Klassebegrebets genkomst – uddrag af bogen »Klasse - en introduktion«

Forestillingen om de sociale klassers forsvinden har været udbredt de seneste 20 år.

Især i den politiske retorik har begrebet om sociale klasser, klassekonflikt og klassekamp længe været sat i skammekrogen, udtrykt for eksempel af formanden for Socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt i et debatmøde med SF’s daværende formand Villy Søvndal i 2010:

»Det er længe siden, Socialdemokraterne har talt om klasser og klassesamfund. Hvis vi i Danmark skal fremad, så skal vi arbejde i fællesskab. Jeg accepterer ikke tanken om, at vi er modstående klasser« (jf. Mortensen i Weekendavisen 19.11.2010).

Den næsten totale konsensus om, at klassebegrebet er forældet, har samtidig været udbredt i 1990’ernes og 2000’ernes diskussioner inden for samfundsvidenskaberne, idet teorier om eksempelvis individualisering, medialisering og politiske værdier og holdninger i stedet har domineret.

Skal man tro nogle sociologiske og politologiske bidrag, er klassebegrebet således nærmest blevet overflødigt.

Men hvorfor er der så behov for en bog om et begreb, der ser ud til at være forældet? Det er der, fordi der i de senere år ser ud til at være opstået flere sprækker i den ellers så udbredte konsensus om klassernes død.

Faktisk kan man med en vis ret sige om klassebegrebet, som Mark Twain efter sigende skulle have sagt efter at have læst sin egen nekrolog: »rygterne om min død er stærkt overdrevne«.

Lad mig derfor give nogle eksempler på områder, hvor klassebegrebet og forestillingen om klasser – især inden for de seneste fem år – stadig lever i bedste velgående:

For det første lever forestillingen om klasser i for eksempel kunstens beskrivelser af vores »almindelige hverdagsliv«, der også i dag rummer stærke portrætter af klasseforskelle.

Gode eksempler er her Jan Sonnergaards trilogi Radiator, Sidste søndag i oktober og Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen samt Per Flys tre film Bænken, Arven og Drabet. Begge forfattere portrætterer henholdsvis underklassens, middelklassens og overklassens Danmark.

I Rune Lykkebergs prisbelønnede bog Kampen om Sandhederne trækkes der helt eksplicit på et klassebegreb i analysen af Fogh Rasmussens valgsejr i 2001, ligesom Lykkeberg i mange af sine klummer i Information bruger klassebegrebet til at beskrive og portrættere danskernes liv.

Eksempelvis kommenterede Lykkeberg i starten af 2013 den danske tv-serie Borgen sådan her:

»Det er kampen for en bedre verden i det Danmark, vi eksporterer: Der tales ikke om konflikter mellem sociale klasser, men om menneskerettigheder, tone og civilisation. Livsstilen er venstreorienteret progressiv med respekt for minoriteter, anerkendelse af abort og plads til kærlige skilsmisser, mens økonomien er borgerlig og såkaldt ‘ansvarlig’. Det tarvelige er ikke, at det er realiteterne i Danmark; det er, at det er overklassernes utopi«.

Følger man bare lidt med i de danske satireprogrammer, kan man heller ikke undgå at stifte bekendtskab med kærlige klasseportrætter af figurer, som de fleste af os kan nikke genkendende til: Kontanthjælpsmodtageren, der står og ryger uden for socialkontoret og aldrig når ind til skranken; de ældre kulturelt interesserede middelklassedamer, der »eeeeelsker Thomas Vinterberg og DR2«; eller overklassecharlatanen, der fabulerer om »de søde fattige mennesker«.

I stedet for at spørge, hvad vi skal med klassebegrebet, kan man med en vis rimelighed spørge, om vi kan undvære et præcist klassebegreb og en teori om klasser i et samfund, der så tilsyneladende stadig opererer med et begreb om klasser?

For det andet har denne almindelige brug af klassebegrebet og forestillingen om Danmark som et klassesamfund bredt sig til politiske diskussioner.

Både op til og efter det seneste folketingsvalg i 2011 har der for eksempel været en livlig debat om Folketingets sammensætning og det hensigtsmæssige i, at en så stor andel af Folketingets medlemmer såvel som af partiernes ledelser er akademikere.

I diskussioner af forskellige politiske forslags konsekvenser trækkes der ofte på en kategorisering af borgerne i klasser, som for eksempel når diskussionen af fedtafgiften omtales som »dummebøder til underklassen«.

I maj 2012 meldte tre unge socialdemokrater sig så på banen med opskriften på en ny klassekamp, der skulle hjælpe socialdemokraterne til at indfri deres historiske samfundsprojekt om at løfte arbejderklassen (Rosenkrantz-Theil, Vang & Joel i Politiken 19.5.2012). Redskaberne i denne klassekamp var velfærdspolitiske tiltag:

1. omfordeling af offentlige midler i daginstitutionerne
2. omfordeling af det sociale ansvar i folkeskolen og privat
skoler
3. omfordeling af ressourcer mellem gymnasier og erhvervs
skoler
4. omfordeling af ressourcer inden for plejesektoren.

Men socialdemokraterne har fået kamp til stregen i forsøget på at udnytte klassebegrebet i den politiske kommunikation med vælgerne.

I 2011 udtalte daværende statsminister og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen til Berlingske Tidende, at han »ser Venstre som det moderne arbejderparti« (11.9.2011), ligesom Liberal Alliances formand Anders Samuelsen i 2013 bekendtgjorde, at LA også står for »Liberalt Arbejderparti« (Politiken 6.8.2013).

Klassebegrebet – eller i hvert fald begrebet om arbejderklassen – ser således ud til at være blevet genoplivet også i den politiske debat.

For det tredje er der også bevægelse i den konsensus om klassebegrebets overflødighed, der især var stærk i samfundsvidenskaberne fra midten af 1990’erne til midten af 2000’erne.

Som vi skal se i flere af de følgende kapitler, finder man nemlig i dag en række undersøgelser, der peger på, at klasser stadig har betydning for eksempelvis forskelle i politisk adfærd, sundhed og livsstile.

I 2012 blev der udgivet to bøger, som i titler og indhold varsler en ny interesse for klasseanalyser i Danmark: Det danske klassesamfund (Olsen m.fl. 2012) og Det skjulte klassesamfund (Faber m.fl. 2012).

I begge disse bøger påstår forfatterne, at det er vigtigt (igen) at undersøge det danske samfunds klasserelationer, og bøgernes analyser understøtter i høj grad denne påstand.

Men fælles er samtidig, at der ikke bliver brugt megen tid på at diskutere, hvad man skal forstå ved klasse. Det er ikke præcisionen af klasseteorien, der her er i centrum, men de empiriske analyser.

I den internationale litteratur ses en tilsvarende »genoplivning« af diskussionen om klasser, og de følgende kapitler vil inddrage mange af disse nyere bidrag (for eksempel Lareau & Conley; Resnick & Wolff; Devine m.fl. 2005).

Disse nyere diskussioner har blandt andet forsøgt at inkludere flere dimensioner (eksempelvis kulturelle) i klasseteorien, men der ses også en tendens til en fornyet interesse i at forstå grundlæggende mekanismer i klasserelationerne (hvad skaber klasserelationer og -uligheder), ligesom forholdet til andre sociale grupper og grupperinger også diskuteres, for eksempel med begrebet om intersektionalitet.

Problemet er derfor, at det på alle tre områder (hverdags- beskrivelser, de politiske diskussioner og samfundsvidenskaben) ikke er helt klart, hvad klassebegrebet egentlig skal betyde.

Det er faktisk fundamentalt uklart, og der er mange forskellige forslag. Handler det om økonomisk ulighed, om forholdet mellem ressourcestærke og ressourcesvage borgere i bred forstand eller om noget helt tredje?

Klassebegrebets status kan derfor beskrives med et citat fra en redaktør fra den amerikanske avis New York Times. I 2005 bragte avisen en artikelserie, som de kaldte for »Class Matters«, blandt andet med introduktionsartiklen »Skyggelinjerne, som stadig skiller os«.

Da journalisten Janny Scott, der havde fået idéen til artikelserien, skulle præsentere den for sin redaktør, svarede han: »Jeg tror, du siger noget rigtigt interessant – men jeg ved ikke, hvad det er«.

Det svar er, tror jeg, karakteristisk for klassebegrebet i dag.

Klassebegrebet er stadigvæk interessant, for det handler om noget aktuelt. Det handler om de forskelle i magt, ressourcer, livsvilkår og muligheder, der er mellem grupper i samfundet, og som vi kender både fra vores hverdag og fra film, satire, litteratur og politiske diskussioner.

Men klassebegrebet har også lidt den skæbne, at det blevet uklart, hvad vi egentlig mener, når vi taler om sociale klasser, både i politik og inden for samfundsvidenskaberne.

Derfor er det min ambition med denne bog at skabe mere klarhed over, hvad der kan menes med begrebet klasse.

Det er dog ikke nogen helt nem opgave. For der har sådan set aldrig været nogen udbredt konsensus om definitionen af »social klasse«.

Begrebet er helt tilbage til antikken blevet anvendt til beskrivelse af forskellige grupper i samfundet, og samfundstænkere til alle tider har interesseret sig både for spørgsmålet om samfundets opdeling i forskellige grupperinger og for de mulige konsekvenser heraf.

Eksempelvis brugtes klassebegrebet af politiske økonomer som Adam Smith og David Ricardo om grupperinger på arbejdsmarkedet, mens den politiske filosof John Stuart Mill brugte klassebegrebet som betegnelse for »et antal personer, der har de samme kyniske interesser, det vil sige, hvis direkte og åbenlyse interesser peger i samme retning« (egen oversættelse).

Det er dog først med den sociologiske videnskabs fødsel, at sociale klasser for alvor bliver genstand for systematisk tænkning og analyse.

Dette skete ikke bare inden for én sociologisk tradition, men i en række forskellige traditioner, der mere eller mindre isoleret fra hinanden har udviklet forskellige definitioner af og teorier om, hvad klasser »er«, det vil sige, hvordan klasser kan defineres og afgrænses, og hvad klasser »gør«, det vil sige, hvilken betydning klasser har for menneskers liv.

At det samme begreb bruges af så vidt forskellige teorier, bidrager selvsagt ikke til den teoretiske klarhed. Som den amerikanske sociolog Erik Olin Wright for nylig har formuleret det:

»Få begreber i sociologien er så omdiskuterede som begrebet om klasse: Forskellige mennesker mener temmelig forskellige ting. når de bruger ordet. Resultatet er, at man i mange diskussioner taler forbi hinanden; vi bruger det samme ord, men vi taler faktisk om ret forskellige begreber«.

I en sådan situation skal man være varsom med at ophæve én definition til den eneste rigtige.

Snarere bør man forsøge at skabe et overblik over forskellige klasseteoriers grundlæggende træk, det vil sige over, hvad de forskellige teorier drejer sig om, og hvad de kan bruges til.

Så i stedet for at spørge om, hvilken teori der er den rigtige, må man spørge om, hvilke spørgsmål en teori kan bruges til at svare på.

Er man for eksempel interesseret i at forstå, hvad der forklarer uligheden i uddannelsessystemet på tværs af generationer, kan man med fordel anvende enten en weberiansk-inspireret klasseteori eller en teori fra traditionen efter Bourdieu.

Men er man interesseret i at forstå, hvilke konflikter og dominansrelationer der knytter sig til forskellige klassers indbyrdes relationer, bør man nok snarere lede i den neomarxistiske diskussion om klasser efter en nyttig teori.

Bogens primære formål er derfor at skabe et teoretisk overblik, der kan klæde interesserede bedre på i diskussionerne om klasse.

Gitte Sommer Harrits er lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, og forfatter til bogen: Klasse – en introduktion, Hans Reitzels Forlag 2014.

Artiklen er en lettere forkortet udgave af indledningen til bogen.

Læs også Steen Gottliebs anmeldelse »Klasseteori får revival i ny bog« på Modkraft.