Kunsten er sandheden om hverdagslivet

Tak for invitationen til at åbne denne udstilling.

Der er jo noget særligt ved sandheden, sagde vi til hinanden engang i halvfjerdserne, og dermed vi mente ikke - som mange borgerlige æggehoveder: At sandheden er en relativ størrelse.

Tværtimod vidste vi inderst inde:

At vores liv kunne være temmelig meget bedre end der er
Og at der ligger en glæde
Som vi bare bruger alt for lidt
At vi ku elske meget mere
Hvis vi bare ku få lov
At det er skønt at lege med et lille barn
At vi gemmer en ømhed som en blomst, der vokser under sne
At vi får lov til at bruge
alt for lidt af det vi sammen kan
Og ikke mindst:
At andre går og høster frugten af vores lange dag.
Jo, jo, jo, vi vidste det godt
Og sådan digtede jo også Jesper Jensen
Og vi gav ham ret
dengang

Og i dag:

Vi får ingen anden verden, hvis vi ikke tager den selv
Ja, vi ved det godt.

Der er noget særligt ved sandheden: Ja, det er frydefuldt at skabe sande smukke billeder, såvel i sange som på det hvide lærred.

Der er forhold - i og mellem mennesker - som er eviggyldige. Kunsten er, at pejle dem på en sådan måde, at vi bare må overgive os og sige:

Ja, sådan er det.
Kan vi kikke op i
Himlens uendelige blå
Og drømme om at gøre det vi aldrig må?
Ja, vi kan
Kan vi smutte med en sten på det blanke vand
Og klippe spekulanten til en sprællemand?
Ja vi kan
Der er farer, der er trusler
Og det hele kør i ring
Men sammen kan vi få det hele til at sving.
Ja, vi kan.
Når vi er sammen, sker det noget.
For det begynder med hinanden.
Det var, og det er stadig budskabet.
Og Obama tyvstjal det
og vandt et præsidentembede

Også i dag på denne smukke udstilling af billeder, billeder fra engang,
Er det budskabet
Kan vi glemme os selv
Og knække en nød
Før det er strengt nødvendigt, skal man ikke spille død
Ja, interesserer vi os for hinanden, så slipper vi tanken om,
At en dag så er vi ikke mere.
Det er nu du skal samle til bunke
Så du kan gemme det
Til du en dag alene skal møde
Det, der engang må ske.

Og mens vi er her, skal vi onde lyne mig have det skægt.
Tag ikke fejl: Klassekamp er en også en fest.
Avanti Populo og Bela Caio, ja, der skal gang i kludene,
og så lad andre kalde det kunst, eller hvad de vil, det må blive deres problem.

Lagde Hartling lidt på bajerne og cigaretterne, ja, så stod den danske arbejderklasse skulder ved skulder på Christiansborgs slotsplads, og vi sang sammen:

Først valser de til venstre, så halser de til højre.
Og så er vi lige vidt
Og Boogie Woogie.

Skal man være lidt firkantet og filosofisk, så har der ligesom altid været to bevægelser, to veje, i vores såkaldte åndsliv: Den borgerlige romantiske, hvor kunstneren sidder alene og får budskaber og inspiration ovenfra - hvis ellers den gamle deroppe gider - og så den mere, skal vi sige, kulturradikale, hvor man digter om og maler den virkelighed, der er lige uden for vinduet.

Se Erik Hagens dejlige billede her på udstillingen: Jeg er tilskuer til livet og virkeligheden, såvel som til det, der sker i drømmenes verden. (Og for mit vedkommende – gerne meget mere end tilskuer).

De sange, jeg synger, har ståsted og rødder i et folkeligt oprør. Et oprør, som ikke mindst mange af os, der var unge i tressernes fandt så inspirerende og brugbart.

Jeg blev dengang en, der kikkede mig omkring og sagde:
Hej, hvad sker der lige her?
Hvad har magthaverne gang i, og skal de have lov til at eje og bestemme det hele?
Gu skal de da ej:
De talentløse tumper har da ikke fattet en brik:
Ligklæder ikke har ingen lommer,
så hvorfor ikke bare indrømme, at det er røvkedeligt at svømme alene, som en anden Joakim von And, i hver sin aflukkede og tyverisikrede pengetank af et samtalekøkken.

En dag forærede Jesper Jensen mig og de andre medvirkende i Fiolteaterets forestilling, »Husker du vor skoletid«, Karl Marx’ Manifest. Jeg kan huske, vi stod sammen i garderoben og fik et eksemplar hver. Det bragte for en tid lidt ro og orden oven i vores langhårede hoveder: Kapitalismen er bare en overgang inden socialismen tager over, og det hele ender smukt med kommunisme.

Såre enkelt og betrykkende. Vores tid, folkets tid kommer engang. De gode vinder og de onde taber.

Og bag på LPén Europasange skrev vi kort og godt:

Der er kun en nation, det er mensker,
Der er kun et fædreland, det er jorden
Der er kun en religion, det er kærlighed.

Sådan.

Senere lærte jeg, at sandheden og klassekampen må aldrig stå alene. Den er f.eks. alt for vigtig til at overlade til politikerne.  Uden følelser og empati - uden kærlighed går det ikke.

Derfor er der brug for mennesker, der kan række ud over sig selv, vise følelser og kærlighed til børn, unge og gamle.

Som malerne her i dag. De fortæller om kvinder alene med deres børn og deres huslige arbejde, store slidte gamle varme hænder, gaden med de, der ikke har hjemme i verden mere, kysset på kælkebakken, fabrikken, håndværket, fyraften og pigen, der står og venter.

Jeg tænker altid på Folmer Bendtsens smukke fyraftensbillede i DR´s gamle kantine, når jeg synger:  Nu piber alle føjter. I den nye TV bygning er det kun fladskærme.  

Dengang jeg var ung lavede vi kærlighedssange, både lykkelige og ulykkelige, sange, der gik tæt på. Rigtigt tæt endda og helt ned i detaljen. For derved blev det synligt og nært.

I min generation var pigerne ofte bedst til det. Når Trille sang: Så gik det kærligheden år, og fletningerne kom i postkassen, så ramte det, og fortalte om vores fællesskab og den svære kærlighed, som så alt for let forsvinder, som den varme ånde i den grå mandag morgen.

Således får kunsten i klassekampen billeder os til at huske andre billeder og historier, egne billeder og egne oplevelser.

»Første maj står mange mennesker skulder ved skulder«, sang vi, og jeg så dem stå i fælledparken med de røde faner og det grønne løv.

Helt modsat den mainstream, der daglig omgiver os, hvor der, som med tapetet på væggen, intet er på spil.

Kunsten i klassekampen er autentiske fortællinger om hvad der sker mellem os mennesker.

Og om hvad vi drømmer skal ske engang. Helt modsat den borgerlige kunst:

Hvor livet har fødderne solidt plantet i cementklodser.
Hvor kunsten er til for kunstens skyld - og ikke andet.
Hvor den store forkromede kedelighed hersker, fordi modet og lysten til at leve i hverdagen ikke findes.
Hvor det heroiske er reduceret til postmoderne liberalistisk ligegyldighed.
I New York indvies nu det nye tårn, Frihedens Tårn.

Tårnet er bygget op efter katastrofen med Twin Towers, endnu højere, endnu grimmere,  men nede i gaderne vågner Occupy og siger: Hvem har dog givet bare en procent af os amerikanere ret til at bestemme det hele, at vi ikke har hjemme i verden mere?

For selvfølgelig har vi det.  Derfor skal vi sætte en dagsorden:

Så børnene ikke spærres inde i skolerne, i den misforståede tro, at jo længere de er indespærret, jo mere lærer de.
Så de unge ikke bare skal bare se at blive færdige i en fart, så de kan tjene kapitalens interesser.
Så de lærer for livet og ikke for erhvervslivet
Og hvor vi ikke bare skal op om morgenen for at redde verden med mere vækst og forbrug - og merværdi til de rige.
Og os gamle (ældrebyrden) stues væk med måske et bad om ugen og opvarmet dybfrossen mad fra store fjerne centralkøkkener.

De billederne, som I i dag skal se, blev for manges vedkommende skabt i en tid, hvor man havde mod til at tænke store tanker.

Om det danske folks vej fra vugge til grav, hvor man lagde planer, og hvor man drømte om at gøre verden mere menneskelig, mens man skabte vores velfærdssamfund.

Jeg så udstillingen i onsdags, og jeg undrede mig lidt over, hvad tanker min tid egentlig i dag gør sig om kunsten og den verden, som vi lever i på godt og ondt.

Ja, faktisk ser det jo ikke for godt ud. Danmark har tabt to krige. Aldrig har der været så mange arbejdsløse i verden. Vi smadrer klimaet, og gældskrisen kører forsat derudaf.

Engang stod den danske arbejdsklasse skulder ved skulder, i kampen for velfærdssamfundet. Nu kan man dårligt nok samle nogle få hundrede til en demo mod krigen og forsvar for miljøet.

Hvor er det samspil mellem politik og kunst, som var så vigtigt dengang disse billeder blev skabt?

Hvorfor er der så få, der tager sig af, hvor elendigt magthaverne røgter vores samfund? Hvorfor har man i dag erstattet den udadvendte samfundskritik og meldt sig ind i flinkeskolen?

Hvorfor sidder mine unge kollegaer bare og kikker ned i guitarhullet, digter på engelsk om hjerte og smerte og hverdagens små finurligheder og malerne maler billeder af dronningen, mens de rige bliver rigere og de fattige fattigere?

Hvorfor har unge i dag vendt blikket indad til en slags indadvendt selvtugt med kursus og coach, og afreagerer selvkritisk på problemer (nysprog: udfordringer) med omstillingsparathed som et effektiviseringsmiddel for at kunne klare tidens konkurrencevilkår?

Hvorfor går man i fitnesscentret i stedet for at protesterer over, at DR endnu engang tager røven på os med mad og livsstils programmer og X-factor. Rent ud sagt, hvor befinder indignationen, empatien og fællesskabet sig i dag?

Hvad sker der med festen, de varme hænder og ømme kys, når det bare hele handler om at spille spillet og fyre sig selv af?

Svaret på disse spørgsmål er ikke mindst denne udstillings fortælling om oprøret.

En art dokumentation, der fortæller os, at

Det kan blive bedre kammerater
Men vi klarer den ikke alene.

At det er torskedumt at tro, man kan klare sig uden fagforeninger.

Det er naivt at tro, at vi – de såkaldte medarbejdere - ror i samme båd som direktøren, at vi rent ud sagt ikke længe er - proletarer.

Arbejdermuseet er genialt, for her får vi den historie, vi i dag har så meget brug for. Historien om et folks stolthed, deres drømme og deres respekt for menneskelige værdier.

I dag befinder vi os i en verden af forbundne globale kredsløb, som menneskeheden ikke tidligere har kendt til. Grundlæggende er intet ændret, men det kan være rigtigt svært at søge ind til kernen.

Derfor er Arbejdermuseet så vigtigt, fordi vi her får historien om vores grundvilkår.

Tiden råber på en ny protestkultur på oprør nu og her.

Denne lille fine udstilling pejler på egen lille stolte måde retningen.

Tusind tak for at få lov og den store ære at erklære udstillingen »Med Mennesker« åben.

Rigtig god fornøjelse.

Arne Würgler er musiker. Artiklen er hans åbningstale for udstillingen »Med Mennesker« på Arbejdermuseet i Rømersgade, København.

Læs mere om udstillingen, der blandt andet viser malerier af Jørgen Andersen-Nærum, Victor Brockdorff, Erling Frederiksen, Erik Hagens, Anette Harboe Flensborg, Aksel Jørgensen, Ursula Reuter Christiansen, John Kørner og Hans Scherfig, men også i dag næsten glemte malere.