Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Kunstanmeldelse
29. maj 2015 - 14:35

Kultur og identitets flydende og forvirrende sammensathed

Biennalen i Venedig byder på overraskelser og spøjse indslag. Kunsten kommer til at stå som et spejl på individualismens tidsalder – også i det danske bidrag af Danh Vo.

Den 9. maj åbnede kunstbiennalen i Venedig for offentligheden.

På biennalens hovedområde, Giardini, kan man se landenes faste pavilloner, den centrale pavillon med en stor udstilling samlet af biennalens kurator, Okwui Enwezor, og flere kunstværker spredt omkring i parkområdet.

I alt er 89 lande repræsenteret med nationale bidrag, og biennalens kurator har fået yderligere 136 kunstnere til at levere værker.

De fleste besøgende vil derfor let kunne finde værker, som de synes er spændende, dybe eller smukke – eller grimme, grumme og irrelevante.

Det er op til den besøgende selv at løbe spidsrod mellem al kunsten og skabe sig sin egen historie om biennalen.

Biennalens kurator, Okwui Enwezor, har valgt den samlende titel ’All the World’s Futures’.

I udstillingsprogrammet skriver han, at det ikke skal forstås som et tema, der skal samle og udkrystallisere biennalens mange former og kunstneriske praksisser i en enkelt vision.

Enwezor søger snarere, at kunstbiennalen skal vise samtiden som en global virkelighed i konstant bevægelse mellem positioneringer og repositioneringer.

Et spejl på samtiden

Den beskrivelse passer også godt på det overordnede greb på biennalen. Snarere end at binde sammen tvinger kuratoren værkerne fra hinanden.

Her igennem gør Enwezor biennalens kunstværker til et spejl for individualismens tidsalder, hvor identitet er flydende og skabes gennem deltagernes egne valg.

Det er både desorienterende som besøgende og underligt frisættende, når man går rundt og forsøger at tage kakofonien af kunst ind.

For der er meget. Den besøgende drukner næsten i forskellige kunstneriske tilgange, kulturelle udtryk og sanseindtryk, men det er netop biennalens og kuratorens store force.

Som besøgende sætter han den besøgende fri til selv at sammensætte sin oplevelse og dermed skabe sin egen historie. Gennem vores valg skaber eller i hvert tilfælde cementerer vi vores identitet.

En global kakofoni af udtryk

Biennalen kan virke desorienterende på den besøgende, men kunstens kakofoni er også et interessant modigt greb, som sætter den besøgende fri.

Enwezors kuratering er modig, og det lader kunstens flydende helhed blive et billede på vores eksistensvilkår i en globaliseret og omskiftelig verden.

Man kan selvfølgelig godt gå på jagt efter det nyeste af det nye kunst, fremtidens udtryk. Det vil dog være svært at gøre med nogen autoritet i en global verden, hvor kunsten afspejler kulturelle udtryk, og så vil det være dybt personligt, hvad man synes er godt og mindre godt.

Selvfølgelig er der værker, hvor kunstfaglige analyser kan blotlægge, at værket et fladt som en pandekage. Det kan man for eksempel i bidraget af Stillehavsstaten Tuvalu, som har fået den taiwanesiske kunstner Vincent J. F. Huang til at lave bassiner med blåt vand. Den besøgende går mellem bassinerne og får næsten våde sko.

Et sådant værk er ikke meget mere end en æstetisk oplevelse og et politisk budskab, men smukt og relevant er det.

Hollandsk sans for sanserne

Omvendt er der også mange stærke bidrag. I den hollandske pavillon udstiller Herman de Vries en stribe værker, som omhandler naturens processer og fænomener.

Når man kommer ind i pavillonen bliver man mødt af 50 kg. rosenknopper spredt i en kæmpe cirkel på gulvet, som skal give den besøgende en direkte og personlig oplevelse – lade duften af roser blive en sensorisk katalysator for egne minder.

På den ene væg har de Vries hængt kornaks og græsser i store rammer, på en anden små fine samlinger af genstande fundet i naturen, og på en tredje hænger jordprøver fra hele verden.

Kunstneren drager den besøgende med ind i et smukt og pluralistisk univers, hvor naturen binder os sammen, men skiller os også gennem sin mangfoldighed.

de Vires udstilling udfolder menneskets oplevelser og refleksion som ens og forskellige på samme tid – og hermed ligeværdige.

Russisk avantgarde til genovervejelse

I den russiske pavillon lader kunstneren Irina Nakhova den besøgende træde ind i rum, som hver på deres måde gør den besøgende diffus.

I underetagen bliver den besøgende del af en videoprojektion i konstant skiftende arkitektoniske former, hvor billederne af forgangne tiders Rusland bevæger sig rundt i det ellers mørke rum, som er kun brudt af en glasplade i loftet. Her igennem kan man se besøgende kigge ned.

Ovenpå finder man først et lille gråt rum med en gigantisk gasmaske, hvori to store øjne langsomt bevæger sig.

I næste lokale befinder man sig – igen – i fuldkommen mørke, hvor det eneste lys kommer gennem et tilsyneladende firkantet hul fra underetagen, hvor en projektion viser store regnorme, der ligger og vrider sig.

Pludselig glider skotterne i loftet automatisk til side, rummet lyses op af naturligt lys og det firkantede hul afsløres som en glasplade.

Det sidste rum er malet i rødt (en reference til den russiske pavillon i ’93) og grønt (pavillonens nuværende ydre) i en hypnotisk kombination.

Det giver en kropslig oplevelse af den russiske samtidskunst, hvor man desorienteret forsøger at finde sit ståsted mellem former og farver, national historie og internationale udtryk.

Norsk ynde i rigt mål

Overfor den russiske pavillon ligger den nordiske, som på denne biennale huser den norske kunstner Camille Norments installation, ’Rapture’.

Her har kunstneren spillet sig smukt op ad den norske arkitekt Sverre Fehns minimalistiske moderne bygning fra 1962.

Inde og ude har kunstneren tilsyneladende ladet kæmpe ruder falde, hvidmalede version af de selvsamme vinduespartier, som danner to af pavillonens sider. Kunstnerens ruder ligger smadret på jorden og gulvet, og rammerne skyder sig ind imellem hinanden.

I højtalere i pavillonens inderste hjørne lader Norment æterisk lyd strømme ud og skabe et eget rum, som smelter sammen med det arkitektoniske, med oplevelsen af stedet. Gennem musik, installation og arkitektur udforsker kunstneren forholdet mellem menneskekroppen og lyd, og det på smuk og forunderligt rørende vis.

Stor dansk kulturkritik

Også den danske pavillon er et besøg værd. Den er en af biennalens bedste og mest helstøbte kunstneriske visioner. Den er smuk, den er personlig, den er klar, og den er dyb.

Bygningen består af Carl Brummers nyklassicistiske fløj fra 1932 og Peter Kochs modernistiske fra 1958.

Inden i pavillonen har den vietnamesisk-dansk-mexicanske kunstner Danh Vo skabt sin egen udstilling, ’mothertongue’.

Kunstneren blev født i Vietnam i 1975, men allerede da han var fire år gammel flygtede familien fra landet i båd, for kunstnerens far var katolik og tilhænger af Sydvietnams første præsident.

Familien blev samlet op af et Mærsk-skib, og på den måde kom Danh Vo til Danmark – ved et absolut tilfælde. Som kunstner agerer Danh Vo i dag internationalt og bor i Mexico City.

Mod en ren baggrund

I den danske pavillon har Danh Vo startet med at føre pavillonens indre tilbage mod sin oprindelige form, så arkitekturen står tydeligt frem. Det har givet ham en tilsyneladende neutral baggrund at udstille sine genstande på.

Den arkitektoniske baggrund er dog ikke neutral.

Pavillonen er dansk nyklassicisme og modernisme, og den er det ypperste, vi danskere kunne vise frem, da de to dele af pavillonen blev bygget.

Dermed indskriver kunstneren sig allerede bevidst i en kulturel kontekst, som er sammensat af dele og en del af kunstnerens udstilling.

12 stærke værker

Danh Vos udstilling består af 12 værker, som spreder sig tilsyneladende ulogisk rundt i bygningen.

Hvis man følger værkerne i den rækkefølge, som kunstneren indikerer gennem numrene på værkerne, vil den besøgende hurtigt opdage, at der ikke fremkommer nogen simpel kontur af en klassisk udstilling.

En simpel øvelse af forbind-prikkerne-efter-numrene vil i de fleste udstillinger vise, at der er kronologi, tematik eller et andet let gennemskueligt og mere eller mindre pædagogisk princip bag ophængningen.

I Danh Vos udstilling er dette ikke tilfældet.

Alt er nøje planlagt og udført af kunstneren. Udstillingens navn, ’mothertongue’, henviser til vores mest basale kulturelle ståsted. Samtidig binder kunstneren udstillingen sammen med dæmonen i filmen Eksorcisten fra 1973, da Danh Vo har valgt at bruge dæmonens kommentarer som titel på flere af værkerne.

Fra det ydre rum til personlig sansning

Indenfor indgangen finder den besøgende det første værk. Det er et foto af den første amerikanske rumvandring i 1965 (første linje af dæmonens tale, ’You’re gonna die up there’, bliver i filmen sagt til en astronaut).

Andet, tredje og fjerde værk finder man i det store rum, som optager hele den nyklassicistiske bygning fra 1932. Først møder den besøgende Judasbordet af Finn Juhl, som er lavet af brasiliansk ædeltræ med indlagte sølvmønter.

I lokalets bagerste halvdel står værket ’Lick Me Lick Me’ (fra Eksorcisten), der består af en overskåren romersk antik statue af Apollon, som ligger i en trækasse for sig selv i rummets bagerste del.

Fjerde værk består af adskillige stykker kinesisk oliventræ og europæisk Hvid Eg, som begge er spredt udenfor deres oprindelsesområder og fremskaffet af kunstneren i Mexico. På Finn Juhls Judasbord ligger adskillige stykker træ, og foran står en flaske tequila med påskriften ’Lick Me Lick Me’.

Indgraveringer fra Helvede

Femte værk har to dele. Den ene er to indgraveringer af kunstnerens far dels på ruden mellem de to bygningsdele ved indgangen og dels på ruden i gangen på den modernistiske bygning.

Anden del er en Kristusfigur i flamsk stil, lavet i renæssancen i Portugal af Burmesisk teaktræ, som er opsat i ruden, hvori anden del af indgraveringen kan ses. Indgraveringerne skal læses udefra, og er citater fra dæmonens tale i Eksorcisten.

Skønhedens kulturkritik

Det sjette værk befinder sig i den modernistiske del af bygningen, hvor det har fået hele det største lokale for sig selv. Den mest åbenlyse del af værket er en skulptur, som står placeret i lokalets ene side.

Skulpturens nederste del er et stykke af en antik marmorsarkofag, og dens øverste del er en italiensk skulptur i træ fra senmiddelalderen af Jomfru Maria fra Bebudelsen. Væggene er også en del af værket. De er beklædt med knaldrød farvet silke.

Hvor farven er en reference til de gamle kulturer i den Nye Verden, Spaniens import af farven og den præcise nuance af rød, som bruges til kardinalernes klædning, er silken en reference til Venedigs silkeimport fra Østen.

Skibsvrag og nye fliser

Syvende, ottende og niende værker befinder sig i den modernistiske bygnings første lille sidelokale på forbindelsesgangen.

Det består af en bænk af Finn Juhl i brasiliansk ædeltræ, en tilhørende gul hynde og ni kinesiske stentøjstallerkner, som gik til bunds med et Hollandsk Øst Indiske skib på vej mod Europa i 1700-tallet. Tallerknerne blev genfundet i 1985.

’Your mother sucks cocks in Hell’ hedder tiende værk. Kunstværket er et overskårent hoved af en engel fra 1600-tallet nedsunket i en Johnnie Walker trækasse. Værket kan den besøgende finde i det andet lille lokale i enden af fordelingsgangen.

Går man ud gennem døren herfra, befinder man sig på pavillonens terrasse, hvor Danh Vo har lagt nye fliser. De er håndlavet i Mexico og er kopier af et design fra katedralen i Cordoba, der oprindeligt blev bygget som moske i 700-tallet.

Den personlige reproduktion

Sidste værk, det tolvte, hænger på ruden i enden af fordelingsgangen og er et brev kopieret i hånden af kunstnerens far. Det originale brev er skrevet af den katolske helgen Jean Théophane Vénard, som blev henrettet i 1861 i Vest Tonkin, det nuværende Vietnam, hvor han missionerede ulovligt.

Vénard blev helgenkåret af Pave Johannes Paulus II i 1988. Brevet er det sidste, han skrev til sin far, inden han blev henrettet.

Denne version er blevet kopieret af Danh Vos far som en kaligrafisk afskrivning uden en egen forståelse for indholdet.

Identitet i en sammensat tid

Som man måske vil have fornemmet ligefrem emmer Danh Vo’s udstilling af referencer på kryds og tværs.

Værkerne er personlige og de krydser ind og ud mellem vores kollektive kultur og individuelle identiteter, den officielle udlægning af vores kulturelle identitet – som for eksempel den danske pavillons to bygningsdele – og den individuelle måde at forstå verden og historien på.

Danh Vo arbejder sig mesterligt op ad arkitekturen, som han bruger bevidst til at iscenesætte sine værker og skabe sin egen fortælling. H

an guider den besøgende til at fornemme og måske endda forstå hans egen baggrund og sammensatte identitet.

Gennem denne personlige indføring i kunstnerens univers sætter han den besøgende i stand til at forholde sig til sit eget ståsted i verden og vores kollektive identitet. Værkerne trækker sig sammen mod det konkrete og personlige, men bevæger sig samtidig udad mod det abstrakte og almengyldige.

Kultur og identitet, viser Danh Vo, er sammensat, flydende og forvirrende, ligesom værkernes placering i den danske pavillon. Hermed indskriver han det danske bidrag til biennalen i Enwezors større fortælling, nemlig den besøgendes egen.

Thomas Fjelstrup Nielsen er kunsthistoriker og kulturplanlægger

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce