Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
6. november 2013 - 12:56

Økonomisk teori er politik i forklædning

Der er et stærkt behov for en ny økonomi med andre prioriteringer og modeller end den dominerende neoliberalistiske økonomi.

De gængse neoliberalistiske økonomiske makromodeller gengiver ikke det virkelige, komplicerede samfund og dets funktioner, men giver en overforenklet beskrivelse til støtte for en ønsket politisk udvikling. Modellerne har stor tiltro til markedskræfterne som dynamo for udviklingen.

Hovedelementerne i det teoretiske grundlag kan kort beskrives på følgende måde: Økonomien antages at være et lukket system, hvor de økonomiske transaktioner cirkulerer mellem produktion og forbrug.

Teorien fokuserer primært på en optimal udnyttelse af ressourcerne, hvorimod fordelingsproblemerne får mindre opmærksomhed. Den samlede størrelse af økonomien (skalaproblemet) lades i reglen helt ude af betragtning.

Desuden fokuseres typisk på den resulterende variation i det traditionelle bruttonationalprodukt (BNP), mens udtømningen af naturressourcerne og globale klimaændringer får beskeden opmærksomhed.

Fremtrædende amerikanske økonomer og nobelpristagere som Joseph Stiglitz og Paul Krugman har i de seneste år taget bladet for munden i deres kritisk af den neoliberalistiske økonomi og dens mange skadelige konsekvenser.

Allerede i 2008 bragte Politiken en kommentar af Stiglitz, som blandt andet indeholdt følgende kritik:

»Den neoliberalistiske markedsfundamentalisme har hele tiden været en politisk doktrin, som tjente bestemte interesser. Den har aldrig bygget på økonomisk teori. Og der er heller ikke historisk belæg for at tro, at den virker«.

En tilsvarende skarp kritik er fremsat af Krugman.

I øvrigt behøver man ikke at være professor i økonomi for at gennemskue en række oplagte svagheder i mange af de makroøkonomiske modeller fra 1990’erne (se artiklen i Nationaløkonomisk Tidsskrift i referencelisten). 

Langsigtede teknologiinvesteringer og hensynet til fremtidige generationer

Et karakteristisk eksempel på en politisk prioritering, der tilsløres af en økonomisk teknikalitet er anvendelsen af den såkaldte diskonteringsrate (kalkulationsrente) til vurdering af den samfundsmæssige værdi af nye investeringer.

Ideen er, at investeringer, der giver gevinst på kort sigt er mere værd (for os) end investeringer, som mest bliver til glæde for fremtidige generationer.

Det klarer økonomerne ved at pålægge den fremtidige gevinst en rente, som benyttes til at tilbageføre gevinsten til nutiden. Jo højere renten er, desto mere reduceres nutidsværdien af investeringen.

Det danske finansministerium har i en årrække benyttet en høj diskonteringsrate på fem procent, hvilket fx medfører, at langsigtede investeringer i bekæmpelse af den globale opvarmning har svære kår.

Hårdt trængt har Finansministeriet nu i forsommeren 2013 nedsat raten til fire procent, mens langsigtede investeringer på over 36 år kan nøjes med en rate på tre eller to procent.

Selvom Danmark dermed kommer nogenlund på linie med vores nabolande, vil raterne stadig være problematisk høje for vigtige langsigtede investeringer på energiområdet.

Hele ideen med en simpel diskonteringsrate er desuden overforenklet, hvis man virkelig ønsker at skabe en rimelig balance mellem os og fremtidige generationer.

Vi kan ikke vide, hvordan fremtidige generationer vil ønske at indrette deres liv, så det bedste, vi kan gøre, er at sikre dem gode valgmuligheder.

Og det gøres ikke ved brug af en overforenklet diskonteringsrate.

Teknologiudvikling og økonomiske eksternaliteter

Som det fremgår af det sidste afsnit, kan en tilsyneladende neutral parameter som den officielle diskonteringsrate have betydelig indflydelse på det offentliges investeringer i nye teknologier, fx på energiområdet.

Et andet økonomisk eksempel er de samfundsmæssige omkostninger, som en række produktionsteknologier giver anledning til, men som ikke medtages i prisen på det kommercielle marked. Disse såkaldte negative eksternaliteter (indirekte omkostninger) bæres af private personer eller af samfundet.

Et aktuelt eksempel er skader fra produktion af el på kulkraftværker, som giver anledning til sur regn og klimaforstyrrelser samt forskellige sundhedsskader i et stort område omkring værket.

Det er mere end 10 år siden, at EU-kommissionen beregnede, at hvis disse eksternaliteter blev medtaget fuldt ud i prisen på el fra kulkraftværker, så ville markedsprisen på denne el cirka fordobles (se referencer).

Det ville betyde, at vindkraft på land kunne klare markedskonkurrencen med kulkraft uden statslige tilskud på alle rimelige placeringer.

Selvom økonomer længe har erkendt, at sådanne eksternaliteter bør afspejles i markedsprisen, fx gennem pålæggelse af offentlige afgifter, så er det stadig kun gennemført i begrænset omfang.

Disse eksempler viser, hvor vigtigt det er at benytte realistiske økonomiske modeller i forbindelse med den teknologiske udvikling.

Fri kapitalbevægelighed

Allerede i 1930’erne fremhævede den britiske økonom John Maynard Keynes problemerne med en ukontrolleret fri kapitalbevægelighed og dens tendens til at destabilisere det økonomiske system. Det underminerer desuden demokratiet, når kapitalen kan true med at flytte et andet sted hen, hvis politikerne ikke tilgodeser kapitalens interesser.

Desværre ser det ud til, at de dominerende politikere i EF/EU har overset Keynes analyse.

Indtil begyndelsen af firserne havde nationalbanken i Danmark (og i en række andre europæiske lande) kontrol med større kapitaloverførsler. Den mulighed blev elimineret, da EU gjorde den frie kapitalbevægelighed til et vigtigt punkt i unionens grundlag i firserne.

Det var for sent, at Stiglitz i 2002 konkluderede, at der ikke er nogen berettiget argumentation til fordel for den ukontrollerede kapitalbevægelighed. Specielt er der ikke noget, der tyder på, at den frie bevægelighed er til gavn for økonomisk vækst.

Af historiske grunde har jeg lyst til at nævne, at debatbogen Oprør fra midten var hurtigere ude, da vi i 1978 konkluderede, at hvis EF/EU ophævede kontrollen med den frie kapitalbevægelighed, så måtte Danmark beskytte vores demokrati ved at forlade unionen.

Det er ikke mindst interessant i den forbindelse, at den daværende radikale kulturminister K. Helveg Petersen er medforfatter til Oprør fra midten og dermed medunderskriver på denne konklusion.

Ny økonomi

Der er et stærkt behov for en ny økonomi med andre prioriteringer og modeller end den dominerende neoliberalistiske økonomi.

Et af forslagene er den såkaldte økologiske økonomi, hvor økonomen Herman Daly har været pioner med forslag til en alternativ form for økonomi (se reference). Heldigvis ser det ud til, at Dalys forslag vinder stigende udbredelse blandt progressive økonomer.

Hvis der skal rettes markant op på den neoliberalistiske økonomis fejl og mangler, kræves der markante ændringer af de nuværende institutioner og styrings- og planlægningsprincipper på en række områder, både nationalt og internationalt.

Her er der kun plads til at nævne, at omstillingen til et grønt, bæredygtigt samfund ikke kan overlades til markedet med dets kortsigtede horisont.

De nødvendige investeringer kræver en lang planlægningshorisont – ikke mindst på energiområdet. Derfor må en række tunge investeringer i højere grad styres af samfundets institutioner, fx Energistyrelsen.

Der er også behov for en bredere økonomisk rådgivning af politikerne, hvilket lægger op til en anden sammensætning af det nuværende økonomiske »vismandsråd«.

En række konstruktive reformforslag kan findes i nedenstående referencer, hvor jeg i al ubeskedenhed har inkluderet min nye bog Nok er nok fra sidste efterår, som indeholder en række konkrete løsningsforslag.

Niels I. Meyer er professor emeritus ved DTU Byg

Artiklen har tidligere været bragt på hjemmesiden Videnskab.dk

Referencer

Ross Jackson: Occupy World Street, dansk udgave fra forlaget Hovedland, 2013.

Herman Daly: ”Ecological Economics and Sustainable Development”, in Advances in Ecological Economics, Edward Elgar Publishers, Northampton, MA, USA, 2007.

European Commission: External costs – research results on socio-environmental damages due to electricity and transport, Directorate General for Research, Bruxelles, Belgium, 2003.

Niels I. Meyer, K. Helveg Petersen og Villy Sørensen: Oprør fra midten, Gyldendal, 1978.

Niels I. Meyer: Nok er nok – stop den skæve udvikling, Tiderne Skifter, 88 sider, november 2012.

Niels I. Meyer: ”Bæredygtig økonomi”, Nationaløkonomisk Tidsskrift, nr. 1, pp. 122-125, 1999.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce