskridt imellem hinanden.

Derfor er lærerkonflikten en illustration af klasekampens og styrkeforholdenes betydning for statens funktioner. Og et eksempel på, at statens funktioner også ændrer sig i forbindelse med de forandringer, som sker.

Eksempelvis at staten i takt med progressive forandringer vedrørende mindretalsrettigheder får en stadig stærkere og progressiv rolle som garant for, og forsvarer for, den enkeltes rettigheder.

Eller i takt med reaktionære forandringer, hvor staten får en stærkere rolle som kontrollant og undertrykker af den arbejdsløse.

Når statens funktioner ikke er statiske, men forandrer sig – så kan de også påvirkes!

Demokratisk potentiale

Lærerkonflikten understreger det offentliges demokratiske potentiale, og hvordan kampe indenfor den offentlige sektor giver os kvalitativt bedre kampbetingelser end i den private sektor.

For det første viser den indflydelse lærerne har haft på organiseringen af deres arbejde, at potentialet – mulighederne for demokrati – simpelthen er markant anderledes inden for det offentlige, end i det private.

Fordi det offentlige er fundamentalt anderledes end den private produktion. Dels er der ikke et umiddelbart krav om profit, når det offentlige skaber uddannelse, sundhed m.m., dels besluttes de offentlige prioriteringer principielt og som udgangspunkt i demokratisk valgte parlamentariske forsamlinger.

Denne kvalitative forskel ser vi også i et andet aspekt af lærerkonflikten. Nemlig at den foregik i fuld offentlighed. At det var kommuner og folketinget – demokratiske valgte organer – som til sidst i fuld offentlighed greb ind og knægtede lærerne.

Det betød en helt anden offentlig debat og mulighed for engagement, for at påvirke og for at skabe bevidsthed blandt andre lønarbejdergrupper, end hvis konflikten havde foregået indenfor det private, hvor en bestyrelsesbeslutning i et lukket rum var blevet gennemført.

Lærerne tabte, fordi styrkeforhold ændrer sig, og kampe kan tabes.

Glimt af fremtidens samfund

For mig er det velfærdssamfund, som arbejderbevægelsen og andre progressive kræfter har bygget op i kamp gennem mange år et kæmpe demokratisk løft af vores samfund. Samtidig med at velfærdssamfundet også er med til at sikre reproduktion af arbejdskraften i det kapitalistiske samfund, frigøres kræfter, der kan bruges på at forandre og ændre samme samfund.

Ideerne om sociale rettigheder, der skal forhindre mennesker i at gå til bunds, ret til gratis uddannelse og hospitaler m.m. viser i sig selv i glimt af, at ting i samfundet kan fungere, på andre vilkår end det jag efter profit, som er kapitalismens kendetegn.

Ligesom bevægelser, fællesskaber som eksempelvis kooperative eller socialøkonomiske virksomheder har, og ligesom dele af den offentlige sektor, der har nogle andre rammer omkring sig end den dominerende kapitalistiske produktion.

Her arbejdes og produceres som udgangspunkt ikke (direkte) for profit, men ud fra andre interesser. Interesser som ofte fastlægges i andre fora end det lukke bestyrelseslokale. F.eks. i det offentlige, hvor beslutninger principielt tages i demokratisk valgte forsamlinger.

Derfor er der – i bevægelser, i fællesskaber og i dele af den offentlige sektor – inspiration til vores kampe og kim til, hvordan samfundet kan være. Det er ikke det samme, som at sige, at den offentlige sektor er lig med socialisme.

Men det er at vise at ting kan forandres. At mennesker kan udfordre ulighed og uretfærdighed. At fællesskaber kan skabe forandring, og at der findes håb!

Mikkel Warming er medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse

Se også Revideret diskussions-oversigt om Enhedslistens principprogram.