Politisk ØkonomiDansk, europæisk og global økonomi
Moderne socialisme (4)
7. april 2012 - 10:30

Lønmodtager og kapitalist

Den gamle arbejderklasse, hvis kerne var industriarbejderne, eksisterer ikke mere. Dette er den fjerde af Anders Lundkvists fem artikler om moderne socialisme.

Den gamle arbejderklasse, hvis kerne var industriarbejderne, eksisterer ikke mere.

To tredjedele af privatansatte lønmodtagere arbejder i dag i servicesektoren; her er arbejdsvilkårene meget heterogene, hvilket vanskeliggør solidaritet. En tredjedel af alle lønmodtagere er ansat i den demokratiske sektor, hvilket er herligt fra en socialistisk synsvinkel, men samtidig betyder det et fradrag i den styrke, der står overfor arbejdsgiverne i den kapitalistiske sektor.

Levestandarden er steget meget gennem mange årtier. Arbejderne har fået et overskud. Det har muliggjort øgede skattebidrag, dermed finansiering af velfærdsstaten, men en anden del af dette overskud er blevet til privat opsparing, som er investeret i ejerbolig, privat pension, bankbog og værdipapirer. Den almindelige lønarbejder, offentlig eller privat, har fået en ’aktie’ i finanskapitalen. Det svækker den anti-kapitalistiske kamp.

Lønmodtageren og finanskapitalen

Den overvældende styrke i Marx’s teori var, at han ikke blot pegede på socialismen som kapitalismens alternativ, men også viste hvordan kapitalen selv smedede den modmagt, der havde en konkret og langsigtet interesse i at omstyrte kapitalismen. For at overleve og vokse måtte kapitalen styrke arbejderklassen, altså rekruttere flere og flere af sine fjender.

Den tendens – styrkelsen af arbejderklassen – holdt da også i mange år, i Danmark måske frem til 1970'erne. Og vi har set, at også siden da har lønarbejdet i stigende grad fortrængt selvejet, så lønarbejderne nu (2003) udgør 93% af arbejdsstyrken. Så vidt, så godt.

Men lønarbejderne har ændret sig.

Lønarbejderen, offentlig eller privat, er ikke længere ’ren’ lønarbejder, som i den klassiske kapitalisme. Dengang kunne arbejderen ikke spare op, ikke købe bil eller bolig (de var lejere, ofte i almennyttigt byggeri); og pensionen bestod af offentlig aldersrente, senere folkepension, suppleret med hjælp fra familien. Opsparingen – kapitalismens råstof – blev leveret af de rige.

I takt med velstandsstigningen har lønarbejderen fået et stadigt stigende overskud i forhold til, hvad der er nødvendigt for at klare dagen og vejen. Det forudså Marx ikke. Noget af dette overskud er gået – via skattebidraget – til at finansiere velfærdsstatens skoler, sygehuse og ældreforsorg. Men en stor del er forblevet privat, og denne opsparing er forvandlet til kapital i forskellige former: Friværdi i ejerbolig, private pensionsordninger, aktier og andre værdipapirer. I 2007 opsparede lønmodtagerne godt 10% af deres indkomst.

En masse almindelige mennesker har fået sådanne formuer og de kapitalindkomster, der flyder heraf. De har fået en ’aktie’ i kapitalismen. De har ikke fået umiddelbart ejerskab til produktionsmidlerne på deres arbejdsplads; her består det gamle, ’rene’ forhold mellem ejeren, der bestemmer, og lønarbejderen, der ikke ejer og derfor ikke kan bestemme; de er stadig adskilt fra den produktive kapital. I stedet er de blevet ’fjernkapitalister’, dvs. de har opnået ejendomsret til en lille del af finanskapitalen.

Ejet af en bolig er naturligvis konkret, men når boligen ophører med at være et rent forbrugsgode, fordi friværdien kapitaliseres, er der ingen forskel i forhold til at sætte penge i banken, i aktier eller i en pensionsordning.

Lønmodtagerne har ingen eller ringe indflydelse på, hvad banken, pensionskassen eller ATP gør med deres penge. Men disse finansielle institutioner spekulerer alle på det nationale og globale finansmarked i forsøget på at opnå det maksimale afkast (faktisk er ATP lovmæssigt forpligtet på denne målsætning), og lønmodtagerne har en objektiv interesse i at spekulationen lykkes. På den anden side er mange pensionsværdier tabt under finanskrisen, og det burde trække i retning af krav om mere demokratisk kontrol med disse investeringer.

En realistisk, socialistisk strategi må identificere både de interesser, der går imod kapitalismen og dem, der trækker i retning af at støtte denne produktionsmåde. Hvis man ignorerer disse sidste bliver det fx uforståeligt, hvorfor Socialdemokratiet ikke vil hæve boligbeskatningen, hvorfor skiftende regeringer har kunnet komme igennem med at sænke beskatningen af kapitalindkomster, og generelt hvorfor det politiske landskab har bevæget sig markant mod højre i den sidste snes år.

Hvor meget betyder disse kapitalindkomster?

AE-Rådet definerede i 2009 ’middelklassen’ som alle, der hverken tilhørte de 5% rigeste eller de 5% fattigste, altså de 90% herimellem. Denne ’klasse’ blev så delt op i lavere, mellem og højere middelklasse, hver omfattende ca. 30% af befolkningen. Bruttoindkomsten (før skat) deles op på lønindkomst, kapitalindkomst og overførsler fra det offentlige. Resultatet er dette:

 

 

Lavere middelklasse

Midterste middelklasse

Højere middelklasse

Løn

  41%

  71%

  79%

Kapitalindkomster

    7%

  11%

  15%

Overførsler

  52%

  18%

    6%

 

100%

100%

100%

 

Kapitalindkomsterne (der også omfatter lejeværdi af ejerbolig og pensionsafkast) udgjorde således i gennemsnit 11%, hvilket harmonerer meget godt med den nævnte opsparingskvote på godt 10%.

Denne andel er ikke ubetydelig. Den kan vel forklare meget af opbakningen til lav boligbeskatning, lavere kapitalbeskatning, måske bankpakker og kapitalliberalisering. Især når man tager i betragtning, at mens størrelsen af løn og overførselsindkomster overvejende er hinsides den enkeltes kontrol (trods den øgede tendens til individuel løn), er investeringer i hus, privat pension, værdipapirer osv. op til den enkelte. Derfor opleves interessen i kapitalindkomster mere levende. 

Men før socialister panikker, skal det også med i billedet at den lavere og midterste middelklasse – men ikke den højere – faktisk har en betydeligt større objektiv interesse i den demokratiske sektor og dens velfærdsstat end i finanskapitalen.

Dette er den aktuelle situation, men hvad er tendensen? Nærmer vi os en situation, hvor opbakningen til finanskapitalen er sikret gennem en ’folkekapitalisme’, fordi flere og flere får en større og større interesse i sådanne kapitalafkast?

I helt gamle dage, hvor arbejderne boede til leje og ikke havde et overskud at opspare, giver det som nævnt sig selv, at deres kapitalindkomster nærmede sig nul.

De første solide statistiske undersøgelse omhandler bruttoindkomstens fordeling i 1974 og 1981 (igen fra AE, uden hvilken institution kritiske økonomer godt kunne gå hjem og lægge sig, næsten),  Jeg ser på kategorierne Arbejdere, Funktionærer og – blot til sammenligning – Selvstændige.

 

 % af bruttoindk.

Arbejdere

Funktionærer

Selvstændige

 

Løn

1974    1981

   91       84

1974    1981  

   93       88                        

1974    1981 

    4       27

Kapitalindk.

     3        4                        

     4,5      6

   94       66

Overførsler

     5       12

     1         6

     1        7

Bruttoindk.

  100      100

   100      100

   100    100 

Kilde: AE’s Levevilkår i Danmark, 1976 (Tabel 7.10) og 1988 (Tabel 8.9).

Note: Kapitalindkomster er ’Overskud/underskud af selvstændig virksomhed’, ’renter og aktieudbytter’ samt ’Overskud/underskud af fast ejendom’; privat og overenskomstbaseret pension nævnes ikke, men var givetvis dengang af minimalt omfang for arbejdere og funktionærer. Overførselsindkomster består af ’Arbejdsløshedsunderstøttelse og sygedagpenge m.v.’ og ’Pensioner’ (dvs. offentlige pensioner).

 

Kategorierne er ikke helt sammenlignelige med Middelklasse-undersøgelsen fra 2009, men billedet er som ventet: At kapitalindkomsterne dengang vejede betydeligt mindre i lønmodtagernes indkomst, fra 3-6% dengang til 7-15% i dag. (Forskydningen fra løn til overførselsindkomster hænger sammen med den store stigning i arbejdsløsheden).

Lempelig boligbeskatning og gunstigere vilkår for private pensiones forklarer givetvis meget af udviklingen siden 1974/81. Deri ligger også at tendensen kan vendes gennem politiske indgreb, hvilket jeg ser på i næste og sidste artikel.

Men samtidig med at kapitalindkomster vejer tungere hos den almindelige lønarbejder, er det uomtvisteligt, at fordelingen af kapitalindkomsterne er blevet meget skævere i de senere år.

Det gælder på virksomhedsniveau – som vi så i sidste artikel – men det gælder også mellem rige og fattigere indkomstgrupper: Mellem 1996 og 2003 faldt de fattigste 20%’s andel af nettoformuen (forstået som friværdi plus finansiel formue) fra 9 til 5%, mens de rigestes 20%’s andel steg fra knap 44 til knap 49%. De 60% i midten – ’almindelige mennesker’ – gik lidt tilbage, nemlig fra godt 47% til godt 46%. Denne tendens til øget ulighed i fordelingen af  nettoformuen, dermed af de kapitalindkomster der flyder deraf, harmonerer med den øgede indkomstulighed siden midten af 90erne.

Én ting er tendensen indtil nu, noget andet fremtidsudsigterne.

Her er det oplagt, at finanskrisen har gjort store indhug i lønmodtagernes formuer.

Friværdien falder med huspriserne og den udvikling har vi kun set begyndelsen af, renten på bankindestående er reduceret til næsten ingenting, private pensioner har mistet værdi, og det samme gælder de overenskomstbaserede pensionsordninger (der har spekuleret lige så lystigt som alle andre). Aktiemarkedet er gået op og ned, men hvis Europa som forventet oplever økonomisk tilbagegang eller – i heldigste tilfælde – stagnation, må det på et tidspunkt kunne ses i værdipapirernes pris (på kort sigt kan økonomisk nedgang og stigende arbejdsløshed godt være kombineret med stigende kurser, for arbejdsløshed og faldende realløn er i sig selv godt for profitten).

Men på et eller andet tidspunkt er krisen vel overstået, og hvordan det så går med forholdet mellem løn og kapitalindkomster er der ingen, der kan vide.

Måske vil tendensen til stigende ulighed i fordelingen af kapitalindkomsterne sætte sig så kraftigt igennem, at kapitalindkomsternes andel af almindelige lønmodtageres bruttoindkomst begynder at falde. Således at vi vender tilbage til Marx’s verden, hvor kapitalister og lønmodtagere er skarpt adskilte.

Meget vil afhænge af politikken.

Vil de nyliberale få held til at almengøre finanskapitalen til hele befolkningen? Eller vil socialister evne at drage fordel af finanskapitalens åbenbare inkompetence til at presse reformer igennem, der leder lønmodtagernes opsparing fra finanskapitalen over i de offentlige kasser?

Lønmodtageren og den produktive kapital

Vi har nu set på lønmodtageren i sin egenskab af (fjern)kapitalist, hvor både offentligt og privat ansatte har en andel i finanskapitalen.

Vi ser nu på lønmodtageren i sin egenskab af lønmodtager. Lønnen opnås fra en arbejdsgiver, og både indenfor den demokratiske og kapitalistiske sektor har lønmodtageren naturligvis en interesse i høj løn, lav arbejdstid og gode arbejdsvilkår generelt.

Men dermed ophører ligheden, for mens den offentligt ansattes arbejdsgiver i sidste instans er Folketinget, står den privatansatte overfor en kapitalejer, nærmere bestemt den produktive kapital, der er investeret i fremstilling af private varer og service. Folket betaler den offentligt ansatte ud af skatten, mens kapitalen betaler den privatansatte ud af nettoproduktet. I det følgende ser vi alene på dette sidste forhold.

