Kobanês demokratiske erfaring kan blive model for andre regioner

Karman Matin er født i det østlige Kurdistan, der ligger Iran, og er lektor ved departementet for internationale studier på Sussex Universitet i Storbritannien.

Det engelsksprogede, kurdiske magasin DIHA har i oktober interviewet ham om kurdernes situation i hele regionen med afsæt i kurdernes forsvar af Kobanê mod Islamisk Stats angreb på byen. Modkraft bringer her interviewet i let redigeret form:

– Den kurdiske nationalisme har en lang historie i Kobanê i Rojava-regionen, ligesom i andre dele af Kurdistan. Efter at protesterne i Syrien udviklede sig til en borgerkrig som et resultat af Assad-regimets undertrykkelse af protesterne, trak de syriske styrker sig tilbage fra en række af de kurdisk-beboede områder.

– Det tillod de kurdiske styrker og PYD [Partiya Yekîtiya Demokrat, Det demokratiske unionsparti, kurdisk parti, red.] at etablere en slags kurdisk selvstyre i området i form af tre kantoner i Efrin, Cizire og Kobanê.

– Styret lægger vægt på græsrodsdeltagelse, ligeværdighed mellem kønnene og øget kvindedeltagelse på alle niveauer i det sociale, politiske og offentlige liv. Det er økologisk bevidst og inkluderende over for de forskellige sproglige og etniske grupper, som lever i regionen – og der er mange af dem, selv om de ikke er særligt store.

– Det er bemærkelsesværdigt, at den opfattelse af demokratisk selvstyre står i modsætning til de traditionelle ideer om nationalstater. Man forsøger at forholde sig til det såkaldte nationale spørgsmål som del at et større spørgsmål om radikalt demokrati. Selv om man politisk understreger retten til selvbestemmelse, er spørgsmålet ikke begrænset til ideen om en nationalstat.

Angrebene på det kurdiske selvstyre startede da den syriske hær trak sig tilbage fra regionen, fortæller Karman Matin

– PYD etablerede sine kantoner blev den tyrkiske regering blev foruroliget. Rapporter tyder på, at den opfordrede og forsynede radikale, islamistiske styrker i den syriske opposition til at angribe de kurdiske styrker meget tidligt.

– Det er fortsat og har nået et klimaks med fremkomsten af IS, som konstant har angrebet de kurdiske styrker. Kobanê har faktisk været under angreb i 18 måneder.

– Efter IS’ offensiv i Irak har styrkerne intensiveret deres angreb på Kobanê. Kobanê er centrum for stort område, der kontrolleres af IS i Syrien og Irak. Uden det område er IS’ kontrol over et langt mere spredt område.

– Men sandsynligvis forholder sig sådan, at da angrebet på Kobanê startede, udviklede det sig til et højst symbolsk punkt i betragtning af IS hurtige sejr andre steder. At organisationen ikke har kunnet erobre byen, synes meget demoraliserende og pinligt for IS. I pressemeddelelser kan man også se, at IS er truende og omtaler kurderne og PKK som »murtad,« som i islamisk sprogbrug betyder muslimer som har forladt islam.

Hvilken slags dagsorden mener du, USA forfølger i området?

– Jeg tror, at leveringen af våben blev påtvunget USA pga. forvirringen i den amerikanske strategi. Jeg tror, at IS, USA og Tyrkiet alle forventede, at Kobanê hurtigt ville falde. Men da byen ikke faldt, og dagene gik, blev USA's regering i stigende grad pinligt berørt over sin passivitet.

– Regeringen blev presset af kritikere på hjemmefronten, dvs. republikanerne og andre. Dette skete, mens verdenspressen var i stand til at levere livedækning. Og derfor var USA tvunget til at gribe ind.

– Men det kan også ses som en måde for USA til at presse Tyrkiet ind i en mere aktiv rolle i koalitionen. Tyrkiet vidste, hvad USA ønskede, men prøvede at bruge Kobanê som et instrument til at diktere bestemte betingelser for USA.

– USA's nedkastning af våben og hjælp pressede til sidst Tyrkiet ind i en 180 graders kovending ved at sige: »Vi kan klare os uden jer, så I skal ikke overspille jeres hånd.«

– Alt i alt har USA ikke mange muligheder. Det er svært at sælge argumenter for ikke at samarbejde med PYD på et eller andet niveau.

– Hvad der kan komme ud af det, er på ingen måde bestemt på forhånd. Det afhænger af styrkeforholdene, de konkrete mål, som USA vil definere i forhandlinger med PYD, og hvordan PYD kan og vil reagere på dem.

– I modsætning til mange på venstrefløjen, så tror jeg ikke, at USA har en overordnet strategi for området. Jeg mener, det er en meget vanskelig situation USA befinder sig i med Qatar, Saudi-arabien og Tyrkiet som alliancepartnere. De har hver for sig har deres egne formål og dagsordener.

– Uden de lande ville det være meget vanskeligt for USA at være indblandet, og uden indblanding ville den irakiske regering sandsynligvis falde – hvilket ville være pinligt for USA. Derfor mener jeg, at USA er i en meget svær situation, og at det, at de rækker ud mod kurderne, er ikke nødvendigvis en konspiration.

Karman Matin mener ikke de sekteriske angreb mod de kurdiske regioner i Irak bør komme som en overraskelse

– Angrebene var ikke uventede. Det dårlige forsvar fra regionalregeringens side – med de såkaldte pesmerga-styrker – skyldes dens naive opfattelse af, at IS grundlæggende set kun var interesseret i den centrale del af Irak og ikke havde nogen speciel lyst til at angribe den kurdiske region.

– Da først angrebet kom, trak regionalstyrkerne sig tilbage, og det var kun YPG [Yekîneyên Parastina Gel – kurdisk milits tilknyttet KYD, red.], som kom og reddede de civile yezudier. Enhver, der har bare lidt kendskab til IS’ ideologi og projekt, kunne regne ud, at organisationen ville angribe en ikke-muslimsk minoritet i deres nabolag.

Hvordan er den aktuelle situation i Sydkurdistan?

– Miltært er forsvaret mere effektivt. Politisk er PUK (Patriotic Union of Kurdistan), som er rivaliserende parti til KDP (Kurdistans Demokratisk Parti), nu i offensiven, fordi KDP’s styrker klarede sig dårligt. PUK prøver at score politiske point ved at understrege det, specielt i Shengal-området. Generelt har KDP været tilbageholdende og passive i forhold til krigen i Kobanê. Selv om det nu hævder, at det har lobbiet efter hjælp i Tyrkiet, har det ikke gjort noget offentligt indtil for få dage siden.

Hvordan er situationen i Tyrkiet. Hvordan står det til med fredsprocessen, de fornyede militære aktiviteter og den politiske situation der?

– Virkeligheden er, at fredsprocessen ikke ser ud til nogensinde at være blevet taget alvorligt fra den tyrkiske side. Der er kommet nogle reformer, men de virkelige spørgsmål har man ikke forholdt sig til – eksempelvis den infame terrorlov, som er basis for arrestation og tilbageholdelse af tusinder af kurdiske, politiske aktivister og andre. Der er heller ikke sket nogen forandring i Öcalans [lederen af PKK, Kurdistans Arbejderparti, red.] situation i fængslet, som PKK har krævet.

– Så der har ikke været taget mange konkrete eller vigtige skridt fra tyrkisk side.  Men ingen af siderne har erklæret fredsprocessen for død. I det mindste officielt ser begge sider ser ud til, at have en slags engagement i den.

– Jeg tror, PKK vil stille mere offensive krav fra nu af, specielt hvis det lykkes Kobanê at slå IS endeligt. Det vil helt klart styrke kurdernes position. Specielt hvis det lykkes dem og PKK at opretholde en eller anden form for diplomatisk forbindelse med USA, som vil gøre europæiske stater mere villige til at fjerne PKK fra listen over terrororganisationer. Det ville så igen have en indflydelse på PKK’s forhandlingsposition. Samlet set mener jeg, at PKK er i en stærkere position end for en måned siden i forhold til fredsforhandlingerne.

– AKP [det tyrkiske regeringsparti, red.] har historisk set manøvreret i forhold til valgene. Et valg til parlamentet er på vej næste sommer. Det ser AKP som en mulighed for at få det krævede flertal, der skal til at reformere forfatningen og tillade en mere magtfuldt præsident, et embede som nu er besat af Erdogan selv. Så på en måde har han brug for de kurdiske stemmer. Man kan forestille sig, at PKK og BDP, det officielle legale kurdiske parti i Tyrkiet, kan læse kortene i AKP’s hånd og reagere i forhold til den.

Hvilken rolle har solidaritetsprotesterne i Tyrkiet, dvs. forsøgene på at krydse grænsen, såvel som eksplosionen af protester i dusinvis af byer og den brutale undertrykkelse af dem. Hvordan analyserer du det?

– Tja, der er en lang historie for den slags solidaritetshandlinger. Da Öcalan blev fanget i 1999 var der udbredte protester i iransk Kurdistan fx, hvor mere end 12 mennesker blev dræbt i en af de kurdiske byer. Så almindelige kurdere har en stærk følelse af solidaritet med deres kurdiske brødre og søstre andre steder. Det er mest omstændighederne, som kan begrænse omfanget af den slags solidaritet. Og med moderne redskaber til kommunikation er organisering af begivenheder og demonstrationer af denne type meget lettere end før.

Kan du fortælle om projekterne i Rojhilat [Østkurdistan i Iran] Kan du give nogle detaljer om dette, da det ikke bliver diskuteret meget.

– PKK’s søsterparti PJAK [Partiya Jiyana Azad a Kurdistanê, Partiet for Kurdistans frie liv, red.]  har annonceret en ny bevægelse, som bliver kaldt KODAR – Demokratisk samfund i Øst. Den beskrives ikke som et politisk parti, men som en bevægelse, som ser ud til at være noget, der ligner Rojava-kantonsystemet. En radikal fra-bunden-op-form for demokrati med udbredt deltagelse af kvinder og unge som basis. Forskellen er, at i Rojava er der landområder, som er kontrolleret af PYD. I Rojhilat er det et begreb, som man søger en gradvis udbredelse af.

– Det har den fordel, at det ikke direkte angriber den eksisterende statsform. Det har derfor en chance for at blive samtalepartner med den iranske stat. Faktisk har PJAK lavet udtalelser og henvendelser til den iranske stat, hvor partiet foreslår forhandlinger og en fredelig løsning af det kurdiske spørgsmål.

– Situationen er anderledes. Til forskel fra Syrien, hvor PYD var den ledende og dominerende styrke, og stadig er det, så er det ikke tilfældet i iransk og irakisk Kurdistan. Derfor er det en anelse mere komplekst end i Tyrkiet og Syrien. I Iran er ikke-PPK-partierne formentlig mere progressive og radikale end KDP og PUK i irakisk Kurdistan. De er teknisk set mere afslappede i forhold til PJAK og PKK, men der er også alvorlige forskelle på dem.

Hvordan er mulighederne netop nu for at sprede radikale politiske projekter. Kobanê er blevet et samlingspunkt for modstand, der viser muligheder for andre måder at overleve påmindretallet tilbage, havde dissfor andre måder at overleve piv ustabilitet.

 Mellemøsten. Hvordan ser du på muligheden for radikalt demokratisk selvstyre, der spreder sig i Mellemøsten som helhed?

– Hvis den syriske erfaring overlever det igangværende stormløb fra IS, så tror jeg, det vil have et stærkt potentiale for at blive en model for demokratisk erfaring i regionen.

– I en region, som er hærget af sekteriske og etniske konflikter, er netop grundlæggelsen af den type projekt med en lokal styrke og med en betydelig basis meget væsentligt.

– Men jeg er ikke i tvivl om, at regionale aktører, specielt Tyrkiet, vil gøre alt, hvad de kan for at underminere det. Der er et stort potentiale, men der er ingen automatik.

– I sidste ende vil det afhænge af den bredere balance mellem kræfterne i regionen. PKK’s forhold til den tyrkiske stat, PKK’s og PYD’s forhold til KRG, og mest akut: om PYD i Syrien kan modstå IS’ angreb. Lige nu er et succesfuldt forsvar af Kobanê meget afgørende.

Kan du sige lidt mere om oprindelsen til de sekteriske opdelinger og konflikter i Irakkrigen og i Syrien?

– De stater, som blev etableret efter sammenbruddet af Det osmanniske rige, rekrutterede bevidst sine statseliter fra minoriteter, for at holde dem svage nok til ikke at udfordre de koloniale herskere og stærke nok til at opretholde intern orden.

– I Irak gjorde briterne sunni-mindretallet til den dominerende magt. I Syrien gjorde Frankrig Alawi-mindretallet til den dominerende magt. Da kolonimagterne trak sig tilbage, havde de minoriteter allerede en masse politiske og økonomiske investeringer at forsvare med vold.

– Den vold ser altid ud til at have et etnisk og religiøst element fra starten. Ikke desto mindre er den åbne sekteriske konflikt ikke den type, som vi ser i dag. Alt i alt anser folk staten, snarere end den etniske identitet hos statens mænd, som målet for deres utilfredshed.

– Irak blev et vendepunkt. Da USA stod overfor opstanden fra de sunni-arabere, der var sat fra magten, indsatte og manipulerede man bevidst med sekterismen – eksempelvis ved at lade shia-militser foretage religiøse udrensninger i mange dele af Bagdad og andre dele af Irak.

– Mange af IS’ folk er faktisk ikke inkarnerede IS’ere. Det er almindelige arabiske sunnimuslimer i regionen, som hader den centrale stat, i dette tilfælde Irak – eller i Syrien: Assad.

– Og når man først har tilsluttet sig IS er det meget svært at bakke ud. For så angriber den anden side uden at skelne, som fx shia-militserne gør i Irak i øjeblikket. Folk tilslutter sig IS, ikke fordi de er ekstreme salafister, men fordi der findes reelle, objektive klagepunkter, som fører til støtte til IS. Når støtten først er blevet udtrykt, så er broerne brændt, og det er svært at komme ud igen.

– Jeg tror ikke, den sociale støtte til IS er særligt stor. Deres rekruteringsgrundlag er meget lille. Men de befinder sig selv i et område, hvor befolkningen hader den anden side så meget, at de finder sig selv på IS side, snarere end på den centrale stats side.

Interviewet er bragt i på den engelsksprogede kurdiske hjemmeside DIHA. Det er oversat og bearbejdet af Mikael Hertoft.