Kommunismens spøgelse i 1840'ernes Danmark

»Et spøgelse går gennem Europa - kommunismens spøgelse«, hedder det i indledningen til Det Kommunistiske Manifest fra 1848.

Og Danmark var ingen undtagelse i 1840’erne og frem til Grundlovens vedtagelse i 1849. Det spøgte i Europa, og det spøger stadig af og til.

Der skyllede flere revolutionsbølger over Europa i første halvdel af 1800-tallet, og det satte sig spor.

Det spøgte på det politiske og kulturelle plan i Danmark i 1840’ernes debatter. Begreber som socialisme, kommunisme, solidaritet og arbejderklasse trængte ind i den danske debat.

Den historie er emnet for en ny bog, udgivet i sommeren 2014 og skrevet af Bertel Nygaard, lektor i moderne historie ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

Grundloven var under forberedelse for endelig at blive vedtaget i juni 1849, stærkt inspireret af situationen i Europa.

Op til grundlovsændringen havde angsten været til stede i de herskende kredse og i medierne: Kunne man få demokrati, uden at det medførte kommunisme?

Det blev debatteret voldsomt i årene op til grundlovens vedtagelse. Vigtigt var det at afgrænse stemmeretten til et mindretal, så »pøblen« ikke også kunne blande sig.

Grundloven gav landet et konstitutionelt monarki med en rigsdag, hvis to kamre byggede på folkelige valg.

Dog kunne kun lidt under en sjettedel af befolkningen stemme til valgene: Mænd over tredive år med fast bopæl og - som det hed i den nye grundlov - »egen dug og disk», det vil sige økonomisk selvstændighed.

Og ganske vist var det fortsat den akademisk uddannede eller velhavende elite, der blev valgt til de nye forsamlinger. Ikke desto mindre var dette en dramatisk forandring fra det gamle system.

Magt og indflydelse

Som statsøkonomen C. N. David skrev - her var der ingen tvivl: De »communistiske Lærdomme og Læren om den almindelige Stemmeret har eet og det selvsamme Udspring«, hævdede han under debatterne i den grundlovgivende rigsforsamling i begyndelsen af 1849.

Gav man først de fattige politisk indflydelse, ville de snart benytte den til at angribe de riges ejendom. Resultatet ville blive kommunismen - og dermed den moderne civilisations sammenbrud.

Mange var uenige, men alle lagde afstand til kommunismen.

Den nationalliberale Orla Lehmann talte venligere om den jævne mand. Han gjorde dog lidt af det samme, for så snart håndværkere og fattigbønder selv krævede indflydelse, forbandede han dem som »communistiske Fanatikere». Men heller ikke de nationalliberale ville kendes ved kommunismen. For datidens politiske venstrefløj var demokrati det bedste værn mod kommunisme.

Den påståede kommunisme var reelt set så godt som ikke-eksisterende. Den spøgte overalt, selv i Danmark. Det er vel heller intet tilfælde at Marx og Engels i deres Kommunistisk Manifest fra februar 1848 indledte med spøgelset, der går gennem Europa.

Og som de to påpegede i samme manifest, så viste netop eventyret om kommunismens spøgelse, at de europæiske magthavere nu anså kommunismen som en potentiel fare.

Det var en angst for radikale ændringer af den herskende orden var tilstede. Det spøgte i Danmark såvel før manifestets udgivelse som før grundlovens vedtagelse.

Den nye fare

Forfatteren laver en grundig gennemgang af den tidlige socialisme og kommunisme, især de franske retninger. Det begrebsmæssige indhold bliver endevendt. Det er før de to unge, Karl Marx og Friedrich Engels, fik formuleret manifestet til Kommunisternes Forbund i 1848.

Debatterne foregik også i de herskende lag og i deres blade og aviser. Det kommunistiske spøgelse trængte ind i disse lag og skabte en rædsel over for fænomenet, der jo næsten kun var europæisk, især fransk. I Danmark var der som nævnt også debat, trods en næsten ikke-eksisterende kommunisme.

Rædslen for dette kommunistiske spøgelse var til stede på grund af dets kritik af privatejendommen og dens magthierarkier. Derfor ramte det ind overalt - ikke kun i den gamle statsstruktur, godsejersystemet, men ramte også grundpillerne i det frembrydende, moderne borgerlige samfund.

Så forskellige lag - ofte i modsætning til hinanden - kunne enes om denne ny fare.

Ikke bare de tidligere socialistiske opfattelser gennemgås i bogen. Filosofien før tager forfatteren også fat på som forudsætning for forståelse. Især Hegel, hvis filosofi dannede udgangspunkt for nogle af denne periodes nyskabende tanker. Disse tanker spredtes også til Danmark.

Går tilbage

Ikke bare i byerne frygtede man kommunismen. Det gjorde man også på landet, hos godsejerne, der så, at kommunismen kunne finde grobund for plebejiske angreb på deres ejendom. De herskende politiske lag så også faren, og nogle mente, at den kunne forebygges gennem sociale reformer.

Det brede politiske spektrum i Danmark var fælles om at afvise kommunismen, men beskyldte ivrigt hinanden for kommunistiske synspunkter.

Bertel Nygaard har forsket i et område inden for arbejderbevægelsen, der oftest har taget udgangspunkt i årene omkring 1870 og frem med fagforeningernes fremvækst og Socialdemokratiets dannelse.

Men forud var en periode, som er vigtig for at forstå den senere udvikling. Bogen giver et glimrende indblik i disse årtiers debat og politiske, kulturelle og sociale udvikling.

Den er velskrevet og på ingen måde kedelig læsning. Bogen er rigt illustreret og forsynet med en oversigt over de store materialer fra den tid, som forfatteren har været igennem for at kunne skrive dette imponerende skrift, som anmelderen her gerne opfordrer læsere til at give sig i kast med.

For det spøgte, og det spøger af og til.

Svend Vestergaard er medlem af redaktionen hos tidsskriftet Socialistisk Information, hvor anmeldelsen også bringes.

Bertel Nygaard: Det røde spøgelse, Kommunismen og 1840’ernes danske politiske kultur. Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie (SFAH). 243 sider, 199,- kr.