Umiddelbart er intet ændret fra dengang kapitalismen opstod. Arbejderne har en interesse i maksimal løn, mens kapitalisterne ønsker at så lidt som muligt af nettoproduktet går til løn og så meget som muligt kan bevares som profit. Arbejdernes objektive anti-kapitalistiske interesse er intakt.

Og dog er meget ændret.

Endnu for 40-50 år siden stod kapitalen overfor en ret homogen arbejderklasse, hvor industriarbejderne var kernen. Der var faglærte og ufaglærte, og arbejdere og funktionærer, men alligevel var deres arbejdsvilkår ret ensartede. Dette var den materielle basis for det sammenhold, den solidaritet, der gav arbejderne en magt, der var sammenlignelig med kapitalens.

I dag er dette industrisamfund afløst af service- og informationssamfundet. Omkring 67% af de privatansatte lønmodtagere arbejder i servicesektoren (varer er det, man kan tabe over foden, service alt andet), og de arbejder med vidt forskellige opgaver i vidt forskellige brancher.

Lønmodtagerne er blevet meget mere heterogene, og det vanskeliggør fælles fodslag. For få år siden blev overenskomstforhandlingerne decentraliseret, således at man i det store og hele opgav den ’solidariske lønpolitik’, dvs. særlige hensyn til lavtlønnede. Dette kan ses som et svigt fra fagbevægelsens side, men det er også et simpelt udtryk for at fællesinteressen blandt privatansatte lønarbejdere er svækket. Det første er den ’idealistiske’ forklaring, det andet den ’materialistiske’ (marxistiske) forklaring. Den organisatoriske adskillelse mellem Socialdemokatiet og fagbevægelsen for en halv snes år siden er vel også udtryk for, at det er svært for ét parti at favne de stadigt mere forskellige lønmodtagerinteresser.

Generelt er svækkelsen af den fordums så stolte arbejderbevægelse en trist kendsgerning, som socialister må se iøjnene. Fagbevægelsen mister medlemmer, og Socialdemokratiet indhøster det ene historiske valgnederlag efter det andet.

Svækkelsen skyldes dog ikke blot, at fællesinteressen står svagere, fordi forskellighederne er blevet større.

Af større betydning er globaliseringen, hvis økonomiske side er kapitalens frie bevægelighed. Dette er nyliberalismens kronjuvel, fordi denne frihed giver magten til kapitalen. Det begyndte omkring 1980 med Thatcher og Reagan, og kom til EU i midten af 80erne med det Indre Marked.

Dette institutionaliserede også arbejdskraftens frie bevægelighed, og så lyder det jo afbalanceret; frihed både til kapitalen og arbejdet. Men arbejderbevægelsen lever ikke af individuel frihed, men af solidaritet, så derfor har begge friheder svækket den. Svaret er naturligvis øget international solidaritet, men et effektivt samarbejde mellem danske, vietnamesiske og polske arbejdere er af indlysende grunde en svær opgave.

De privatansatte lønmodtageres modpart er nu ikke længere en national, men en global kapital, eftersom den nationale kapital er blevet global. Hvis den danske løn er for høj, kan den danske produktive kapital blot omlægge investeringen til Vietnam. Modsat tidligere, hvor man pænt skulle spørge om lov hos de folkevalgte (handelsministeren eller Nationalbanken, der dengang var demokratisk kontrolleret). Det lægger et tungt pres nedad på lønningerne.

Alternativt kan man importere polske håndværkere, altså drage fordel af at sætte danske og udenlandske arbejdere direkte op imod hinanden.  

Denne løntrykkerpolitik er blevet ophøjet til den nationale interesse. Som sådan kaldes den hensynet til konkurrenceevnen, som er det sidste ord i de fleste debatter. Den ’ansvarlige politik’ er at tage vare på denne særlige evne, så den ’ansvarlige politik’ er at de danske virksomheder beholder mere i profit og betaler mindre i løn.

Den økonomiske logik er sådan set god nok, for uden billige produktionsvilkår kan danske virksomheder ganske rigtigt ikke konkurrere på verdensmarkedet og tjene valuta hjem til fædrelandet. Når kapitalen definerer spillereglerne – sin egen frihed og arbejdersidens indbyrdes konkurrence – bliver ansvarlig politik selvfølgelig den politik, der gavner kapitalen. Ligesom hensynet til finanskapitalen dikterer nedskæringspolitikken, således nødvendiggør hensynet til den produktive kapital, at alt kastes til side for at fremme konkurrenceevnen.

Spørgsmålet er, hvad de privatansatte lønmodtagere – og socialister – gør i denne situation?

Det diskuterer jeg i næste og sidste afsnit. Vi må her skelne mellem de spilleregler, der ikke kan ændres, nemlig overgangen fra industrisamfundets homogene til servicesamfundets heterogene lønmodtagere; og så dem, der kan ændres, nemlig kapitalens frie bevægelighed.

Konklusion

Lad mig prøve at sammenfatte.

1) Som ’fjernkapitalist’ har lønmodtageren en interesse i, at de forskellige dele af hendes formue (bolig, pension, værdipapirer) giver er godt afkast. Vægten af denne interesse er øget betydeligt over de seneste årtier. Det forklarer en pæn del af den svage modstand mod nyliberalismen. Men krisen og den øgede polarisering af det danske kapitaleje giver håb om at tendensen ikke fortsætter ind i fremtiden.

2) Som modtager af indkomstoverførsler og bruger af offentlige ydelser (skoler, hospitaler osv.) har hun en klar objektiv interesse i en stærk og udbygget demokratisk sektor. Altså i at hendes overskud går til skat snarere end til finanskapitalen.

3) Privatansatte lønmodtagere er blever svækket af overgangen til servicesamfundet og – især – af kapitalens frie bevægelighed. Det første er en historisk nødvendighed (’produktivkræfternes udvikling’) som er hinsides menneskelig indgriben, det sidste er centralt i den socialistiske kamp for demokrati og for lønmodtagerne.

Næste – og sidste – artikel handler om strategier, altså veje til socialisme.

Henvisninger

Undersøgelsen om middelklassen findes på http://www.ae.dk/files/image/file/F&L%202009/F&L2009_kapitel4.pdf). Procenterne i tabellen ovenfor er beregnet ud fra Tabel 3.

Undersøgelsen om øget kapitalulighed, se http://www.ae.dk/files/AE-Fordeling-og-Levevilkaar-2006.pdf, s. 31.

Læs de andre artikler om moderne socialisme her.

Redaktion: 

Kommentarer

Ingen tvivl om, at  Anders Lundkvist peger på nogle forklaringer på skredet til højre. Men der kan jo udmærket være forskel på de kortsigtede økonomiske interesser og den subjektive - og for den sags skyld også kollektive - bevidsthed.

Der har været undersøgelser, der viser, at mange af de marginaliserede - hvis de stemmer - støtter de kapitalistiske partier og ikke venstrefløjen.

Omvendt kan jeg oplyse, at selvom jeg på et tidspunkt havde et sommerhus, der årligt steg betydeligt mere end den løn jeg havde som matros, så har det ikke fået mig til at være tilhænger af  rentefradragsreglen,  eller være imod skat på boliger, boligernes prisstigninger eller skat på formuer.

Så udover en eventuel økonomisk forklaring, savner vi en sociologisk forklaring på en eventuel bevidsthedsændringen.

Iøvrigt viser dine AE-tal jo også, at 65% af befolkningen ikke har nogen interesse i et mere ulige samfund.

 

Anders Lundkvist indleder sin artikel, som jeg ikke har fået tykket mig igennem endnu, med følgende erklæring: "Den gamle arbejderklasse, hvis kerne var industriarbejderne, eksisterer ikke mere."

Det ville nok have klædt Anders Lundkvist at gøre det helt klart, at han er er ude i rent nationalt perspektiv. At der stadig findes en arbejderklasse, hvis kerne er en enorm mængde af ufaglærte mennesker som arbejder for en temmelig ringe løn inden for industri, landbrug, råstofudvinding, mv. er vidst hævet over enhver tvivl. Den bor blot ikke i Danmark. Men arbejderklassen er vel ikke et fænomen der stopper ved landegrænsen.

Dette ved Anders Lundkvist naturligvis godt. Men det er nu alligevel lidt provokerende, at han skriver sin indledende erklæring, helt uden at det tilsyneladende falder ham ind at uddybe den med et globalt perspektiv.

Hvor vidt der så iøvrigt fortsat eksisterer en klasse af mennesker i Danmark, som fortjener mærkatet "arbejderklassen" og som helhed kan udgøre kernen i et samfundsforandrende projekt, må så naturligvis debatteres. Det kan være jeg vender tilbage og gør det.

/kbsj

Tak for kommentarer.

Til Poul Simonsen:

Helt enig, der er ikke et ét til ét forhold mellem interesser og bevidsthed/stemmeafgivning. Men jeg er altså såmeget marxist, at jeg - og historien! - mener at det er de interessebårne meninger, der er solide og som vil bære igennem. Det er godt at der er idelalister, men de vil altid være i mindretal.

Du peger på noget meget vigtigt, nemlig at marginaliserede i Danmark ofte stemmer på Dansk Folkeparti, skønt de selvfølgelig har en soleklar interesse i en ordentlig velfærdsstat. Hvorfor? Vel dels fordi partiet har haft held til at sælge sin 'sociale profil' med ældrecheck osv, dels at SD/SF ikke har formået gennem sin politik at overbevise om, at de varetager disse gruppers interesser. På det sidste har SF endda udtrykkeligt sagt, at det er 'manden i kedeldragt', hvis interesser skal varetages, - og ikke dem udenfor arbejdsmarkedet.

Til Kasper Bjering:

Når du får læst videre vil du få din formodning bekræftet, nemlig at artiklen handler om Danmark. Jeg er helt enig i at situationen er en helt anden i fx Kina og Indien, hvor den oprindelige akkumulation, dvs. overgangen fra landbrug til industri, stadig er i fuld gang.

Hilsen Anders Lundkvist

Hej AL   jeg ville gerne se nogle uddybede oplysninger om sammensætningen af de privatansatte - altså faggrupper osv. Fordi det ville gavne min forståelse.

Alt i alt er det, du taler om " den post-industrielle - velfærdsstats- nedbrydning" - eller ?

Venstre som det største arbejder parti - er interessant - for hvem er arbejderne?

Hej Elisabeth.

Så vidt jeg husker er der blandt privatansatte 3-4% i landbrug, fiskeri og råstofudvinding, omkring 20% i industri og bygge og anlæg, og resten i service/tjenesteydelser. Den sidste kategori er meget sammensat - banker og finans, it-virksomheder og meget andet.  De offentligt ansatte udgør knap 33% af hele arbejdsstyrken og de yder alle tjensteydelser (hjemmehjælpere, læger, lærere osv.).

Ja, man kan godt tale om at velfærden er truet i det service-baserede (post-industrielle) samfund.

At så mange arbejdere/lønmodtagere stemmer borgerligt (især Venstre og DF) er unægtelig et stort problem. Jeg tror det dels skyldes, at mange lønmodtagere er 'fjernkapitalister' (som jeg kalder det i artiklen), dels at SD og SF fører en politik, der tit gør det vanskeligt at skelne dem fra de borgerlige - og hvorfor så ikke stemme på den ægte vare?

Venlig hilsen

Anders Lundkvist

Hej Anders

Der er vel ikke noget nyt i, at personer i banker, forsikringsselskaber osv stemmer borgerligt - det har de jo altid gjort. De er jo også ansat direkte til varetagelse af kapitalens interesser. HK ansatte i forretninger, der vel også er en del af denne gruppe, har jo heller aldrig haft nogen særlig "klassebevidsthed".

Forskellen på de større byer og de mindre er også markant. Tjekker man københavnske forstæder som Rødovre så er der næsten flertal til S SF og Ø.  http://www.kmdvalg.dk/FV/2011/F204175.htm, i Albertslund er der klart flertal http://kmdvalg.dk/FV%5C2011/F207165.htm.  Her kan man se afstemnings resultatet på alle stederne i Århus. http://stiften.dk/valgresultat-2011   Som man tydeligt kan se, er der stort set forskellige grader af rødt over det hele - undtagen langs vandet - gæt prisen på byggegrunde der .. ;)  og så langt udenfor byen. Karakteristisk er det at inde i Århus by, bor de veluddannede - de stemmer mega meget på de Radikale, mens de fx i Trige, nord for Århus, hvor der Trigeparken bl.a. ligger og er kategoriseret som "ghetto" af  VKO. Der stemmer man først og fremmest socialdemokratisk. Et kort som viser hvor folk er mest rige, men også deres erhverv.

Men så se Ikastkredsen - så er vi ude på landet - der stemmer folk venstre.http://www.kmdvalg.dk/FV/2011/F907.htm

Danmarks største ghetto - Gentofte lever i sin helt egen subkultur- her er stemmer man på liberalister http://www.b.dk/valgresultat/opstillingskreds-74.html 

 

alt dette for at konstatere, at der er stor forskel på land og by (og så overklassen helt ude af trit med resten...)

Så, er der ikke andre faktorer på spil end industriens udflytning til Asien ?

Den gamle arbejderklasse, hvis kerne var industriarbejderne, eksisterer ikke mere. (Anders Lundkvist)

Og sammen med den, forsvandt også Solidariteten på tværs af Fagene og i Fagbevægelsen. Og "Ny Løn" gav dødstødet til Solidaritet Kollegaer imellem.

Tillidsfolk er ca. lige så magtfulde, som en Elevrådsformand på en gennemsnitlig Folkeskole. De bliver kørt rundt i manegen af veluddannede DJØF´ere.

Ingen tvivl om, i hvis ærinde de Socialdemokratiske Pampere i Fagforeningerne har gået, man kan se det på den Formand de har valgt til deres Parti. De satte sig tungt på Fagbevægelsen, og langsomt har de Garrotteret den, til stående applaus fra deres Kapitalistiske venner.

 

 

Marx havde i og for sig ret. Det han ganske rigtigt ikke foruså var, at den proletariske magtovertagelse ikke blev en "blue-collar"-overtagelse, men en "white-collar". Antallet af hvide kraver, oversteg antallet af blå, fra og med 1950 - i USA.

På et splitsekund blev "arbejderne" til "de professionelle", som nu regerer os gennem deres professionelle hierarkier og gennem Bruxelles.

Vi lever skam i "Proletariatets Diktatur". Nemlig i det "De Professionelles Bureaukratur", som det ved nærmere eftertanke selvfølgelig måtte udvikle sig til. Med al den fejhed og kedsommelig ensretning, som tilpasningen til et karrieredrevet, professionelt hierarki fører med sig.

Så i den forstand, er arbejderne slet ikke så egentligt borgerlige. For tidens store strømning, de sociale reformer og ændringerne i magtstrukturerne, har fejet de traditionelt borgerlige af banen. "Vi er alle socialister", som den konservative Christmas Møller sagde det for allerede mange år siden.

Se selv: Man har ikke længere ære af at have "gjort det godt" (jvf. d"en amerikanske drøm") - man har ære af at "arbejde med" noget (jo mere abstrakt beskrivelsen af det, man arbejder med er, jo bedre og mere ærefuldt). "Det er et arbejde" retfærdiggør alt. De store virksomheder ledes ikke længere af magnater, som Christian Kjær og Mærsk McKinney Møller - de ledes af professionelle. Af arbejdere, der er kommet til magten, så at sige.

Det amerikanske, borgerlige demokratis dage er talte, som hovedstrømning at regne i hvertfald. Det vil blive inkluderet i den fremtidige udvikling, men aldrig mere komme til at dominere, ganske som det bliver tilfældet med USA selv. 

Vi er unægteligt også kommet dertil, at vi allesammen er så rige, at vi paradoksalt nok - i modsætning til i liberalisternes "Paradis", Dubai - selv er nødt til at pudse vores sko. I forhold til alle andre tider, er det mest påfaldende denne epokes, ikke så romantiske, socialistiske præg. Det bliver historiens etiket på den.

De fleste mennesker vil umiddelbart kunne genkende det, også som et stadig større fravær af direkte demokrati i samfundet. Nu har vi en art socialistisk strømning, der har skabt en vis formel lighed mellem mennesker, og så alligevel ikke rigtigt.

Men vi er jo heller ikke færdige med revolutioner og omvæltninger.