Annonce

Nørrebro
23. november 2013 - 17:02

Krise i Folkets Hus

En større gruppe frivillige aktivister i det brugerstyrede Folkets Hus på Nørrebro har besluttet at stoppe deres engagement i huset på grund af problemer med banderelaterede, hashrygende unge.

Dalende besøgstal, frafald blandt de frivillige og gentagne brud på husets interne regler om blandt andet hashrygning, fører nu til, at en større gruppe kerneaktivister trækker sig fra Folkets Hus.

Beslutningen vil blive annonceret på et internt krisemøde for de aktive i huset mandag aften, hvor den nuværende cafégruppe vil blive nedlagt og flere andre grupper i huset forventes, ifølge Modkraft oplysninger, at følge trop.

Det er ingen enkeltstående begivenhed, men længere tids afmatning og dårlig stemning, der har fået folk til at smide håndklædet i ringen.

Det fortæller flere af de aktivister, som mandag trækker sig efter flere års engagement, til Modkraft.

Bandemærker og hash

Folkets Hus har eksisteret som brugerstyret fristed i 40 år og genåbnede sidste år efter en totalrenovering, som følge af en ny samarbejdsaftale indgået med Københavns Kommune.

Kerneaktivisterne har siden arbejdet målrettet på at integrere bydelens beboere i husets aktiviteter. 

Men det har været svært at tiltrække og fastholde frivillige, da særligt husets café har været præget af unge hashrygende mænd med forbindelse til det kriminelle miljø omkring den voldelige, bevæbnede bande »LTF – Loyal To Familia«.

Det har blandt andet skabt utryghed, at nogle af de unge mænd har båret bandemærker på deres tøj, selvom det er forbudt ifølge husreglerne.

– For en måned siden udløste en konflikt omkring åbningstider, at caféens ruder blev smadret. Dette medførte et krisemøde, hvor det blev besluttet at give caféen en sidste chance. Der var mange af brugerne som udtrykte, at de gerne ville hjælpe med til at få tingene på ret kurs. Dette er ikke sket. Tværtimod er mængden af aktivister faldet og stilen i caféen er blevet mere rå. Der bliver røget hash og båret bandemærker, skriver cafégruppen i deres invitation til mandagens møde.

Usikker fremtid

I en sms rundsendt lørdag den 23. november kan man læse, at »aktivisterne omkring Folkets Hus har givet op, og huset er nu overladt til pusherne« samt, at mandagens møde skal »redde huset«.

Lærke, der er aktivist fra cafégruppen, afviser, at de står bag sms'en.

Men hun bekræfter, at husets fremtid i den grad er usikker, og at alle muligheder er åbne, da de aktivister, som nu trækker sig ikke vil blande sig husets fremtidige udvikling.

Samtidig afviser hun rygter om, at de frivillige er blevet truet af de banderelaterede unge til at forlade huset. 

Læs artiklen »Ny rapport: Folkets Park på Nørrebro har kun én pusher« hos 2200N.

Læs artiklen »Håbets endestation hedder Folkets Park« hos Information.

Besøg Folkets Hus hjemmeside.

Læs artiklen »Totalrenoveret café i Folkets Hus genåbner« hos Modkraft.

Læs artiklen »Folkets Hus vil afspejle hele Nørrebro« hos Modkraft.

Læs artiklen »Folkets Hus skal have orden i papirerne« hos Modkraft.

Læs artiklen »Politiet: Brand i Folkets Hus ikke påsat« hos Modkraft.

Læs artiklen »Venstreradikale: Politiet har besat Nørrebro« hos Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce