Annonce

Nyreligiøs højrefløj
8. april 2014 - 22:31

Konspirationsteoretikere har forbindelse til Scientology

Aktive Scientologers Radioforening er central i udbredelsen af politiske konspirationsteorier i Danmark. Græsrodsaktivister, der forbereder gadeprotester mod Bilderberg-møde i Danmark, promoverer samtidig Scientology Kirkens budskab.

Når den sagnomspundne Bilderberg-gruppe til maj samler spidser fra den politiske og økonomiske elite i Europa og USA til stormøde i Danmark vil de blive mødt med protest-demonstrationer.

De er indkaldt af personer og grupper, der er overbevist om, at Bilderberg er et skalkeskjul for en jødisk verdensregering, der står bag alle større politiske beslutninger igennem sammensværgelsen »New World Order« (NWO).

De danske modstandere af denne sammensværgelse præsenterer sig selv som en sandhedssøgende og ikke-politisk græsrodsbevægelse.

En nærmere gennemgang af personkredsen bag de kommende protester viser derimod, at de danske konspirationsteoretikere har en tæt forbindelse til den kontroversielle nyreligiøse Scientology Kirke og den yderste højrefløj.

Læs artiklen »Bilderberg-møde på hemmeligt sted i Danmark« hos Ekstra Bladet.

Håber på støtte fra udlandet

Bilderberggruppen blev stiftet i 1954 af Prins Bernhard af Holland med henblik på at bringe Europas og USA’s elite tættere sammen.

Det sker på uformelle og fortrolige møder, hvor statsoverhoveder og erhvervsledere fra adskillige lande mødes hvert år. 

De danske deltagere tæller en tidligere direktør for både Nationalbanken og Danske Bank, samt den afdøde skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller og de tidligere statsministre Jens Otto Krag (S) og Anders Fogh Rasmussen (V).

Hemmelighedskræmmeriet omkring gruppens møder har givet næring til mange spekulationer om deres reelle hensigter og Bilderberg har fået en central plads i stadig flere konspirationsteorier og er de seneste år blevet mål for stadig større protestdemonstrationer.

Den hidtil største protest mod gruppen fandt sted sidste år, da de holdt deres 61. møde i den engelske by Watford, hvor flere hundrede mennesker var mødt frem med skilte og megafoner for at lufte deres modstand mod den påståede verdensregering.

Læs mere om Bilderbergergruppen hos Wikipedia.

Læs »Bilderberg 2013: LIVE UPDATES« hos RT.

Mødes foran hotel

Så da Bilderberg i slutningen af marts bekendtgjorde på deres hjemmeside, at deres næste møde vil blive afholdt i Danmark i maj skabte det selvsagt heftig aktivitet blandt konspirationsteoretikere herhjemme.  

De danske sandhedsaktivister håber at gentage succesen i England og ser samtidig mødet som en anledning til at styrke og samle deres bevægelse.

Der er allerede indkaldt til tre forskellige protestarrangementer, som er annonceret til at finde sted den 29. maj foran Mariott Hotel i København, og produceret engelsksprogede mobiliseringsvideoer, der skal tiltrække ligesindede fra udlandet.

Men modsat folkelige protester mod andre internationale topmøder, så er det denne gang hverken fagforeninger, venstrefløjen eller miljøorganisationer, men en bevægelse på den nyreligiøse højrefløj, der mobiliserer til gadeprotester. 

Ikke-politisk, men…

De tre annoncerede demonstrationer mod Bilderberg-mødet i Danmark er indkaldt via facebook og har overskrifterne »Bilderberg 2014 Maj, Danmark/Denmark«, »BILDERBERG COPENHAGEN 2014« og »Bilderberg møde i DK i Maj«.

Bag de anonyme navne gemmer sig en arrangørkreds, som i andre sammenhænge har et tæt samarbejde, hvor de promoverer hinandens projekter på kryds og tværs på internettet.

Og selvom man godt kan tale om tre fløje af det samme lille miljø, så er der umiddelbart flere ting, som samler, end adskiller de tre initiativer fra hinanden.

De erklærer sig alle for at være »ikke-politiske« og afviser at tilhøre hverken højre- eller venstrefløj, men fastholder, at de alene søger »sandheden« og appellerer til »kritisk tænkning«, når de behandler aktuelle samfundsemner.

Bevægelsens primære aktivitet finder sted ved udbredelse af ’systemkritisk’ information igennem en endeløs række af facebook-grupper og videoer på Youtube, men man har også afholdt enkelte demonstrationer foran Christiansborg.

Efter amerikansk forbillede er den samlende mærkesag en afvisning af den officielle forklaring på terrorangrebet den 11. september 2001 i USA, ligesom der tilsyneladende er konsensus om en nådesløs kritik af psykiatrien og medicinalindustrien.

De seneste år har også kritikken af New World Order, herunder Bilderberg-gruppens påståede verdensherredømme, desuden udviklet sig til en samlende platform for danske konspirationsteoretikere.

Den sidste fællesnævner hedder Scientology.

Fra ADHD til Scientology

De tre demonstrationer er indkaldt af henholdsvis Morten Wilder og Lars Angelo Trab fra hjemmesiden »Oplysning til det Danske Folk«, Brian Gideon fra »InfoWars.dk« samt anti-psykiatri-aktivisterne Charlotte Bjørn Poulsen og Henrik Bentzen.

De to sidstnævnte er bedst kendt som hovedkræfterne i græsrodsinitiativet »ADHD opfundet af Big Pharma. STOP medicineringen af børn!«, der har arrangeret flere medieomtalte demonstrationer imod medicinindustrien og psykiatrien.

Læs artiklen »ADHD-oprør vokser« hos Ekstra Bladet.

Læs artiklen »Forældre til ADHD-børn angriber psykiatere« hos Ekstra Bladet.

Initiativet beskriver sig selv som »en gruppe for alle som er interesseret i ADHD-bedraget, medicinalindustrien, sundhed, verdenssituationen, konspirationer(NWO) og velvære m.m.«.

Interessen for konspirationsteorier er ikke noget, gruppen forsøger at skjule.

På gruppens banner reklameres der således åbenlyst for InfoWars.dk, som er en dansk underside til den førende amerikanske konspirationshjemmeside af samme navn skabt af den yderliggående, højreorienterede radiovært Alex Jones.

Man skal derimod have adgang til ADHD-gruppens lukkede facebook-side før det står klart, at initiativet er tæt knyttet til Scientology-gruppen »Medborgernes Menneskerettighedskommission« (MMK).

Her finder man en billedserie fra september sidste år, hvor man ser initiativtageren til den kommende Bilderberg-protest, Charlotte Bjørn Poulsen, optræde i MKK’s officielle trøjer til et informationsarrangement for Scientologys menneskerettighedsgruppe.

En gennemgang af anti-ADHD-initiativets facebookgruppe afslører også, at videoer, billeder og artikler fra MMK jævnligt offentligøres af både Charlotte Bjørn Poulsen og Henrik Bentzen, der administrerer gruppen.

Besøg »ADHD opfundet af Big Pharma. STOP medicineringen af børn!« på facebook her.

Læs mere om begivenheden »BILDERBERG COPENHAGEN 2014« på facebook.

Et bidrag til samfundsdebatten

Forbindelsen til Scientology Kirken er Charlotte Bjørn Poulsen ikke alene om.

Hendes medfrivillige fra ADHD-oplysningsgruppen og medarrangør af den kommende Bilderberg-protest, Henrik Bentzen, er også tilknyttet den nyreligiøse og stærkt kontroversielle organisation.

Han er nemlig vært på lokal- og internetradioen »Radio Frihed«, der drives af Aktive Scientologers Radioforening.

Hør Henrik Bentzens indslag fra Radio Frihed.

Radioen, der holder til på Vesterbro i København har eksisteret siden 1987, og er stiftet af en gruppe scientologer, der ønsker at »bidrage til samfundsdebatten« med udgangspunkt i Scientology-grundlæggeren L. Ron Hubberts filosofi.

Formålet er ifølge deres hjemmeside at »medvirke til at nedbryde nogle barrierer i samfundet ved gennem åben dialog at lade vidt forskellige grupper komme ucensureret til orde«.

Her har Henrik Bentzen og andre radio-entusiaster skabt et frirum, hvor medlemmer og venner af kirken frit kan udbrede deres fantasifulde ideer og uforbeholdne mening om, hvordan verden hænger sammen. 

Radioen drives nemlig privat af medlemmerne igennem den til formålet oprettede forening, da Scientology Kirken officielt hverken har nogen politiske holdninger eller involverer sig i politiske aktiviteter.

Læs mere om Radio Frihed her.

Jøder og kommunister styrer verden

Udsendelserne på Radio Frihed giver et indblik i hvor tæt scientologernes eget verdensbillede er på konspirationsteorier om Bilderberg og New World Order.

Et eksempel er Jørgen Jørgensen, der er leder for Scientologys narkoafvænningscenter Narkonon Europa i Arresøhøj nær Helsinge.

I et indslag bragt den 30. januar i år forklarer han regeringens beslutning om at sælge statens aktier i Dong Energy i virkeligheden skyldes, at de danske politikere er under indflydelse fra Bilderberg og den rige jødiske Rothschild-familie.

Hør indslaget »Hvad er Danmark oppe imod ved at sælge DONG aktierne til Goldman Sachs« hos Radio Frihed.

Læs artiklen »Scientologi-ideer indtager Arresøhøj« hos SN.dk.

Scientologen Jannick Uldall, der skiftevis er vært og fast gæst på Radio Frihed, er heller ikke bleg for at lufte alternative teorier om store og små begivenheder.

Han giver i en udsendelse udtryk for den holdning, at den norske massemorder Anders Behring Breivik sandsynligvis er en del af et CIA-komplot og har været udsat for »tankekontrol«, da han begik sine terroristiske handlinger.

Jannick Uldall kan også, med udgangspunkt i den anti-kommunistiske amerikanske forfatter og konspirationsteoretiker Willard Cleon Skousens teorier, fortælle, at USA tilsyneladende har været udsat for en kommunistisk magtovertagelse.

I samme udsendelse, der er bragt den 1. august sidste år, slår han også fast, at  »nationalsocialisme er det samme som kommunisme«, og argumenterer for, at den eneste garant for frihed at begrænse staten mest muligt.

Læs artiklen og hør indslaget »Kontrolleres dine tanker?« hos Radio Frihed.

Læs om Willard Cleon Skousen på Wikipedia.

Hør indslaget »Skæg og blå briller ( del 3 )« hos Radio Frihed.

Talerør for sandhedsaktivister

Den lille lokalradio er også et billede på, hvordan Scientology Kirkens medlemmer har haft held til at knytte an til centrale personer i sandhedsbevægelsen i Danmark.

Det gælder blandt andre Josef Hanji, der ifølge eget udsagn, ikke er medlem af Scientology, men alligevel har fungeret som både vært og er fast gæst på Radio Frihed frem til september sidste år.

Han bruger flittigt sendefladen til at udbrede sit budskab om at den officielle forklaring på, at terrorangrebet den 11. september i 2001 i USA er løgn.

Han driver også hjemmesiderne VerdenVersion2 og 911Truth.dk ligesom han selv producerer videoindslag med og om andre konspirationsteoretikere og ’systemkritikere’ under navnet Whistleblower-TV DK.

Også en anden af radioens faste værter er aktiv i udbredelsen af alternative og mildt sagt utraditionelle samfundsteorier på internettet.

Det drejer sig om Jakob Andreas Lauersen, der udover at have adgang til mikrofonen på Radio Frihed, også har debatforummet PACSTEAM.ORG samt YouTube-kanalen MrPacmanpacks.

Her kan man finde indslag med den højreorienterede amerikanske konspirationsteoretiker og radio-vært Alex Jones, der står bag InfoWars, samt englænder, David Icke, der mener, at verden er styret af zionister og reptiler. 

Læs mere om Jakob Andreas Lauersen her.

Se YouTube-kanalen MrPacmanpacks.

Læs mere om David Icke hos Wikipedia.

Oplysning om … Scientology

Scientologernes medvirken til at udbrede konspirationsteorier i Danmark går ikke ubemærket hen hos andre kritikere af New World Order.

Det viser et besøg på hjemmesiden »Oplysning til det Danske Folk«, som drives af Morten Wilder og Lars Angelo Trab, der står for et andet af protestarrangementerne når Bilderberg kommer til Danmark.

Hjemmesidens redaktør Morten Wilder har personligt oploadet flere af Scientology-gruppen »Medborgernes Menneskerettighedskommission« videoer på YouTube.

Og på »Oplysning til det Dansk Folk« finder man en lang række videoer fra samme Scientology-gruppe samt indslag fra Radio Frihed.

Dertil kommer massiv dækning af Charlotte Bjørn Poulsen’s kampagne mod ADHD samt en artikel oversat af Charlotte Bjørn Poulsen med en opfordring til at registrere og straffe fjender af »naturlig sundhed og valgfrihed«.

Trods det allerede tætte samarbejde, så appellerer Morten Wilder i indkaldelsen til sin Bilderberg-protest til, at kritikkerne af den nye verdensorden rykker endnu mere sammen.

»Håber mange forskellige grupper vil slå sig sammen i alt det her og vise at, nej tak til banditter i habitter,« skriver han.

Se præsentation af Oplysning til det Danske Folk.

»Fælles front mod globalisterne«

Samme håb om samling af den danske bevægelse går igen hos Brian Gideon, der er redaktør på hjemmesiden InfoWars.dk, og har indkaldt til den sidste af de tre protester i maj.

Han skriver på facebook, at de kommende demonstrationer mod Bilderbergs møde i Danmark er »en fantastisk mulighed for at samle os og en gang for alle danne fælles front mod globalisterne«.

Brian Gideon repræsenterer som tidligere nævnt et projekt, der udspringer fra den amerikanske radiovært Alex Jones, der har gjort en forretning ud af at levere sammensværgelsesteorier til et globalt publikum.

Alex Jones præsenterer sin amerikanske hjemmeside som et »conspiracy-tinted site containing strong opposition to socialism, communism, and the New World Order«.

Den danske underside består mest af oversatte artikler, men man kan også læse danske artikler om »det store skattehelvede« samt finde guiden »Sådan får du lov til, at eje skydevåben«.

Brian Gideon håber ligesom flere andre i det danske konspirationsmiljø at Alex Jones vil komme til Danmark for at tale til de planlagte demonstrationer.

Læs om Alex Jones hos Wikipedia.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce