Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Baggrund
11. oktober 2013 - 13:08

Klassekampen er ikke længere en ensidig affære

Den internationale neoliberale offensiv udfordres nu fra både Europa, USA, Mellemøsten og Asien. Redigeret uddrag af bogen »Krise til opstand«.

I Roy Anderssons film fra år 2000, Sånger från andra våningen, udspiller der sig en scene med en gruppe blege jakkeklædte økonomer, som sidder rundt om et langt bord under en krystallysekrone i et mødelokale med læderindbundne bøger på væggene.

Økonomerne er indkaldt til møde for at diskutere en økonomisk strategi og foreslå regeringen en løsning på den økonomiske krise. Der er problemer med landets konkurrenceevne, lønningerne er for høje.

Formanden for Det Økonomiske Fakultets Ekspertråd kan imidlertid ikke finde strategipapirerne i sin attachemappe. Adspurgt forklarer han, at han ikke er sikker på, at der findes nogen langsigtede planer, men at han burde have medbragt de kortsigtede, som han imidlertid ikke kan finde. Han forstår ikke, hvor de er henne.

»Jeg er sikker på, at jeg havde dem i morges,» siger han.

Mødelederen er ikke helt tilfreds:

»Det er naturligvis ikke godt det her. Så må vi skippe strategien og koncentrere os om taktikken i stedet. Jeg ved, det er svært. Vi har diskuteret i mere end otte timer nu.«

Der er imidlertid ikke nogen, der vil tage ordet og fremlægge nogle overvejelser endsige foreslå en taktik. Ingen er tilsyneladende i stand til at redegøre for noget som helst. Ikke engang at opsummere mødet.

Som en af økonomerne, professor Frank, siger, da han bliver spurgt, hvorfor han ikke siger noget:

»Jeg vil tilslutte mig det, de andre har sagt. Det eneste, vi kan gøre, er at håbe.«

Pludselig rejser en af mødedeltagerne sig op og peger ud af vinduet til venstre i billedet og siger: »Bygningen overfor bevæger sig.«

Kort efter er alle økonomerne samlet foran vinduerne, og der opstår tumult og panik, og alle, med undtagelse af en spåkone, der bliver siddende stille ved bordet, løber paniske og råbende hen mod døren, der imidlertid ikke kan åbnes.

Mødelederen forsøger at dæmpe gemytterne og siger:

»Det er meget vigtigt, vi ikke taber fatningen, meget vigtigt.»

Så slutter scenen.

Under hele mødet har økonomerne sendt en krystalkugle rundt, den går fra hånd til hånd, og økonomiprofessorerne stirrer intenst ind i den. Men der er ikke nogen skygger, krystalkuglen er helt klar, de økonomiske vismænd kan ikke forudsige noget som helst.

Den kapitalistiske økonomi er i krise. Det kan være uhensigtsmæssigt at tale om krisen i ental, fordi det skaber et billede af en midlertidig undtagelse, krisen, som afviger fra normalen. Krisen som en kort overgang, ‘det bliver helt sikkert bedre i 2014’.

Og det giver det indtryk, at krisen er noget, vi snart lægger bag os, ‘nu er det værste ovre’, ‘nu kan vi se enden på krisen’, ‘der er lys for enden af tunnellen’.

Implicit i denne retorik er en forestilling om, at vi er konfronteret med en parentes af en art, at det hele gik godt før krisen, og at vi bare lige skal have justeret nogle småting, så vender vi tilbage, så bliver alt mere eller mindre som før.

De konservative implikationer er tydelige, endnu bedre bliver det, når vi så får at vide, at vi ikke desto mindre er nødt til at spænde livremme ind, at det på grund af krisen er nødvendigt at slanke diverse offentlige budgetter og privatisere lidt mere.

Vi hører konstant denne krise-lingo, der på én gang truer med kommende ulykker og lover, at vi kan vende ‘hjem’: Helvede er løs, men hvis vi agerer økonomisk ansvarligt, så kommer vi ud af krisen med skindet på næsen.

Derfor er det på sin vis bedre at tale om kriser i flertal. Vi er blandt andet konfronteret med en finanskrise, en økonomiske krise, en politisk krise, en energikrise og en klimakrise.

Men disse kriser overlapper ikke blot hinanden, de er ikke blot intimt forbundne, de har alle at gøre med grundlæggende modsætninger i den kapitalistiske økonomi.

Der er derfor intet, der tyder på, at vi er ved at lægge krisen bag os. Krisen er nemlig ikke bare et spørgsmål om økonomisk opbremsning og faldende omsætning, justerbare klimaforhold eller en midlertidig manglende interesse for politik, krisen er et udtryk for grundlæggende modsætninger i kapitalismen.

Den igangværende og eskalerede destruktion af jordens klima er det mest oplagte eksempel på det forhold, på det grundlæggende uholdbare i den kapitalistiske modernisering. Derfor giver det ikke mening at forestille sig krisen som en forbigående ting, som noget vi hurtigt kan lægge bag os, forestille sig at det kan lade sig gøre at vende tilbage til ‘før krisen’.

Som omfanget af klimaændringerne viser, er det selve kursen, den er gal med. Vi styrer direkte mod en biosfærisk nedsmeltning.

Længere er den egentlig ikke; det er de faktuelle forhold, vi ser, når vi løfter blikket og betragter jordens og atmosfærens tilstand og vores påvirkning af den. Så der er ikke nogen tilbagevenden her. Klimaændringerne viser os hinsides enhver tydelighed det uholdbare ved en fortsat tiltro til den dominerende mesterlogik, nemlig akkumulation og vækst.

Krisen er ikke et bump på vejen, men noget langt større.

Og uanset hvilken ‘krise’ vi zoomer ind på, viser det sig, at vi har at gøre med langt mere radikale forhold end almindeligvis antaget. Det gælder i særdeleshed også den såkaldte økonomiske krise, der er den krise, vi hører om hver dag lige nu.

I modsætning til de forskellige cirkulerende repræsentationer af krisen – det var finansmarkedernes skyld eller det er grækernes egen skyld – så er den økonomiske krise ikke blot et kort intermezzo, en kort parentes, før vi igen kan trykke vækstknappen i bund.

Den økonomiske krise har at gøre med grundlæggende modsætninger i den kapitalistiske økonomi, modsætninger der trænger sig mere og mere på.

Den aktuelle krise har således sine rødder i 1970’erne, hvor kapitalismen svarede igen på 1960’ernes antisystemiske protester og erstattede efterkrigstidens keynesianske løn-produktivitetsaftale eller fordistiske kompromis – arbejderne fik højere lønninger, mod at de var mere ‘produktive’ og holdt forbruget i vejret – med en ny model, hvor kapitalen systematisk gik efter så lave omkostninger som muligt.

I den sidste halvdel af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne nåede kapitalakkumulationen i de ‘avancerede’ kapitalistiske lande nemlig en grænse, skiftet blev symbolsk markeret af oliekrisen i 1973, og det blev nødvendigt at transformere produktionsforholdene.

En del af omstruktureringen blev afviklingen af de store industrier i Vesten, hvorved de stridige arbejdere blev splittet op, og flytningen af produktionen til Asien eller andre steder, hvor lønningerne var meget lavere.

På den måde gik afindustrialisering af Vesten og industrialisering af nye lande i Sydøstasien og andre steder hånd i hånd.

Outsourcing og nye teknologier åbnede samtidig op for en markant udvidelse af verdenshandlen – det danske rederi Mærsks gigantiske containerskibe lastet med tusindvis af containere med billige kinesiske varer er et godt udtryk for denne udvikling – hvor lokalt producerede varer distribueres globalt.

De billigt producerede kinesiske varer blev købt af de amerikanske og europæiske forbrugere, der egentlig ikke havde råd til dem, men som lånte pengene til forbruget af Kina, der tjente store summer på udbytningen af de lokale lønslaver.

Kredit blev dermed en væsentlig ingrediens i det nye akkumulationsregime. Det var også nødvendigt, for omstruktureringen skabte ikke et marked, der svarede til størrelsen af den producerede værdi.

For mange virksomheder oversteg investeringsomkostningerne ganske enkelt profitten. En gigantisk mængde kredit maskerede imidlertid denne udvikling i en årrække.

Men verdensøkonomien har hostet gevaldigt siden begyndelsen af 1970’erne. Den vestlige arbejderklasse har oplevet et markant fald i reallønnen, og siden 1980’erne er der blevet sparet på den sociale reproduktion i USA og Europa.

Den retrospektive analyse af perioden fra 1970’erne og frem vil være, at der er tale om en langtrukken shake out, hvor devalueringen aldrig rigtig for alvor finder sted; den destruktion af maskiner, bygninger og arbejdere der er nødvendig for den næste kapitalistiske ekspansion, men mere tager form af en langtrukken nedslidning af samfundet og naturen.

På den måde viser neoliberalismen sig som et langt kriseregime, hvor der spares på den sociale reproduktion (dvs. opretholdelse af produktionsmidlerne inklusive den daglige genskabelse af arbejdskraften), og samfundet udpines, uden at der bliver ‘betalt for det’.

Krisen er i den forstand ikke ny.

Og den neoliberale chokkur, som sydeuropæiske lande aktuelt udsættes for, har da også været afprøvet løbende uden for akkumulationens centrum.

Op gennem 1980’erne og 1990’erne blev det ene land efter det andet i Sydamerika og Afrika udsat for sådanne chokbehandlinger. Det nye i den aktuelle situation er, at befolkninger i EU-lande bliver udsat for massive nedskæringer, der gennemgribende river samfund fra hinanden, men sparepolitikken har været en del af den neoliberale kapitalismes arsenal længe.

Og det er hver gang arbejderne, der betaler den største del af prisen.

Den aktuelle økonomiske krise er således knyttet til den omstrukturering af økonomien, der fandt sted med start i 1970’erne, hvor den industrielle fabrik blev decentraliseret gennem netværk af outsourcet produktion befolket med millioner af midlertidige og prekære arbejdere.

Den ideologiske legitimation for denne strukturelle transformation af de kapitalistiske forhold var neoliberalismen, der blev testet i Chile, Argentina og Uruguay i 1970’erne og siden implementeret over det meste af verden som forskellige måder at destruere variabel og konstant kapital med henblik på at understøtte den stadigt større kreditboble med tilstrækkelig merværdi.

En af konsekvenserne af omstruktureringen har været den kontinuerlige eksklusion af arbejdere. Det er næsten, som om kapitalismen i sin neoliberale skikkelse har forsøgt at befri sig for arbejderklassen, hvad der imidlertid selvfølgelig ikke kan lade sig gøre.

Som Marx skriver: »Kapitalen er selv den processerende modsigelse, derved at den forhindrer at arbejdstiden sættes til et minimum, mens den på den anden side konstituerer arbejdstiden som det eneste mål for og den eneste kilde til rigdom.« (Karl Marx: Grundrids. Til Kritik af den politiske økonomi [Grundrisse der Kritik der politischen Ökonomie, 1857-1858], oversat af Gelius Lund og Henriette Møller (København: Rhodos, 1975), p. 749).

Men den neoliberale kapitalisme har ikke desto mindre forsøgt at begrænse antallet af lønarbejdere og dermed stække arbejdernes modstandskraft så meget som muligt. Arbejderklassen er blevet trængt mere og mere i defensiven, og idéen om revolution er næsten helt forsvundet.

Takket være globalisering, outsourcing, ny teknologi og nye ansættelsesformer har kapitalistklassen i løbet af de sidste årtier presset store masser af mennesker ud af lønarbejdet, de er simpelthen blevet overflødige for skabelsen af merværdi. De fungerer ikke engang længere som en industriel reservearmé, de er bare udenfor.

Vi er konfronteret med den almene lov om kapitalakkumulation, ifølge hvilken »arbejderbefolkningen [både] producerer […] akkumulationen af kapitalen […] [og] midlerne til at gøre sig relativt overskydende« (Karl Marx: Kapitalen. Kritik af den politiske økonomi. 1. Bog 4 [Das Kapital, 1867], oversat af Kjeld Østerling Nielsen (København: Rhodos, 1971), p. 889).

Denne udvikling har i de foregående årtier sat sig igennem som voksende konstant arbejdsløshed og en enorm vækst i mængden af uformelt arbejde på verdensplan. Der er dermed sket en proletarisering af store dele af klodens befolkning.

Det er en forklaring på de mange protester, der hele tiden finder sted overalt: i Grækenland, Portugal, Belgien, Ægypten, Tyrkiet, Sydafrika, Cameroun, Bangladesh, Kina, USA, Canada, Chile, Bolivia, Brasilien og mange andre steder.

Kapitalismen har imidlertid endnu ikke ødelagt nok. Tre årtiers nedslidning er tilsyneladende ikke nok til at igangsætte en ny kapitalistisk ekspansion.

Der har ganske vist løbende fundet en destruktion sted, fallitter, fabrikslukninger og masseafskedigelser har været en del af billedet i USA og Europa siden 1970’erne, men ikke i tilstrækkelig grad, da den eksplosive vækst i finanskapitalen gjorde det muligt at søge tilflugt i finansielle kredsløb.

Fordi den produktive kapital på den måde blev fordoblet af finanskapital, forblev den neoliberale omstrukturering på sin vis ufuldstændig, og det har været nødvendigt løbende at ‘sænke’ arbejdskraftens værdi.

Så fremtiden står på mere af det samme, mere neoliberal fragmentering og mere eksklusion.

Destruktionsprocessen skal intensiveres. Kapitalens produktive kapacitet er endnu for stor, der skal skrælles meget af, før den igen når et niveau, hvor der kan igangsættes en ny ekspansion. Der skal spares, men også ødelægges.

For krisen er det moment, hvor kapitalismen ødelægger kapital for at kunne genskabe kapital.

Menuen står således på yderligere eksklusion og langt mere destruktion.

Meget taler for, at vi står over for det 21. århundredes trediveårskrig, at det bliver nødvendigt at skulle igennem en periode ikke ulig den i begyndelsen af det 20. århundrede med to verdenskrige og en massiv destruktion af arbejdere og industrianlæg. Så meget krævede det før en ny hegemon, USA, var klar til at tage over efter England.

Der kommer med andre ord til at ske store ændringer af den ene eller den anden art i takt med, at USA’s hegemoni fader ud, som det aktuelt er ved at ske. USA vil langsomt blive for svag til at sætte sin vilje igennem, begivenhederne i Nordafrika og Mellemøsten er et tegn på den udvikling.

Endnu er der ikke nogen, der kan tage over: Europa er som udgangspunkt for usammenhængende og er nu ved helt at gå op i limningen, og Kina er endnu for afhængig af sin eksport til at kunne manifestere sig som den nye hegemon.

Resultatet kan meget vel blive et kaos à la 1930’erne, hvor alle små regionale magter vil puste sig op, dyrke det nationalistiske ressentiment og skaffe atomvåben, som de vil blive nødsaget til at anvende i regionale konflikter.

Som i Roy Anderssons film har økonomer og andre såkaldte eksperter aktuelt svært ved at se noget i krystalkuglen. Og der er noget af den samme panik og frygt som i Anderssons ekspertråd.

Det er der ikke noget at sige til, da den neoliberale globaliserings institutionelle rammeværk ikke blot er blevet bragt alvorligt i uorden som følge af krisen, men decideret er i fare for at bryde helt sammen til fordel for en genkomst af tidligere tiders protektionisme, handelshindringer og restriktive pengepolitik.

Nationalistiske følelser er allerede begyndt at manifestere sig ved kapitalens højbord. Hvis eksperterne ikke blot holder fast i den foregående periodes hegemoniske neoliberale mantraer – markedet er løsningen, vi skal liberalisere yderligere – så argumenterer de nu for øgede offentlige investeringer.

En retur til en eller anden form for keynesiansk løsning lokker naturligvis i takt med, at krisen spidser til. Selv IMF er begyndt at klandre EU for at køre for hårdt på med besparelser; en helt uvant situation med tanke på IMF’s track record.

Hvis nu bare staten kunne træde til, sætte gang i økonomien og overtale kapitalen til at indgå en ny aftale med arbejderne, så ville den tilspidsede klassekamp også tage af til begge klassers bedste, kapitalistklassen og arbejderklassen, lyder argumentet.

Det er imidlertid ikke det, der sker.

I stedet ser vi, hvor svag staten er, hvor meget den allerede har lånt i løbet af de foregående tre årtier, med andre ord i hvor høj grad den altid allerede er bundet til kapitalakkumulationens modsætninger.

Og det er problemet i den nuværende situation, hvor økonomien har været svag i fire årtier nu.

Derfor har staten allerede optaget store lån gennem lang tid. Der er således, i modsætning til hvad keynesianerne siger, ikke tale om to adskilte størrelser, stat og kapital, der er derimod tale om to intimt forbundne størrelser, og derfor kan staten heller ikke redde os fra (finans)kapitalen og krisen. Staten er underlagt kapitalismens strukturelle begrænsninger, den regulerer ikke kapitalismen, den er tværtimod en af dens primære agenter, idet den garanterer tiltroen til skabelsen af fremtidig værdi, i sidste instans med al sin militære magt.

Det er en umulig situation. Staterne skal både begrænse det offentlige forbrug og ikke optage nye lån – men så kommer økonomien aldrig i gang – og staten skal øge det offentlige forbrug for at sætte gang i økonomien – men risikerer så statsbankerot, da de fleste stater i forvejen har enorme gældsposter.

Krisen har imidlertid også åbnet for en omfattende protestbølge, der har spredt sig med lynets hast fra Nordafrika til Sydeuropa til USA og tilbage igen.

Der skulle gå nogle år, før protesterne for alvor kom i gang, men i 2011 gik det så til gengæld også hurtigt: I Tunesien og Ægypten blev lokale vestligt-støttede diktatorer væltet, og i stort set hele Mellemøsten protesterede demonstranter mod lokale korrupte regimer, der beriger sig på befolkningernes bekostning.

Protesterne spredte sig hurtigt til Europa og i løbet af kort tid også til USA. Overalt afviste folk at betale for finanskrisen.

Protesterne viser, at en krise også altid er en ‘subjektiv’ historisk proces, i hvilken de ‘normale’ økonomiske og politiske rammesætninger falder fra hinanden og åbner for alternative perspektiver og subjektiv agens.

En krise er med andre ord også en mulighed, i den forstand at der sker et brud og tidligere stabile former og institutioner bliver porøse og kan ændres eller afvises.

Det var eksempelvis tilfældet i 1848, i 1917 og i 1968, hvor gaderne pludseligt blev laboratorier for radikalt nye idéer om samfundet.

I modsætning til eksempelvis i 1917 er der dog i dag ikke nogen idealiserede billeder eller noget program, udgangspunktet for skabelsen af en anden verden i dag er på én gang mere tøvende og desperat.

Det er dog ikke nødvendigvis nogen ulempe, at den vestlige arbejderklasses politiske former ligger i ruiner. 

Udviklingen i Nordafrika og Mellemøsten var eksplosiv. Efter få ugers protester tvang demonstranter i Tunesien og Ægypten den tunesiske præsident Ben Ali og den ægyptiske ditto Mubarak væk fra deres embeder.

Hundredetusinder deltog i protesterne. I Cairo var Tahrir Pladsen besat af demonstranter i næsten tre uger. Mens Ben Ali og Mubarak relativt hurtigt faldt, skulle der mere til i Libyen, hvor Gadaffi sad på magten. Men efter borgerkrig og vestlig intervention var endnu et regimeskifte en realitet.

I Yemen trådte Saleh tilbage efter voldsomme protester og et regulært attentatforsøg. I Syrien eskalerede urolighederne, og landet er på tredje år revet midt over af en borgerkrig mellem Bashar al-Assads regeringstro styrker og forskellige oprørsgrupper, der finansieres af arabisk kapital fra Saudi-Arabien og Golf-staterne.

I en række andre lande i regionen nåede protesterne ikke det samme omfang eller blev mødt med massiv repression som i eksempelvis Saudi-Arabien, men det såkaldte »arabiske forår» igangsatte en revolutionær proces, der udfordrer efterkrigstidens postkoloniale verdenssystem med fattige ‘farvede’ pjaltedespotier og rige ‘hvide’ vestlige nationaldemokratier.

Selvom der allerede havde fundet protester sted i Europa mod sparepolitikken i især Sydeuropa, så skete der også her en kvalitativ udvidelse i 2011, da der i Spanien og Grækenland opstod egentlige protestbevægelser, der ikke blot afviste sparepolitikken, men også forholdt sig kritisk til det parlamentariske demokrati i sin nuværende form.

De indignerede i Spanien og Grækenland overtog idéen med at besætte pladser fra Cairo og indrettede dem som sociale og politiske eksperimenter, hvor bevægelserne afprøvede alternative beslutningsprocesser og organiseringsmåder.

Men også i lande som Portugal, Italien, Rumænien og Bulgarien afviste befolkningerne i stor stil de dramatiske spareplaner, som de nationale regeringer har vedtaget under pres fra Den Europæiske Centralbank og Tyskland.

I stort set alle europæiske lande har der fundet demonstrationer og strejker sted inden for de seneste par år mod besparelser og fyringer under paroler som »Vi vil ikke betale for jeres krise« og »Krisen er et fupnummer«, underforstået at kapitalistklassen bruger krisen som påskud til omfattende besparelser i velfærden, der rammer de svageste i samfundet.

Kontrasten mellem den underdanighed ,som politikerne har lagt for dagen over for de store banker og finansinstitutioner og så de selvsamme politikeres beredvillighed over for at skære i velfærd, har fået mange på gaden.

Der har åbnet sig en stor afgrund mellem befolkningerne på den ene side og politikerne og den finanskapitalistiske elite på den anden side.

På tværs af partiskel har de europæiske politikeres reaktion på kritik af konsekvenserne af besparelserne blot været et irriteret »sådan er det jo».

I forlængelse af revolterne i Nordafrika og protesterne i Europa eksploderede det så i USA med Occupy-bevægelsen, der mobiliserede hundredetusinder over hele USA, som besatte pladser og protesterede mod frikøbet af bankerne.

»Ned med finanskapitalens tyranni« var et af slagordene i protesterne. Under parolen »Vi er de 99 procent« pegede demonstranterne således på den enorme ulighed, der findes ikke blot i USA, men i verden generelt.

De seneste tre årtiers intense neoliberale politik har skabt en enorm ulighed, således at den rigeste 0,5 procent i verden i dag ejer 35,6 procent af alle værdier, mens de nederste 68,4 procent ejer 4,2 procent af værdierne. De tusinde rigeste mennesker på jorden ejer mere end de 1,5 milliarder fattigste.

Protesterne i USA kom som et lyn på en klar himmel efter mere end 30 års kontinuerlig svækkelse af den amerikanske arbejderbevægelse.

Der har ikke fundet væsentlige større sociale protester sted i USA siden i begyndelsen af 1970’erne, så Occupy var et bemærkelsesværdig fænomen. I mere end 100 byer i USA fandt der demonstrationer sted.

Occupy henviste eksplicit til protesterne i Mellemøsten og Europa og forsøgte på den måde at skabe forbindelser mellem protesterne og kæde dem sammen.

På den måde blev der tegnet flugtlinjer verden rundt, fra Mellemøsten til Europa til USA og tilbage igen. Alle steder var der voldsomme og omfattende protester mod forsøget på at forlænge den neoliberale kapitalismes liv.

Konklusionen synes at være, at den gamle muldvarp, Robin Goodfellow, er dukket op igen. Tre årtiers ensidig klassekamp er ovre. Uanset hvad der sker fremover, vil kapitalistklassen ikke længere uhindret kunne omstrukturere og afvikle.

Ikke at der endnu er sket noget afgørende brud, det er der ikke. Selv i Tunesien og Ægypten er de institutioner, der sikrer og reproducerer systemet, stadig relativt intakte, om end de er blevet udfordret og løbende skal justere deres modus operandi. Det lykkedes at slippe af med den lokale Père Ubu, men den gamle magtstruktur er stadigvæk operativ.

I Ægypten indgik hæren og Det Muslimske Broderskab efter Mubaraks fald en alliance, der havde til hensigt at fortsætte den neoliberale politik og undgå, at der skete en acceleration af utilfredsheden.

Det lykkedes imidlertid ikke, og efter blot et års tid var det ægyptiske militær nødsaget til at bryde samarbejdet med Det Muslimske Broderskab, der hurtigt satte deres popularitet over styr ved at monopolisere magten, lade politiet fare hårdt frem mod demonstranter og fortsætte Mubaraks neoliberaliseringer.

I et nyt forsøg på at bremse den revolutionære dynamik valgte hæren derfor at skille sig af med Broderskabet. De følte sig tvunget til at reagere, og hæren og moskeen kæmper nu om den smule merværdi, der skabes i landet.

Begge vil de forhindre revolutionen i at udvikle sig, og begge forsøger at bruge den enorme militante energi, der er opstået på gaden i Cairo, Mahalla og de andre ægyptiske byer efter den 25. januar 2011.

Spørgsmålet er, om de kan dreje den over i religion, nationalisme eller noget tredje eller om der sker en reel åbning af den postkoloniale løsning, om den revolutionære bevægelse kan fortsætte og give opløsningen en anden retning.

Så længe de bagvedliggende grunde til utilfredsheden forbliver uløste, så længe den lokale kapitalisme støder flere og flere ud i arbejdsløshed og fattigdom, vil det være en stakket frist for magthaverne.

De fortsatte protester er et udtryk for det forhold. Alliancen mellem hæren og moskeen var ikke stærk nok. De overflødige bliver stadigvæk flere, og arbejderne har fået smag for at komme af med deres frustration.

Mens protesterne i Europa og USA fortrinsvis er defensive – det handler om at undgå besparelser, det handler om at undgå at miste sit job, uanset hvor dårligt det er – så er de offensive i andre dele af verden.

I Sydøstasien og Kina er der således sket en voldsom øgning i antallet af strejker og protester inden for de senere år. Den enorme arbejderhær, der producerer mange af de globalt cirkulerende varer, er begyndt at kræve mere i løn og bedre arbejdsforhold.

De oprørske masser i Nordafrika og Mellemøsten kræver også noget andet end bare fortsættelsen af den nuværende misere, de afviser årtiers politisk despotisme og nepotisme, men de afviser også – og det er vigtigt – den postkoloniale orden, som Vesten har levet af og har kunnet bruge til at opretholde myten om de postkoloniale landes manglende evne til at bryde med autoriter.

Derfor indeholder de arabiske revolter et revolutionært perspektiv, der rækker videre end bare afvisningen af lokale despoter.

Og det er da også derfor de vestlige magter har så travlt med at inddæmme revolterne, afspore dem og lukke dem inde i borgerkrig og sekterisk vold.

Det er alfa og omega at undgå, at den postkoloniale konstruktion krakelerer, at de arabiske masser skaber forbindelse til masserne andre steder. Det er derfor, den herskende klasse i Vesten har så svært travlt med at oversætte protesterne i Nordafrika, Mellemøsten og Kina til lokale protester mod korrupte tyranner.

Enhver mere dybdegående analyse vil sige, at det på ingen måde er tilfældet. At protesterne er langt mere farlige for den herskende verdensorden.

Den dominerende analyse af konfrontationerne er, at demonstranterne bare gerne vil have det samme politiske system, som vi har i Vesten. Selv når de ægyptiske masser brænder hundredevis af politistationer af, får vi at vide, at der er tale om fredelige demonstrationer til fordel for ‘vores demokrati’. Staklerne er endelig blevet trætte af de lokale diktatorer og vil selv bestemme.

Næste afledning er så selvfølgelig spørgsmålet, om de nu alligevel er klar til det, altså om de kan finde ud af at vælge ikke-islamiske politikere. Orientalismen vil ingen ende tage.

Et af de mest presserende problemer aktuelt er at forbinde protestbevægelserne.

Vi kan i negativ se den betydning, en sådan krydsbestøvning vil have i den herskende ordens orkestrerede ideologiske afsporingsproces, der ruller over skærmene.

Revolterne i Nordafrika og Mellemøsten, krisen i Europa og strejkerne i Kina er alle forbundne. Det handler ikke om lokale kriser, skrøbelige nationaløkonomier, dårlig ledelse eller korruption, vi er konfronteret med en global krise, der er et udtryk for den kapitalistiske produktionsmådes grundlæggende modsætninger.

Men protesterne er endnu ikke forbundne, der er meget bad timing i det nuværende opbrud.

Det giver de kontrarevolutionære kræfter manøvrerum, det gør det muligt for dem at omorganisere sig og lukke de revolutionære inde i midlertidige lokale løsninger.

Udviklingen i Nordafrika er et eksempel på det, idet fraværet af international solidaritet tvinger de arabiske masser til at satse på lokale institutioner som moskeerne. Ikke fordi de er mere religiøse, men fordi de indtil videre er blevet ladt i stikken.

Som i tidligere historiske situationer benytter kontrarevolutionen sig af inddæmning og udmatning. Det vigtige er at undgå, at der sker en udvidelse af revolutionen. At de unge i Europa forbliver passive.

Ligesom arbejderbevægelserne forblev passive i Storbritannien, USA, Frankrig og Norden i slutningen af Første Verdenskrig, da arbejderne rejste sig i Tyskland og Rusland.

Ligesom dengang, hvor Vesten intervenerede rundt omkring Rusland, i Polen og i Kaukasus, ser vi interventioner, der skal blokere revolutionen.

De vestlige magter har efterhånden længe interveneret i Mellemøsten, i Gaza, i Libanon, i Irak og i Libyen, netop for at undgå kommunikation mellem de stridige befolkninger.

Det vigtige er ikke at skabe løsninger, men at undgå, at oprøret finder sted, eller at undgå at det breder sig.

Men krisen er dyb. Uanset hvad der sker, vil den næste periode blive barsk.

Økonomierne i USA og Europa er i krise, og eksportøkonomierne i Sydøstasien er også begyndt at mærke situationens alvor.

Overalt er det arbejderne, der betaler prisen for krisen. Den bliver socialiseret, og der bliver skåret i velfærdsydelserne. Samtidig bliver krisen brugt som løftestang til at fjerne hårdt tilkæmpede rettigheder.

Kapitalen har med andre ord skruet op for klassekampen, den kører nu i højeste gear.

Men proletariatet er begyndt at røre på sig. Revolterne i Mellemøsten og Nordafrika har udfordret den nuværende verdensorden og dens opdeling af verden, og de indignerede i Sydeuropa og besættelsesbevægelsen i USA forsøger at fortsætte bevægelsen.

Selvom diktatorerne er blevet væltet i Tunesien, Ægypten og Libyen, fortsætter protesterne. Det samme er tilfældet i Grækenland, Spanien og Portugal, hvor befolkningerne med stor energi afviser spareplanerne. Det samme gør studenter i Chile og Canada.

I Brasilien får stigende priser på offentlig transport gaderne i de store byer til at eksplodere. I Syrien raser borgerkrigen. Og i Kina vokser antallet af strejker. I Tyrkiet afviser de unge Erdogans neoliberale ‘succes’, og i Brasilien har ‘de farlige klasser’ indtaget gaderne.

Der er stor forskel på protesterne, de er i udgangspunktet defensive i Vesten og offensivt reformistiske i andre dele af verden som Kina, men der er blevet brudt hul i det neoliberale verdensbillede.

Klassekampen er ikke længere en ensidig affære.

Mikkel Bolt er lektor i kulturhistorie på Københavns Universitet.

Artiklen er et redigeret udsnit af Mikkel Bolts bog Krise til opstand - Noter om det igangværende sammenbrud, Forlaget Pyrine 2013, 192 sider.

Der er reception og debat om bogen i
Roland Bar, Institut for Kulturvidenskab, KUA, fredag den 11. oktober kl. 20

Bureau Publik på Vesterbro, København tirsdag den 15. oktober kl. 19. Se opslag i Modkrafts kalender

Antipyrine Bookstore, Kunsthal Aarhus, JM Mørksgade 13, Aarhus onsdag den 16. oktober kl. 19.30

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce