Konspirationsteori og selvstændig tænkning

Det årlige møde i den sagnomspundne, magtelitære Bilderberg-kreds er i gang fra torsdag til søndag i den sidste uge af maj 2014. I år finder mødet sted i Danmark.

Når Rune Eltard-Sørensen i april i artiklerne »Konspirationsteoretikere har forbindelse til Scientology« og »Afdækning af Bilderberg-protester udløser nye konspirationsteorier« påpegede, at Scientology og meget højreorienterede er med i protesterne imod de magtelitære Bilderberg-møder, var det ikke uvæsentligt eller irrelevant.

Men det rejser spørgsmålet: Har konspirationsteoretikere og konspirationsbenægtere noget til fælles?

I mine øjne er Scientology ikke bedre end storkapitalens diverse lakaj-afarter. Begge forsøger at presse mennesker ind i deres respektive former for pseudofrihed, også selvom nogle enkeltheder måtte have sine gode sider. Man må se både detaljerne og det samlede billede.

Derimod står jeg efter læsningen tilbage med spørgsmålet: Hvad er intentionen med de to artikler?

Skribenten belyser alene kritikere af Bilderberg. Intet sted ses der på, om der er saglige grunde til at belyse den transatlantiske eliteklub. Hvorfor ikke – mener skribenten ikke, at der findes sådanne grunde?

Er skribenten bekendt med, at der findes både højre-, centrum- samt venstreorienterede Bilderberg-kritikere, der ikke tænker i reptiler og zionisme og lignende mere eller mindre luftige, teoretiske påhæng?

Hvis han er, hvorfor så ikke medgive dette med blot en sætning eller to?

Har skribenten gjort sig overvejelser om, hvilket indtryk det kan give læsere, når artiklerne udelukkende omtaler angiveligt flyvske, skingre og lavere fællesnævnere blandt Bilderberg-kritikerne?

Med en lidt mere afbalanceret og vågen anvendelse af tænkningen kunne man måske have indset det rimelige i at skrive: »Denne artikel forsøger ikke at underkende, at der kan være problemer ved Bilderberg, men i denne artikel ses altså alene på visse segmenter af dens kritikere.«

Så kort kunne det gøres. Det kunne dog også klæde med et par kildehenvisninger/links til noget seriøs Bilderberg-kritik.

Man kunne også have tilføjet: »Skribenten er vidende om, at ikke alle, der vil protestere imod Bilderberg-mødet, er klar over, at Scientology er blandt arrangørerne, og skribenten er vidende om, at Bilderbergs kritikere kan have forskellige bevæggrunde for deres kritik, ligesom der er helt og delvis forskellige grunde til at være imod fx EU.«

Den globalt magtcentraliserende tendens synes de fleste Bilderberg-kritikere at være enige om er et problem. Også jeg.

Om de omtalte jødehadere må det siges, at der også er jøder, der påpeger, at jødedom ikke er ensbetydende med zionisme.

Jeg har både læst og hørt David Icke, og hans budskab, som jeg kan udlede heraf, er helt tydeligt ikke jødehad, men at belyse den fremmedgørende og skelskabende illusion, han ser i al religion. Men i andre tilfælde er Icke lige hurtig nok i sine konklusioner.

I sin skildring af Bilderberg-kritikere må man være varsom med ikke selv at gøre netop det, man påpeger hos de andre, såsom at generalisere.

Derfor kan man sandelig godt kritisere specifikke jøder, specifikke kristne, specifikke muslimer, specifikke ateister, og så videre. Der er eksempelvis al mulig grund til at kritisere medlemmer af Rothschild-dynastiet – der tilfældigvis er af jødisk oprindelse.

Gør det én til ’antijøde’? Selvfølgelig ikke. At mene andet er ubegavet.

Enhedslisten har samarbejdet med højre-tænketanken CEPOS i den kritiske oplysning om overvågningssamfundet, og Enhedslisten har stemt sammen med højrefløjspartier om en stribe ting gennem årene, fordi lige netop det pågældende lovforslag faktisk var fornuftigt ud fra et Enhedsliste-synspunkt. Det kan det jo til tider hænde, at det er.

Enhedslisten har fx stemt sammen med Dansk Folkeparti imod gensplejsede afgrøder. Jeg hverken tror eller håber, at Rune Eltard-Sørensen mener, at dette gør Enhedslisten til Dansk Folkepartis generelle sengekammerat.

Et frit menneske tænker og handler ud fra sine egne motiver. Det kan andre frie mennesker godt forstå.

Det samme må være legitimt at mene i forhold til demonstrationer imod Bilderberg. Jeg kan godt forstå, hvis man vægrer sig mod en demonstration, hvor Scientology er medarrangør, og jeg er ikke selv sikker på, at jeg vil deltage.

Man kan bekæmpe kapitalmagt og magtcentralisering på mange måder. Men jeg har svært ved at svinge mig op til fordømmelse eller latterliggørelse af, at nogle demokratielskende borgere vil praktisere den grundidé, at forskellige observanser, idet mindste for en stund, står sammen imod noget.

Jeg håber blot, at deltagerne er vågne omkring de fulde hensigter hos visse grupperinger (og hos sig selv).

Når to skolelærere stikker hovederne sammen i korridoren og koordinerer noget, inden de går ind til hver deres skoleklasse, så er vi alle med på, at det har en betydning.

Men når de magtfulde deltagere på Bilderberg-møderne gør det tilsvarende, så er der dem, der pludselig mener, at det ikke har nogen betydning.

Jeg spørger: Hvordan kan en sådan automatreaktion være opstået?

Jeg vil kalde den konspirationsteori, blot med omvendt eller spejlvendt fortegn, og jeg tror, den for manges vedkommende bygger på frygt. Jeg oplever, at vi lever i en tid, hvor det er skadeligt at ligge under for det tankepoliti og tyranni, der ligger i denne automatreaktion – der i øvrigt langt fra altid siges med ord eller er formulerede sammensværgelser, men ligger uudtalt i »stemningen«.

Tyranniet er bygget af tre elementer, der taler til henholdsvis tanken, følelsen og viljen:

1) Kliche: »Det er noget pjat!«,

2) Konvention: »Det er vi enige om« eller »Alle og enhver ved da«,

3) Rutine: »Det har vi da altid gjort og ment.«

(Blandt redaktører og studieværter ser vi mønsteret i ikke mindst EU-debatten; EU-tilhængere præsenteres som objektive og uvildige, EU-modstandere som subjektive og tendentiøse. Dette udgør i mine øjne et latterligt tyranni).

Og så er der også reaktionen, at »det kunne vores politikere og vores erhvervsliv da aldrig finde på,« når konspirationsteoretikere taler om »elitens« mere eller mindre aftalte og mere eller mindre fordækte, mørke meritter.

Men hvad med Hitlertyskland og CIA-torturfængsler, hvad med firmaer, der i samarbejde med korrupte regeringer lader regnskov rydde og indianere og småbønder blive fysisk tvunget fra deres jord, så dyrkningen af gmo-soja kan rykke ind – you name it.

Jo, ’eliten’ kan afgjort finde på ekstreme handlinger mod mennesker!

Hvis man bruger kræfter på at etablere sig i en bestemt overbevisnings ståsted i stedet for at have mod til sandhed og til at miste sin egen sandhed, så har man allerede skimtet det alternativ, man burde sætte i stedet. Dette gælder både konspirationsteoretikere og konspirationsbenægtere.

Hver enkelt af os må spørge sig selv: Vil jeg ligge under for censur, hvad enten den møder mig som italesat latterliggørelse, fordømmelse, med videre – eller som uudtalt stemning?

Der siges masser af vås om Bilderberg. Det er måske ikke helt overraskende med en så lyssky klub med så magtfulde deltagere og styrekomité-medlemmer. Men det saglige må jo så være selv at undersøge sagen.

Jeg mener, ligesom den amerikanske, venstreintellektuelle forfatter til bogen ’Against Empire’, Michael Parenti, at konspirationsteori er blevet en alt for letkøbt formular for afvisning af begrundede mistanker.

Han skriver:

»De, der råber op om konspirationsteorier, tror altså ikke, at politiske beslutningstagere kunne finde på at lyve eller have uudtalte dagsordener, der tjener magtfulde interesser. De insisterer på, at de rige og magtfulde – modsat alle os andre – ikke handler ud fra bevidste forsæt.«

Hvad tænker Rune Eltard-Sørensen om dette?

Og mener han, at det har været usagligt, de gange hvor Enhedslistens Per Clausen og Frank Aaen har stillet spørgsmål til ministre om Bilderberg, og mener han, at det har været irrelevant, de (globalt set desværre ret få) gange hvor fuldakademiske, seriøse historikere har forsket i Bilderberg-gruppens betydning gennem årene?

De pågældende forskere og en del af deres artikler og bøger omtales i mit skrift ’»EUSA – genrejsningen af Romerriget?’ del 1 og del 2.

Siden jeg skrev det, er det videnskabelige værk ’Transnational Networks in Regional Integration – Governing Europe 1945-83’ blevet udgivet.

Historikeren Valerie Aubourg skriver i sit bidrag i bogen:

»Bilderberg greatly contributed to the integration of the SPD, the Labour Party, and more generally the European social democratic parties into the general Euro-Atlantic policy consensus.« (Nemlig i forhold til blandt andet NATO og handelsliberalisme).

Det bør, kort fortalt, ikke overraske, at toppen i Socialdemokraterne er så vild med EU, medvirker til udhuling af det skattefinansierede velfærdssystem til fordel for den traditionelle amerikanske forsikringsbaserede »velfærd«, at også Socialdemokratern vægrede sig mod reelle undersøgelser af CIA-fly og CIA-torturfængsler i Europa og så videre, og så videre.

Lad mig blot kortfattet give et enkelt, men højaktuelt eksempel på relevansen i at se Bilderberg og lignende foretagender nærmere an.

Det, Aubourg ikke fik med, var, at WikiLeaks.org har lækket referatet fra Bilderberg-mødet i september 1955.

Her talte man i afsnittet ’V. European Unity’ for det, der kaldtes skræmmekampagne, når EU-kritikere siden advarede om selvsamme logistik:

»A European speaker expressed concern about the need to achieve a common currency, and indicated that in his view this necessarily implied the creation of a central political authority.«

Referatet nævner ingen protester.

Jeg vil ikke kloge mig på, hvordan forløbet er gået for sig i de mellemliggende år, men den 8. oktober 1970 blev Bilderberg-linjen i hvert fald officiel (men lidet omtalt) i ’Werner-rapporten’ til Rådet og EF-kommissionen om en økonomisk og monetær union.

Her hed det på side 26, punkt B.:

»The economic and monetary union thus appears as a leaven for the development of political union which in the long run it will be unable to do without.« (Leaven: surdej).

Altså præcis, hvad EU-kritikere og -modstandere altid har advaret om.

Som de fleste Modkraft-læsere ved, begynder vi at kunne se den fysiske realisering af ovenstående, med den forventelige eurokrise som påskud.

EU-kommissionens næstformand Viviane Reding har sagt, at »eurozonen skal blive til Europas Forenede Stater.«

Wim Duisenburg, Joschka Fischer, Gerhard Schröder, Otmar Issing, Laurent Fabius og Romano Prodi har alle deltaget på Bilderberg-møder, og alle seks har efter offentliggørelsen af ØMU-idéen talt åbent om ØMU’ens nære sammenhæng med afgivelse af national selvbestemmelse.

Siden første færd har den gamle bankmand David Rockefeller været en central figur i Bilderberg, søsterorganisationen Trilateral Commission og et hav af andre magtelitære cirkler. Han udtrykte sin vision om den globale magtindretning på denne måde i Newsweek International den 1. februar 1999:

»Nogen må erstatte regeringerne, og erhvervslivet forekommer mig at være det logiske felt til at gøre det.«

Bilderberg-møderne fungerer i regelen ikke gennem vedtagelser/beslutninger, men gennem momentum (latin for at bevæge eller sætte i gang).

Forskellen er i realiteten ligegyldig for resultaterne af de kultiverede idéer. Den, der tror andet, sover i teorier. Ofte indvies befolkningen først, når forberedelserne har været i gang i årtier.

En anden historiker, der har forsket i Bilderberg, er danske Ingeborg Philipsen. I sin Ph.d.-afhandling ’Diplomacy with Ambiguity – The History of the Bilderberg Organisation 1952-1977’, Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet, 2009, gør hun forståeligt nok meget ud af at distancere sig fra de mange konspirationsteorier.

Men selv hun skriver (på side 169-170):

»Bilderberg occasionally did act in way that could be considered »lobbyism«, for instance in case of the launching of the Multilateral Force at the Conference in 1964, and the general attitude towards de Gaulle points in the same direction. Indeed, despite the official denials, it is hard NOT to see Bilderberg’s activities as a kind of lobbying institution – a lobbying institution that is FOR a »United West« and more specific FOR a more integrated NATO and FOR a United Europe. The special »quality« about the Bilderberg group, as a lobbying institution, indeed, was that it was ALSO a forum for debate.»

(Philipsen skriver i datid, angivelig som følge af at hendes Ph.d. omhandler årene 1952-1977).

Jeg er enig i, at det ofte forholder sig sådan, som Lars Ploug skrev 23. april i Modkraft-artiklen ’Konspirationsteoretiske vildfarelser og virkelige sammensværgelser’: »Konspirationsteoretikerne er paradoksalt nok med til at undergrave opmærksomheden imod hemmelig magtudøvelse og mod virkelige sammensværgelser. De kan være alvorlige nok, selv om de ikke lever op til konspirationsteoretikernes forestillinger om verdensregeringer og andre maleriske konstruktioner, som kun findes i hovederne på dem selv.«

Det handler dog ikke alene om opmærksomhedsforflytning.

Hvis vi afholder os fra at undersøge tegn på fordæktheder, fordi vi ikke vil sættes i bås med ’konspirationsteoretikerne’, så er (eller bliver) vi lige så ufrie som de konspirationsteoretikere, der har dannet sig uafbalanceret ’truther’-identitetsfølelse og diverse automatreaktioner.

Vi bør være ydmyge i vores vurderinger af, hvornår noget er konspirationsteori, for ét er spekulation, noget andet er forskning, og det må være tilladt for både lægfolk og forskere at grave i eksempelvis eliteklubbers virke.

Jeg vil påstå, at jeg ved, at meget af den frihedsberøvelse, konspirationsteoretikere advarer mod, får leverum i og med den både udtalte og uudtalte stemning, at «nu skal vi jo ikke fremstå konspirationsteoretiske».

Er man funderet i sig selv, kan man ikke have frygt for at blive sat i bås med eller være »sengekammerat« med nogen som helst.

Hvis en gruppe nynazister inviterede mig til at holde et foredrag (hvilket er meget lidt sandsynligt), så ville jeg muligvis sige ja. Jeg er jo stadig mig. Hvis blot én nynazist i salen kommer til det, jeg anser som fornuft, på grund af mine ord, da har foredraget ikke været forgæves.

På et niveau kan jeg godt forstå, når Lars Ploug skriver: »Hvis spillet er aftalt, og hvis aftalens indhold og parter er så kvikke og hemmelige, som konspirationsteoretikerne vil have os til at tro, så er den nærliggende reaktion ikke at engagere sig i arbejdet med at lave tingene om, men at resignere.«

På et andet niveau tænker jeg: Hvorfor det?

Om man vil reagere med at engagere sig eller med at resignere, er op til den enkelte. Derimod kan vi hjælpe hinanden til at engagere os.

I overensstemmelse med sin egen frihed og parathed må den enkelte ville den bitre sandhed frem for den søde løgn. Måske i begyndelsen kun instinktivt, men så sidenhen bevidst og aktivt. Først da kan vi arbejde for at skabe en sødere virkelighed, tror jeg.

Kun den mest outrerede EU-tilhænger vil benægte den (synes jeg) bitre sandhed, at der med EU’s udvikling foregår en stadig magtcentralisering. Ligeså med Verdensbanken, IMF, Davos-møderne, med videre.

Efter i flere år at have gravet i emnet har jeg dels set dokumenterede konspirationer, dels set en bunke indicier for dette eller hint, og dels har jeg set visse mønstre hos «magteliten» tegne sig. Mønstre, man nødvendigvis kun kan øjne ud fra længere tids opmærksomhed. Præcis som det tager tid at lære geometri eller at spille klaver.

Hvis nogen, der har stemt ja til EF/EU, læser indlægget her, så vil jeg sige: Føl dig ikke ramt, for EU er et helt andet EU i dag end dengang, du stemte ja.

Det er det, netop i høj grad på grund af EU’s magtcentraliserende «krisemedicin». Den udgør det, forfatteren Naomi Klein kalder for en ’chokdoktrin’: Kapitalmagten opnår sine mål i skikkelse af »løsninger« på kriser, den selv har skabt eller gødet.

Og selv om meget er forberedt gennem årtier, er meget heraf altså sket i det skjulte. Så du er lovlig undskyldt.

Længe før Klein kom på banen, beskrev den britiske konspirationsforfatter Davis Icke hendes chokdoktrin, blot med en anden betegnelse: ’Problem-Reaktion-Løsning’.

Altså Hegels tese-antitese-syntese i retarderet form: »Eliten« skaber et problem, som afføder en reaktion i befolkningen, og så kommer der nogen (de selvsamme interessefelter, som skabte problemet) med en løsning – en perfekt metode til at få mennesker til selv at bede om indskrænkningen i deres frihed.

David Icke og den højtråbende flødebolle Alex Jones i USA benytter jeg på den måde, at i de tilfælde, hvor de faktisk bringer kildeoplysninger, opsøger jeg disse for at se dem med egne øjne. Det har indimellem bragt mig frem til væsentlige forhold.

Andre gange kan jeg ikke bruge udsagnene til noget. Man kan vel tænke selv. Hvis man gider.

Magnus Falko er medlem af Folkebevægelsen mod EU og tidligere medlem af Enhedslisten.