Konspirationsteoretiske vildfarelser og virkelige sammensværgelser

For ikke længe siden bragte Modkraft en artikel om de grupper, der mobiliserer mod Bilderberg-mødet i København til maj.

Artiklen, der er skrevet af Rune Eltard-Sørensen, beskriver blandt andet et bemærkelsesværdigt personsammenfald mellem Bilderberg-aktivisternes organisationer og iniatiativer, der udspringer af Scientology.

Ifølge aktivisterne er Bilderberg-møderne ikke det, som arrangører og deltagere foregiver, at det er. Møderne er en offentlig manifestation af hemmelige netværk mellem denne verdens rige og mægtige. 

Det er med andre ord ikke bare speeddating for statsoverhoveder, videnskabs- og forretningsfolk. Men, altså, en sammensværgelse.

Fælles for Bilderberg-aktivisterne og for mange af dem, der på Modkrafts Facebook-side reagerede på artiklen er, at de er konspirationsteoretikere. Eller truthers som nogle af dem (måske i opposition til det negativt ladede konspirationsteoretikerbegreb) foretrækker at   kalde sig selv.

Andre vil kalde dem bims eller bindegale.

Harmløse?

Af samme grund har nogle læsere kritiseret Modkraft for at tage billige stik hjem ved at udstille en (ret lille, tror jeg) befolkningsgruppe, der i forvejen bliver set ned på og leet ad.

Som én skrev på Facebook er »Modkrafts handlinger er et job for eliten. Et inkvisitorisk og heksejagt-agtigt had over for anderledes tænkende folk, som ikke gør nogen fortræd. Der er tale om EEN overordnet religion her i Modkrafts handlemåde, og det er satanisme.«

Forvirrende og sært, og forkert på mindst en måde.

Muligvis er det rigtigt, at konspirationsteoretikere som dem, der er omtalt i Runes artikel, faktisk er harmløse.

Det tror jeg i hovedsagen, at de er. Selvom det er uomgængeligt, at konspirationsteorier har haft verdenshistorisk betydning og gjort uskyldige mennesker til ofre i stor stil, og formentlig vil gøre det i fremtiden, så er det næppe subkulturen af truthers, der trækker det læs.

Men den konspirationsteoretiske måde at tænke på eksisterer andre steder end i den overskuelige subkultur. Nogen steder for lidt, andre steder for meget.

Læs »Konspirationsteoretikere har forbindelse til Scientology« hos Modkraft

Læs »Afdækning af Bilderberg-protester udløser nye konspirationsteorier« hos Modkraft

Konspirationsteorier

Loyalt at definere en konspirationsteori eller konspirationsteoretiker er vanskeligt. Der er  mange slags teorier, og det er ikke alle der, som (nogle af) Bilderberg-aktivisterne åbenbart gør det, tror på hemmelige verdensregeringer med rødder i rige jødiske familier.

Man kan godt, uden at se sammensværgelser allevegne, abbonere på en mere lokal og begrænset teori. Og man kan godt have en hullet teori om sammenhænge i verden, hvor hullerne er lappet med spekulative konstruktioner, uden at teorien derved bliver en konspirationsteori, og uden at man derved bliver konspirationsteoretiker.

Det gør de fleste mennesker med nogen ting.

Så vejen frem er ikke at definere konspirationsteorier, men at fremhæve nogle af deres karakteristika, og måske især dem, der giver anledning til at betragte konspirationsteorier med nogen skepsis.

Interessant frem for oplagt

For det første opererer konspirationsteoretikerne med en ejendommelig ontologi, der blandt de mangfoldige, og ofte kedsommelige forklaringer, privilegerer den interessante og pitoræske over den nærliggende eller oplagte.

Tag fx Bilderg-møderne, hvor der givetvis er en højere habit-bandit-frekvens end andre steder. En krigsforbryder eller to er der nok også at finde.

Og der bliver sikkert også lavet gusten politik som man i lighed med pølse ikke gider at  vide, hvordan er blevet til.

Men møderne er i Bilderberg-truthernes virkelighed kabinetsmøder i en hemmelig verdensregering, der åbernbart kan nøjes med at mødes en gang om året.

Bemærkelsesværdigt når nu den har en hel verden at regere.

Den perfekte organisation

I det hele taget har konspirationsteoretikere høje tanker om sammensværgelsernes organisatoriske sammenhængskraft og evne til at forblive hemmelige. De har høje tanker om de mennesker, som deres teorier placerer på snoreloftet.

En verdensregering er en omfattende konstruktion. Tænk bare på, hvor mange ministre og embedsmænd, der skal til for at styre lille Danmark, og tænk på hvor svært de har ved at holde deres kæft, selvom de har lovet det.

En verdensregering involverer mange mennesker, og selve tanken om, at den også skulle kunne holdes hemmelig for alle undtagen de indviede og dem, der som Bilderberg-trutherne ser lige gennem hemmelighedskræmmeriet, forekommer latterlig.

Sammensvoren uduelighed

Den afdøde skotske journalist Alexander Cockburn skrev i 2011 en længere og glimrende artikel om de de såkaldte 911-truthers. Det er folk,der afviser den officielle forklaring om, at Al-Quaida stod bag terrorangrebet den 11. september 2001.

Mere specifikt går han efter dem, der udpeger topfolk i Bush-regeringen. Nærmere bestemt Dick Cheney, som dukkeføreren bag terrorangrebet, der banede vejen for invasionerne i Afghanistan og Irak.

Det var altsammen planlagt, mener 911-trutherne (helt sikkert ikke dem alle; der er mange skoler).

Cockburn, der er en af grundlæggerne af magasinet Counterpunch peger også på det ulogiske i valget af mål.

Hvis Bush-regeringen stod bag terrorangrebet, og hvis formålet var at mobilisere amerikanerne til krigene i Centralasien og Mellemøsten, så var det måske mere nærliggende at lade terroristerne styrte flyene ned på et fyldt fodboldstadion, frem for i World Trade Center og i Pentagon.

Tilsvarende med valget af terrorister. Noget havde sikkert været nemmere, hvis andelen af saudiske terrorister havde været mindre og andelen af irakere større.

I alt fald hvis planen var at mobilisere amerikanerne bag en krig mod Irak. Men det havde den ellers ekstremt velsmurte konspiration altså ikke tænkt på. Eller også var det ekstremt velgennemtænkt dubbelt-bluff.

Dertil kommer, at folkene i sammensværgelsen enten var uvidende om fraværet af irakiske masseødelæggelsesvåben, eller ude af stand til at lyve om det, så de blev troet.

Det første er absurd, det sidste burde have været en smal sag for en sammensværgelse, der fortjener at blive kaldt sådan.

Alexander Cockburn skriver:

»Hvad Bush og Cheney demonstrerede allertydeligst var, at de ikke i bare den ringeste grad var kompetente til at orkestrere noget sådant. De kunne ikke engang fremskaffe masseørdelæggelsesvåben efter, at amerikanske styrker havde invaderet Irak, og det på et tidspunkt, hvor enhver æske mærket med »WMD«, ivrigt ville være blevet fotograferet af den amerikanske presse, og fremlagt som det endelige bevis.

Ærke-dæmonen Cheney og hans forsamling af nykonservative kunne ikke engang orkestrere en provokation, der kunne retfærdiggøre den planlagte krig mod Iran, eller at man gav Israel lov til at starte den.«

Læs »The 9/11 Conspiracists: Vindicated After All These Years?« hos Counterpunch

Resigneret antipolitik

Konspirationsteoretikerne er ikke mange, men alligevel kan der være god grund til at evaluere deres måde at tænke på. Spørgsmålet er, hvad konsekvensen ville være, hvis flere tænkte om verden, som konspirationsteoretikerne tænker.

Først og fremmest ville der være meget lidt plads til politik, og meget lidt grund til at tro, at den politik, der ville være plads til, ville virke.

Hvis spillet er aftalt, og hvis aftalens indhold og parter er så kvikke og hemmelige, som konspirationsteoretikerne vil have os til at tro, så er den nærliggende reaktion ikke at engagere sig i arbejdet med at lave tingene om, men at resignere.

Alernativet til resignationen, der er slem nok i sig selv, er heller ikke spor rart at tænke på, slet ikke hvis man er så uheldig at høre til den sammensværgelse, som konspirationsteoretikerne forestiller sig findes, og som de forestiller sig at kæmpe imod.

Og det kan man let komme til, alene ved at være skeptisk eller uenig, som satanisterne på Modkraft er det.

Virkelige og (for)tænkte konspirationer

Et sidste problematisk aspekt ved konspirationsteorierne handler om det dårlige rygte, som konspirationsteorierne som de er udlagt ovenfor, giver teorier om sammensværgelser.

Jeffrey M. Bale, der er forsker på Monterey Terrorism Research and Education Program forsøger i en artikel at skelne mere formelt mellem konspirationsteorier og teorier om konspirationer, mellem »politisk paranoia og politisk realisme.«

Det er  fascinerende læsning i sin helhed, og artiklen har da også inspireret mig på flere punkter. Men i denne sammenhæng vil jeg nøjes med at gengive hans betragtning om konspirationsteoriernes tvivlsomme succes.

Den består i, at der blandt seriøse politologer, sociologer, historikere mm. er en tendens til at sky forskning, der beskæftiger sig med sammensværgelser.

Litteraturen om den rolle, som virkelige sammensværgelser spiller i virkelig politik, er ifølge Bales review meget begrænset.  

Konspirationsteoretikerne er paradoksalt nok med til at undergrave opmærksomheden imod hemmelig magtudøvelse og mod virkelige sammensværgelser.

De kan være alvorlige nok, selv om de ikke lever op til konspirationsteoretikernes forestillinger om verdensregeringer og andre maleriske konstruktioner, som kun findes i hovederne på dem selv.

Læs »Political paranoia v. Political realism« hos Monterey Institute of International Studies

Læren fra Snowden

I det sidste års tid har medierne ladet sig fylde med artikler og indslag baseret på lækken fra Edward Snowden, der via sit arbejde hos en af NSAs underleverandører havde adgang til dokumenter om tjenestens aktiviteter, dens teknologier og fraværet af dueligt opsyn med det alt sammen.

Der har sikkert været mange konspirationsteoretikere, der har følt sig bekræftet af Snowdens afsløringer.

Men der er, forstår jeg, også en del, der er lidt mugne over, at Snowden ikke afslørede andet bag NSA end en autoritær præsident i demokratisk indpakning, en gigantisk industri af private underleverandører, gummistemplende domstole og korrumperede kontrolmekanismer.

Læg dertil en hær af karriere-bevidste politikere og medielærde kommentariusser, parat til at forklare amerikanerne og os andre, at vi har alt at frygte fra terrorister og andre evil-doers, og ingenting at frygte fra de institutioner i staten, der er allermest hemmelige og besidder de allermest misbrugelige magtmidler. 

Det er ikke så malerisk, ganske vist. Og heller ikke hemmeligt. Men det er farligt, og der er alt for mange, der er ligeglade med det, de ved, og som man kan vide, hvis man gider.

Lars Ploug er cand.mag og medlem af Modkrafts nyhedsredaktion.

Se også linksamlingen om konspiration og 11. september hos Modkraft Biblioteket