Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Baggrund
27. marts 2015 - 15:26

Korruptionens politiske økonomi

Stigende privatisering af offentlige ydelser falder sammen med vækst i underhåndsaftaler og –betaling.

Korruption kan i bred forstand bestemmes som misbrug af offentlige og endog private midler – for så vidt som de implicerer en offentlig interesse – af enkeltpersoner eller specialgrupper til skade for almenvellet og ved at undergrave de udstukne love og regler.

Hvis det accepteres, at korruption er i stigning, er det vigtigt at knytte fænomenet sammen med de tendenser, der har fremmet den.

Den stigende privatisering af offentlige ydelser falder sammen med væksten i underhåndsaftaler og -betalinger.

Det går stik imod den gængse, der mener, at det er offentligt ansatte eller politikere, der presser det private erhvervsliv til at give penge under bordet for at få tilladelser og deslige. Hvor udskældningen for korruption har den ideologiske funktion at få den private sektor til at se uskyldig ud.

Så måske er korruption egentlig mindre udbredt, end man forestiller sig, eller også er der tale om en generel tendens, hvor samfundets ledere er i ledtog med hinanden for at give den private sektor mere magt og lade det offentlige være afhængigt af private penge.

Programmer for god regeringsførelse fremmer ofte den tendens, stik imod den erklærede hensigt.

Hvad er korruption?

Korruption kan defineres snævert som embedsmænds misbrug af offentligt hverv som en slags monopol, de selv kan få private gevinster ud af, f.eks. at de kun giver en tilladelse, hvis der er penge under bordet.

Dette er et klart eksempel på korruption, for tilladelsen skulle gives ved at henholde sig til sagens retlige og materielle forhold.

Der er naturligvis altid fortolkningsspørgsmål, og det er her, den lille frihedsgrad, der kan monetariseres, sniger sig ind. Eller der er tale om groft misbrug, hvor embedsmænd klart overtræder deres mandat.

I korruptionsteorien taler man endvidere om en aktiv og en passiv part: den, der tilbyder betalingen og den, der modtager den. Den sidste er den passive part, men hov, er den passive ikke tit aktiv mht. at kræve betaling? Jo, helt klart.

Dette er temaer, der springer i øjnene, og som jeg vender tilbage til.

Men lad os først anlægge et længere historisk perspektiv og give en bredere definition af korruption, der lyder på ’ekstrem immoralitet og depravation’. Det udvider begrebet, således at også den private sektor kan være korrupt.

Det er svært at bevise, om korruptionen er i vækst over de sidste ca. 40 år, for i sagens natur er data svære at finde.

Men som det fremgår af artiklen om skattely »Grænseoverskridende skattesnyd« i Det Ny Clarté #26/2015, er der store ubeskattede summer i omløb, og man kan trække så mange mekanismer og eksempler på skandaløs adfærd frem, at det tyder på underliggende systemiske problemer.

Men for at komme problemet nærmere, må man kunne identificere nogle grundlæggende ændringer i samfundsforholdene, der fremmer korrupt adfærd.

Der er klart tidsmæssigt sammenfald mellem privat overtagelse af offentlige ydelser og korruption. For at privatisere offentlige goder, så der kunne tjenes penge på dem, blev vejen derhen fedtet ind i private interessers dominans.

Det er for upræcist at se den kraftigt stigende korruption som et produkt af ’globalisering’, men rigtigt er det, at den store korruption hænger sammen med transnationale private interesser, der trænger ind i nationale domæner.

Det er jo et simpelt faktum, at mange af verdens landes nationalprodukter intet er at regne mod mastodonternes omsætning og profitter.

Privatiseringer

Fra 1980’erne blev privatiseringer af allerede foretagne offentlige investeringer hyldet, og det i både udviklede og udviklingslande.

Det blev foregivet, at private ejere ville passe bedre på de offentlige aktiver i ikke mindst forsyningsselskaber samt sørge for, at de blev udbygget og forbedret, og at ydelserne blev leveret effektivt.

Infrastruktur, som offentligheden havde betalt for over tid, var faktisk mange steder mere værd, end køberne ville være ved.

Dvs. typisk ville de ikke betale den fulde pris, men foretog en dobbeltbevægelse: De kunne få den officielle pris ned ved at betale en klatskilling til den part, der var ansvarlig for godkendelsesprocedurerne.

Samlet set blev det hele billigere.

Det er den samme logik, der hersker i tildeling af tilladelser til olieudvinding: Et selskab er villigt til at smøre dem, der sikrer en aftale, hvis det kan få høj indtjening over tid, dvs. betale lavere skat end normalt forudset.

Forløbet tager naturligvis ofte indviklede former, for alle samfund har udførlige konkurrence- og udbudsregler nu om dage.

Ved at betale nogle håndører til udvalgte mægtige i især ulande for at få dem til at omgå retsregler eller procedurer kan den aktive part enten sikre sig at vinde udbudsrunder foran konkurrenterne, opnå fordelagtige aftaler om royalties og skattebetaling eller prøve at få nogle undtagelser fra forskellige regler. Miljøet kan jo også behandles mere eller mindre lempeligt.

Er området helt nyt, f.eks. en udvindingsaftale om et hidtil uudnyttet mineral i et land med en svag minelovgivning og svage myndigheder, kan den aktive part selv være med til at forme regelsættet, nogle gange uden at skulle yde særlig meget under bordet.

Betalingerne kan også tage form af støtte til en magthavers politiske organisation eller yndlingsprojekter.

Senere hen, når et projekt er godt i gang, kan der være tale om direkte snyd med de midler, der skal betales til staten.

Det er den form for korruption, medierne taler om, når de f.eks. udtaler sig om Nigerias forsvundne olieindtægter med klicheer som: ”Pengene går i de forkerte lommer”.

Er der korruption i Danmark?

At Danmark er det mindst korrupte land i verden iflg. Transparency Internationals indeks, viser ikke andet, end at vi selv – og til en vis grad omverdenen mener, vi ikke er korrupte, for det er opfattelser, der måles.

TI foretager også temmelig lamme opgørelser i forhold til kriterier som åbenhed mht. finansiering af politiske partier og offentlighedens adgang til indsigt i forvaltningen, men det er kriterier, hvis betydning rykker sig fra land til land.

Partifinansiering spiller f.eks. en større rolle for politikken i USA end i Danmark. Med andre ord: Transparency International er temmelig overfladisk.

Ifølge en bredere korruptionsdefinition skulle Danmark måske skubbes længere ned i korruptionsindekset selvom det drejer sig om en relativ placering, og der vel er få, der har helt rene hænder.

Danske privatiseringer i elsektoren kan illustrere problematikken.

NESA-salget i 2002 havde to aspekter. Det ene var den pris, som de to bejlere DONG og ELSAM var villige til at betale. Var den høj nok?

Det andet var, hvem der skulle have fortjenesten. Forbrugerne havde været med til at spare op i forhold til ’hvile-i-sig-selv’-princippet, hvorefter forsyningsselskaberne selv skulle finansiere deres investeringer. Derfor var store formuer blevet opbygget.

Svend Auken havde under Nyrup-regeringen fået lavet en lov, der gik ud på at begrænse aktionærers gevinst ved et frasalg af forsyningsselskaber, bl.a. fordi forbrugerne havde bidraget til opbygning af kapitalen. Om ikke andet skulle staten have del i gevinsten på vegne af forbrugerne.

Da alle og enhver vidste, at loven var møntet på NESA, gik den under navnet ”lex NESA”.

Men under Fogh-regeringen blev loven udhulet ved hjælp af snurrig jura, og Gentofte fik 1,7 milliarder kr. for sin aktiebeholdning – langt mere end ventet og helt imod Aukens ånd til at forgylde borgerne med.

Tante Berlingeren skrev forbløffende kritisk om sagen:

”Der har været mange klumper i strømmen i overgangen fra elmonopoler til frit marked. De verserende sager, som alt efter udfaldet kan flytte adskillige milliarder i elselskabernes balancer, er blot et eksempel på, at elsektoren i dag er et morads af uklare regler og overgangsbestemmelser. I den situation er det også ganske logisk, at det var netop DONG, der åbnede spillet om NESA.” (8. September 2003)

Nej, her er ikke tale om korruption, her nævnes blot de interesser, der kan give nogle blod på tanden til at lave snedige manøvrer. Pointen er, at senere forløb blev muliggjort af den måde, NESA blev håndteret på.

DONG vandt over ELSAM, men efterfølgende blev Dong Energy skabt ved en sammensmeltning af DONG med ikke bare NESA, men også ELSAM og andre energiselskaber.

Det er godt at holde det i hovedet, når man ser på sagen om Goldman Sachs’ køb af aktier i Dong Energy.

Det er stadig ikke klart, hvordan udbuddet foregik i den sag. Der var vistnok en hasteannonce i en international avis, men ikke noget større ønske om, at andre end GS skulle komme med tilbud.

Der var allerede kontakter til GS før annonceringen. At der faktisk var andre interessenter, kom vist bag på finansministeriet.

Goldman kunne se, at Dong var billigt til salg i forhold til sit potentiale – ja, faktisk var GS vel med til at fikse aktiekursen på DONG, der jo ikke er børsnoteret (endnu).

GS foregav, at det tog en ’risiko’ – noget det ikke er kendt for, snarere manipulerer det risici – og fik oven i købet den danske regering bragt i uføre ved at holde skatteministeriet ude af forhandlingerne og narret den til at acceptere skattely for konstruktionen, så regeringen kom til at fremstå selvmodsigende og usammenhængende.

Hvis man ser på de lange linjer, ser man, at først skal større enheder skabes (Dong Energy). Derefter kan de gøre sig lækre for en privat ejer, der så sælger de uprofitable dele fra.

Omstændigheder ved Goldman Sachs-købet ligner til forveksling korruption.

For det er lysende klart, at den danske stat har solgt ud til underpris af almenvellets aktiver til fordel for privat kapital, der oven i købet sørger for, at penge tjent i Danmark, og som bør beskattes her, flygter ud af landet.

Den eneste forskel er nok, at der ikke kom penge under bordet. Hvis alle lægger sig ned på forhånd, som de gør for GS, behøver selskabet ikke betale for det!

Men derfra og til korruption er der vel et stykke, vil mange indvende. Der kræves en direkte materiel fordel.

Højprofilerede embedsmænd modtager nok ikke så meget mere end et måltid mad i ny og næ, men kontakterne er givtige. Når nye jobs skal deles ud i den lukrative del af erhvervslivet, kan points stående på ekspolitikere og højere embedsmænds netværkskonti indløses.

Et af de sidste nye tilfælde er finansministeriets departementschef, David Hellemann, der gik direkte til en post som Nordeas direktør i Danmark. Om han indkasserer fortidige tjenester, eller hans kontakter anses for nyttige, må stå hen, men direkte finanssektorerfaring havde han ikke, da han fik sit fine nye job.

Siden har man set Karen Hækkerup springe til Landbrug & Fødevarer. Det ligner et mønster og er i hvert fald dybt betænkeligt fra et demokratisk perspektiv.

David Rehling skrev den 1. december 2014 under signaturen dr i en leder i Information: ”Miljøkamp og miljøhad”:

”Karen Hækkerup søgte ved sin tiltræden [som direktør for L & F, red.] at dække sin ryg ved at erklære, at den nuværende socialdemokratiske regering er bedre for landbrugets erhvervsinteresser, end den forudgående Venstre-ledede regering var. Er udsagnet sandt, kan det læses som en frygtelig tilståelse fra Hækkerup, der i 2013 var socialdemokratisk fødevareminister. Måske gjorde hun sig allerede dengang lækker for landbrugslobbyen.”

Det kunne være interessant at se på de mange byggeskandaler. Er danske myndigheder bare inkompetente?

Hvordan kunne AnsaldoBreda vinde kontrakter til Cityringen, når man havde så dårlig erfaring med firmaet fra IC4-togene?

Derudover har vi alle anlægssagerne. Jo mere indviklet og forgrenet det private bliver med et hav af underentreprenører og selskabskonstruktioner, jo sværere bliver det at gennemskue. Broer bliver ikke bygget til tiden eller er fejlbehæftede. Bagmandspolitiet har igen fat i byggebranchen for at lave ulovlige kartelaftaler.

Penge har det stik modsat vand: de flyder opad.

Hvis Danmark ikke er direkte korrupt i større stil, så er det i hvert fald befængt med kammerateri, vennetjenester, egenrådighed og underhåndsaftaler.

Governance – god regeringsførelse

Det er kommet på mode at tale om governance (god regeringsførelse) i stedet for det mere simple government (regering). Governance er et sæt af regler eller luftige retningslinjer, der opstilles for den måde, stater agerer på.

Tre kriterier nævnes for god regeringsførelse. I parentes står de engelske kodeord.

Den skal være præget af gennemsigtighed (transparency), regnskabsaflæggelse skal foretages med ansvarlighed (accountability), og effektivitet skal tilstræbes overalt (efficiency og nogle gange også efficacy, der antyder gennemslagskraft).

Det er naturligvis idealer, enhver ordentlig regering må leve op til, men i forbindelse med governance-termen bliver ordene fremført så ihærdigt, at de dækker over, at praksis står i skærende kontrast til dem.

Selv i det ”transparente” Danmark er der nok af problemer med regeringsførelsen. Gennemsigtigheden mindskes ved stigende hemmeligholdelse af dokumenter (jfr. den danske ’offentlighedslov’, der har begrænset borgernes ret til indsigt, og det i en tid, hvor intet kan holdes hemmeligt), og regnskabsaflæggelsen er det også så som så med.

Betænk Rigshospitalsskandalen, hvor læger brugte forskningspenge til privat luksus og det over en rum tid.

Den slags muliggøres også af alle de mange nye systemer og fonde, der uddeler forskningsmidler. Hvordan kontrolleres private fondes donationer til ’projekter’? Skal forskerne selv have direkte adgang til at bruge midlerne?

Gennemsigtighed, ansvarlighed og effektivitet er så ønskværdige karakteristika ved regeringsførelsen, at mål som forbedring af forholdene for borgerne, ligelig økonomisk udvikling osv. forsvinder.

De tre kodebegreber bliver snarere mantraer end pejlemærker.

Som sagt er det om noget deres modsætning, der er stigende i verden, nemlig mangel på gennemsigtighed i regeringsførelsen, uklar brug af midler og omfattende spild af ressourcer på grund af nytteløs kontrol eller anvendelse af dem på slet og ret prestigeprojekter.

Effektiviteten bliver dermed det eneste nogenlunde veldefinerede parameter at orientere sig efter, og dér er præmissen, at den private sektor er bedst.

Regeringsførelsesparadigmet og anti-korruptionskampagner i ulande

Internationale organisationer som Verdensbanken og dens eftersnakkere, der alle er taget i ed under den såkaldte Washington-doktrin, en populært sagt neoliberal tænkemåde, er mere hidsige end andre til at udråbe korruption til at være en uretfærdig ’rentesøgning’ fra embedsmænds side.

Altså de neoliberale ser embedsmænd som den aktive, ikke passive part.

Sammenhængen mellem stigende adgang til offentlige goder for private korporative interesser, der underbetaler for dem, er underbelyst.

Artiklen ”Corruption and Governance: Contradictory or Complementary? A Study on Social Rights” (ca. 2008) af Levent Atesglu og Ilkim Ozdikmenli fra det tyrkiske Dokuz Eylül universitet graver ned i, at selve regeringsførelsesparadigmet reducerer ’regering’ til kontraktforhold, men kontrakten kan i sig selv være korrupt, siger de.

Idet dette paradigmes fortalere påstår, at korruption stammer fra forne tider og har at gøre med statskammerateri, forsøges den stigning, der er er sket siden firserne, skjult.

Et andet element er, at Vesten ses som indbygget mindre korrupt, ja, som en dydig model, de ’korrupte’ lande bør lægge sig efter.

Forfatterne argumenterer for, at ’god regeringsførelse’ i virkeligheden dækker over den politiske form for den globale markedsøkonomi. ’God regeringsførelse’ inklusive de tre hule mantraer bruges til at acceptere netværk og lobbyer, mens statsapparatet undermineres.

I ulande ses administrationen som tvivlsom og inficeret med karakteristika, der opfattes som positive, når de udøves i den private sfære i de rige lande: egeninteresse og jagten efter opskruet løn.

I vores del af verden er begrebet ’institutionel økonomi’ blevet slået til mønt. Det anvender mikroøkonomiske forestillinger om ’agenterne’ (i sig selv et begreb fra den neoliberale skuffe), der skal handle i principalens, dvs. ejerens, interesse, men ikke altid gør det.

En offentligt ansat kan ses som agent, mens staten er principal.

Ved brug af institutionel økonomi kan man på den ene side erkende, at embedsmænd handler i deres egen interesse, og på den anden side konkludere, at for at opføre sig ordentligt og tjenstligt må de have bonusser og incitamenter.

I gamle dage fik de deres løn og pension og skulle til gengæld arbejde i arbejdstiden i almenvellets interesse og i forhold til love og regler. Nu skal de lave politikker og have ekstra penge for at arbejde.

Det er klart, at det så drejer sig om at please de overordnede, der beslutter, hvem der skal have bonusser.

Den private sektors tankegang bliver budt velkommen i den offentlige, et af elementerne i definitionen af konkurrencestaten.

Det samme fænomen ses som entydigt negativt, når det kommer til ulande, for der fører agenternes egeninteresse til korruption, uha. I de rige lande skal den samme type agenter have resultatløn!

Marked og demokrati i Det globale Syd

Samtidig med at markedsøkonomi, dvs. i praksis en sætten statsligt dreven virksomhed på skrump samt privatiseringer af offentlige aktiver, blev trumfet igennem, skulle Det globale Syd demokratiseres.

Frie valg skulle afholdes og regeringen baseres på et legitimt valgt parlament (eller dets flertal) og stå til ansvar for sine gerninger. Bevillinger og skatter skulle vedtages af folkets repræsentanter og ordentlige finanslove fremlægges hvert år.

Alt dette eksisterede i forvejen på papiret, men der var tit rod i udførelsen.

Demokratiet selv blev underkastet udenforståendes opfattelser af, hvad det skulle levere, nemlig at give forrang for den private sektor. De regimer, der ikke ville privatisere for enhver pris, sås som modstandere af fremskridt og bundne til forældede ’statsbaserede’ udviklingsmodeller osv.

Demokratiet blev omfortolket til at hænge sammen med frit valg på alle hylder, snarere end samfundets kollektive adgang til at bestemme brugen af dets ressourcer.

Især var naturligvis fagforeninger farlige kollektivistiske reminiscenser. Mange aktører hoppede på den vogn og sørgede for at rage nogle smuler til sig fra de riges bord.

Internationale organisationer har gennemtrumfet mange love ved at presse lovgiverne og har dermed selv været med til at gennemhulle det spirende demokratiske apparat.

Parlamenterne spiller en afgørende rolle for bedre budgetplanlægning og overholdelse, og donorerne lægger pres på dem og regeringerne for at styre finanserne og vise, at de kommer det rigtige sted hen og er brugt fornuftigt.

Der er fremskridt, især på grund af nye IT-systemer, men også hele tiden tegn på bagslag, og det ifølge Verdensbankens egne målinger.

Da modtagerlandene gerne vil have donorpengene, må de vise deres villighed på dette felt, men kan til gengæld reagere mod ’Vesten’ på andre områder, såsom ved at introducere en aggressiv lovgivning på vestlige ’værdiområder’ såsom homoseksuelles rettigheder.

I fattige lande har afmonteringen af staten fundet sted samtidig med, at det forlangtes, at staten skulle bruge sine ressourcer bedre og udvikle sine investeringer inden for de vigtigste sociale sektorer som undervisning og sundhed, den såkaldte fattigdomsstrategi.

Dette er naturligvis selvmodsigende. En stærk stat er nødvendig i alle fattige lande, hvis ressourcer skal bruges i almenvellets interesse.

Sierra Leone, Liberia og Guineas mangel på evne til at håndtere ebola-epidemien vidner bl.a. om en mislykket sundhedspolitik, for dér og andre steder er der faktisk brugt midler på opbygning af sektoren.

Strategien om at opbygge et bredt sundhedsvæsen er imidlertid blevet undermineret, dels af globale vertikale programmer støttet af store private velgørenhedsorganisationer som Bill & Melinda Gates Foundation, der vil se klare resultater, dels af tusindårsudviklingsmålene, der i sin påståede iver efter at bekæmpe fattigdom var helt fokuserede på udvalgte sundhedsopgaver som specielle vaccinationsprogrammer eller bekæmpelse af bestemte sygdomme.

Alle disse modsætninger har især én konsekvens.

Kombinationen af indskrænkning af statsapparatet på den ene side og kravet om, at det skulle stå for udbygning af sociale sektorer på den anden, har ført til stigning i autoritære og autokratiske regimer.

Hæren og politiet bliver de mest levedygtige dele af staten. De bakker op om den egenmægtige præsident, der betjener sig af et håndholdt parlament og embedsmænd, der opfører sig som anti-korruptionskrigerne forventer: prøver at hytte deres eget skind og skrabe en fordel til sig her og der.

Da der også er lagt låg på lønstigningerne, og lønningerne i forvejen er lave, forstærkes disse tendenser. For at undgå at blive taget med fingrene i kagedåsen, stiller embedsmændene gerne op og hylder præsidenten og al hans væsen.

Når nu korruption ses som et statsligt problem, må stater naturligvis overvåges.

Dette har været med til at styrke organisationer som Verdensbanken, der aldrig er bleg for at udtale sig om staters uheldige praksisser mht. måden, de omgår den private sektor på. Hvis den private sektor havde mere magt, ville effektivitet fremherske, underforstås.

At korrupte praksisser hænger sammen med profitjaget, nævnes ikke.

Kun på det allersidste er vennerne i Verdensbanken begyndt at indrømme, at private interesser kan være korrumperende. Men dens egne handlinger er jævnt hen med til at fremme misbrug.

Med så megen vind i sejlene for den private sektor kan man også forstå, hvordan den går videre fra krav om reformer/reduktion af centraladministrationen og ’staten’ i al almindelighed til at sætte spørgsmålstegn ved retssystemet og domstolene.

ISDS-domstole (investor-mod-stat tvistbilæggelse) er den logiske fortsættelse af tankegangen. Private transnationale interesser vil ikke finde sig i en enkelt stats retssystemer, nej, de kræver deres eget.

Ikke engang EU’s er godt nok, som vi kan se i forhandlingerne om TTIP-aftalen (det transatlantiske handels- og investerings-’partnerskab’).

Tankegangen griber ned i regelsættet, der skal indrettes, så private firmaer kan bestemme deres egne aktiviteter, og hvis regeringer ikke vil give dem de tilladelser, de kræver, vil de stævne dem.

Hvis regeringer laver love om til skade for private interesser, skal de kompenseres for fremtidige (fiktive) tab.

Et eksempel på det handler om Valco i Ghana

Truslen om den form for voldgiftssager har plaget udviklingslande i mange år.

I Ghana indgik aluminiumsselskabet Valco (90 % Kaiser Aluminium, 10 % Alcoa), der var støttet af amerikanske eksportkreditter, en aftale med den ghanesiske stat i 1967 om køb af billig elektricitet fra det netop byggede vandkraftanlæg ved Akosombo-dæmningen, der også havde fået international støtte.

30 år senere havde Ghana selv brug for elektriciteten eller for at få en ordentlig pris for den i det mindste.

Men de amerikanske ejere ville ikke betale mere og henviste til en anden kontrakt med generelle betingelser, der havde en 50-årig løbetid.

De krævede skiftevis voldgift og truede landet på andre måder. Til sidst overtog den ghanesiske stat aluminiumsværket, der enten ikke fungerer mere eller kører på stærkt nedsat kapacitet.

Endnu værre er faktisk, at det accepteres, at stater kan bindes kontraktmæssigt for langt længere tid, end noget parlament er valgt for. På den måde undergraves parlamentets autonomi.

I praksis bliver det sværere at ændre en kontrakt end grundloven. Behøver man at minde om Nordsøolie-aftalen?

God regeringsførelse og anti-korruption i Nicaragua

En artikel beskriver disse processer i Nicaragua (Brown og Cloke (2005)).

Den liberale Arnoldo Alemán blev valgt til præsident i 1997 efter Violeta Chamorro, den første og nogenlunde sympatiske præsident, der var kommet til magten efter afslutningen på den opslidende borgerkrig i 1990.

Opmuntret af snak om frie valg og videre fremskridt blev enorme pengesummer smidt ind på at styrke statsapparatets funktionsmåde, samtidig med at privatiseringer skulle finde sted.

Den interamerikanke Udviklingsbank (IADB) satte næsten USD 200 millioner ind på at styrke de finansielle og institutionelle rammer for regeringsførelsen.

Verdensbanken havde et USD 20 millioner projekt, der gav teknisk assistance til økonomisk management, USAID havde et program for at forbedre retssystemet og god regeringsførelse, og derudover var Danida, UNDP og Taiwans regering medspillere.

Det blev naturligvis også foregivet, at programmerne var succesrige. Orkanen Mitch, der ramte i 1998, kunne bruges til at forklare, at fremskridtene var så få.

Hvis man accepterer, at i hvert fald nogle af delmålene af disse programmer var fornuftige nok, må man konstatere, at de ikke har haft vedvarende effekt.

Alemán blev anklaget for korruption, da han forlod præsidentembedet og blev i 2003 idømt 20 års fængsel. Senere indgik han en strategisk alliance med den nuværende (og tidligere, fra 1979-90) sandinistiske præsident, Daniel Ortega, så han (Alemán) slap ud af fængslet, og i 2009 frikendte Højesteret ham for korruptionsanklagerne.

Ud over de generelle governance-programmer blev anti-korruptionstiltag (såsom oprettelsen af en national integritetskomité) sat i gang i Alemáns regeringstid.

Donorerne begyndte at rose Alemán (og sig selv) hæmningsløst. Jeg erindrer, at Alemán sørgede for at koncentrere donormidler til f.eks. decentralisering i en fond, der blev administreret af hans eget kontor.

På den måde kunne han kombinere nær adgang til midler med en paternalistisk uddeling af penge til kommunerne.

Denne koncentration omkring præsidentembedet er, som sagt, karakteristisk for de modsatrettede processer, der sættes i gang, når staten skal blande sig i mindre, men samtidig ’levere’ mere effektivt.

En anden erindring er, at den danske ambassadør tog nogle slag med Alemán især om en rigsrevisor, der tog sit job for bogstaveligt for Alemáns smag og derfor blev smidt i fængsel i en tid.

På samme tid priste de internationale organisationer landets fremgang.

Brown & Cloke kommenterer:

”Med andre ord, præsidenten for IADB roste de mest korrupte medlemmer af Nicaraguas regering for fremlæggelsen af en lov, der havde den stik modsatte effekt af, hvad han hævdede den havde; derved demonstrerede han enten en ynkelig mangel på forståelse for dynamikken i nicaraguansk politik eller en skrigende mangel på interesse for resultatet af de institutionelle reformer, der blev finansieret af hans organisation.” (Brown & Cloke (2005: s. 17, egen oversættelse)

Forfatterne mener, at problemerne til dels blev gjort værre af donorpenge (f.eks. var pengene til at rydde op efter Mitch lette at få fat i), dels at donorerne ignorerede problemerne, fordi de lod sig spise af med tomme erklæringer, men at hele problemstillingen befinder sig på et andet plan, nemlig i landets eget ’system’. Private og offentlige interesser har længe omfavnet hinanden.

Man kan tilføje, at en svag stat som Nicaragua er billigt til salg for udenlandske interesser, og at dette netop blev hjulpet på gled af donorerne, der altid fremhæver betydningen af udenlandske investeringer.

Konklusion

Som termen ’korruption’ bruges, er det en forsvarsmekanisme for de stærkeste. Multinationale kalder den elite i de lande, de slår sig ned i, for korrupte, fordi de selv ødelægger den.

Problemet er en stadig udhuling af alle offentlige systemer og modarbejdelse af opbygning af stater (’nation building’).

Midlerne er overfladiske besværgelser om ’good governance’ uden bund, anti-korruptionskommissioner, der afløser anti-korruptionsudvalg etc.

En styrkelse af regeringsapparatets systemer til styring af statens finanser hjælper i den anden retning, men nye misbrug kan altid finde vej. Nye systemer og institutioner gør det ikke.

Jeg har selv set, hvordan offentligt udbud skal styrkes i de fransktalende lande i Vestafrika – i øvrigt på fuldstændig identisk facon – ved at skabe stadig flere kontrolled i processen. Så er der flere til at skændes om og dele byttet. Bliver arbejdet udført bedre?

I Danmark har vi så sandelig også mange regler om udbud, EU og lokale, men byggeskandaler breder sig.

Så længe det drejer sig om at tjene så meget som muligt, og konkurrencen hele tiden skærpes, vil misbrug og dårligt arbejde øges.

Karen Helveg Petersen er redaktør på tidsskriftet Det Ny Clarté, hvor artiklen også bringes i #26/2015, hvis tema er »Korruption eller netværk«

Litteratur

Atesglu, Levent og Ilkim Ozdikmenli, ”Corruption and Governance: Contradictory or Complementary? A Study on Social Rights” (ca. 2008). Hjemmeside: http://idec.gr/iier

Brown, Ed og Jonathan Cloke, ”Neoliberal reform, governance and corruption in Central America: Exploring the Nicaraguan case”, Political Geography (2005)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce