Kobanê, kurdernes kamp og farerne i horisonten

Nu da flere forskellige meldinger bekræfter, at de fantastisk modige kurdiske mænd og kvinder har haft succes med at kunne holde Kobanê og faktisk drive IS-fascisterne ud, er det tid til refleksion.

Hvordan fik de drevet IS ud? Hvorfor blev USA dybere involveret? Og hvilke farer lurer forude?

For to uger siden udsendte Folkets Forsvarsstyrker (YPG) en udfordrende erklæring, der understregede oplevelsen af »historisk ansvar«.

I erklæringen lovede de, at »sejren over og udryddelsen af IS vil begynde i Kobanê. Hver eneste gade, hvert hus i Kobanê vil være en grav for IS.«

Mange beundrede kurdernes mod. Tyrkiske og andre kammerater prøvede endda at slutte sig til forsvaret af Kobanê, og verden over har kampagner forsøgt at samle penge til dem.

Men der var formentligt kun få udenforstående, der virkeligt troede, at IS morderiske angreb kunne stoppes.

Flere artikler antog, at Kobanê næsten var faldet. Det skyldtes for en stor del den kriminelle og uforsonlige position, Tyrkiet indtog, da de blokerede de kurdiske forsyningslinjer, og USA's manglende interesse i det, der –  i deres imperiale beregninger – var en strategisk uvæsentlig by.

To uger senere ser situationen ud til at være blevet vendt på hovedet.

Det rapporteres, at IS trækker sig tilbage, og en kurdisk embedsmand udtaler, at »IS nu ikke længere er i Kobanê«, selvom kampene fortsætter i den østlige udkant af byen.

I disse uger har USA optrappet luftbombardementerne af IS-positioner i og omkring Kobanê og er for første gang gået i direkte dialog med det kurdiske Demokratiske Unionsparti (PYD).

Den kurdiske YPG-kommandant Baharin Kandal har sagt, at »hendes militsgruppe havde fået våben, forsyninger og kombattanter.«

Selvom hun ikke fremlagde mere information, har journalisterne i den tyrkiske by Suruç, 15 km fra Kobanê, efter sigende »mødt kombattanter, som havde gået frem og tilbage over grænsen.«

Dette kunne skyldes kombattanternes indgående kendskab til regionen, men en »velplaceret tyrker« fortalte BBC, at »forsyninger rigtignok var blevet tilladt at krydse grænsen.«

Som det blev rapporteret på internetsitet ROAR Magazine for i starten af oktober 2014 siden, ville USA og Tyrkiet være de skyldige, hvis Kobanê var faldet.

Begge stater havde magten og den militære kapacitet til at forhindre IS i at nå byen. Desuden – og mere vigtigt –  lod forskellige beretninger til at bevise, at Tyrkiet aktivt hjalp IS ved:

1. at tillade skadede IS-krigere at få behandling på tyrkiske hospitaler for derefter at krydse grænsen igen og slutte sig til kampen i Syrien;
2. at tillade IS at krydse grænsen og sælge olie fra de oliefelter, de kontrollerer, på det sorte marked i Tyrkiet, hvilket har enorm økonomisk betydning for IS;
3. at forhindre de erfarne PKK-styrker i at krydse grænsen til Syrien for at hjælpe med at bekæmpe IS og forsvare Kobanê, og ligeledes blokere våben og andre nødvendige forsyninger;
4. i sidste uge at forværre dette ved aktivt at genoptage krigen mod dets egne kurdere, da Tyrkiet bombede PKK-positioner i det sydøstlige Dağlıca-område.

Selvom det ovenstående stadig er gældende, er imperial politik og imperiale kalkuler komplekse og afspejler behovet for at forsvare forskellige og modsatte interesser.

I tilfældet med Kobanê er det tydeligt, at Tyrkiet gladeligt lod IS levere et tungt stød mod de kurdiske styrker og potentielt slagte tusinder af kurdere.

Tyrkiet regnede også med at kunne udnytte situationen til at skabe et internationalt pres mod Assad i Syrien. USA var ligeledes tilfredse med at lade disse »uværdige ofre« dø, og gjorde det klart, at Kobanê ikke havde nogen betydning for dem.

Hvad ændrede denne situation?

Selvom USA stadig prioriterer at bekæmpe IS i Irak, hvor landet har mange flere økonomiske interesser og sit omdømme at forsvare, har det øget antallet af luftangreb på IS rundt om Kobanê, muligvis koordineret med kurderne.

Kurderne i regionen jubler selvfølgelig over disse amerikanske luftangreb på IS-positioner, og fra starten af den kurdiske modstand har de råbt på flere og mere effektive luftangreb.

To årsager lader for mig til at forklare USA's intensiverede engagement.

For det første har de veltrænede YPG-PKK-styrker vist sig at være de militært set mest effektive IS-modstandere, selv når de har været klart i undertal og har haft dårligere udstyr.

Mens den irakiske hær – på trods af et årtis amerikansk træning og avancerede våben – smuldrede ved synet af IS-kombattanterne, viste YPG-PKK-styrkerne deres ’værd’ for anden gang, efter først at redde de irakiske yezidier.

Eftersom USA ikke vil sætte »fødder på jorden«, og eftersom dets regionale allierede ikke har vist nogen seriøs forpligtelse hidtil og eftersom USA's luftkampagne er dømt til i sig selv at fejle, har de behov for allierede, der er besluttede på at bekæmpe IS.

For det andet hjælper USA Kobanê«, med BBC’s diplomati- og forsvarsredaktør Mark Urbans ord, af »propagandahensyn«.

Som i ethvert godt mafianetværk, er omdømmet i internationale politik alting. Når USA annoncerer, at det vil »nedbryde og ultimativt udslette« IS, og verdens øjne hviler på Kobanê på grund af forhærdede mod hos de kurdiske kombattanter og aktivismen fra deres støtter verden over, ville en massakre i Kobanê have betydet et slag mod USA's troværdighed.

Kobanê »er mere et symbol end et strategisk aktiv, men et tab af byen ville forstærke følelsen af, at [IS] er ustoppelige«, skriver Brookings Institutions militæranalytiker, Michael O’Hanlon.

Kurderne er nu blevet tvunget ind i en tilsyneladende uomgængelig, men farlig strategisk alliance med USA.

Uomgængelig, eftersom de militært var IS materielt underlegne, og havde behov for avancerede våben for at stoppe IS og skabe sig et pusterum.

Farlig, fordi kurdiske interesser og intentioner er de diametralt modsatte af USA's, hvilket begge parter er opmærksomme på.

Kurdernes forsøg på at skabe autonome demokratiske zoner er lige så meget en trussel mod USA's imperiale interesser, som IS er.

Hjørnestenen i USA's mellemøstpolitik har altid været støtten til stabile regimer, der succesfuldt kunne blokere ethvert krav om demokrati eller national kontrol med landets naturressourcer.

I den forstand stopper David Graebers sammenligning af kurderne med de spanske anarkister i 1936 her; selvom anarkisterne bekæmpede de samme fascister, var alle større vestlige magter imod dem og blokerede våbentransporter.

Et kendt eksempel er Churchill, der foretrak fascisterne over anarkisterne og kommunisterne.

I lyset af YPG-USA samarbejdet er det nyttigt at huske en mere nutidig historie: den om USA's forræderi mod Iraks shiitter og kurdere i 1991.

Det var i 1991, men kunne lige så vel have været i 2014, at en europæisk diplomat bemærkede, at »amerikanerne ville foretrække at have en anden Assad, eller, endnu bedre, en anden Mubarak i Baghdad.«

Dette var under den 1. Golfkrig, der blev indledt, fordi den tidligere allierede Saddam Hussein havde nægtet at adlyde amerikanske ordrer og invaderet Kuwait. USA’s angreb på Irak skabte håb for de undertrykte kurdere og shiitter.

Håbet blev styrket af Bushs åbne opfordring til at gøre oprør mod Saddam Hussein, hvilket gav indtryk af, at USA ville dække deres ryg.

Men usikkerhederne ved udsigten til et post-Saddam Irak gjorde, at USA valgte at holde Saddam ved magten.

I nogle af de mest forfærdelige uger i den irakiske historie, så USA – der var i fuld kontrol over det irakiske luftrum – til, mens Saddam Hussein brød den amerikansk-kontrollerede no-fly zone og brugte kamphelikoptere til at undertrykke opstande og slagte kurdiske og shiitiske civile.

Kurderne behøver næppe at blive mindet om disse fakta. De og deres familier har oplevet disse og andre imperiale svigt.

Samtidig vil de ikke spilde tid på vestlige lænestolsfilosoffer, der fordømmer ethvert samarbejde med amerikanske bomber – og det med rette. Det var deres liv, der er på spil.

Men den nye situation skaber store vanskeligheder. Det faktum, at USA fortsat understreger vigtigheden af Irak frem for Kobanê, og at USA's militære øverstbefalende i Mellemøsten, Lloyd Austin, fredag den 17. oktober fandt det »meget muligt«, at Kobanê stadig ville falde til IS, rejser seriøse spørgsmål.

Hvor længe vil USA fortsætte med at hjælpe modstanden med luftangreb? Hvad bliver diskuteret ved drøftelserne mellem højtstående PYD-repræsentanter og ditto fra den amerikanske stat? Hvad vil USA forsøge at 'få' af kurderne? Mere aktivt samarbejde i kampen mod IS? I bytte for hvad?

Ét svar blev leveret med en erklæring i dag (19. oktober, red.) fra YPG's generalkommando.

I erklæringen bekræfter de, at de har indgået en aftale med den Frie Syriske Hær (FSA), gruppen der har bekæmpet det tyranniske Assad-regime med nogen grad af vestlig støtte.

De bekræfter ligeledes, at FSA har kæmpet på deres side i Kobanê, og at de fra nu af vil samarbejde om »anti-terrorisme og at bygge et frit og demokratisk Syrien.«

Det er et betydeligt skifte i strategi, der indebærer, at de ikke kun bekæmper IS, men også Assad – et vigtigt krav fra Tyrkiet – hvilket videre er baseret på et »sandt partnerskab om administrationen af dette land« med alle »sociale klasser«.

Var det prisen, det venstreorienterede YPG måtte betale for at få åbnet forsyningslinjerne?

Det er et åbent spørgsmål, hvad det vil betyde for den sociale revolution i Rojava (den kurdiske del af Syrien, red.).

Det er for eksempel ikke usandsynligt, at forsyningslinjerne over tyrkiske grænser hemmeligt er blevet tolereret af Tyrkiet på grund af amerikansk pres og/eller den aftale, der er lavet med FSA.

Forsyningslinjerne kan skæres af igen. Amerikanske luftangreb kan også indstilles, og imperiale overvejelser kan ændres.

Listen over de, som af nødvendighed eller efter eget valg har samarbejdet med imperiale kræfter, men siden blev efterladt til at dø, er endeløs.

Det sørgelige faktum er, at moderne kejsere stadig kan bestemme, hvem der lever og dør.

Som kurderne er opmærksomme på, er samarbejde med USA i det lange løb uforeneligt med deres egne ambitioner og forhåbninger om en region og et samfund befriet fra alle former for undertrykkelse.

Men om der er andre muligheder på kort sigt, er et godt spørgsmål. De afhænger i vid udstrækning af de imperiale herskeres indstilling, selv for den fortsatte forsyning af de stærkt nødvendige tunge våben og deres troppers frie bevægelse.

Denne gang har de, takket være deres eget mod, fremtvunget hjælp fra den imperiale hånd, og er i stand til at kæmpe.

Men hvad med i morgen?

Tyrkiet har i årtier været en af USA's vigtigste allierede i regionen, og selvom USA nu har brug for kurderne, vil dette i bedste fald være en midlertidig alliance.

For os vesterlændinge, der er solidariske med vores kurdiske kammerater, er det vigtigt at holde presset på vores egne stater, at fastholde verdens øjne på Kobanê og den bredere kurdiske kamp.

Udover det er vi nødt til åbent at støtte YPG's råb om våbenforsyninger og argumentere for, at PKK bliver taget af den monstrøse 'terrorliste'.

Fanget som en lus mellem to negle, kan kurderne kun stole på sig selv. Jo større manøvrerum de har, jo bedre bevæbnede de er, desto bedre vil de være i stand til at beskytte den sociale revolution i Rojava og fortsat bekæmpe IS.

Jelle Bruinsma er PhD-studerende i History ved European University Institute og redaktør på ROAR Magazine, hvor artiklen første gang blev offentliggjort den 19. oktober.

Artiklen er oversat af Mikas Lang