Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Baggrund
13. januar 2014 - 17:14

Kongens gamle klæder

Under Thailands turiststrande og paladspropaganda skjuler sig mørke hemmeligheder og rå klassekamp. Tredje baggrundsartikel om Thailand, denne gang om konturerne af landets politiske landskab.

Der kan ikke frit skrives om livet i Thailand. Og slet ikke om døden.

Ikke for unge kong Ananda Mahidol, den nuværende kong Bhumibol’s ældre broder, der som 21 årig i 1946 blev dræbt af skud i paladset efter blot seks måneders de facto regering.

Der kan ikke skrives frit om dødsmassakrer i Thailand.

Ikke om bagmændene for massakren i 1976 på Thammasat-universitetet, hvor 46 ubevæbnede studenter blev mejet ned af dødspatruljer med en politigeneral i spidsen (jf min tidligere artikel på Modkraft: »Hi-So – Thailands urørlige«).

Men måske man kan skrive konturerne af en politisk historie med 800 års elitær undertrykkelse af det thailandske folk. En polarisering der i det tredje årtusinde har iklædt sig nye gevandter som Gulskjorter og Rødskjorter.

Rød er hjertets, blodet og oprørets farve. De gule skjorter er imidlertid kongens gamle klæder. Gul har altid været monarkiets farve.

Skønt det absolutistiske monarki blev afskaffet i 1932, er konservative royalister uden tvivl Thailands stærkeste, politiske kraft.

Byggesæt til et militærkup

Fra folkekundskaben i Bangkok kommer oplysningen om, at politiet kan lide Thaksin og Rødskjorterne. Mens militæret afgjort hælder til Kongens og Gulskjorternes side. Næppe så hyggelige gløder at have ulmende i Thailands ret krigeriske bål.

Folkekundskaben og journalistisk inside-viden vil også vide af tilstande, motiver og hemmeligheder om personer i samfundets absolutte top, som denne signatur ikke har frihed til at ytre sig om. Loven om lèse-majesté ville øjeblikkeligt blive anvendt af nationens magthavere mod skriv af den karakter.

Derimod kan man i Thailand heltehyldes og fuldstændig ustraffet gennemføre ministeriebesættelser, obstruere kandidatindskrivning til parlamentsvalg og træde det næste gule skridt i blokering af samfærdsel og kommunikation i Bangkok fra mandag den 13. januar 2014.

Mandage er altid Kongens Dag, hvor royale folk har trukket i gule skjorter. Kong Bhumibol er født på en mandag.

Pressen har derimod i ugen op til Bangkoks nedlukning 13. januar kunne skrive om mange tropper, helikoptere, tanks og artilleri i aktuel bevægelser fra provinsen mod Bangkok. Men hæren forsikrer, at den blot bygger op til den traditionelle Hærens Dag den 18. januar (hvor den thailandske krigerkonge Naresuan personligt dræbte den burmesiske arvefjendes prins Minchit Sra i en elefantduel i 1593 og derved lagde grunden til Ayutthaya-dynastiets sejr over Burma, jf. min artikel »Kickboksning-demokrati og despotisk paternalisme« på Modkraft)

Forretningsministeriet under Yincluck Shinawatra er derimod i stigende bekymring.

Sunisa Letphakkawat fra Pheu Thai Partiet og vice-talskvinde for regeringen rejser nu mistanke om, at Gulskjorterne og deres People's Democratic Reform Committee (PDRC) har en hemmelig plan om at få militæret til at iscenesætte et kup.

PDRC skal ifølge hende forsøge at overbevise militæret om, at det ville komme ud af kuppet som helte i den løbende konflikt.

En forløber for planen skulle indeholde en anledning for tropperne til at intervenere på baggrund at et arrangeret, lille voldsomt angreb mod de protesterende under deres aktion 'luk Bangkok ned'.

Endvidere skulle PDRC's astrologer have udpeget den 14. januar som en gunstig dag for et putsch.

Protestføreren Suthep Thaugsuban afviser 6. januar, at PDCR har et hemmeligt komplot om at ægge hæren til et kup: »Hvis der kommer et kup, vil det være et resultat af regeringens egne fejl.«

Rødskjorte-lederen Jatuporn Prompan UDD (United Front for Democracy Against Dictatorship) opfordrede hærchef Prayuth Chan-Ocha til at klargøre om troppebevægelserne 'er bestemt til parade eller kup'.

Pheu Thai Parti-talsmand Prompong Nopporit har tidligere hævdet, at PDRC har opbakning fra to hærgeneraler.

Bekymringen stammer fra de tætte bånd mellem Suthep og hans Demokratiske Parti og den tidligere forsvarsminister, general Prawit Wongsuwan samt tidligere chef for hæren, general Anupong Paochinda.

Straks irettesatte hærens vice-talsmand, oberst Winthai Suvaree skarpt Jatuporn og opfordrede ham til at undlade at sprede falske oplysninger.

Den thai-censorede, tidligere Reuter-journalist gennem 17 år Andrew MacGregor Marshall forudser på sin Facebook-side Prawit Wongsuwan som Thailands kommende premierminister i en ikke-valgt regering: »Formodentlig næppe gennem et militært kup. De vil finde en anden måde at besejre demokratiet på.«

Tirsdag den 7. januar lød det så fra de væbnede styrkers stærke mand, hærkommandør, general Prayuth Chan-ocha i Bang Kong Post, at folk, som forårsagede vold, måtte være ansvarlig for det.

»Hvis folk kommer frem på gaden, og der er sammenstød med sårede og dræbte mennesker, så er det i princippet regeringen, som må holdes ansvarlig.«

Hermed har militæret legitimeret enhver drejebog for et muligt statskup mod den folkevalgte regering med en gummiparagraf.

I mine første baggrundsartikler om Thailand (»Hi-So – Thailands urørlige« og »Kickboksning-demokrati og despotisk paternalisme«) kiggede jeg på to af de tre magtsøjler i det thailandske samfund, dels eliten og økonomien, dels magten hos hæren og kongehuset.

Her vil vi beskæftige os med den sidste søjle, det politiske landskab. Lad os gå lidt tilbage i Thailands nyere historie.

Den siamesiske revolution — for eliten

Da den såkaldte Siamesiske revolution blev gennemført i 1932, havde Thailand ikke et civilt samfund af betydning, som kunne udfordre og balancere statsapparatets magt og kontrol.

Der er heller ikke siden vokset et civilt og politisk samfund frem med et velfungerende parlament, velfungerende politiske partier og et velfungerende retsvæsen. Eller en fri, borgerlig offentlighed med en presse uden censur.

Studenterbevægelsen under det store folkelige oprør i 1973, som førte til et diktaturs fald under Thanom Kittikachorn, var en kort parentes, som blev likvideret af dødspatruljer og massakreret på Thammasat Universitet 6. oktober 1976, hvorpå et nyt diktatur blev installeret.

Økonomisk virksomme individer havde ikke før 1932 indgået en samfundskontrakt med hinanden. Der var ingen retligt legitimerede, frivillige organisationer, som kunne være bindeled mellem individer og stat som hjælp til borgernes selvforvaltning. Der fandtes hverken en fri eller kæmpende presse. En borgerlig offentlighed kendtes ikke.

Det gamle statsapparat var royalistisk, centralistisk, militaristisk og elitært. Det har det været lige siden i forskellige versioner. På trods af indførelsen af en (demokratisk) forfatning i 1932, der afskaffede det enevældige kongedømme og gjorde landet til et konstitutionelt kongedømme.

Magtens tredeling eksisterer ikke

Den udøvende magt, forvaltet af premierministeren, regeringen og den offentlige forvaltning er selv i tider, hvor regeringen er folkevalgt — og ikke ledet eller udpeget af militæret — ikke uafhængig af royalistiske interesser, militær indflydelse, finansverden og korruption.

Parlamentets lovgivende magt er afhængig af de samme instanser, og domstolenes dømmende magt viser sig igen og igen at være til fordel for eliten og de herskende magter, hvis sagerne overhoveder når til doms.

The Promotors

Statskuppets i 1932 blev drevet igennem af en lille skare akademikere fra administration og militær. Moderniseringens kræfter slog igennem adskillige års intriger omkring monarkiet, den store kongelige familie med mange aktive prinser og det mere decentralt aristokrati.

Flere geledder af opvakte lav-adelige og borgere var blevet sendt til europæiske universiteter, hvor de blev påvirket af vestligt demokrati, nationalisme og kommunisme.

I Paris konspirerede The Promotors, som de kaldte sig, og spredte ved deres tilbagekomst indflydelse i administrationen og en central del af militæret. Det blev kernen i det elitære statskup.

Direkte fra middelalder til moderne tider

Thailands politiske udvikling har sprunget adskillige faser over, som vi kender fra europæiske samfund.

Det svarer lidt til overrumplingen af det grønlandske fangersamfund, som af den danske kolonimagt blev voldført ind i kristendom med kapitalistisk organisering af lønarbejde og velfærd. Det er der som bekendt kommet store ulykker ud af. Grønland og inuitterne manglede den organiske egenudvikling som bragte dem i øjenhøjde med moderne tider.

På samme vis med Thailand. Og så alligevel slet ikke.

Som bekendt var Thailand aldrig koloniseret af en europæisk magt. Det ville nok ellers på en måde have bragt nogle samfundsforhold i mere balance. Samtidig med den ubønhørlige udbytning, som altid ligger i en imperialistisk forvaltning.

Men man kan fint hævde, at koloniseringen og udbytningen i Thailand har været intern. I århundreder.

Siams selv-kolonisering

Statskuppet afsluttede 150 års absolutistisk herredømme under Chakri-dynastiet og næsten 700 år enevældigt kongedømme over Thailand.

Ren middelalder var Siam, som landet hed da, dog ikke. En vis modernisering i 1800-tallet havde fundet sted under kongerne Rama IV og Rama V, som en modvægt til de udfarende europæiske stater.

Den præ-revolutionære, siamesiske modernisering ses af thai-historikeren Thongchai Winichakul i en alternativ vinkel som en selv-kolonisering (»The Quest for ‘Siwilai’: A Geographical Discourse of Civilizational Thinking in the Late Nineteenth and Early Twentieth Centuries Siam«. The Journal of Asian Studies. 59, 3 (August 2000): pp. 528–549).

Thongchai argumenterer for, at det traditionelle hindu-buddhistiske paradigme af kultur, rum, forvaltning og magt blev udfordret i mødet med en grundlæggende anderledes civilisation, som rejste sig fra latiniseret kristendom tonet af humanisme og oplysning.

De europæiske landes øgede magt og selvtillid fulgtes af en stigende Vestlig chauvinisme. Østen blev i stigende grad karikerende karakteriseret som naivt, barnligt, barbarisk og mindreværdigt.

Og missionen, at civilisere disse asiatics disse mindre civiliserede kendetegn, blev raison d'être for kolonialisme og imperialisme.

Siwilai – vestlig selv-civilisering

Moderniseringen eller siwilai-tendensen var del af en grundlæggende siamesisk regerings-strategi, der skulle retfærdiggøre landets fortsatte eksistens som en legitim, uafhængig stat.

Moderniseringen skulle affeje enhver undskyldning for kolonial intervention.

Thongchai argumenterer for, at siwilai-tendensen til forveksling lignende de nøglestrategier, som vestlige kolonimagter brugte til at administrere deres kolonier.

Kultur, rum, forvaltning og magt blev gjort siwilai gennem præcisering og redefinering af grænser til nabostater og gennem forvaltning af land og by, hvor autonomier blev centraliseret under staten. Det skete gennem opdyrkning af nye europæiske videnskaber som politologi og kartografi.

Det lokale aristokrati begyndte at skrive etnografier og definere de andre for at styrke identiteten af den nyligt skabte siamesiske nation og skabe sin egen overlegne status i forhold til andre etniciteter (såkaldte Hill tribes m.fl.)

Den politiske kultur: klassisk klientelisme

Den thailandske statsmagt og eliten koloniserede sin egen befolkning, thailænderne. I et traditionelt samfund med stor respekt for hierarkiske værdier vokser en politisk kultur, som formidler mellem en statsmagt i stadig centralisering og det lokale aristokrati.

Den lokale patron søger at bevare og udbygge sin indflydelse og magt. Til det har han brug for tjenende undersåtter. Som han holder i tjeneste ved at tilbyde dem tjenester.

Klienten erhverver sig tjenester ved at tjene patronen. Klienten får audiens i patronens hjem. Man udveksler tjenester.

Vi kender scenen. Fra indledningen af den første Godfather-film.

Danmark ambassadør i Thailand, Michael Hemniti Winther, beskriver konsekvense på den her måde i et interview foretaget 23. december 2013 på ambassaden i Bangkok:

»Partierne i Thailand er ikke ideologiske. Demokratiet her er udviklet fra klassisk klientelisme. Det er altså mere personer, som har grupper af personer, der stemmer på vedkommende, og så varetager man de her personers behov. Både i geografiske områder og på det personlige plan. Som tjenester man gør hinanden.

Så netværket af politisk understøttede kræfter går ikke så meget på, om man har samme ideologi, med partiorganisationer som vi kender det, men mere på at man tilgodeser bestemte distrikter og så videre, og det er økonomi, det drejer sig om, penge.«

Forbindelser og militarisme

Op gennem 1800-tallet udvikledes i Danmark politiske partier, som diskuterede hele samfundets indretning ud fra store gruppers standsmæssige og økonomiske forhold.

Godsejere, militære, fabrikanter samledes om Højre. Bønderne dannede partiet Venstre. Husmændene oprettede senere Det radikale venstre. Og arbejderne samledes i Socialdemokratiet (og senere også Danmarks Kommunistiske Parti).

Store organisationer blev dannet ud fra de forskellige interesser på arbejdsmarkedet. En drejebog for normale forhandlinger og konflikter blev udarbejdet med Hovedaftalen 1899. Dannelse, uddannelse, fritid og køn blev kernen i andre væsentlige foreninger og bevægelser.

Ingen af den slags fællesskaber var vokset frem i Thailand før 1932-revolutionen. Man samledes i århundreder om buddhismen, kongen og familien. I tiden efter var der intet fundament at bygge moderne fællesskaber på.

Michael Hemniti Winger forklarer:

»Så, når der ikke er nogle ideologiske karakteristika eller forskelle på partierne, så er det nogle andre ting, der tæller. Og på det øverste niveau er det selvfølgelig både karisma og personlighed. Men det er også sehn, som det hedder på thai, altså forbindelser. Hvem er det, der har forbindelser til hvad? Hvordan tilgodeses de interesser? På en endnu mere uigennemsigtig måde end det er i vores samfund.  Og det hænger jo sammen med, hvordan demokratiet har udviklet dig. Hæren og regeringsmagten hænger meget tæt sammen hér. Fordi hæren har altid haft en meget stærk rolle. Staten har også en meget stærk rolle. Og det at være i statsapparatet … det er meget mere militaristisk her. Alle har uniformer her, selv skolelærerne. Så man har en helt anden indflydelse af de her militaristiske traditioner, end man har i Danmark.«

Militariseringen af økonomi og samfund

Arne Kislenko har den 8. januar i en mail til mig skrevet:

»Helt grundlæggende vil jeg argumentere for, at den massive indstrømning af US-hjælp uden specifikke betingelser hjalp til med at fremme korruption og tilskyndede visse thai-virksomheder til at blive kritisk afhængige af USA's generøsitet. Politisk korruption i 1950'erne, 60'erne og 70'erne var voldsom og uhindret og blev institutionaliseret stadig mere med den amerikanske tilstedeværelse. Ledere som Sarit og Thanon blev på ingen specifik måde holdt ansvarlig af USA og fremmede kun korruptions-cyklussen, som selvfølgelig forsinkede såvel real økonomisk udvikling som enhver fornuft af legitim demokratisering. Dog vil jeg ikke bebrejde amerikanerne det hele. Korruption og modvillighed mod at acceptere demokratiske reformer er på sæt og vis meget 'thai' og uafhængig af fremmed indflydelse.«

(Om den amerikanske militarisering af Thailand, se også artiklen »Kickboksning-demokrati og despotisk paternalisme«)

Regeringsændringer, sponsoreret af militæret

Ambassadør Michael Hemniti Winther siger:

»Den politiske styreform i Thailand er formelt set et demokrati. Thailand har inden for et bestemt tidsrum haft flere militærkup end noget andet land. De seneste kup har været mere silent coups, eller indirekte kup, hvor militæret har givet indtryk af, at de støtter en regeringsændring på en anden måde, end det man helt klassisk kalder militærkup. Så det har været demokrati afbrudt af regeringsændringer, på en eller anden form sponseret af militæret, hvor demokratiet har været sat ud af kraft.«

Den gamle magt rystes

Dem historiske fremadskrivning af de herskende tilstande gennem århundreder med en slags demokratisk revolution i 1932 blev for alvor udfordret, da Thaksin Shinawatra 69 år efter revolutionen i 2001 blev folkevalgt som premierminister.

Ganske vist er Thaksin en mangemillardær. Ganske vist indførte Thaksin corporate management i regering og administration frem for internt demokrati. Ganske vist dømte den 'uafhængige' højesteret Thaksin for i fem tilfælde af have ført forretning i sin tid som premierminister ved implementering af politikker, som i sig selv var lovlige og potentielt positive for samfundet, men som også hjalp selskaber, som var (delvist) ejet af Thaksin.

Dommen var tre års fængsel og konfiskering af 46 mia bath og indefrysning af yderligere 30 mia (henholdsvis 7,65 og 4,98 mia. kroner).

Ikke desto mindre var den såkaldte økonomiske reformpolitik, døbt thaksinomics (jf. »Hi-So – Thailands urørlige«), og især reformer inden for landbrug, sundhedsvæsen og uddannelse så velkomne for millioner af fattige landarbejdere og byfolk, som aldrig før var blevet repræsenteret i det politiske system, at Thaksin og efterfølgende hans søster, fungerende premierminister Yingluck Shinawatra, har gennemrystet Thailands royalistiske establishment og elite.

Der har ikke været ro på magtens tinder siden.

Thaksins tilsynekomst på den politiske scene har været det mest seriøse chok for det thailandske samfund. I betydning vil det komme til at overgå både Tom Yam Kung-krisen i 1977, tsunamien i 2004 og de katastrofale begivenheder med (para)militært udførte massedrab ved Thammasat-massakren i 1976, Sorte Maj i 1992 og militærets nedslagtning af Rødskjorter i 2010.

Først når den gamle konge dør, vil Thailand opleve et samfundschok af lignende dimensioner.       

Demokrati i teenagealderen

Efter fem år med Thaksins regeringsledelse væltede militæret igen det spinkle demokrati i 2006.

Forinden skete blandt andet følgende i den kontinuerlige, politiske muay thai-boksning:

Finlands-komplottet maj 2006
Finlands-komplottet var en kontroversiel teori udspredt af Thaksins hovedmodstandere, mediemogulen Sondhi Limonthongkul og tilhængere af PAD (People's Alliance for Democracy, Gulskjorterne).

De annoncerede planen på kong Bhumibols 60 års-jubilæumsdag i maj 2006 og hævdede, at komplottet angiveligt var lavet af premierminister Thaksin og tidligere overlevende venstrefløjsstudenter fra Thammasat-massakren i oktober 1976.

Komplottet skulle gå ud på at styrte Thailands monarki, tage kontrol med nationen og etablere en kommunistisk stat. Plottet skulle angiveligt være udviklet i Finland af de sammensvorne.

Bestyrtelsen var stor. Dog blev der aldrig nogensinde fremlagt skygge af bevis.

Beskyldningerne havde stor negativ indflydelse på populariteten for Thaksin og hans regering. Thaksin var tvunget til at anvende meget tid og politisk kapital på damage control for at forklare sin situation og sværge sin troskab til monarkiet.

Bil-bomben august 2006
En bil med 67 kg. eksplosiver blev standset nær ved premierminister Thaksins residens i Thonburi den 24. august 2006.

Bomben var fuldt samlet, forsynet med en fjernskontrolleret sensor og klar til sprængning. Bilen blev ført af en løjtnant Thawatchai Klinchana, som var tidligere tjenestechauffør for vicedirektøren for den hemmelige tjeneste  ISOC, Pallop Pinmanee (Om ISOC se »Hi-So – Thailands urørlige«).

Pallop var ikke hvem som helst. Tidligere leder af dødspatruljer og medlem af den uofficielle officersgruppe Young Turks, som deltog i flere militærkup, både succesfulde og et enkelt uden succes. På det seneste hærens kommanderende officer ved en massakre på 100 muslimske oprørere i sydprovinsen Pattani.

I 2006 truede han Thaksin med militærkup, hvis han ikke trådte tilbage. Thaksin-modstandere, herunder en general, beskyldte Thaksin selv for at have plantet sagen.

Tre arresterede officerer blev løsladt efter militærkuppet i september 2006. Pallop blev udnævnt til PR-officer for ISOC.

19. september 2006

Thaksin var til møde i FN 19. september 2006.

Militæret ledet af general Sonthi Boonyaratglin og med bl.a. general Anupong Paochinda overtog magten og udnævnte en pensioneret general til regeringsleder.

Den politiske krise 2008-10: Gulskjorterne saboterer
People's Power Party (PPP), der som parti blev dannet oven på opløsningen af Thaksins Thai Rak Thai-parti, ledede to kortvarige regeringer.

Først ved Samak Sundaravej, der havde bevæget sig fra den yderste højrefløj med blodige hænder i forbindelse til Thammasat-massakren til populist-partiet PPP.

Han blev valgt af parlamentet oven på det første parlamentsvalg efter militærjuntaens regime. Han virkede kun fra januar til september 2008 og blev erstattet af Somchai Wongsawat, Thaksins svoger, i den korte periode september-december 2008.

Begge Thaksin-venlige regeringsledere blev fjernet af Forfatningsdomstolen. Samak fordi han angiveligt blev betalt for at medvirke i et madprogram på TV, mens han var premierminister og dermed var skyldig i interessekonflikt (!). Og Somchai fik simpelthen opløst sit PPP-parti sammen med to koalitionspartier angiveligt på grund af valgsvindel — et 'juridisk kup' kaldte PPP det.

Klientilisme inviterer til 'valgsvindel'. Og her var så den eneste dømte valgsvindel i Thailands historie. Somchai gik af som premierminister.

December 2008 valgte parlamentet herefter Demokraternes Abhisit Vejjajiva til premierminister. Daværende hærchef og medleder af militærkuppet i 2006, Anupong Paochinda, blev anklaget for at have vredet armen om på adskillige tidligere PPP-parlamentsmedlemmer for at få dem til at løbe over til Demokraterne. Og stemme for Abhisit.

I mellemtiden havde PAD, anført af mediemogulen Sondhi Limthongkul, begyndt sine demonstrationer mod de Thaksin-venlige regeringer i maj 2008, og i august blev regeringsbygningen mv. besat.

Intet blev gjort for at fjerne demonstranterne. Regeringen måtte flytte til Muang Lufthavnen (!).

PAD forstyrrede så tog- og lufttrafik og blokerede i november både regeringens møder i Muang Lufthavnen og trafikken her og i Suvarnabhumi Lufthavnen.

Fra Kina over Singapore til Frankrig og England m. fl. blev borgere frarådet at rejse til Thailand. EU opfordrede protestanterne til at forlade lufthavnen fredeligt. Det samme gjorde USA.

Blokaden af regeringshuset blev først ophævet i december, hvor PPP-partiet dømtes til opløsning og regeringen gik af.

Fortsat politisk krise 2009-10: Rødskjorterne svarer igen
Rødskjorterne, UDD (United Front for Democracy Against Dictatorship) blev dannet i 2006 som modstandsgruppe over for militærkuppet samme år og tilhængere af kuppet, især PAD (People's Alliance for Democracy), og siden PDRC (People's Democratic Reform Committee).

I 2006-07 arrangerede man demonstrationer, blandt andet mod militærets forfatningsforslag.

Præsidenten for kongens Privy Council siden 1998, tidligere general og permierminister (1980-88) Prem Tinsulanonda, var et udvalgt mål. Mange var overbevist om, at han var mastermind bag 2006-kuppet.

Fysiske sammenstød mellem Rødskjorter og Gulskjorter begyndte i 2008, i Pattaya og Chiangmai, og 2. september 2008 var det første større sammenstød i Bangkok.

I april 2009 under Thailands nytårs-festival Songkran samledes mere end 100.000 demonstranter ved regeringshuset og det nærliggende kongelige plads. Regeringen erklærede undtagelsestilstand.

Rødskjorterne hævdede, at seks demonstranter blev dræbt og ligene derefter skjult af militæret, som benægtede.

I marts 2010, kort efter højesteretsdommen over Thaksin, begyndte Rødskjorterne en protestkampagne mod premierminister Abhisit, som de krævede udskrev nyvalg.

I stedet skærpede regeringen sikkerhedsforanstaltninger over hele landet.

9. marts blev Internal Security Act sat i værk, og 50.000 sikkerhedstyrker blev indkaldt til Bangkok.

Begivenhederne udviklede sig. Regeringen gik meget sent i dialog med demonstranterne.

Den 14. marts blev en fredelig demonstration, den største i Thailands historie, helt nedtonet af de fire eneste, frie TV-kanaler, som var kontrolleret af regering og militær.

8. april erklærede Abhisit undtagelsestilstand. Militæret blokerede satellit-link til en populær TV-kanal for Rødskjorterne.

To dage efter begyndte militæret at skyde med skarpt mod en af Rødskjorternes bylejre. 25 mennesker blev dræbt og mere end 800 såret.

Pro-regerings-demonstrationer begyndte også.

Red Commander down

Khattiya Sawasdipol var en helt fra krige i Laos, Cambodia og Vietnam, der som general i faldt unåde hos militærets top efter en række kontroversielle begivenheder.

Seh Daeng (Red Commander), som havde sympati for Rødskjorterne og blev deres militære rådgiver og leder af en lille sortklædt milits, blev 14. maj 2010 skudt på åben gade fra en skyskraber under et interview med en amerikansk journalist.

Hverken regering, militær eller politi opklarede mordet. Snigskytten blev aldrig fundet.

Derimod aflivede snigskytter adskillige Rødskjorter de kommende dage, og militærets nedslagtning blev intensiveret.

Den 19. maj overgav en række Rødskjorte-ledere sig til politiet for at hindre mere blodsudgydelse.

I byens centrum brændte adskillige store bygninger, blandt andet konsum-slottet Central World.

Fra elitens synsvinkel er masserne blot ikke-uddannede, marginaliserede og uvidende. Fra marts til maj måned dræbte eliten 92 ubevæbnede mænd, kvinder og børn.

Mere end 2.000 blev alvorligt såret, heriblandt mange buddhistiske munke, der blev slået og såret under forsøg på at undslippe kampene.

I december 2013 blev daværende premierminister Abhisit og daværende vicepremierminister Suthep anklaget for mord ved at beordre militæret til at skyde med skarpt.

Mon de nogensinde bliver dømt for noget som helst?

Den politiske krise efteråret 2013

Hele efteråret 2013 har Suthep optrappet sine protester mod den siddende regering fra Pheu Thai-partiet med Yingluck Shinawatra som premierminister.

Regeringen havde klaret skærene under de voldsomme oversvømmelser i 2012 og fået sat en del af sin politik i værk.

En overskrift for politikken var national soning.

Men det ville eliten ikke høre tale om.

Rope-and-dope
Den ydre årsag til den fornyede krise var således stor ophidselse over lovforslaget om amnesti.

I sin kamp har Suthep siden overskredet den ene skillelinje efter den anden, som et Vestligt demokrati ville acceptere. Han har udfordret den folkevalgte Yingluck-regering på snedig og infam vis.

Men Yingluck har stort set lavet et rope and dope-trick og ladet manden bokse sig træt. Som Muhammed Ali lod sig bokse ud i tovene for at køre George Foreman træt under The Rumble in The Jungle-match i Zaire 1974. Og så faldt Alis hammer.

Den politiske muay thai-boksning har fået et nyt element.

Premierminister og siden leder af forretningsministeriet Yingluck Shinawatra har ikke ladet sig provokere i handlinger, udtalelser eller appeller til sine støtter blandt Rødskjorterne, som på nogen måde kan legitimere et militært indgreb. Med en ikke-valgt regering til følge.

Det synes klart, at det eneste slutmål, som vil ligne en sejr for Suthep er militær indgriben, som sikrer, at goderne fortsat vokser hos eliten.

Yingluck kan ikke tage højde for agents provocateurs.

Hadets fløjten

Det ideologiske grundudstyr for enhver demonstrerende Gulskjorte er — udover den selvskrevne konge-gule skjorte, der dog sommetider, især hos kommandotropper og taler, erstattes af den sorte farve, som vi europæere genkender som fascisternes udstyr – det gule kongeflag, en fløjte, Thailands nationalflag samt klaphænder på kort stang.

»Brugen af Thailands nationale flag deklarerer til en begyndelse patriotisme. Når det imidlertid bliver brugt mod thai-medborgere, kan det lignes med et forsøg på at monopolisere patriotismen, og foreslår implicit at den anden side — som faktisk også er thaier —er u-patriotiske, ja, u-thaier,« skriver Pravit Rojanaphruk i et indlæg den 8. januar i den engelskprogede netavis The Nation, som ellers er mest kendt for sine gule sympatier.

Og han spørger også, om det betyder, at de kæmper mod en fremmed fjende. På twitter fik han svaret (fra @pampam_northcap): »Monarkiets forræddere fortjener ikke at være thai.«

Gulskjorterne bruger deres trillefløjter med forudsigelig automatik. Som massehyldest til en igangværende talers sidste udfald mod Rødskjorter eller Thaksin-klanen. Eller som bedøvende ledsagelse til deres marcherende demonstrationer.

»I mellemtiden kan det at blæse i fløjter ses som et desperat kald på opmærksomhed, men den bedøvende larm foreslår i stedet en énvejs-kommunikation. Den siger indirekte: 'Du skal høre på mig, men jeg vil ikke høre dig'« skriver Rojanaphruk.

Vi har ikke at gøre med whistle-blowers, der risikerer personlig frihed og velfærd i afsløring af skændige sandheder om magtens fordækte spil.

»Men som internet-brugere har døbt det, hører vi nu hadets fjøjten, hvor Gulskjorter uddriver mennesker, som arbejder for flygtningen, tidligere premierminister Thaksin.«

Teenagediktator

Lige nu, januar 2014, står Thailands førende oppositionsperson, den udenoms-parlamentariske og udenoms-konstitutionelle politiske aktivist, forhenværende vice-premierminister og parlamentsmedlem Suthep Thaugsuban stadig og råber og skriger:

»De skal gå væk! De skal gå væk!« – og »Vi vil ha'! Og Vi vil ha'!: Vi vil have amnesti-forslaget taget af bordet. Vi vil have et Folkets Råd. Vi vil have Yingluck ud af regeringen. Vi vil have regeringen ud af parlamentet. Vi vil have Shinawatra-klanen ud af Thailand. Vi vil ikke have opstillede kandidater til valg. Vi vil ikke have valg. Vi vil have reformer før valg.«

Som The Economist skriver 11. januar. »Demokraterne skulle overveje navneskift til Anti-Demokraterne. Eller Born To Rule.«

Bangkoks shut-down er givetvis det endelig show-down. Suthep vil fremstå som taber.

Med mindre situationen måske gennem provokerede angreb bliver så kaotisk for trafik og samkvem og så dræbende for demonstranter, anti-demonstranter og myndighedskorps, at militæret griber ind.

Man kan ikke lukke en megaby med at par trafikspærringer

Suthep har ikke opnået at få Yingluck til at forlade sin regering. Han kan heller ikke vinde et valg den 2. Februar – eller måske udskudt til 4. maj, som er Valgkommissionens anbefaling. For han boykotter valget.

Og valg er slet ikke, hvad hans tilhængere ønsker. Hvis han havde stillet op til valg, ville han og Demokraterne også tabe stort. Igen.

Et grundlæggende parlamentarisk og demokratisk problem er, at taberne, mindretallet, hvor stort og højtråbende det end er i Bangkok og de sydlige provinser, ikke respekterer vælgerne.

Analyser fra strategiske centre i Singapore og Bangkok peger på, at man ikke kan lukke en storby ned uden at lukke for vand og elektricitet.

Og det vil ikke ske. Det indgår trods alt ikke i planerne. Der er også udstationeret militær til bevogtning.

Suthep har allerede givet køb på antallet af blokadesteder. Hans protestbevægelse samler ikke flere tilhængere. De er mange. I Bangkok.

Men millionerne uden for Bangkok er ikke med ham.

Gulskjorterne er ikke flere, og selv om ledelsen har søgt at  holde momentum oppe med stadig nye aktiviteter, synes luften at være ved at slippe op.

Konsekvenserne af nedlukningsforsøget vil desuden i stor udstrækning ramme Gulskjorterne selv. Måske ikke wanna bees og medløbere og ærligt forargede over det ene og det andet. Men eliten.

Den bor jo i Bangkok og skal profitere på uhindret forretning og kommunikation og turisme.

Tilslutningen vil næppe heller være stor hos bypendlere og småhandlende, som vil blive generet i deres daglige gøremål

Reformer for et nyt system

Danmarks ambassadør Michael Hemniti Winther siger:

»Thaierne skal bruge de her anledninger, som er kritiske og vanskelige og turbulente og usikre og farlige, til at se på sig selv og komme i gang med reformer. De er nødt til at få et system, der bedre reflekterer det samfund, de gerne vil have. Og som tilgodeser, det ikke skal være et demonstrationsdemokrati, hvor så mange mennesker, man nu samler kan vise, at vi nu er uenige.

Et parlament skal jo være et forum, hvor folk med lidt mere overblik end den enkelte borger har, kan skabe en form for konsensus og enighed om, hvad vej vi skal. Og det gør det thailandske parlament ikke. Og det er det, de skal tage fat i. Og det skal ske både for partierne, måden parlamentet arbejder på og hvordan regeringen bliver holdt til regnskab. Og det er det, der gør ondt, og det er det, der tager tid.«

Hvad der i virkeligheden foregår

En kyndig kender, ynder og kritiker af Thailand, Andrew MacGregor Marshall, får det næstsidste ord (fra Facebook):

»Da jeg stadig bliver beskyldt for at være på Thaksin Shinawatras lønningsliste, så lad mig stave mine synspunkter meget tydeligt: Jeg har aldrig holdt af eller støttet Thaksin.

Men jeg respekterer retten for Thailands befolkning til at vælge deres premierminister ved demokratiske valg, selv om de vælger ledere, som jeg ikke kan lide. Jeg mener, at begge sider i denne uerkendte kamp om arvefølgen i eliten har opført sig skamløst siden 2005, og de skulle skamme sig over at trække landet i ruin i en hemmelig kamp for at blive kongemager, på bekostning af demokratiet og loven. Deres selviskhed og arrogance har skadet og delt Thailand alvorligt, og landet vil lide under konsekvenserne i mange år fremover.

Hvis der er noget godt at finde i situationen, er det, at hver dag begynder flere og flere thaier på begge sider at vågne op og forstå, hvad der i virkeligheden foregår.«

Respect My Vote

På det aller seneste har en tredje part, klædt i hvide skjorter, vist sig på den thailandske arena.

Det er ikke politiske aktivister som Rødskjorterne. Og de bakker slet ikke op om Gulskjorternes demagogi.

De vil respekteres som vælgere. De tænder lys i mørket. De hører John Lennons Imagine. De hører på civiliserede talere. De råber paroler, der støtter Yingluck.

Det er jo hende, de har stemt på, med stemmer, som mindretallet ikke respekterer.

Jan Knus er journalist og forfatter bosat i Bangkok, Thailand.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce