Kritik af transnational adoption

I de kommende dage bringer Queerkraft en række eksempler på den voksende kritik af transnational adoption.

Store dele af denne kritik fomuleres af voksne adopterede, og selvom kritikken allierer sig med forskellige politiske idealer, består et fællestræk i at problematisere dominerende og idealiserede forestillinger om transnational adoption som den altid, allerede bedste løsning for alle involverede parter.

Forestillinger der usynliggør de underliggende præmisser af økonomisk ulighed, fattigdom og racisme, som betinger fænomenet, og som afskærer en politisk forpligtelse til at tænke i strukturelle forandringer.

De adoptionskritiske projekter, som Queerkraft bringer uddrag fra, afsøger på forskellig vis fortrængte aspekter ved transnational adoption. Det kan fx være racisme og assimilationstænkning, men også illegitime følelser af vrede, tab og ubehag.

Spørgsmålet om identitet for den adopterede kan hverken siges at være objekt eller endemål for disse former for kritik.

Identitet tjener i højere grad som afsæt for en vidtrækkende social kritik af den stærke, vestlige efterspørgsel på adopterbare børn og konsekvenserne ved at imødekomme efterspørgslen fremfor at udarbejde alternativer til bortadoption.

Nedenfor er første bidrag fra Maja Lee Langvad, der læser op fra sin kommende bog.