Aktivistgruppen »Kridtbanditten«, der er blevet kendt for at tegne hjerter og systemkritiske budskaber på gaderne i flere danske byer, ledes af personer med forbindelse til Scientology og udbreder konspirations-teorier.
Et initiativ kaldet »kridtbanditterne« eller blot »Kridtbanditten« er det seneste år dukket op i flere danske byer.
Gruppen er blevet omtalt i både lokal- og landsdækkende medier, når de går på gaden med kridt for at tegne hjerter, kritisere ’systemet’ eller er endt i håndgemæng med ordensmagten, der vil stoppe de kreative happenings.
Bag facaden af naive kærlighedsbudskaber og venstresnoet oprørsattitude gemmer sig dog en personkreds med forbindelse til den kontroversielle nyreligiøse sekt Scientology og tilhængere af kendte konspirationsteorier.
Kridtbanditten er stiftet i april 2014 og organiseret igennem facebook, hvor flere end 1.500 mennesker er tilknyttet 'lokalafdelinger' i blandt andet Lolland, Aabenraa, Kalundborg, Aarhus og København.
Bevægelsen bruger desuden Youtube til at sprede sine budskaber ved hjælp af musikvideoer, interviews og korte indslag.
Gruppen udspringer af en lille personkreds i hovedstaden, der tidligere har stået bag flere manifestationer imod psykiatri og medicinalindustri.
Aktivisterne beskriver deres aktiviteter som »rigtig god terapi, hvis du har brug for at lette hjertet fx. hvis du har været offer for Psykiatriens agenda, hvis du har meget vrede mod systemet, hvis du gerne vil sprede positivitet og kærlighed samt god energi, hvis du bare gerne vil have det sjovt«.
I begyndelsen var kridt-skriverierne alene et supplement til forskellige anti-psykiatrikampagner, og gruppen var sjældent flere end en håndfuld ved deres ugentlige aktioner i København.
Det ændrede sig efter Bilderberg-konferencen i maj sidste år, hvor Kridtbandittens stifter og talsperson Nina Andersen deltog i protesterne foran Hotel Marriott og fik kontakt til nye aktivister.
Læs artiklen »Konspirationsteoretikere har forbindelse til Scientology« hos Modkraft.
Gennembruddet i offentligheden kom for alvor i forbindelse med en voldsom anholdelse af Nina Andersen den 14. december, der blev omtalt i Ekstra Bladet og gav gruppen sympatisører langt ind på venstrefløjen.
Kridtbanditten har desuden haft held til at knytte an til dele af anti-krigsbevægelsen – i særlig grad Fredsvagten på Christiansborg Slotsplads – ligesom de ofte benytter referencer til hacker-fænomenet Anonymous og senest også kritik af politivold.
Læs artiklen »TV: 5 politifolk greb voldsomt ind: Hun tegner med kridt« hos Ekstra Bladet.
Se indslaget »Kridtbanditterne på arbejde« på Youtube.
Selvom budskabet grundlæggende er det samme som tidligere, så har 'kridtbanditterne' valgt at udvide til i alt 12 mærkesager, der som noget nyt tæller dyrerettigheder og hjemløse.
Man har ligefrem startet en indsamling til hjemløse via facebook, opsøger målgruppen på gaden og tegner 'støttebudskaber' til de hjemløse.
Besøg facebook-gruppen »STØT hjemløse – Donationer« her.
Gruppens to hovedpunkter er dog stadig »Sandhederne om Psykiatrien, som holdes skjult for befolkningen« og »Alt hvad der omhandler systemets problematikker«.
Hvad der menes med de to punkt er noget uklart; det uddybes ikke yderligere på Kridtbandittens hjemmeside, hvor der blot henvises til videre læsning på hjemmesiderne »Oplysning til Det Danske Folk« og »Stop Psykiatriens Agenda«.
'Oplysning til Det Danske Folk'-hjemmesiden, der administreres af Morten Wilder og Lars Angelo Trab, er formentlig den største konspirationshjemmeside i Danmark.
Her finder man den historie-revisionistiske filmserie »Adolf Hitler: The Greatest Story Never Told«, Niels Harrits alternative teorier om 'sandheden' om terrorangrebet den 11. september i USA i 2001 og 'dokumentarudsendelser' om, hvordan rige jøder igennem Bilderberg-konferencer styrer verden.
På hjemmesiden findes også propaganda-videoer produceret af Scientologys officielle undergruppe Medborgernes Menneskerettighedskommission (MMK), der handler om psykiatriens påståede overgreb.
Sidstenævnte videoer finder man også, hvis man klikker ind på 'Stop Psykiatriens Agenda'-hjemmesiden, der samtidig er fyldt med indslag fra den københavnske lokal- og internetradio Radio Frihed, som drives af Aktive Scientologers Radioforening.
Besøg Kridtbandittens hjemmeside her.
Radio Frihed samler medlemmer og sympatisører af Scientology Kirken i Danmark. Og radioen er som tidligere omtalt på Modkraft central i udbredelsen af politiske konspirationsteorier i Danmark.
Aktive i den såkaldte 'sandhedsbevægelse' er faste gæster og får nogle gange tildelt værtsrollen på radiostationen, der har eksisteret siden 1987.
Også Kridtbandittens stifter og talsperson Nina Andersen er vært på radiostationen og har selv flere gange været i studiet som gæst.
Her fortalte hun i juli sidste år, at det var manglende held til at råbe den danske befolkning op om psykiatriens overgreb, der fik hende til at danne Kridtbanditten.
– Starten var, at vi havde psykiatri-demonstrationer. Men det havde ikke stor nok succes. Hvorimod kridtbanditterne, der var meget mere succes, fordi mange flere var interesserede i, hvad det var vi stod og skrev, fortalte Nina Andersen.
Og videre samme sted.
– Kridtbanditterne er en skjult oplyser, der render rundt og tegner med kridt. Der oplyser om, hvad der foregår i systemet. Især om problemerne. Det kan være de ting, der er i vores fødevarer. Aspartam, fluoride i vores tandpasta. Alle de ting, der ikke kommer frem i meanstream-media.
Hør interview med Nina Andersen og tre andre medlemmer af Kridtbanditten hos Radio Frihed.
Se indslaget »Kridtbandit, Hvad har vi gang i? Se med!« på Youtube her.
Nina Andersen er ikke den eneste i Kridtbanditten, der åbenlyst viser sympati for Scientology.
Således optrådte det meget aktive medlem af gruppen, Heine Holger, i en af Medborgernes Menneskerettighed Kommisions officielle t-shirt under en aktion med Kridtbanditten på Rådhuspladsen i juli 2014.
Heine Holger er udover sit engagement som kridtaktivist ifølge eget udsagn også med i Fredsvagten, der er omdrejningspunkt for dele af den danske fredsbevægelse.
Modkraft har kontaktet både Nina Andersen og Heine Holger for at spørge dem om deres tilknytning og holdning til Scientology Kirken.
Mens Nina Andersen ikke har svaret på henvendelsen, så afviser Heine Holger at svare på nogen spørgsmål.
– Jeg har absolut ingen interesse i at medvirke i din og Modkræfts tilsvining og personangreb, skriver han i en mail.
Scientology Kirken, deres såkaldte menneskerettighedsgruppe og Kridtbanditten deler den opfattelse, at psykiske lidelser er opfundet af og bliver påført borgerne af ansatte i psykiatrien – bakket op af mørke kræfter i den politiske elite – der udskriver hjerneskadende medicin og forgifter deres patienter.
Mens Kridtbanditten mildt sagt ikke er specielt klare i sit bud på en løsning på problemerne, udover at man skal 'åbne sine tanker', 'stille spørgsmål' og 'være kritisk', så har Scientology mere konkrete metoder til at hjælpe ofrene for psykiatrien.
Se Nina Andersens video »Sandheden om det der bliver holdt skjult for befolkningen!« her.
På Scientology Kirken i Danmarks officielle hjemmeside kan man læser om deres 'menneskerettighedsarbejde'.
»Som en del af en scientologs religiøse kodeks er: 'at afsløre og bidrage til at fjerne enhver fysisk skadelig praksis inden for mental sundhed, når man støder på den,' og derved skabe en atmosfære af sikkerhed og tryghed ved helbredelse af psykiske lidelser. Derfor stiftede scientologer i 1969 Medborgernes Menneskerettighedskommission (MMK) en gruppe af 'vagthunde', der undersøger og belyser psykiatriske overtrædelser af menneskerettighederne«.
Læs om MMK på Scientologys officielle danske hjemmeside her.
Læs mere om MMK på Scientologys danske hjemmeside her.
Det eneste der ifølge den nyreligiøse sekt kan frelse folk fra psykiaterne og samfundets generelle forfald er Scientologys egne terapiforløb, der strækker sig over flere år og på sigt koster flere hundrede tusinde kroner.
For pengene får man til gengæld indsigt i sandheden om universet, en naturlig glæde og energi samt ikke mindst evigt liv i form af reinkarnation.
Denne særlige og stærkt kontroversielle kombination af forretning, terapi og religion er blevet udviklet af den amerikanske science-fiction forfatter og glødende anti-kommunist L. Ron Hubbart.
Religionsforskere vurderer, at der er omkring 400-600 danske kernemedlemmer og en ’passiv masse’ af 2.000-4.000 løst tilknyttede, som har deltaget i enkelte kurser eller blot er tilhængere af dens nyreligiøse filosofi.
Kirken er ifølge samme forskere på tilbagegang på verdensplan, hvilket formentlig skyldes frafald af flere ledende medlemmer i blandt andet USA, som har afsløret science fiction-lignende doktriner og kommercielle dagsordener, skrev Kristeligt Dagblad i en større artikelserie om Scientology sidste år.
Læs artiklen »Forskere: Scientology er i tilbagegang« hos Kristeligt Dagblad.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96