Kan man forsvare ytringsfriheden uden at forsvare racistiske tegninger?

Det er for mig at se essentielt, at vi både kan fordømme angrebet på Charlie Hebdo og kritisere deres redaktionelle linje på samme tid.

Man kan forsvare ytringsfriheden, uden at forsvare en problematisk brug af den.

Man kan ikke sammenligne Charlie Hebdos satiriske kritik af autoritetspersoner med deres satiriske kritik af en generelt marginaliseret samfundsgruppe.

Humor, der sparker nedad, er ikke blot vulgær, men også farlig, for den bekræfter både de marginaliseredes følelse af at blive ekskluderet og racisternes forestillinger om muslimer.

Og her er det vigtigt at forstå, at i Frankrig retter kritik af islam sig ikke blot mod en ideologi eller en religion, men mod en befolkningsgruppe - uanset tegnernes intentioner.

Særligt i Frankrig gennemsyrer islamofobi samfundet. Fra burka-forbud til en lang og voldelig kolonihistorie, som fortsætter i fransk militærdeltagelse i Mellemøsten og Nordafrika.

I dag er 2/3 af alle fængslede i Frankrig af muslimsk baggrund, mens de kun udgør 5-10% af befolkningen.

Det er en strukturel racisme, som er sammenlignelig med behandlingen af de sorte i USA, men med religion som endnu en markør på anderledeshed.

I modsætning til Charlie Hebdos satire om paven, f.eks., indskriver satire om islam sig i en racistisk kontekst, og den sparker nedad.

Charlie Hebdos ytringsfrihed er uafviselig, og forbrydelsen i onsdag den 7. januar var forfærdelig og ødelæggende.

Men i en fransk kontekst svarer det at forsvare Charlie Hebdos satire politisk til at forsvare fremstillingen af sorte som aber i et tidligere slaveland.

Vi behøver ikke rode forsvaret af ytringsfriheden sammen med et forsvar for tegninger, som ikke blot spillede på islamofobiske stereotyper, men som var med til at bekræfte et problematisk politisk skel mellem »os« og »dem«.

Den tragiske ironi er, at Charlie Hebdos satire over islam og muslimer i sidste ende gavner islamofober og islamister, uanset hvor meget tegnerne selv ønskede at blive forestået anderledes.

Det er ikke nok, at vi afviser angreb på ytringsfriheden. Det er helt ukontroversielt undtagen blandt en lille gruppe fanatikere. Og her er vi i samme båd som Trykkefrihedsselskabet, Jyllands-Posten og alle de andre, som politisk synes, at det er smart og sjovt at håne en marginaliseret gruppe.

Vi må også have et positivt begreb om ytringsfrihedens gode, progressive og politiske brug, der kan forbedre vores samfund til det bedre.

Her er et par gode tommelfinger-regler:

1. Det er sjovt at gøre grin med de magtfulde, men patetisk og ondskabsfuldt at gøre grin med dem, der er er på samfundets bund.

2. Det er typisk hverken sjovt eller særligt sofistikeret, når hvide mænd at gøre grin med muslimske autoritetpersoner, det gøres langt bedre af eksempelvis muslimske kvinder, og de skal støttes og frem i debatten - også hvis de bærer det i Frankrig forbudte tørklæde.

Bue Rübner Hansen har en phd fra Queen Mary University i London og initiativtager til Krisenyt – finansnyheder for kapitalløse, som er en brugerdrevet nyhedsformidlingsservice på Facebook.

Se også links om angrebet på Charlie Hebdo på Modkraft Bibliotekets Tidslinje 7. januar 2015.