Kommuneaftalen 2013: SRSF viderefører nulvækstpolitik

Det må anerkendes, at der er enkelte positive elementer i kommuneaftalen for 2013, navnlig at kommunerne på anlægsområdet får lov til at investere 2½ mia. kr. mere til klimasikring af kloakker finansieret ved stigende takster samt at der gives flere midler til daginstitutioner og forebyggelse. Men hovedbilledet handler om fortsættelse af VK s stramme økonomiske styring af kommunerne. Kommuner tilføres i forhold til rammen godt nok 0,8 mia. kr., men samtidig nedsættes rammen med 2½ mia. kr. i forhold til forrige år – dvs. en nettoforringelse på 1,7 mia. kr. SRSF dekreterer således ikke blot nulvækst, men minusvækst.

Også skatten skal holdes i ro bortset fra prisregulering af grundskylden. Kommunerne skal selv gennem såkaldt effektivisering frem til 2014 levere 1,5 mia. kr. til finansiering af servicen, men vil i vid udstrækning være tvunget til at realisere dette gennem yderligere besparelser. 

På trods af S + SF før valget med ”Fair Løsning 2020” lovede et årligt løft til kommunerne på 0,9 % årligt svarende til 2 mia. kr i snit, hvis de fik magten, har SRSF efter regeringsovertagelsen således i allerhøjeste grad videreført VK s nulvækst idet der i forhold til den givne ramme kun tilføres 0,35 % og inkl. rammeforringelsen i forhold til forrige år reelt sker en negativt realvækst med – 0,7 %.

I forhold til, hvad der årligt vil være brug for at tilføre til flere ældre, stigende sociale behov og i forhold til stigende velstand, vil kommunerne årligt være tvunget til at spare mellem 1½ og 4,5 mia. kr årligt, hvilket vil medføre fortsatte velfærdsforringelser i 2013 og fyringer af op til 6.000 medarbejdere.

Alt i alt indebærer denne økonomi”aftale” en yderligere indskrænkning af kommunernes økonomiske råderum. En tendens som SRSF regeringen tilmed forstærker yderligere gennem budgetloven, hvor kommunerne end ikke synes at ville få lov til at spare op til kommende års investeringer, men tværtimod vil blive tvunget til at opbygge store reserver til uforudsete udgifter på bekostning af drift og service. Og hvorved der gennemføres yderligere stramninger af det /straffesystem, som VKO indførte for overskridelser af de dikterede økonomiske rammer for kommunerne.

Vi ser ikke alene SRSF fortsætte VK s borgerlige, stramme økonomiske politik overfor det offentlige med forringelse af velfærden, men også en fortsætte af den langsomme nedsmeltning af det kommunale selvstyre, som påbegyndtes under den tidlige regering.

1. Kommunerne må finde sparekniven frem igen i 2013

Først og fremmest betyder den indgåede økonomi”aftale” for 2013 ligesom de tidligere års ”aftaler” under VK – regeringen en fortsat udhuling af kommunernes økonomi.  På trods af S + SF før valget med ”Fair Løsning 2020” lovede et årligt løft til kommunerne på 2 mia. kr i gennemsnit, hvis de fik magten, betyder økonomiaftalen selv med den mest positive målestok kun fortsat nulvækst og må endda ud fra en mere kritisk betragtningsmåde beskrives som minusvækst. Godt nok tilføres kommunerne i forhold til rammen godt 0,8 mia. kr. til dagtilbud og forebyggelse, men samtidig nedsættes rammen med 2½ mia. kr. i forhold til forrige år – dvs. en nettoforringelse på 1,7 mia. kr.

I forhold til det i ”Fair Løsning 2020” lovede årlige gennemsnitlige løft på 0,9 % i snit, er der i forhold til den fastsatte ramme kun tale om en vækst på 0,35 %, men inkl. rammeforringelse tale om et fald på -0,7 %. Men flere ældre, stigende sociale behov og stigende velstand kræver en årlig realvækst på i snit op til 1,3 % svarende til omkring 3 mia. kr årligt for at bevare standarden i den kommunale velfærd.

Da kommunerne ikke tilføres disse ressourcer, tvinges de til at frigøre ressourcer til de flere ældre og stigende behov gennem besparelser enten på ældre og socialområderne selv eller på andre velfærdsområder, navnlig daginstitutioner og folkeskole.

Så store besparelser gennem flere år kan umuligt gennemføres uden om personalekontoen og mange kommuner vil da givet også være indstillet på at hugge til med det samme og få bragt den største udgiftsposten – lønnen - ned. Forudsættes det, at en forholdsmæssig del af besparelsen i kommunerne fordeles på løn, svarer det til en samlet årlig lønbesparelse 2011 til 2013 på 1 til 3 mia. kr. om året, hvilket igen svarer på op til 6.000 stillinger i årligt gennemsnit i nulvækstperioden.

Nulvæksten har allerede betydet nedlæggelse af 30.000 kommunale stillinger

2. Kommunerne straffes for overdreven spareiver

Minusvæksten i 2013 er i høj grad løn som forskyldt til kommunerne. Regeringens begrundelse for at sænke driftsrammen for 2013 med 2½ mia. kr. i forhold til aftalen for 2012 er nemlig, at kommunerne selv med deres budgetter for 2012 har lagt sig disse 2½ mia. kr under rammen for 2012. Og at kommunerne i 2011 brugte 5,7 mia. kr svarende til 2,5 % mindre end budgetteret på de kommunale kerneopgaver, serviceområdet. KL godt nok har krævet uændret ramme for 2013, men har naturligvis ikke kunnet argumentere for penge i 2013, som man ikke har brugt de to foregående år. Kommunerne har således ”rakt fanden en lille finger” og fået taget armen.

 Men spare iveren risikerer at svie kommunerne og velfærden dyrt i 2013. De foregående år har besparelserne i betydelig udstrækning har haft midlertidig karakter og handlet om udskydelse af udgifter snarere end varig nedbringelse af udgiftsniveauet.  Mange steder har der været kursusstop, ansættelsesstop, anlægsstop, ja stop for også indkøb af materialer og inventar mm. Men kommunerne kan naturligvis ikke fortsætte med at udskyde udgifter, man skubber blot en pukkel foran sig som før eller siden skal betales – med egentlige besparelser på kerne velfærden. Det kan meget let blive i 2013.

Besparelserne i 2011 og 2012 skyldes det nye stramme sanktionssystem, som VKO indførte og som SRSF med budgetloven viderefører og udbygger. Kommunerne måles hermed to gange: Først bliver de kollektivt målt på, om budgettet overholder aftalerammen og derefter på, om regnskabet holder sig indenfor deres budget? Samtidig er der indført individuelle sanktioner mod de skyldige kommuner i evt. overskridelser. Disse skrappe sanktioner tvinger kommunerne til ikke at udnytte rammerne fuldt ud, men til at sørge for at have en buffer, således at de ikke ramme af sanktionerne undervejs. Dette medfører en negativ spiralbevægelse nedad: Først lægges budgettet lidt under aftalen for at undgå den første sanktion og dernæst holdes regnskaberne igen lidt under budgettet for at undgå næste sanktion.

Samlet bliver resultatet en betydelig underskridelse af rammen, som så af regeringen kan benyttes som begrundelse for at nedsætte næste års ramme, som kommunerne så igen af sanktionerne tvinges til at holde sig under og så videre.

3. Utilfredsstillende aftale vedr. daginstitutioner og specialundervisning

Som anført er det i sig selv godt, at der i aftalen gives flere midler til daginstitutioner, idet der på baggrund af finanslovsaftalen 2012 mellem SRSF – regeringen og Enhedslisten afsættes 500 mio. kr fra 2013 og frem. MEN: Pengene var i finanslovsaftalen afsat til ”forhøjelse af minimumsnormeringer”. Men i økonomiaftalen er ordet ”minimumsnormeringer” taget ud af aftalen og i stedet for at sende pengene til den enkelte institution fordeles de på kommunerne efter antal børn i 0 – 5 års alderen.  Der er i økonomiaftalen således ikke direkte bindinger på, at midlerne faktisk afsættes til normeringer og heller ingen sanktioner, hvis det ikke sker.

Det må betegnes som højst utilfredsstillende, at aftalen på denne måde ikke rummer sikkerhed for, at midlerne rent faktisk bruges efter formålet. Og der er kommunernes trængte økonomiske situation i 2013 taget i betragtning risiko for at midlerne blot ryger i kommunekassen.

Vedr. specialundervisning er aftalen ikke blot utilfredsstillende, men dybt kritisabel. Der er for det første på trods af hårde besparelser i de foregående år ikke afsat midler til forbedring af folkeskolen. Men det forventes, at der kan frigives midler ved at have en mere inkluderende folkeskole, således at der kan overføres midler fra specialundervisning til almenundervisning. Imidlertid handler dette om, at en en stor gruppe af elever, der før fik specialundervisning uden for den almindelige folkeskole – i specialklasse, specialcenter eller specialskole - nu fremover være ”inkluderet” i folkeskolens almindelige klasser og kun få eventuel støtte her. Dette indebærer, at der frigøres midler fra specialklasser. –centre og – skoler. Disse skal som udgangspunkt følge med over i folkeskolen, men gennem lavere omkostninger – og indsats – her spares samtidig 1,5 til 2 mia. kr.

Imidlertid forsvinder de svage børns støttebehov ikke, bare fordi de nu modtager undervisning i det almene miljø. Tværtimod skal børnene i stedet have meget støtte i skolen, i klassen eller på specialcenter. Dette forudsætter timer hertil og i en række tilfælde, at der er to lærere i klassen samt mere afgrænsede undervisningslokaler. Og det kræver ikke mindst uddannelse af folkeskolens lærere i almindeligheder og opbygning af særlig specialpædagogisk kompetence. Inklusion kræver med andre ord investering i oprustning af folkeskolens og folkeskolelærerne til at håndtere opgaven, hvilket i sig selv næppe kan gøres for færre ressourcer. Tværtimod, skal det gøres uden at forringe undervisning og støtte til svage elever vil det i en overgangsperiode formentlig kræve flere ressourcer, mens uddannelse af folkeskolelærerne pågår.  De sparede midler burde således minimum anvendes til denne oprustning og kompetenceudvikling i folkeskolen. Men økonomisaftalen rummer ingen sikring af, hverken at kommunerne faktisk tildeler folkeskolen de sparede midler eller af, at den fornødne investering i oprustning og kompetenceopbygning af og i folkeskolen finder sted.

Med det økonomiske pres på kommunerne generelt under nulvækst er der tværtimod udsigt til at tilbageflytning af specialundervisningselever til folkeskolerne bliver en spare – og nedskæringsøvelse om at indføre en ”specialundervisning” i discountudgave. Og at børnene hermed kommer til at betale for ønsket om ”mere inklusion” - både de svage elever, som modtager ringere støtte og undervisning og de almindelige elever, til hvem der også bliver dårligere tid og ringere undervisningsvilkår. Der er tale om et katastrofalt omsorgssvigt, der kun kan føre til flere fremtidige tabere i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

4. Fortsat langsom nedsmeltning af velfærd og selvstyre

Med økonomiaftalen for 2013 er der ikke alene tale om, at SRSF opgiver valgprogrammet fra 2011 og målene heri om at sikre et tiltrængt løft for velfærden. Regeringen har i stedet overtaget VK s stramme økonomiske politik overfor det offentlige forbrug og velfærden, ja SRSF s første egen kommuneaftale er gennem rammereduktionen på 2½ mia. kr strammere end VK s aftaler siden 2011. Hvor VK dekreterede nulvækst, dekreterer SRSF minusvækst.

Og kernen i det kommunale selvstyre er og bliver det økonomiske råderum til at indrette udgiftsniveau og prioritering og dermed skatteudskrivning efter de lokale behov og ressourcer. Men SRSF fortsætter med budgetloven og kommuneaftalen også VK s politik med mere og mere at indskrænke kommunernes økonomiske råderum. Efterhånden må man med spørge, om der reelt er et kommunalt selvstyre i Danmark, når kommunerne reelt ikke har mulighed for at ændre på hverken skatteindtægten eller udgiftsniveau?

I betragtning af, at aftalen er endnu værre for kommunerne end de tidligere har der været forbløffende stille fra KL fra S + SF flertallet i KL s ledelse.  KL er selvfølgelig en del af det offentlige apparat, men KL er også borgernes og lokalområdernes repræsentant overfor centralmagten og bør i den egenskab stå vagt om borgernes indflydelse og det lokale demokrati.

Og selvom regeringen selvsagt må have førertrøjen på i den økonomisk politik, er det de danske kommuner, som leverer langt størstedelen af velfærdsydelser og som har både den almindelige danskers og de svageste behov tæt inde på livet. Derfor har KL også et ansvar for og en opgave om at repræsentere og kæmpe for borgernes velfærd og i den forbindelse tydeliggøre over for den almindelige borger, hvilke konsekvenser så vigtige forhandlinger og aftaler har for danskernes hverdag. Det skal gøres nærværende og vedkommende for den enkelte borger, hvad de konkrete politiske initiativer, betyder for dem selv og deres medborgere.

KL har indrømmet næppe haft noget alternativ til at tiltræde regeringens ”aftale”, men har til gengæld ikke løftet sin opgave med at åbne befolkningens øjne for både den voldsomme nedskæring af velfærden og den voldsomme indskrænkning af det kommunale selvstyre, som regeringens nulvækstplan medfører.

Henrik Herløv Lund, uafhængig økonom og velfærdsdebatør - cand. scient. adm.
Ikke partitilknyttet medlem af Centrum – Venstre
Kendt fra den tidligere "Alternative Velfærdskommission"

HENVISNING:

Den fulde minirapport af samme navn på 33 sider, inkl. resume, illustrationer, noter og dokumentation. Kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/Artikler/Kommuneaftale2013.pdf

Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevene "KRITISKE ANALYSER" (om velfærd, økonomi og neoliberalisme) og "KRITISKE DISKUSSIONER" (om regering, politik og ikke borgerligt alternativ) kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk

Alle rapporter og artikler kan downloades på www.henrikherloevlund.dk  under "Artikler og rapporter"