Kroppen husker alt

Performance-duoen Juli/Jon (Juli Apponen og Jon R. Skulberg) startede for tre år siden et samarbejde med forestillingen Everything Ends With Flowers, og fredag den 11. september opførte de en anden del af deres fællesværk med titlen Everything Remains, på HAUT-scenen i København.

Før premieren mødtes Queerkraft med dem til en snak om det politiske behov for langsomhed, begrænsede kroppe og nødvendigheden af at insistere på kompleksitet.  

Kroppen er det centrale udgangspunkt i Everything Remains. Scenografien er enkel med en sort baggrund og en hvid firkant, som Julis nøgne krop langsomt bevæger sig rundt på. Lyssætningen giver elegant beskueren lov til at iagttage alle muskler, fordybninger, knogler og ar på kroppen. Uden noget til at forstyrre eller fjerne fokus gives der plads til at følge med i kroppens langsomme bevægelser, og det er, som om tiden går på en anden måde, end den gør uden for teaterscenes rum.

Med til værkets historie hører, at i tiden op til og omkring deres første samarbejde oplevede Juli alvorlige komplikationer efter en operation, som skulle blive den første i en længere række af operationer, der betød at hendes krop, udover at være i konstant smerte, også var langsom, træt og rent praktisk ikke kunne øve mere end en time af gangen. De fysiske begrænsninger måtte indarbejdes som grundlag for deres arbejde som performancekunstnere.

Om deres første fælles forestilling fortæller Jon: 

"Da publikum begyndte at komme ind i det her store industrilokale, løb jeg ind til Juli og tog kateteret ud, satte en prop i, som kun kunne holde kort tid, Juli kom ind, forestillingen gik igang og varede i 33 minutter. Så fik vi vores applaus, løb om bag scenen, tog proppen ud og så frem med en vinflaske til den opsamlede urin. Det var så kropsligt ekstremt! Det var jo rent fysiske kropsfunktioner, der flød ud i plastposer. Og i alt det her blev vores fælles sprog etableret.”

Juli: “Vi mødtes i tanken om, og i behovet for, ikke at ville se på folk, der kan være på en scene – vi ville se på folk, der ikke kan være på scenen. Jeg kæmpede med mine egne ting, og jeg ville se en kunst, der havde noget på spil og som ikke bare udtrykte reproduktioner, der ikke var forankret og ikke trak tråde til approprieringen af kropslige erfaringer. Og meget teater er jo netop det, altså, en plads for appropriering uden tråde til kroppen og levede liv – en tilgang, som jeg er meget imod”. 

Videre siger Juli, at titlen Everything Remains er en undersøgelse af, hvad der er tilbage i kroppen, efter at have gennemgået så mange års kropslig smerte:

“Efter alt, hvad der er sket, efter traumet, som jo stadig er et pågående traume, føltes det som så meget, at jeg næsten ikke kunne tænke på det. Everything Remains er tanken om, hvad der bliver tilbage i kroppen. Jeg er blevet forvirret over, hvad jeg overhovedet er som krop, efter at så meget er gået i stykker i min væren, i min helhed, mit jeg. Jeg ved jo ikke, hvad jeg er. Men jeg ved, at vi bygger minder og bygger arkiver. Smerten og traumet er måske ekstreme sager, men det er jo også metaforer for alt muligt i livet. Og trætheden er der som en ledsager til det hele”.

En politisk langsomhed

Det er altså et møde med en krop, der rummer minderne om et traume og bærer på ar af smerte, som man får adgang til i forestillingen. Netop den langsomhed, der har været en præmis for arbejdet, og som nu bliver nu portrætteret af Juli på scenen, tvinger beskueren ned i tempo. Det er en tidslig oplevelse, der står i skærende kontrast til de krav om omstilling, hurtighed og fleksibilitet, der dominerer de fleste af de arenaer mange bevæger sig igennem.

Udover baggrundsmusik er forestillingen tavs, så den smerte og træthed man ser, aldrig får et navn og derfor heller ikke en “forklaring”. Der bliver ikke udpeget en skurk eller et enkelt ophav, der kan forklares kroppens tilstand og for performanceduoen er dét at gå imod enkle forklaringer og afvise at give bud på lette løsninger, en politisk pointe i sig selv og en modstand mod dominerende fortællinger. Som performancekunstner med en transidentiet oplever Juli, at der ofte opstår et behov for at forstå eller for at kunne forklare, og ofte vender folk blikket mod kønstransitionen for at finde en forklaring:

“Jeg er altid bange for hvilke transnarrativer, vi skaber på scenen, for det, som folk leder efter, er et “sommerfugle-narrativ” og det har jeg konsekvent arbejdet imod. Jeg ser i folks øjne, at de vil have, at jeg skal sige “nu er alt godt”, og det gør jeg ikke. Det her er jo en kamp, som fortsætter. Vi har et meget dominerende populærkulturelt narrativ med ekstreme makeovers og alle de her reality-programmer, som handler om en transformation, hvor man bliver til noget bedre. Man bliver sit sande jeg, som er en bedre udgave af det gamle.

Fascinationen i transnarrativet ligger i, at det er håndgribeligt. Det er et så brugt narrativ og måske den største populærkulturelle fortælling, vi har. Men det er en bobbel. Man bliver kendt og genkendt kort, og når det går over, har man stadig sit totale indre at leve med. Og det er jo skide svært at leve som menneske! Måske findes der et ansvar for hvilke transhistorier, vi skal levere, men samtidigt er det her jo også min historie. Problemet med repræsentation er ikke at fortælle sin egen en historie. Problemet er, at vi ikke fortæller flere historier.”

Jon: “Dét, vi viser er en post-opereret transkrop. Men det er jo også bare en post-opereret krop. Det kønskorrigerende  aspekt af operationen fylder meget, men man må ikke glemme det universelle menneskelige i det: At skære i kødet er potentielt farligt. Også selvom det på forskellige niveauer er livsnødvendigt. Vi arbejder konkret med smerte, men vi tager ikke patent på, hvad det er. Vi beskæftiger os med smerten, men der er aldrig to streger under ét enkelt svar”.   

“Hvis man bare ser min lidelseshistorie, er det jo frygteligt”

Ligesom fortællingen om trans ikke starter med en grim ælling, der bliver til en smuk svane, ender fortællingen om smerte heller ikke med en forløsende afslutning. Det er en altid fortsættende historie, der sætter spor i kroppen og som ikke forsvinder. Everything remains. 

Men hvad er tilbage, når man skræller lagene af forsimplende forklaringer og populærkulturelle stor-narrativer væk? I “Everything Remains” er det noget, som egentlig er meget enkelt: Der er et møde. Med udgangspunkt i noget så alment menneskeligt som det at opleve smerte, hvordan den så end kommer til udtryk, skabes der er et rum for at møde netop dét i et andet menneske. Fremførelsen insisterer på at være rå, sårbar og helt ekstremt smuk og i en sådan en kontekst kan performancekunsten rumme en helt særlig mulighed for modstand: Muligheden for at virke forandringsskabende på et nært personligt niveau.  

Juli: “Publikum kommer til teaterrummet med en åben følelse af at ville opleve noget, få nye tanker. Måske vil man endda forandres. Selv jeg som synes dårligt om det meste, kommer også med den følelse og forhåbning. Når det er bedst, kan live performance være en holistisk oplevelse af, at man faktisk kan forandres.
I offentligheden lærer man jo at lukke ude, og vi søger omvendt at finde den tilstand, hvor man kan tage nyt ind. Hvis publikum ikke kan reflektere over deres egne liv, er vi ikke lykkedes. Hvis man bare ser min lidelseshistorie, er det jo frygteligt”.

Jon: ”Selvom kunsten ikke altid er lige tilgængelig, er det vigtigt at blive ved med at fastholde kompleksiteten og blive ved med at finpudse vores værkstøjer til at håndtere kompleksitet. Det jeg ser i den højredrejning, vi har været vidne til, er manglen på evnen og værktøjerne til at forholde sig til kompleksiteten og det er farligt”.

Om projektet lykkedes i “Everything Remains” er op til den enkelte, der fanger forestillingen på den skandinaviske turne, som performancen d. 11. september var startskuddet til. Men den tilbyder et grundlag for forandring gennem et ærligt og sårbart ønske om at lade sin egen krops tilstand danne rammen om et møde med den, der kommer med lysten til at se. Og gennem at insistere på, at fortællinger om at være en krop i verden nødvendigvis må være så komplekse, hårde, smukke og smertefulde, som det jo er at være netop dét.