Kurdiske solidaritetsgrupper angrebet ved grænsen til Kobanê

Ferman nærmest råber, da han fortæller mig, at han har forladt sin kone og sine otte børn i Tyskland for at komme her og kæmpe mod ISIS.

Den 38-årige kurder forlod Tyrkiet for 25 år siden. Han havde bygget et nyt liv op i Stuttgart, hvor han havde et godt betalt job. Nu har han forladt alt for at støtte sine kurdiske brødre og søstre i Kobanê.

Hans sko er stadig skinnende nye – jeg kan tydeligt se, at han har købt dem til lejligheden.

Han kom for blot tre dage siden og leder stadig efter en måde at krydse grænsen til Syrien, så han kan slutte sig til Folkets Forsvarshær (YPG).

Efter at have overværet de grusomheder, hans folk måtte gå igennem, mens hele verden ser på, fra hans komfortable hjem, besluttede han at handle:

»Jeg har også døtre, en kone og søstre. At se hvordan ISIS behandler kvinder, voldtager dem, skærer deres bryster af og sælger dem som slaver, det er mere, end jeg kan bære.«

 Han samlede sin familie i stuen og fortalte dem, at han ville rejse til Tyrkiet for at slutte sig til modstanden mod ISIS i Kobanê.

Han fik et kys af sin kone og velsignelser fra sine børn, og han er nu klar til at dø for at beskytte livet og æren for mennesker, han aldrig kommer til at møde; fremmede der er mere værdifulde for ham end hans egen familie.

Ferman understreger, at det ikke kun er en kamp for det kurdiske folk:

»ISIS er en fjende af menneskene; kurdere, kristne og resten af menneskeheden.«

Han kan simpelthen ikke forstå, hvorfor der ikke er nogen international støtte til den kurdiske kamp.

»PKK beskytter alle, uden hensyn til deres etnicitet og religion. 40 millioner kurdere kan ikke alle være terrorister. Mit ønske er, at PKK bliver fjernet fra terrorlisten. Giv os vores våben, og vi vil bygge et andet Europa her i Mellemøsten.«

Fængslede flygtninge

Når grænsen er hermetisk lukket, er problemet ikke kun at komme ind i Syrien, men i nogle tilfælde vigtigere, hvordan man kommer ud.

En af mine gode venner her i Urfa fortalte mig historien om en ung YPG-kombattant, som blev ramt i benet af et skud.

Hans kammerater bragte ham hurtigt til grænsen med intentionen om at tage ham på hospitalet i den tyrkiske grænseby Suruç.

Det tyrkiske militær lod ham imidlertid vente i fire timer ved grænsen, før de tillod ham at komme ind.

Imens blødte han fortsat, og han endte med at dø af blodtab.

Efter at have åbnet grænsen for over 140.000 kurdiske flygtninge, der flygtede før ISIS’ fremrykninger, behandler den tyrkiske stat nu alle, der kommer ind i landet fra Rojava (den kurdiske del af Syrien, red.) som potentielle terrorister.

En tyrkisk embedsmand siger til Agence France-Presse: »Fra nu af vil enhver, der kommer fra den anden side af grænsen, være fra enten PKK eller YPG. Vi taler om landets sikkerhed.«

Derfor er hundreder af kurdiske flygtninge blevet fængslet i Tyrkiet. De bliver tilbageholdt uden sigtelse på to skoler i Suruç, hvor forholdene er så forfærdelige, at flere af dem efter sigende har startet en sultestrejke.

I bussen fra Urfa til Suruç pegede en af mine medpassagerer på et skolekompleks i udkanten af byen, og krydsede håndled, det internationale tegn for »arresteret«.

Den næste dag kontaktede en af mine venner, som oprindeligt er fra Kobanê, mig på Facebook for at fortælle mig, at hans far var én af de tilbageholdte.

Da han spurgte sin far, om han kunne gøre noget for ham, svarede hans far bare, at »medierne burde rapportere om folk her.«

Han tilføjede: »Vi er 156 mennesker, 41 af dem er kvinder og børn. Der er også nogle freelancejournalister iblandt os.«

Staten blev, efter protester og sagsanlæg fra menneskerettighedsorganisationer og den lokale afdeling af det pro-kurdiske DBP (Det demokratiske regionsparti, red.) tvunget til at gøre noget ved disse ulovligt tilbageholdte flygtninge.

Regeringens undskyldning var, at de var nødt til ved hjælp af fingeraftryk at tjekke, om nogle af de tilbageholdte tilhørte det ulovlige PKK eller dets syriske søsterorganisation PYD (den politiske gren af YPG/YPJ).

Hvor 260 mennesker indledningsvist var blevet tilbageholdt, blev 156 flyttet fra skolerne til en sportshal, og man forventer, at de snart bliver løsladt.

Men man ved meget lidt om de resterende 104 tilbageholdte flygtninge.

Menneskelige skjold ved grænsen

I Suruç tager jeg en taxa for at komme til landsbyen Boydê, der ligger lige på grænsen.

Flere kammerater fra DAF (Devrimci Anarşist Faaliyet, en anarko-kommunistisk organisation, red.) har base her, så de kan danne en »menneskekæde« for at forhindre ISIS-støtter i at krydse grænsen til Syrien.

For at undgå uønskede forhør fra overmistroiske sikkerhedsstyrker, vælger taxachaufføren at køre til min destination ad jordveje på markerne og små, ubevogtede veje, der forbinder landsbyerne med hinanden.

Hundreder af mennesker er kommet fra hele Tyrkiet for at vogte grænsen og for at vise deres solidaritet med det kurdiske folk.

Uheldigvis lykkes det, på trods af at solidariteten har en kraftfuld virkning, alligevel ISIS-jihadistspirer at komme ind i Syrien.

Der er mistanke om, at det sker med hjælp fra den tyrkiske stat, som enten vender det blinde øje til eller ligefrem sørger for transporten, som nogle af de mennesker, jeg har snakket med, hævder at have set.

Situationen i Boydê er overraskende afslappet.

Et medlem af solidaritetsgruppen fra Van følger mig til fods på en jordvej hen til den næste samling huse, hvor DAF har base sammen med solidaritetsgruppen fra Erzurum.

Folk sidder under træerne ved vejen i små grupper på tre eller fire. Et par mænd laver mad, en anden laver çay (tyrkisk te, red.).

På bygningernes tage sidder folk og overvåger grænsen med kikkerter. De holder øje med ISIS' bevægelser i udkanten af Kobanê.

Fra taget kan jeg faktisk se fire ISIS-kombattanter med mine egne øjne; små sorte figurer der kryber på en lille bakke kun lidt over en kilometer væk.

Lejlighedsvis hører vi den skrattende lyd af en Kalashnikov, der bliver affyret, men det lader ikke til at forstyrre soldaterne, der sidder i pansrede mandskabsvogne og tanks og patruljerer grænsen.

Det tyrkiske militær bevæger sig op og ned ad grænsen, men de lader ISIS-kombattanterne – som ikke kan være mere end et par hundrede meter væk fra grænsen – være i fred.

Nu og da bliver vi forskrækket af høje brag, når et af koalitionens kampfly bomber ISIS' positioner i udkanten af Kobanê. Som regel kan vi se røgen, før lyden når os.

De lokale kurdere og de civile grænsevagter lader til at synes om hver eneste af bragene.

Indtil for et par dage siden anklagede såvel lokale folk som YPG-kilder den amerikansk-ledede koalition for blot at bombe tomme bygninger og olieanlæg uden for Kobanê, men på det sidste lader det til, at luftangrebene har været lidt mere effektive.

De lokale på en bakke med udsigt over byen fortalte mig i dag, at situationen var blevet en smule bedre siden i går.

Kammeraterne fra DAF er ivrige efter at dele deres oplevelser og observationer med mig:

»I de sidste par dage har vi set, at folk prøver at fjerne de kunstige grænser og skabe en rigtig revolution. Vi ser også, at folk her ikke har givet op, selvom mange frihedskæmpere er blevet dræbt. Tværtimod har deres kammeraters død kun forstærket deres tro på revolutionen.«

Boydê under angreb

Den samme aften, kun et par timer efter jeg forlod landsbyen for at tage tilbage til Suruç, blev lokale folk og solidaritetsgrupperne i Boydê angrebet af gendarmerne.

Gendarmerne skød tåregas og slog med stave i et angreb, der lod til at have til hensigt at nedbryde folkets støtte til deres brødre og søstre på den anden side af det svært bevogtede hegn. De konfiskerede også flere tusinde tyrkiske lira (1 lira er ca. 2,5 krone, red.) og et antal mobiltelefoner.

Jeg har tjekket og dobbelttjekket denne historie, og den er blevet bekræftet af flere forskellige kilder.

Byen Suruç, hovedvejene der leder til grænsekrydsningen ved Mursitpinar og selve grænsen er under sikkerhedsstyrkernes faste kontrol, men de ca. otte kilometer landbrugsjord, overstrået med gårde og krydset af jordveje og gedestier, mellem byen og grænsen er domænet for folkets modstand.

Det ville være usikkert for enhver ondsindet person (hvad enten vedkommende er i uniform eller har stort skæg) at gå rundt i disse områder, når sikkerheden strammes ved mørkets fremkomst.

Improviserede checkpoints bemandes af folk fra KCK (Kurdistans Fællesskabers Union, kurdisk paraplyorganisation, red.).

Mens vi kører rundt på de uoplyste veje, og efter at være blevet stoppet ved endnu et checkpoint, påpeger min ven, at uden dem ville jeg ikke have været i stand til at komme så meget som en kilometer ud af byen.

Iskender Doğu er freelancejournalist, bosat i Istanbul og redaktør på ROAR Magazine, hvor artiklen offentliggjort den 11. oktober 2014

Han kan følges på Twitter: @Le_Frique.

Artiklen er oversat af Mikas Lang.

Læs også Iskender Doğus artikel »Kurdere gribes af håb og fortvivlelse, mens Kobanê fortsat yder modstand« på Kontradoxa

Se også linksamlingen hos Modkraft Biblioteket om Islamisk Stat.