Siden Den Siamesiske Revolution i 1932 har Thailands militær iscenesat 18 militærkup. Men Thailand er ikke en bananrepublik, men et kongedømme med en relativ stor økonomi og befolkning. Findes der et 'thai demokrati'?
Siden Den Siamesiske Revolution i 1932 har det thailandske militær iscenesat 18 militærkup. Hvert fjerde-femte år har våbnene talt. Ikke folkets stemmer. Eller ordene i parlamentet. Men geværløbenes rå magt.
I samme periode har landets forfatning skiftet version 17 gange.
Helt tilbage fra 1946 har den thailandske trone haft den samme besidder af næsten guddommelig status.
Men Thailand er ikke en lille, mellemamerikansk bananrepublik. Det er i allerhøjeste grad et kongedømme med 800 års selvstændighed. Det befinder sig i Sydøstasien og har en relativ stor økonomi og befolkning på 62 mio. Findes der et 'thai demokrati'?
Thailands seneste 81 års historie udspiller en uendelig kick-boksekamp, hvor der altid er plads til beskidte tricks, hvor kampens bagmænd kun sjældent nærmer sig ringen, og hvor de midlertidige sejrherrer gerne skriver reglerne om, så de legitimerer vejen til deres mesterskab og cementerer deres herredømme.
Udover de 18 militærkup i Thailand har der været utallige massakrer, militære og para-militære anti-oprørskampagner, lynchninger og militære nedkæmpelser af civile uroligheder.
De udøvende kræfter er udsprunget af civile og militære regeringer og deres apparater. Autoritære og centralistiske. I åben magtudøvelse. Eller i fordækte operationer. Omkostningerne i menneskeliv har været betydelige.
I mere end 80 år har det thailandske folk levet i en kontinuerlig kickboksning-opera af blodig alvor, hvor demokrati måske nok er malet på fortæppets mosaik af skiftende forfatninger, men hvor bagtæppet og de tekniske scenerum helt er i hænderne på et Militær, et Kongehus og en Elite, som tilsyneladende igen og igen iscenesætter 800 års traditioner for autoritarisme, privilegier og korruption.
Undervejs har folket mest har været et publikum, som engang i mellem har kunnet blande sig fra gulvet og gallerierne. Under kraftig beskydning fra logerne.
En rød og en gul splittelse blandt folket og i logerne er nu polariseret med Gulskjorterne og Rødskjorterne siden 2001.
Polariseringen blev forstærket af et militærkup i 2006. Som bragte Rødskjorterne til fald og Gulskjorterne til magten. I 2008 besatte Gulskjorterne Bangkoks to lufthavne med videre.
Under de seneste blodige civile oprør i 2010, hvor Rødskjorterne massivt protesterede, vistes der sprækker selv i militærets ellers unisone front.
I 2013 blusser urolighederne nu op igen, anført af Gulskjorterne.
Læs Jan Knus' artikel »Politisk vold optrappes i Thailand« på Modkraft
Hele virkelighedens forestilling holdes i efterhånden skrøbelige tømmer af den meget indflydelsesrige og meget afholdte, ja tilbedte kong Bhumibol.
Kongen er 86 år og svækket af sygdom. Inden længe må kongen takke af, og kronprinsen er ikke populær.
Der tegner sig en mulig og rædselsfuld sidste akt. Borgerkrig.
I en første baggrundsartikel, »Hi-So - Thailands urørlige« kiggede vi lidt på en af de tre magtsøjler i det Thailandske samfund, eliten. Her vil vi beskæftige os med de to andre, hæren og kongehuset. Lad os gå lidt tilbage i Thailands nyere historie.
Da det amerikanske militær spillede krigsfallit i Vietnam i 1975 og også forlod Thailand med hele 43.000 tropper, havde USA i alene i 10-års-perioden 1965-75 pumpet 2 milliarder US$ ind i den thailandske økonomi.
I alt betalte de amerikanske skatteborgere 3,45 milliarder dollars i perioden fra 1950 til 1975. Det svarede til 17.888 millioner danske kroner (i 1979-kurs, Danmarks Nationalbank har ikke publiceret data længere tilbage, det faktiske tal er højere og datidens merkøbekraft er ikke indregnet).
Først tyve år efter Vietnam-krigens afslutning er amerikanske dokumenter blevet af-klassificeret, så de økonomiske tal og facts om Thailand som base for hemmelige aktioner, militære operationer og afslappende backstage for de amerikanske styrker nu er tilgængelige (jf. Arne Kislenko: A Not So Silent Partner: Thailand's Role in Covert Operations, Counter-Insurgency, and the Wars in Indochina. The Journal of Conflict Studies. Vol XXIV, No. 1. (2004))
Folkelige oprør mod undertrykkende regimer omgav Thailand efter Anden verdenskrig. Vietnam, Laos, Cambodia, Burma, Malaya.
Krigsmagternes og kolonimagternes besættelser var ved at være fortid. De ledende kræfter i Thailand blev inficeret med samme frygt for 'kommunisme' som den herskende politik i USA.
Verdens vestlige supermagt klyngede sig i Den Kolde krig fra 1950'erne og frem til tidligere hærfører fra Anden Verdenskrig og nyvalgte præsident Eisenhowers billedlige tale i 1954 om de faldende dominoers princip. Hvis én brik falder, altså hvis ét land bliver kommunistisk, så vil resten af brikkerne også falde.
På trods af Thailands alliance med Japan under Anden Verdenskrig lykkedes det gennem gammelt venskab og snild diplomati igen at blive USA's allierede efter krigen.
Med sikker opportunistisk sans vælger Thailand igen side, mod Nordvietnam og Viet Cong og for supermagten USA i dens teatralske forsøg på at inddæmme kommunismen i Sydøstasien gennem anvendelse af stadig større rå magt mod Vietnam.
I Thailand får USA en vigtig allieret. Ikke alene legitimerer Thailand det asiatiske islæt i USA's kamp mod det vietnamesiske folk, men det lægger ved sin geografi også land til adskillige militærbaser, herunder især strategiske luftbaser, som bagland for de amerikanske kamphandlinger i Laos, Cambodia og Vietnam.
Agenter og kommandogrupper infiltrerer grænseområderne, udrenser thai landsbyer og udrydder hele landsbyer i Laos og Cambodia i jagten på 'kommunist-reder' og guerillastyrker.
I Den Hemmelige Krig i det neutrale Laos flyver USA 580.000 (!) bombetogter i perioden 1964-73 og smider så mange bomber, at Laos er den mest bombede nation i verden pr. antal mennesker. Med 840 kg bomber pr. indbygger.
USA smed i alt 280 mio bomber i Laos 1966-75. 80 mio eksploderede ikke. USA brugte 17 mio $ hver eneste dag på bombninger! USA har siden 'generøst' brugt 2,7 mio $ om året på oprydning, og med det nuværende tempo vil det tage 3.000 år at rydde op. 20.000 mennesker er døde af bomberne, siden bombningerne holdt op i 1974. Under bombningerne var der 30.000 døde og sårede. Jf. Pete Larson »US Bombings ind Laos 1965-1973.
Bomberne var især rettet mod den laotiske del af Ho-Chi-Minh-stien, som forbandt det nordlige og sydlige Vietnam med transport af mennesker og forsyninger.
Alle togter udgik fra Thailand, især fra kæmpebasen i Korat 250 km nordøst for Bangkok.
Sideløbende med den amerikanske korrumpering af den thailandske økonomi blev thailandske specialtropper i hele perioden trænet af amerikanske instruktører. I al hemmelighed og i massivt antal. Med reference til øverstbefalende i USA og med fuld opbakning fra den thailandske hær.
Fra 1963 indtrådte specialtrænede thai-tropper som regulære kampstyrker i Vietnam-krigen. På sit højeste var der 12.000 thailandske kamptropper i Vietnam. Thailands tabstal var knap 1.400.
Disse indsatser blev i høj grad organiseret, styret og delvist iværksat af CIA. Uden for enhver offentlig indsigt og selvsagt i totalt fravær af demokratisk kontrol.
Thailand var et militær-diktatur fra 1957-73, først under Sarit Thanarat og siden Thanom Kittikachorn. Perioden er i et thai politologisk studie karakteriseret som despotisk paternalisme (Thak Chaloemtiarana. The Politics of Despotic Paternalism. 2007).
Den amerikanske krig i Vietnam, Laos og Cambodia forvandlede en del af periodens i øvrigt dybt korrupte økonomi i Thailand til en slags krigsøkonomi.
Der blev anvendt milliarder på bygning af infrastruktur (veje i de nordøstlige provinser) og militærbaser. Gennem køb af krigsmateriel til det thailandske militær og gennem konsum og forbrug af tjenesteydelser blev der pumpet andre milliarder ind i økonomien.
Det 'civile styre' i Thailand var i sig selv militariseret gennem et diktatur. Den amerikanske, CIA-inficerede tilstedeværelse forstærkede en autoritær og elitær samfundsstyring. En samfundsstyring baseret på rigide fjendebilleder, baglokale-afgørelse på regeringsniveau, hemmeligholdelse, plot-styring, fraktions-intriger, overvågning og infiltrering af civile, likvidering af udnævnte fjender — lige så fjernt fra enhver version af demokrati som et stalinistisk diktatur.
Denne despotiske paternalisme har dybe rødder i Thailands fortid og kaster lange skygger op i nutiden.
Thailands væbnede styrker er i nutiden engageret i en borgerkrig mod malayiske, muslimske rebeller i det sydlige Thailand, ligesom det i 1960'erne og 1970'erne var part i borgerkrigen mod kommunisterne i nord og nordøst. Dengang kom ingen militær løsning.
Militæret har store økonomiske interesser i medier og Muay Thai, og er ofte under anklage for deltagelse i ulovlig skovhugst og narkosmugling. Militæret er den virkelige magtfaktor i Thailand, men dets enorme magt er ikke ubegrænset.
Giles Ji Ungaporn opregner tre faktorer, som begrænser militærets magt: (1) styrken i sociale bevægelser (2) magten hos andre af elitens sektioner med økonomisk og politisk indflydelse (3) militæret selv er fraktioneret, med hæren som den traditionelt stærkeste part.
Siamesiske hæres oprindelse fortaber sig i Muay Thai, thailandsk kickboksning eller martial art.
I det første siamesiske dynasti, Sukhothai fra 1200-tallet, blev hærstyrker til beskyttelse af monarken, regeringen og befolkningen i hovedstaden Siam trænet i dræbende nærkampsteknikker.
Man betragtede hele kroppen som et våben. Træningscentre opstod, militærkunsten og martial art-kundskaber som sport blev populære både hos folket og de royale.
Den grundlæggende holdning var, at gode krigere blev gode ledere, og det kunne forberede dem til deres gerning som konge. Flere konger har været aktivt udøvende i Muay Thai.
Legenden fortæller, at kong Prachao Sua, Tigerkongen, i 1300-tallet forklædte sig som almindelig undersåt og deltog i landsbykampe, hvor han naturligvis besejrede flere kendte kæmpere.
Muay Thai er kongesporten i Thailand og en indgroet del af thai-kulturen.
På linje med Thailands flag, nationalsang og ikke mindst monarken blev Muay Thai bevidst anvendt i nationaliseringsbestræbelser i 1900-tallet.
Fattige, unge mænd fra de landlige, nordøstlige provinser er typisk sportens nutidige udøvere, som ser Muay Thai som en landevej til indtjening og social mobilitet.
Den nuværende kong Bhumibol giver gerne offentlig støtte til Muay Thai. I dagens Thailand er sporten populær som aldrig før, på tv og i boksehaller, som ofte ejes af militæret, og der omsættes for hundrede af millioner bath i væddemål, som er den egentlige motor for aktiviteterne.
I femhundrede år udkæmpede skiftende siamesiske dynastier traditionelle nabokrige med sine rivaler og blev flere gange besat af et forenet Burma. Decentrale hære og kampelefanter var tidens militære værktøjer.
Med den imperialistiske invasion i Sydøstasien skiftede Thailands væbnede styrker karakter.
I midten af 1800-tallet havde England og Frankrig koloniseret Thailands naboer og derved delvist neutraliseret deres naturlige fjender i regionen, først og fremmest Myanmar (Burma) og Vietnam.
En forestilling om, at Thailand for alvor skulle bekæmpe eller forsvare sig mod de højteknologiske, vestlige hære var urealistisk. Desuden havde landet med snild diplomati efterhånden opnået ikke-angrebspagter med såvel England som Frankrig ved at afstå landområder til deres kolonier i henholdsvis Burma og Malaya mod vest og Fransk Indokina med øst.
Begge kolonimagter var interesseret i Thailand som buffer-nation mellem deres interessesfærer.
Thailand blev i 1833 det første asiatiske land, som havde en formel diplomatisk aftale med USA. Før Kina (1844) og Japan (1854).
Thailands militær ændrede sig i vestlig stil med stående styrker, centralisering og oprustning. For eksempel fik den i 1875 nyoprettede Kongelige Flåde den danske forretningsmand og flådeofficer Andreas du Plessis de Rechelieu som admiral i 1890 og marineminister 1899-1902, hvor han højt dekoreret vendte tilbage til en dansk erhvervskarriere som en rig mand.
de Rechilieus kombination af militærkarriere og indbringende forretning blev typisk for Thailands officerskorps.
Den afgørende ændring skete dog med moderniseringen af Thailands hær omkring 1900-århundredskiftet. Hærens personel blev nationaliseret og der indførtes almindelig værnepligt.
»… den moderne hær var skabt ikke så meget til ekstern krigsførelse eller forsvar for national integritet, men med det formål at støtte og udbrede den kongelige autoritet over et traditionelt løst fastholdt rige« skriver Thak Chaloemtiarana i bogen The Politics of Despotic Paternalism, 2007.
Den moderne thailandske hær fremstod som et politisk instrument for staten, og netop fordi den ikke havde eksterne opgaver fulgte den logisk skridt i en udvikling, som efterhånden førte den til at dominere den hjemlige politiske proces.
»Under normale omstændigheder — i et åbent demokratisk system, hvor rødderne var dybt plantet i tilsvarende sociale værdier — kunne en professionalisering af det militære korps have udviklet sig. Men dette var ikke tilfældet. Demokrati var et fremmed princip i Thailand. Autoritanisme var traditionen og derfor oprindelig« skriver Thak Chaloemtiarana (ibid).
Det thailandske militær udviklede sig i stedet til en prætoriansk kongemager. Konspirerende fraktioner i de væbnede styrker greb til stadighed efter den politiske magt i Thailand.
Prætorianergarden i Rom var gennem knap 300 år elitetropper og livvagt for de romerske kejsere. Imidlertid myrdede garden adskillige kejsere, på bestilling eller fordi den ikke fik sine egne behov opfyldt.
Den herskende elite i Romerriget, kejseren, senatorerne og adelen, kunne ikke regere uden om Prætorianergarden.
Det thailandske militær har siden 1932 begået 18 militærkup.
Thailands første forfatning fra 1932 for et konstitutionelt kongedømme til erstatning af det absolutistiske kongedømme indeholdt et afsnit om Lèse majesté, Lov om majestætsfornærmelse ville vi kalde det.
Gennem alle 17 forfatninger har loven altid lagt meget beskyttende begrænsninger for ytringsmulighederne om Kongen, Kronprinsen og Regenten.
Ved den seneste forfatningsrevision i 2007 efter militærkuppet i 2006 samt i Straffelovens sektion 112 er loven yderligere skærpet til at omfatte royale udviklingsprojekter, den kongelige institution, hele Chakri-dynastiet, samt at begrebet Konge ikke alene refererer til den nuværende konge, men til alle forudgående og afdøde monarker.
Det sætter ikke alene grænser for autentisk historieskrivning, men også for politiske og journalistiske ytringsmuligheder.
I et journalistisk emne om Kongehusets indflydelse på Thailands politik kan ovenstående signatur ikke skrive frit. Straffen for majestætsfornærmelse er tre til 15 års fængsel.
Alene at diskutere denne lov offentligt kan blive udlagt som majestætsfornærmelse.
Politikere, journalister eller forskere, som alligevel har bevæget sig kritisk ind på emnet har enten befundet sig i udlandet eller er gået frivilligt i eksil.
For eksempel er den erklærede, thailandske marxist Giles Ji Ungpakorn flyttet i eksil i England. Han udgav i 2007 A Coup for The Rich om militærkuppet i 2006. Bogen er forbudt i Thailand.
Paul M. Handley boede og arbejdede gennem 13 år som freelance-journalist i Thailand og udgav i 2006 den ikke-autoriserede biografi The King Never Smiles.
Bogen er forbudt i Thailand. Handley bor i USA. Links til bogen og oversatte uddrag har givet fængselsstraf for både thailandske og udenlandske statsborgere.
Den skotske journalist Andrew Macgregor Marshall opsagde i 2011 sit 17-årige job hos Reuters og publicerede som #thaistory en række studier om det thailandske kongehus. Han lever i selvvalgt eksil i Singapore.
Hvis man fra en thai IP-adresse forsøger at følge et link til hans hjemmeside, bliver man blokeret.
I sin fødselsdagstale i december 2005 opfordrede kong Bhumibol til kritik af sig selv:
»Faktisk må jeg også blive kritiseret. Jeg er ikke bange, hvis kritikken drejer sig om, hvad jeg gør forkert, fordi så ved jeg det. Fordi, hvis man siger, at kongen ikke kan kritiseres, så betyder det, at kongen ikke er menneskelig (…)
Hvis kongen ikke kan tage fejl, er det på en måde at se ned på ham, fordi kongen ikke bliver behandlet som et menneske. Men Kongen kan tage fejl …« (Kong Bhumibol Adulyadej, Rama IX. 2005)
Den juridiske oprustning omkring lèse majesté har været yderst aggressiv siden militærkuppet i 2006. Fra 1990-2005 blev der kun ført retssager på lovens grundlag fire-fem gange om året. Fra januar 2006 til maj 2011 er flere end 400 sager endt i retten.
»Lèse majesté-lovene er i virkeligheden ikke designet til at beskytte monarkiets institution. I fortiden er lovene blevet brugt til at beskytte regeringer, til at beskytte militærkup. Hele det royale image er skabt til at polstre en konservativ elite bag paladsets mure«, skriver Giles Ji Ungpakorn i bogen How Powerful is the Thai Military fra 2007.
Daværende premierminister Thaksin Shinawatra og den royale aktivist, gulskjorte og mediemogul Sondhi Limthongkul meldte hver for sig hinanden til retten under den politiske krise 2005-06 for brud på lèse majesté.
Thaksins angivelige majestætsfornærmelse var en af militærets fremførte begrundelser for kuppet i 2006.
Det thailandske kongehus føres traditionelt tilbage til 1238, og det herskende Chakri-dynasti har siddet på tronen siden 1782.
Den nuværende konge hedder i kort form Bhumibol Adulyadej Phumiphon Adunyadet, også kaldet Rama IX og i korthed kong Bhumibol.
Selv om kongen forfatningsmæssigt kun er en konstitutionel monark, udøver han de facto stor politisk indflydelse.
Han har for eksempel sit eget Kongeråd (Privy Council), som han håndplukker de 26 medlemmer til. Blandt andet har han valgt et par tidligere kupledere.
Siden 1998 har formanden for Kongerådet været tidligere premierminister gennem otte års tæt samarbejde med kongen, general Prem Tinsulanonda. Prem har stadig betydelig indflydelse i hæren.
Prem blev først af eks-premierminister Thaksins støtter og siden af Thaksin selv udpeget som mastermind bag 2006-militærkuppet, som væltede Thaksins folkevalgte regering.
Man nævnte også, at det junta-udpegede kabinet var fyldt med Prem's boys. Prem selv samt Militærråd, Special Branch og den juntavalgte premierminister benægtede alle.
Få måneder før kuppet i 2006 forklarede Prem i en militærforsamling sin vision om et særligt thai-demokrati, i hvilket monarken forbliver den ultimative forsvarer af den offentlige interesse og udøver kontrol over de væbnede styrker.
Prem brugte en heste-metafor til at forklare rollerne for Monarken, Premierministeren med den valgte regering samt hæren.
»I hestevæddeløb har man en stald, og ejeren af stalden ejer hesten. Jockeyen kommer og rider hesten gennem væddeløbet, men jockeyen ejer ikke hesten. Det er meget let at forstå.« skriver Thongchai Winichakul i Toppling Demokracy (pdf-fil) i 2008.
Prem mindede om, at militæret tilhørte monarken, ikke regeringen. Som blot er en jockey. Dette viser hen til beskrivelsen af 2006-kuppet som et ny-royalistisk militærkup, hvis vigtigste motivering var frygten for, at Thaksin, på grund af kongens alder og helbred, skulle blive den næste kongemager.
Der er flere årsager til kongens politiske indflydelse. Kongen populariet trækker tråden helt tilbage til Thailands oprindelse som selvstændigt, thai-talende samfund.
Pho-khun
De første tre thailandske konger fra det første dynasti Sukhothai havde alle knyttet en dobbelt-titel til deres egentlige navn, nemlig Pho-khun. Tilsammen oversættes det normalt blot Lord, Konge, Majestæt.
Men Thak anfører, at det er udtryk for det antikke koncept med en 'faderlig regering'.
Pho-khun blev æret som faderen for hele folket, som han skulle passe på. Deler man begrebet op betyder pho/por netop far. Mens khun betyder leder eller chef.
Devaraja
Den anden titel, som knytter sig til monarkens status, er devaraja.
Det kommer fra hindu-buddhistisk kult og er det sydasiatiske koncept for en guddommelig konge.
Monarken besidder en transcendental kvalitet, der er en guddommelig retfærdiggørelse af kongens hersken.
Kvaliteten tillægger monarken en guddommelig autoritet, som kan bruges til at sikre politisk legitimitet og bestyre den sociale orden og de økonomiske og religiøse aspekter.
Kvaliteten af 'guddommelig konge' forstærker retfærdiggørelsen af kongen og det herskende dynasti som den legitime hersker over landet. At fremstille kongen som en levende gud kræver den yderste tjenstvillighed og hengivelse fra hans folk.
Både den verdslige og guddommelige status tillægges dagens kong Bhumibol.
Og selv om de i nogen grad modsiger hinanden, virker det som om de i praksis mest kompletterer hinanden.
Juridisk og forfatningsmæssigt fik kongen med den første revision af revolutionsforfatningen af 1932 en række rettigheder tilbage i 1949-forfatningen.
Monarken har aldrig selv anklaget nogen for majestætsfornærmelse, men er som allerede nævnt hævet over almindelige retsindivider gennem lèse majesté.
Desuden er monarken tildelt en række indflydelsesområder gennem Privy Council.
Kongerådet har en række konstitutionelt-monarkiske funktioner, men dets medlemmer rekrutteres også til kongens fond og forretningsbestyrelse, Crown Property Bureau (CPB), der i 2005 tjente 5 mia. bath, omkring 700 mio danske kroner.
CPB's aktiver tilhører monarken som institution. Kongens private formue gør ham imidlertid til verdens rigeste monark. Formuen blev af Forbes Magazine i 2010 opgjort til 30 milliader US$.
Gennem CPB er kongen en mægtig landejer og aktionær i store virksomheder, bl.a. Thailands største industri-konglomerat Siam Cement, store banker og telekommunikationsselskaber, hoteller, indkøbsmekkaer, og hovedaktionær i det tidligere danske industrikonglomerat Christiani & Nielsen.
Ud over CPB har kongen store personlige aktiebeholdninger.
Kong Bhumibol er den længst siddende monark i verden.
Da hans broder efter et år på tronen døde af skudsår modtaget under ukendte omstændigheder, overtog han tronen 9. juni 1946. Han blev kronet tre år efter, mens han endnu studerede i Schweiz.
Kong Bhumibol har altså fulgt Thailands samfund og politik gennem krige, fredstid, militærkup, indre oprør, diktatur og parlamentariske regeringer gennem 67 år. Længere end de fleste thaier kan huske.
Kong Bhumibol er Thailand.
Kongen er anerkendt for sin interesse for sine undersåtter og sine donationer til udviklingsprojekter. Desuden fremhæves det, at han er jazzmusiker og komponist, spiller alt-sax, og har dyrket sejlsport og været båddesigner.
Kongen er uhyre populær og respekteret i Thailands befolkning. Skolebørn lærer respekt i hjemmet og fra skolens start i seksårs alderen.
Overalt i Thailands findes offentlige portrætter af kongen, undertiden sammen med dronning Sirikit. Mange storportrætter i gadebilledet, op til billboard-størrelse og smykket med den, royale gule farve og kroner og krummelyrer.
Kong Bhomibol er født i 1927, og hans fødselsdag den 5. december er ikke en fridag, men simpelthen udpeget som Nationaldagen.
Datoen erstattede den 24. juni, som er årsdagen for den Siamesiske Revolution i 1932, hvor den daværende kong Ananda Mahidol, Rama IIIV's absolutiske herredømme blev erstattet af en konstitionel rolle og en forfatning indført.
Kongen drager ofte til Huan Hin, hvor mægtig og meget formel royal festivitas udspiller sig på hans fødselsdag.
I 2013 med politisk bulder fra Gulskjorterne fører Suthep Taugsuban, som ikke mente det var passende, at premierminister Yingluck Shinawatra skulle mødes med kongen, når Suthep nu mente, hun skulle gå af …
Dette emne kan ikke beskrives frit. Kongen har vist stor behændighed i det politiske spil. Han har jo været involveret med især militære og civile topministre, med kupmagere og diktatorer og folkevalgte.
Hans største politiske triumf var formodentlig hans invitation til to polariserede modstandere under krisen Sorte Maj 1992. Han krediteres for her at have spillet en nøglerolle i Thailands 'overgang til et demokratisk system'.
Efter et valg i 1992 blev kupgeneral Suchinda Kraprayoon udvalgt til premierminister. Den folkelig opstand i Bangkok var stor, men blev efterhånden knust af dødelige militærindgreb.
Midt i faren for en borgerkrig greb kongen ind og indkaldte Suchinda og lederen af den pro-demokratiske opstand, pensioneret generalmajor Chamlong Srimuang, til et tv-transmitteret møde. Et tilbud man ikke kunne sige nej til.
I følge den kongelige protokol måtte begge militære generaler knæle for kongens irettesættelse. Det gjorde stort undtryk i befolkningen, og efterfølgende trådte Suchinda tilbage.
Kort efter blev afholdt et nyt valg, som ledte til en civil regering.
Man har ikke siden set monarken i samme indgribende aktion.
Kong Bhumibol vil inden længe skifte form i den buddhistiske forståelse af tilværelsens forløb og overgange. Alligevel vil landesorg nok være en underdrivelse. Thailand vil aldrig blive det samme.
Uanset hvad man ville kunne skrive om kongehusets politiske aktiviteter i Thailand, er der næppe tvivl om, at flertallet af thaier betragter kongen som garant for et ordentligt samfund.
Når rolleindehaveren til thai-demokratiet er borte, skal nationen måske gennemgå en borgerkrig som en 'overgang til et demokratisk system'?
Jan Knus er forfatter bosat i Bangkok, Thailand.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96