Løntilskud: Hjælp eller løntryk?

PROSA mener grundlæggende ikke, at der er noget galt med offentlige løntilskudsjob. Det er ikke nødvendigvis et onde. Men der skal være fokus på den ledige og ikke på kommunernes eller statens økonomi, sådan som det er i øjeblikket med offentlige løntilskud.

Jeg vil godt fortælle en lille historie om en ansat i Integrationsministeriet og senere Statens IT, der hedder Carama. Grunden til, at jeg tør nævne hendes navn, er, at hun tidligere er stået frem og fortalt, hvad der skete.

Det skete i en artikel, der beskrev, hvordan hun var i offentligt løntilskudsjob i 18 måneder, ikke kun et år, i samme firma. Det kan officielt ikke lade sig gøre.

Men fra 1. februar 2009 til 31. januar 2010 var Carama ansat i Integrationsministeriet i to gange seks måneder. Derefter besluttede man sig for officielt at oprette Statens IT, hvortil nogle ansatte fra Integrationsministeriet blev overflyttet. Også Carama, der nu kunne arbejde i yderligere seks måneder – nu var det jo en ny arbejdsgiver.

Altså i alt 18 måneder i løntilskud i det, der reelt var samme arbejdsplads.

Og så spørger jeg: Tænker man her på den ledige? Der var tale om en offentlig arbejdsplads, hvor der er ansættelsesstop. Hvad blev det offentlige løntilskud brugt til – til at udføre et arbejde, der ellers ikke ville blive udført, som loven foreskriver, eller til en driftsfunktion, som det ikke må bruges til?

Sagen om Carama fik mig til sammen med A-kassen at grave lidt videre i hele problematikken om folk i løntilskud på det offentlige område.

Her fik jeg fat i en anden person, der ikke vil stå frem ved navns nævnelse.

Hun var ansat i et ministerium i seks måneder, hvor hun driftede et kørende system. Da hun efter en ferie kom tilbage på arbejdet, lå der en ny jobplan med ansættelseskontrakt, som hun skulle underskrive - for ministeriet ville gerne have hende i seks måneder mere.

Hun spurgte, om det var nødvendigt at underskrive, for hun havde jo ikke været med i forhandlinger om kontrakten. Hun fik at vide, at hun godt kunne sige nej, men så stod hun ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Og så skulle hun i jobprøvning.

Nu vil jeg godt gå tilbage til integrationsministeriet: I perioden, hvor Carama var ansat, var der en fyringsrunde, der kostede 17 mennesker deres stillinger. Men det holdt ikke ministeriet tilbage fra i andet halvår af 2010 at ansætte ni personer i løntilskud. 

Hvis man ser på udviklingen af det, der kaldes »ekstraordinære job«, det er der hvor bl.a. lønstilskudsjob havner statisk set, så var der i 2007 4.603 inden for kommuner og regioner, i 2008: 4.645, i 2009: 7.362, i 2010: 12.500, og i august 2011: 11.792.

Det er vel at mærke kun i kommuner og regioner. Hvis man medregner staten, er der mere end 20.000 mennesker i offentlige løntilskud.

Randers Kommunes jobcenterchef Ole Andersen har stillet sig offentligt frem og fortalt, hvad de økonomiske konsekvenser er for kommunerne, hvis man gradbøjer de offentlige løntilskud til det yderste. Ved at udvide med 80 personer ekstra kunne han forbedre kommunens økonomi med 3 millioner kroner. Hvis han etablerede 400 helårspraktikker og løntilskudspladser ville han i Randers Kommune i 2011 kunne hente 19 millioner kroner.

Optimalt set kunne man forbedre Randers Kommunes likviditet med 32 millioner kroner for 2012.

Det her er jo interessant, for det handler om kommunaløkonomi, ikke et ord om den arbejdsløse, som her alene er et kassebegreb for kommunen.

For kommunerne har jo med det et-strengede beskæftigelsessystem fået ansvaret for ledighedsindsatsen. Ikke kun for dagpengemodtagerne, men også for bruttoledigheden, der også omfatter kontanthjælpsmodtagere o.lign.

Og her har de et godt incitament: Hvis man jager en person ud i ligegyldig aktivering, får man 65 procent i refusion af staten, men er man så dum, at man bruger relevante kurser, så får man kun 35 procent i refusion.

Som direktøren i Randers sagde: Det koster 40 millioner kroner at behandle de arbejdsløse ordentligt.

Man kan også vende det om: Hvis man fremskriver Randers Kommunes tal til landsplan, taler man om beløb på mellem 3 og 4 milliarder kroner, som tilføres kommuner og regioner gennem aktiveringscirkusset. Og hvis man skal behandle folk ordentligt, så koster det fire milliarder.

Så der er en årsag til at kommunerne gør det her, ikke fordi de er onde, men fordi de er i en presset situation, hvor man blander den kommunale økonomi på beskæftigelsesområdet ind i prioriteringsspørgsmål i forhold til skoler, daginstitutioner og andre kommunale opgaver.

Tilbage til Randers Kommune: Ikke et ord om jobmuligheder for de her mennesker, ene og alene offentlig løntilskud er blevet en måde at skaffe billig arbejdskraft til kommunen.

Det var den 18. august – har det så ændret sig? Desværre nej. Den 15. november 2011 kunne man i jyske.dk læse, at hver tiende kommunale ansatte i Nordjylland er ansat i offentlige løntilskud.

Randers Kommune topper ikke listen.

Så det er ikke blevet bedre.

Jeg har undersøgt, hvad der er sket med kommuner og regioner i forhold til antallet af ansatte i perioden: Fra januar 2010 til august 2011 er der forsvundet 23.000 job, rigtige job, i kommunerne og regionerne. Inden for staten er det nogenlunde samme procent, der er forsvundet, i absolutte tal omkring 6.000 job.

Der er altså forsvundet mellem 25.-30.000 job på det offentlige område på to år. Men det har ikke haft nogen afsmittende effekt på løntilskudsjobbene: Antallet er her steget fra cirka 2,1 procent i landsgennemsnit til 2,5 procent – men inden for kontor og IT, som er det jeg har kikket på, er man oppe på 4,5 procent – og vi ved så, at Nordjylland ligger højere.

Der er altså mere end 20.000 mennesker i offentlige løntilskud. Det er mere en 2,5 procent af den samlede offentlige arbejdsstyrke (og tallet er sat lavt) som udfører arbejde, der ellers ikke ville blive lavet, samtidig med at man har mistet 25-30.000 ordinære arbejdspladser inden for den samme sektor.

Tror I på det?

Det, vi har fat i, er, at folk i offentlige løntilskud bliver brugt til en eneste ting: løntrykkeri og udfyldelse af job, som er blevet sparet væk i den offentlige økonomi.

Det fik PROSA til at lave en undersøgelse blandt alle vores ledige, hvor vi spurgte: Hvad synes I om den måde, I bliver behandlet?

Og vi fik en hovedkonklusion, der sagde: Offentlige løntilskud har ingen effekt på ledighed og fortrænger kun ordinær arbejdskraft.

IT-faglige kurser – PROSA er en it-faglig organisation – har en målbar effekt. Den er ikke lige så høj som privat jobtræning, men højere end alle andre aktiviteter.

Og samtidig føler den arbejdsløse, at aktiviteten har en høj nytteværdi. Dvs. når de arbejdsløse kommer ud i et jobsøgningskursus, der giver mening, føler de, at det kan bruges til noget – og vi ved også, at det giver større mulighed for at komme i job.

Vi fandt også ud af, at cirka 25 procent siger, at relevant kursus og uddannelse giver arbejde. Det er vigtigt at understrege, at jobsøgningskurser er ikke med i den her opgørelse af kurser.

Aktiviteten jobsøgningskurser har et meget lavt score. Mere end 90 procent af de medlemmer, der havde været på jobsøgningskurser, var stadig ledige. Og de sagde alle sammen, at kurserne ikke havde nogen værdi.

I PROSA er vi nogle stykker, der har den opfattelse, at jobsøgningskurserne ikke kun er nyttesløse, men også har en negativ værdi, fordi folk føler sig hjælpeløse.

PROSA har også lavet en undersøgelse blandt folk i arbejde, hvor vi spurgte: I hvilket omfang sker der en fortrængning af ordinær arbejdskraft?

Og her må man konstatere, at inden for det offentlige mente 34 procent af de adspurgte, at offentlige løntilskudsjob fortrænger arbejde. På det private område var det kun ti procent, der mente det.

Så har vi også spurgt de ledige, om aktiviteten er nyttig og giver større jobmuligheder. Her kunne vi igen konstatere, at det, der gav størst jobmuligheder, var kurser og private løntilskudsjob. Offentlige løntilskudsjob giver ingenting, overhovedet.

Virksomhedspraktik i det offentlige er ikke meget bedre – i praksis fungerer praktik i fire uger hyppigt som oplæg til løntilskudsansættelser i seks måneder og yderligere seks måneder derefter. 

Vi spurgte de arbejdsløse, om de mente, de fik udbytte af samtaler og besøg i jobcentrene og hos anden aktør.

Helt konkret gav vi folk mulighed for at forholde sig til følgende udsagn: Jobcentrene gjorde en stor indsats for at hjælpe mig til relevant aktivering, udbyderne gjorde en indsats for at jeg kunne få udbytte af min aktivering, udbyderen opmuntrede mig til at søge andre relevante kurser, udbyderen havde gode kursusfaciliteter og udbyderen gav god sparring.

Det svar, der kom, var chokerende – også for mig.

25 procent af vores ledige var utilfredse på alle parametre. 25 procent sagde altså rent ud, at ingen af aktiviteterne på jobcentre og hos anden aktør giver mening eller kan bruges til noget som helst.

Hvis jeg drev en virksomhed, hvor 25 procent af min kundegruppe var utilfreds med alt, hvad jeg laver, ville jeg nok overveje at gentænke mit koncept.

Og det stiller jo spørgsmålet: Hvad er konceptet med aktiveringsindsatsen i dag? Aktivering i Danmark anno 2011 har generelt kun et eneste formål: nemlig at gøre den arbejdsløse så utilfreds, at man er villig til at tage et hvilket som helst arbejde for at slippe ud af cirkusset.

Erik Swiatek er forbundssekretær i PROSA. Artiklen er et indlæg holdt på en »Kan det virkelig passe«-konference afholdt i november 2011.