Annonce

Solidaritet
21. august 2015 - 15:14

Kurdiske protester mod Tyrkiets bombardementer fortsætter

Kurdere fortætter protester mod Tyrkiets luftangreb på PKK-baser og intervention i kurdiske områder. Også i Danmark, hvor der lørdag er demonstration.

Tredje lørdag i træk er der demonstrationer rundt om i større europæiske byer.

Dansk-kurdiske foreningerne mærker stigende opbakning i kampen for kurdernes civile rettigheder, også kurdere imellem.

1. august i år brød den tyrkiske stat 2 ½ års våbenhvile og fredsforhandlingerne med PKK ved et luftangreb på Qandil-bjergene i Nordirak.

Det skabte vrede blandt kurdere globalt. Men også internationalt: Der har været solidaritetsdemonstrationer i bl.a. Danmark, Sverige, USA, Tyskland og Frankrig. Og i Tyrkiet.

Ifølge Deniz Benli, talsmand for FEY-KURD, Sammenslutningen af Kurdiske Foreninger i Danmark, er frustrationen ikke blevet mindre af, at præsident Erdogan har truet med at ophæve 80 nyvalgte prokurdiske HDP-parlamentsmedlemmers immunitet.

– Vi mærker god opbakning i Danmark, vores netværk er vokset. Nu rummer vi det hele, små stridigheder imellem forskellige kurdiske grupperinger er glemt, siger Deniz Benli til Modkraft.dk.

Lørdag den 22. august arrangerer FEY-KURD for tredje gang demonstration i København på Axeltorv.

Parolen er igen: »Stop Erdogans krig mod kurderne!«

Appel fra intellektuelle

132 intellektuelle har den 10. august skrevet et brev til De Forenede Nationers Sikkerhedsråd, den amerikanske regering og EU.

Brevets underskriverne er blandt andre Margaret Owen, menneskerettighedsforkæmper i Storbritannien, Senem Guneser, journalist fra Belgien og Tara Twana, medlem af Stockholms Läns Landsting.

Blandt brevets 132 afsendere af journalister, akademikere, forfattere, politikere og menneskerettighedsaktivister er også den danske forfatter Tommy Flugt, der har været med til at tage initiativet.

Appellen lyder:

»Gennem dette brev fordømmer forfattere og journalister i Kurdistan og vores venner rundt omkring i verden Tyrkiets krigsførende politik mod den kurdiske nation. Vi beder FN’s Sikkerhedsråd, den amerikanske regering og EU om, at anvende politisk pres og diplomati til at begrænse Tyrkiets militante politik mod kurderne«.

Læs »Stop Erdogan’s war against peace and democracy« hos Kurdish Aspect

Genopbygning af Kobane

Lidt over en håndfuld forskellige solidaritetsforeninger og organisationer i Danmark arbejder kontinuerligt på at skabe opmærksomhed om den kurdiske kamp ved at arrangere folkemøder, debatpaneler, demoer, støttefester og kulturarbejde.

De største er FOKUS-A og FEY-KURD, der samarbejder med fx Enhedslisten, Kurdisk Forum og Horserød Stutthofforeningen.

Lige nu er fokus på solidaritetsarbejdet for genopbygningen af Kobane, den kurdisk/syriske by i Nordsyrien.

I juni måned blev der i Europa Parlamentet afholdt en konference om Kobane. Genopbygningsarbejdet går først og fremmest på mineoprydning, opbygning af infrastruktur og opbygning af skoler.

Læs »International Mobilization to Rebuild Kobanê« hos HelpKobane

Læs »STAND WITH KOBANÊ« (københavnerbaserede non-profit initiativ til genopbygning af Kobane) hos FIREFUND

Læs »Kobanê will still rebuild« hos HelpKobane.com

Se »7 DAY CHALLENGE: 10,000 People For Kobane!« (video optaget af Naila Bozo, lægestuderende fra Odense, i starten af august 2015) på Facebook

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce