Kapitalmarkederne domineres af et komplekst spind af renter og afkast

Den finansielle nedsmeltning, der i 2007-08 trak de vestlige lande ned i en malstrøm af usikkerhed og frygt, blev fulgt af et langvarigt økonomisk tilbageslag, hvor dybere sociale og politiske, klimarelaterede og økologiske kriser er kommet til syne.

Der er forskellige tilgange til, hvem der har ansvaret for dårligdommene. Er det politikerne, der skal finde en redning, eller klarer markederne det selv? Har markederne ligefrem fået for meget frirum og bruger blot det offentlige som stik i rend-dreng?

Fra den nuværende opposition og langt ind i regeringen lyder det, som om statens eneste opgave er at tjene økonomien ved at gøre folk arbejdsparate til den private sektor. Velfærden bliver taberen.

Hvor der jævnt hen er enighed om de udløsende faktorer for krisen, er der uenighed om årsagen. Men i stedet for at søge efter den eller dem fortaber mange skribenter sig i temmelig enslydende diagnoser og beskrivelser.

I lighed med Preben Wilhjelm mener jeg, at det er nødvendigt med et systemkritisk eftersyn, for der er ikke tale om uafhængige kriser.

Vi må dykke ned i samfundets dybere mekanismer og den økonomiske teoris historie for at flette trådene sammen på ny.

Karl Marx byggede sin arbejdsværditeori på den opstigende kapitalismes økonomiske tænkere fra tiden omkring 1800, Adam Smith og David Ricardo. Mellem den klassiske teoris guldalder og Marx’ tid et halvt århundrede senere øgedes den sociale uretfærdighed.

Men cirka 100 år efter klassikerne forpuppede den teoretiske økonomi (neoklassikerne) sig i ligegyldigt tankespind om individets nyttefunktioner, der ved hjælp af yderligere antagelser og lidt matematik kan bruges til bestemmelse af udbud og efterspørgsel og endog vise, at hele markedet logisk set stræber hen imod ligevægt.

Begreber som bruttonationalprodukt, offentlige udgifter, opsparing, investeringer og forbrug, samhandel med udlandet, beskæftigelse og indkomster, pengepolitik samt pris- og renteniveau  blev faktisk først samlet til makroøkonomisk teori eller nationaløkonomi af John M. Keynes i 1930’erne.

Han formulerede, at staten var en vigtig økonomisk aktør i et nationalt rum.

Senere blev Keynes’ indsigter æltet sammen med neoklassisk teori til det, vi i dag kalder mainstream eller konventionel økonomisk teori, der excellerer i modelfremskrivninger, der gang på gang viser sig som tvivlsomme, men ikke desto mindre bruges til politikformuleringer.

Derfor tilbage til forudsætningerne.

Kapitalen har fået mere magt

Klassikerne så arbejde og kapital som grundelementer i økonomien.

Relationen har udviklet sig, for kapitalen, den aktivt producerende og den passive i formueform, har åbenlyst fået mere magt ved den stigende globalisering, ja, man kan sige, at de uhæmmede kapitalbevægelser i forbindelse med kampen om verdens ressourcer har været med til at skabe globaliseringen.

Givet ‘kapitalens’ magt kan man i dagens Danmark undre sig over, at den offentlige sektor tillægges så store evner og pligter til at skabe arbejdspladser.

Kapital er altså et nøglebegreb for klassikerne. Det drejer sig ikke om at gentage dem, men om at bruge deres indsigter til at samtænke de træk, der karakteriserer nutiden.

’Rentekapitalisme’ samler trådene.

For det første er kapitalmarkederne domineret af et komplekst spind af renter og afkast. Nationalbankens rentetilbud lægger bunden under banklån, statsobligationer kommer dernæst, så virksomhedsobligationer, aktier, valutahandel, og ud fra dem laves der derivater, det vil sige papirer, der udnytter forskelle i afkast.

For det andet er der ‘grundrente’, der dækker betaling til ejeren af naturressourcer eller jord fra en bruger, der også skal have et udbytte.

For det tredje peger ordet hen på monopol- og overnormale profitter.

For det fjerde er der et stigende antal rentierer, der lever af formueafkast eller ‘rente’, det vil sige lever et liv uden selv at yde det store.

For det femte findes der indenfor konventionel økonomisk teori begrebet rentesøgning – forstået som individers eller klikers udnyttelse af en privilegeret position.

Mere skjult er den sjette grund, der spiller på det engelske ’rent (sønderrevet) capitalism’ og dermed hentyder til kapitalismens såvel ødelæggende som selvødelæggende natur.

De fem første elementer ser jeg som så kritiske, at de i høj grad ligger bag det sidste, destruktionen (der dog nogle gange har kreative elementer) af samfund, natur og jordens overlevelsesevne.

Kapital er ikke en ting, men en proces iværksat af en ejer med det mål at skabe økonomisk værdi – og helst stadig mere – og realisere den på et marked formidlet gennem penge.

Selvom ejerne påstår, at de er åh så interesserede i, hvad de producerer, lukker de virksomheden, hvis den ikke længere er profitabel nok.

Ligesom kapital er penge ikke en fast størrelse.

I gamle dage var man måske mere berettiget til at forveksle penge med fysiske varer som sølv og guld, men penge er ikke en ting eller sedler eller kontoindeståender. Sådan måles pengemængden, men målestokken viser ikke begrebet penge, ej heller penges funktioner.

‘Elektroniske’ penge er således blot en ny repræsentant for penge, der er intimt forbundet med kredit.

Magtforholdene tipper

Produktionen kræver stadig færre hænder, fordi produktiviteten drives i vejret. Det skaber dels arbejdsløshed, dels beskæftigelse indenfor private tjenesteydelser, der for en stor dels vedkommende retter sig mod et troløst massemarked præget af skarp konkurrence.

Her kommer ’globaliseringen’ naturligvis ind, samt hvordan den skal forstås i den internationale arbejdsdeling mellem de nye industrivækstmotorer som Kina, de råstofafhængige og marginaliserede lande og så de højværdiproducerende rige og ulige økonomiske samfund med en stor servicesektor.

Disse’ idealtyper’ passer ikke fuldstændig på noget enkelt land, men karakteriserer i større eller mindre grad bestemte samfund.

De rige landes dominans over de andre opretholdes ved hjælp af kontrol med finanskapitalen. Magtforholdene er ved at tippe.

Pudsigt nok er de opstigende lande dem, der har mest industriproduktion.

Rigdom, der nu igen er kommet i fokus efter Thomas Pikettys bog Kapitalen i det 21. århundrede, defineres bedst i forholdet mellem på den ene side ophobede værdier, der hele tiden må indgå i kredsløbet for ikke at forsvinde, og nyskabt værdi på den anden.

Denne konflikt kommer blandt andet til udtryk i grundrente, der bringer nedarvede og potentielle ’værdier’ i spil, naturværdier, der kan føres ind i kredsløbene ved at blive transformeret til finansaktiver.

Andre temaer er bruttonationalproduktet (BNP), der bruges som målestok for landes værditilvækst.

Den eksisterende kritik af begrebet deler sig i to skoler: 1) BNP er ikke et godt udtryk for økonomiens, læs kapitalismens, styrke, fordi det er befængt med konceptuelle fejl og målevanskeligheder; 2) samfundets mål burde være livskvalitet, velfærd, bæredygtighed og ikke BNP-vækst.

Begge opfattelser har noget på sig, men for at realisere punkt 2) kræves der nok en anden verden.

Min bog Rentekapitalisme gennemgår udviklingen i kapitaldominansen i lyset af de fundamentale økonomiske begreber og rammebetingelser.

Der er på den måde en dobbeltbevægelse mellem det teoretiske og det, der skal forklares.

Udover grundstoffet om økonomisk værdiproduktion, vækst og fordeling og de nævnte temaer diskuterer den konventionelle økonomiske koncepter, der tilsyneladende dækker de samme fænomener.

Her viser den ikke bare deres mangler, men også deres rolle i dagens magt- og klassestrukturer.

Karen Helveg Petersen er økonom, konsulent inden for udviklingsbistand og chefredaktør for tidsskriftet Det Ny Clarté.

Hun er forfatter til bogen Rentekapitalisme, som udkommer senere i år på forlaget Frydenlund.

Artiklen bringes også som en kronik på hjemmesiden kommunen.dk