Den udenomsparlamentariske venstrefløj i Danmark lider under manglen på organisering og politisk udvikling. Begge disse problemer er forbundet med brugen af konsensusdemokrati.
Hvad er den bedste måde at tage beslutninger på? Det ville være en fejl at tro, at svaret på dette spørgsmål er simpelt. Hvordan et samfund tager sine beslutninger er et komplekst problem og næsten lige så grundlæggende som spørgsmålet om, hvilket samfund man ønsker sig.
Netop derfor er det også fortrydeligt, at diskussionen på området er stagneret totalt.
Både i det bredere samfund, som hylder den repræsentative parlamentarisme og ophøjer det til et synonym for demokrati, og på den udenoms-parlamentariske venstrefløj i Danmark, som skråsikkert har gjort konsensusmetoden til synonym for anarkisme.
Jeg satser ikke på at levere den færdige og forkrommede løsning i denne artikel.
I stedet vil jeg fokusere på at sætte gang i debatten igen, primært ved at rette et kritisk blik mod konsensusdemokrati og udrede, hvad jeg mener er fejlagtige opfattelser af magtdynamikker ved afstemninger i en direkte-demokratisk proces.
Jeg er ikke modstander af brugen af konsensus i enhver tænkelig situation, men jeg mener, at kritikken og selvransagelsen er en mangelvare på den udenomsparlamentariske venstrefløj på dette område.
Det er en udbredt opfattelse blandt tilhængere af konsensus-metoden, navnlig på den udenomsparlamentariske venstrefløj i Danmark, at den altid vil sikre individet eller mindretallet imod at blive trynet af et ‘flertals-diktatur’.
Afstemninger derimod ses som et onde, som altid vil skabe vindere og tabere i stedet for noget, som alle kan enes om.
Lad os undersøge, om de antagelser holder stik, og se på, hvad konsensus har gjort for den udenomsparlamentariske bevægelse i Danmark. Først en ganske kort gennemgang af konsensus-metodens historie, dens aktuelle eksempler og historiske forbindelse til anarkismen.
Så tidligt som i det 17. århundrede begyndte den kristne kvækerbevægelse at benytte sig af konsensus og gør det stadig i dag. Det har dog ingen decideret politiske årsager, men er nærmere en integreret del af den religiøse oplevelse. Mange kvækere mener enddog, at konsensus umuligt kan sekulariseres, men at det i visse tilfælde endda kan være et udtryk for Guds vilje, når mange mennesker mener det samme.
Endnu tidligere, omend mindre veldokumenterede, eksempler på konsensus finder man hos en del såkaldt oprindelige folkeslag, såsom de afrikanske buskmænd og det bolivianske Aymara-folk samt mange andre stammer.
Om bord på piratskibe valgte man i mange tilfælde kun en kaptajn i forbindelse med slag, men havde derudover en flad struktur og tog beslutninger i konsensus på fællesmøder.
I langt de fleste tilfælde var der tale om stammer eller andre tæt sammentømrede grupperinger.
Dog forekommer metoden også på forskellige niveauer af nogle større strukturer, såsom Haudenosaunee-føderationen (Iroquoisindianernes forbund, red.), som koordinerede imellem flere forskellige stammer af indfødte i Nordamerika, alle med retten til at nedlægge veto imod krigserklæringer med udenforstående og lignende.
Det menes at være det første deltagende demokrati på en større skala og er sandsynligvis grundlagt i mellem år 1450 og år 1600.
Historisk set har konsensus altså ikke været associeret med hverken anarkismen eller socialismen for den sags skyld. Idéen om fuld enighed for et forslag i kombination med retten til veto eksisterer både historisk og aktuelt i mange forskellige fora, fra bærende samfundsinstitutioner til besatte fristeder.
Det er først i 60’erne og 70’erne, at konsensus for alvor er blevet optaget af bevægelser med helt eller delvist venstre-radikalt ophav.
Feministiske strømninger og antiatomkraftbevægelsen krediteres ofte som pionerer for den form for konsensus, som de fleste aktivister kender til i dag.
Efter murens fald har metoden spredt sig ret kraftigt via mobiliseringer imod forskellige topmøder, hvor aktivister fra mange forskellige bevægelser og steder mødes og udveksler idéer og metoder, og bruges meget af midlertidige netværk og mindre grupperinger.
Dette har utvivlsomt et sammenfald med, at det netop er den form for organiseringsmodeller, frem for mere formelle organisationer, som har været fremtrædende på den udenoms-parlamentariske venstrefløj igennem 90’erne og 00’erne.
To af de mest kendte og aktuelle eksempler på konsensus i større skala er Occupy-bevægelsen, som har afholdt adskillige konsensusbaserede folkeforsamlinger på de pladser, de besætter rundt omkring.
Endnu mere interessant er zapatisterne fra Chiapas, som regerer sig selv via konsensus i mere end 2.000 landsbyer i det sydlige Mexico.
Alle landsbyer har et råd, som kaldes for ‘la consulta’, hvor der diskuteres til enighed. Derefter er der yderligere to niveauer, som koordinerer på først et kommunalt og siden et regionalt niveau.
Der findes altså en del grupper med slægtskab til den frie socialisme, som benytter sig af konsensus, men også mange, for eksempel de argentinske arbejderstyrede Fasinpat-fabrikker (‘Fabrikker uden chef’), som benytter sig af afstemninger.
I et historisk lys er der endnu mindre belæg for, at konsensus skulle være anarkismen iboende. Vi bliver derfor nødt til at tage et nøje kig på de forskellige muligheder og finde ud af, hvad der virker bedst i hvilke situationer.
Det primære argument imod brugen af afstemninger er, at det er såkaldt ‘flertalsdiktatur’. Det er blevet gentaget rigtig mange gange i min opvækst som aktivist, og det er som om, det er blevet blevet bredt accepteret uden den store skepsis eller egentlig stillingtagen.
For hvad er egentlig det modsatte af en beslutning taget af flertallet? En beslutning taget af alle i fællesskab?
Jo, det kunne det da være, men hvad nu hvis folk er uenige? Hvad hvis der ikke findes nogen syntese eller noget kompromis, og et givet forslag falder på trods af en tilslutning på fx 92% – er det så ikke et mindretalsdiktatur?
Fortællingen om konsensus er blevet til mønten, som kun har en side.
Lad os forestille os, at 100 mennesker netop er flyttet ind i et nyt hus og som noget af det første skal tage en beslutning om, hvilken farve huset skal males i.
Huset er nemlig hvidt, og der er ingen, på nær en enkelt, som egentlig vil have, at det skal være hvidt. Den overvældende majoritet på ca. 87% vil have, at huset skal være sort, imens der er to andre forslag: henholdsvis en lille håndfuld, som vil have, at det skal være rødt, og en mindre fraktion, som ønsker, at det skal
være regnbuefarvet.
Over flere opslidende møder prøves der på at opnå konsensus op til flere gange, men det lykkedes aldrig rigtig. Der forsøges med forskellige synteser og løsningsforeslag.
Man kunne male det blåt? Man kunne trække lod om farven eller sågar male det rødt og sort samtidigt, men lige lidt hjælper det. Konsensus udebliver.
Efter et opslidende fem-timers møde opgives der, og man beslutter sig for ikke at male huset og udskyde beslutningen på ubestemt tid.
Processen er dog så opslidende, at der aldrig er nogen, som tager spørgsmålet op igen. Det lykkedes altså ikke for den overvældende majoritet på 87% at tage en beslutning og føre den ud i livet på trods af indsigelser fra minoriteten.
Til gengæld så lader processen en snæver minoritets vilje stå i vejen for flertallets ønske om et helt sort hus. Beslutningen tages altså ikke af flertallet, men til gengæld så blokeres den af de få, som så reelt er dem som faktisk tager beslutningen.
Det ikke at kunne gøre noget, som man egentlig gerne ville, og som man er kommet sammen for at gøre, og så i stedet at blive tvunget til ikke at udføre sine planer, er på alle måder lige så meget en knægtelse af ens vilje, som når ens forslag bliver nedstemt, og noget, man er imod, vedtaget.
Idéen om, at konsensus er en beslutningsmodel fri for nogen former for tvang er falsk – mønten har to sider.
I det tænkte eksempel er der endda næsten kun tabere, da stort ingen får sin vilje. Men hvem vandt så og fik sin vilje? Det gjorde den ene person, som faktisk helst så, at der ingenting skete, og at huset forblev hvidt, hvilket bringer mig til et andet af konsensusdemokratiets grundlæggende problemer – konservatisme.
Hvis tingene nu allerede er, som man gerne ville have, de skal være, så har man en gigantisk fordel, og i visse tilfælde har man allerede vundet.
Styringen er reelt ude af flertallets hænder, og jeg har tilmed oplevet situationer, hvor en hel forsamling, ironisk nok under idéen om konsensus og dens frihed fra tvang, har måtte udføre tvangshandlinger, fordi den ikke har været i stand til at tage beslutninger og omstøde en tidligere vedtagelse.
Det til trods for, at ikke så meget som en sjæl støtter op om den gamle vedtagelse, samtlige deltagere vil gerne have lavet den om. Det skete bare aldrig, fordi man ikke kunne opnå fuld enighed om noget ændringsforslag.
Det etablerede har dermed en stor fordel, og idéen om, at konsensus er en kreativ og organisk proces, som altid overtrumfer rigide flertalsafstemninger, holder altså ikke vand.
Konsensus er en proces, som er mere åben for manipulation rettet mod mindre sprogligt stærke individer eller personer, som ikke har modet til at sige fra.
Fortællingen om konsensus er ganske vist anderledes, men jeg mener ikke, den er korrekt.
Ofte trækker stemningen mere og mere over imod de holdninger, som dem, som taler meget, har. Det er klart, at man skal diskutere og høre argumentation for og imod et givent forslag, men på et vist tidspunkt indtræder der ofte en proces, hvor det egentlig bare er de talendes forsøg på at presse de ikke-talende til at gøre noget, de ikke vil, hvilket ofte sker, fordi de mindre verbale deltagere ikke føler, de kan omsætte deres holdninger i ord.
Ud fra idéen om, at alle har ret til at blive hørt, skabes der så nye forslag, og udkommet er ofte, at det endelig vedtag tenderer til at lægge tættere op ad de talendes holdninger end ad flertallets holdninger.
Ofte ville udkommet have været ganske anderledes, hvis man nu havde stemt om det eller bare benyttet sig af håndsoprækkelser undervejs for at se, hvem og hvor mange som mente hvad om processen.
Den netop beskrevne mangel på gennemsigtighed i systemer baseret på ren konsensus åbner en ladeport for uformelle hierarkier og klikedannelser, som potentielt kan manipulere processen i en given retning.
Når man har en blind proces i den forstand, at man ikke ved, hvad folk egentlig mener i forskellige spørgsmål, og man ikke tydeligt kan se magten og de forskellige fløje, som eksisterer, så opstår der nemmere usynlige magtfortætninger, hvor det egentlig er folk, som enten kender hinanden eller har et holdningsfælleskab uden for stormødet, som betvinger processen og dens udkomme.
Jeg mener, at den udenomsparlamentariske venstrefløj i Danmark har to grundlæggende problemer. Det ene er manglen på formel organisering eller bare organisering i det hele taget, og det andet er manglen på politisk udvikling.
Begge disse problemer er forbundet med brugen af konsensusdemokrati, omend de ikke kan reduceres til det.
Det kan simpelthen være svært at benytte sig af andet end konsensus, når man aldrig opbygger nogen varige strukturer.
Hvis alt ens arbejde er projektorienteret såsom Luk Lejren og Shut It Down og lignende enkeltstående aktioner, hvor store uenigheder potentielt kunne underminere gruppens altoverskyggende omdrejningspunkt, så behøver man ikke opbygge et fungerende demokrati, for der er ikke så meget andet end selve aktionen at tage stilling til, og så er det forholdsvis let at holde sig inden for konsensus.
Det samme gælder små vennegrupper som tillige beskæftiger sig med enkelte aktioner eller en snæver kampagne. Det er ikke i samme grad nødvendigt at opbygge et system, som tager højde for at inkorporere uenigheder.
Den mest graverende fejl på den udenomsparlamentariske venstrefløj i København er manglen på synlige og formulerede politiske standpunkter.
Den anarkistiske teoretiker Murray Bookchin beskriver en sammenhæng imellem konsensusdemokratiets tendens til at gå efter laveste fællesnævner og udvandingen af en bevægelses idégrundlag således: ”Den kreative rolle, som uenigheden har i en fornuftig demokratisk proces, har en tendens til at fortabe sig i konsensussens grå anonymitet”.
Den dialektiske proces, som er med til at drive kollektiv tankevirksomhed fremad via politiske teser, som modtager kritik eller anti-teser og til tider former nye synteser, er fraværende.
Uenighed er forudsætningen for demokrati – ikke en falsk og konstrueret enighed. Målet om total enighed i alle ting skaber en bestemt og til tider uheldig politisk kultur.
Allerede inden et givent forslag er formuleret, er det udvandet og frit fra dets ideologiske torne eller andet, som kunne vække anstød. Det er simpelthen ikke sådan, man opnår magt eller opbakning, når samtlige deltagere skal godkende det helt.
Altså bevæger man sig væk fra oprindelige forslag og det, som folk virkelig mener og hen imod det, som folk kan leve med og ikke bliver irriterede af.
Det obstruerer den dialektiske proces og kan være med til at udslette veldefinerede og meningsfyldte positioner og disses indbyrdes modsætninger, som i sidste ende er motoren i politisk udvikling og fremdrift.
Yderligere er der en vis risiko for, at den endelige beslutning bliver en gang lunken grød, som ingen gider bruge tid på. Man har måske en operationel plan, men pointerne er gået tabt, og diskussionen har ikke klarlagt positioner og har ikke lært de gensidigt uenige parter noget.
Hvis man er i tvivl om, at det kan være destruktivt at være helt enige om noget ligegyldigt, så kan man jo tage et kig på ‘Copenhagen Consensus’, som blev vedtaget af nærmest hele verden ved klimatopmødet i København (for nu kort at gå ind på den repræsentative parlamentarismes præmisser). Har det bragt os tættere på en løsning på klimaproblemerne?
En anden dynamik i det udvandede og uigennemsigtige konsensusdemokrati er, at det har en tendens til at give folk, som er gode til at gøre sig til venner med de rigtige og ikke have for veldefinerede eller for kontroversielle holdninger, mere magt.
En form for ‘bevægelsespolitikere’, som emulerer det repræsentative systems magthavere og som forstår at danne alliancer og som undlader at deltage i en åben debat, men i stedet vinder magt ved at stå for det mindst kontroversielle, har ofte lettere ved at blive talspersoner eller lignende.
Jeg mener, at konsensus kan være et udmærket og endda et nødvendigt værktøj i visse meget specifikke situationer. Det kommer an på, hvad man skal.
Hvis man er en vennegruppe, hvis man er midt i en aktion, hvis hvis man er en afgrænset gruppe af individer, som kender hinanden meget godt, eller hvis man er en lille lukket gruppe uden intentioner om at optage flere medlemmer. Men er man det?
Det er vigtigt at forstå, at mange af de grupper, stammer og religiøse bevægelser, som har brugt konsensus historisk og aktuelt, anser processen for at være næsten spirituel af karaktér. Det er en meget organisk og lukket proces, og jeg mener, at man bør kende hinanden godt og have et særdeles højt niveau af enighed, hvis ikke man vil risikere at ryge i de faldgruber, jeg har beskrevet.
Her skal man dog passe på ikke bare at gå ud fra, at man er vildt enige om alt, bare fordi man møder nogle andre, som kalder sig det samme, som man selv kalder sig, eller ser ud, som man selv gør.
Et medlem af den norske anarkistiske organisation Motmakt skriver i sin artikel Flat struktur vs. ‘konsensus’: ”Jeg mener derfor at konsensus er uforenelig med vækst. Hvis man ønsker at fænge og blive flere, må strukturen være formaliseret og gennemsigtig. En gruppe aktivister kan ikke fungere som et venneslæng og regne med at vokse”.
Men ikke alene er det vanskeligt at vokse; det er også nærved umuligt at benytte konsensus effektivt i store organisationer, eller når beslutninger skal tages på tværs af mange kommuner, byer eller boligkvarterer.
Som et eksempel så har de lokale fagforeninger under den spanske anarkosyndikalistiske fagforening CNT-FAI mulighed for at benytte sig af konsensusdemokrati, men på alle beslutningsniveauer derover er der tale om afstemninger.
Det er vigtigt at forstå, at udbredelsen af konsensus på den radikale venstrefløj stammer fra en periode, hvor alternativer til kapitalismen var i en krise så dyb, at man næsten blev erklæret for klinisk sindssyg, hvis man mente, at liberalismen ikke var svaret på alle problemer i verden.
Selve idéen om at kunne organisere de mange og præsentere et alternativ var meget langt væk. Dengang var modstanden imod topmøder, flygtige netværk og vennegrupper det, som fungerede.
Nu står vi i en situation, hvor vi må forsøge at blive et sted, hvor alle i den ikke-ejende klasse kan gå hen og blive organiseret.
Derfor må vi, også fra et strategisk perspektiv, tilegne os metoder og organiseringsformer, som er åbne og gennemsigtige og tilgængelige for folk, som ikke har en masse kontakter inden for det venstreradikale miljø.
David Balleby Rønbach er medlem af Libertære Socialisters afdeling i København. Artiklen er smagsprøve fra den nyeste udgivelse af organisationens blad 'Direkte Aktion'.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96