Kurdere gribes af håb og fortvivlelse, mens Kobanê fortsat yder modstand

Efter at have snakket med en masse mennesker og set og hørt mere end mit hoved kan bearbejde i løbet af de sidste dage i det nordlige Kurdistan, er det nu tid til at dele nogle observationer og erfaringer.

Tirsdag den 7. oktober, gik kurdere i hele Tyrkiet, men specielt i landets sydøstlige region, på gaden for at protestere mod Tyrkiets rolle i den måske forestående massakre i Kobanê.

Protesternes størrelse og intensitet var, ligesom statens reaktion, de mest voldsomme, man har set (i hvert fald siden 1990’ernes vold). De fleste mennesker, jeg har mødt de seneste par dage, deler opfattelsen af, at det er begyndelsen på en ny kurdisk opstand.

Indledningsvist er det nødvendigt at gøre det fuldstændigt klart, at kurderne ikke protesterer for at kræve en tyrkisk militærintervention, som det er blevet fremført i flere mainstream medier.

I stedet kræver demonstranterne – kurdere og sympatisører – at Tyrkiets hemmelige støtte til ISIS hører op, og at grænsen ved Kobanê åbnes, så flygtninge kan komme ud af og humanitær hjælp og våben ind i Syrien.

Alle personer, jeg snakkede med i Diyarbakir, Urfa, Suruç og i landsbyerne ved grænsen, var enige om en ting: ISIS kunne aldrig været blevet så store, som de er, og kunne ikke indtage så meget af Rojava (den kurdiske del af Syrien), som de har, hvis ikke det var for den materielle, finansielle og logistiske støtte, ekstremisterne har modtaget fra den tyrkiske stat.

Tyrkiets beskidte kneb

I en landsby uden for Suruç, den tyrkiske grænseby der ligger over for Kobanê, fortæller et par unge mænd – alle syriske kurdere – mig, at de ikke kan sove om natten på grund af deres frygt og bekymringer.

Kobanê kan ses i horisonten, og røgsøjler stiger op fra byen som følge af koalitionens luftangreb. Flyvemaskiner svæver konstant over vores hoveder.

De kurdiske mænd er en del af en gruppe på seks familier, der har krydset grænset til Tyrkiet sammen, og som nu har søgt tilflugt i en lokal bondes hus. De bekræfter over for mig, at de med egne øjne har set et tog, lastet med tanks og ammunition, køre ind i Syrien fra Tyrkiet, med et ukendt sted i ISIS-kontrolleret område som distination.

Abdurrahman Abdulkhadir, en syrisk kurder i halvtredserne, der forlod sit hjem for omkring tyve dage siden, er klar i mælet: I landsbyen Xerbisan (omtrent 30 km fra Kobanê), hvor han ejede en café, så han YPG/YPJ (Folkets Forsvarshær og Kvindernes Forsvarshær) ødelægge fire ISIS tanks.

Ifølge Abdurrahman observerede den tyrkiske hær slaget mellem YPG/YPJ og ISIS på afstand, og det var ikke længe herefter, han så et tog, lastet med præcis fire tanks, køre ind i Syrien fra Tyrkiet for at udbedre de tab YPG/YPJ havde påført ISIS.

Ved en anden lejlighed så han en gruppe mænd med »store snigskytte-lignende rifler« komme fra Tyrkiet. Det var lige efter, at YPG/YPJ havde tvunget ISIS på tilbagetog. Den gruppe af bevæbnede mænd ændrede slagets gang, og havde til sidst dræbt over 80 YPG/YPJ-kombattanter.

Vi må selvfølgelig huske på, at dette ikke er hårde facts, men når man hører de samme »historier« og »rygter« igen og igen fra adskillige forskellige kilder, kan man ikke undgå at overveje, om de er sande.

Støtte til Rojavas revolution

Der er et tema, som vender tilbage, i alle de forskellige samtaler, jeg har haft med syriske flygtninge de sidste par dage: Alle personer, jeg har snakket med, udtrykte deres fulde støtte til Rojavas sociale revolution.

En 42-årig far til to, der nu bor med sin familie i gården ved en moské i Suruç, og som er afhængig af kommunens generøsitet i forhold til at give dem mad, gør det meget klart, at hans liv aldrig havde været bedre, end da den demokratiske autonomi blev indført i Rojava:

»Det var smukt. Alle kunne nyde deres frihed. Mænd og kvinder blev behandlet lige, og der var ikke nogen spændinger mellem de forskellige religiøse og etniske grupper.« 

Han fortæller mig, at hans skæg er blevet hvidt de sidste to uger:

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mit liv.«

Han fortsætter med at forklare, at han hellere vil bo i et telt i Rojava end at blive i her Tyrkiet, hvor han er så bange for regeringen, at han ikke engang vil oplyse mig sit navn.

»Der er to visheder i en kurders liv: undertrykkelse og død.«

Beklageligvis er den ene ting, der kunne ændre denne kurdiske skæbne, Rojava-revolutionen, nu lige ved at blive knust i Kobanê som følge af de fortsatte angreb fra ISIS og den tyrkiske regerings kynisme.

Abdurrahman understeger, at kantonsystemet, en slags konføderation af lokalsamfund, der regerer sig selv gennem lokale råd og direkte demokrati, ikke bare var gavnlig for kurderne, men var et fælles projekt, der involverede alle de lokale etniske grupper, assyrer, yezidier, turkmenere, arabere og andre.

Wahab og Serhat, to unge aktivister i DAF (Devrimci Anarşist Faaliyet, en anarko-kommunistisk gruppe, red.), der har været ved grænsen i over to uger i solidaritet med kurderne fra Kobanê, hjælper flygtninge på begge sider af grænsen, og holder vagt i en af landsbyerne for at forhindre kommende jihadister i at krydse grænsen til Syrien og slutte sig til ISIS.

De deler Abdurrahmans holdning:

»Revolutionen i Rojava er imod statsdannelse og terroristbander. Den er baseret på frigørelse og direkte demokrati; den handler om autonomi og selvbestemmelse, og afviser enhver form for hierarki og autoritet.«

Uroen fortsætter

Imens jeg skriver disse ord i Urfa (10. oktober 2014, red.) kan jeg høre det lokale politi skyde tåregas mod prokurdiske demonstranter et par gader væk.

Samtidig kan jeg høre koalitionens kampfly, der er på vej til Kobanê, som ligger omtrent 50 km mod syd.

Situationen i Nordkurdistan (det sydlige Tyrkiet) eskalerer hvert minut. På trods af opfordringer fra PKK-leder Öcalan og HDP (det tyrkiske »Det demokratiske folkeparti«) til at standse volden, er der blevet berettet om endnu 10 dødsfald i dag.

De føjer sig til de mere end 20 omkomne de sidste to dage.

Ofrene er ikke kun kurdiske demonstranter, men også politibetjente og ISIS-tilhængere, hvilket giver anledning til frygt for en eskalerende  konflikt i Tyrkiets sydlige provinser.

Forudsigelsen om, at en ny generation af kurdere er radikaliseret i en sådan grad, at selv PKK har svært ved at holde styr på dem, ser nu ud til at gå i opfyldelse.

Man kan kun gætte på, hvordan gaderne, kvartererne og byerne i Nordkurdistan vil se ud, hvis (eller når) Kobanê falder i ISIS' hænder.

Iskender Doğu er freelancejournalist, bosat i Istanbul og redaktør på ROAR Magazine, hvor artiklen oprindeligt er bragt.

Han kan følges på Twitter: @Le_Frique.

Artiklen er oversat af Mikas Lang