Kan Brexit være progressivt og en sejr for venstrefløjen?

Resultatet stod klokkeklart allerede kl. 7 fredag morgen – Storbritannien skal igangsætte en proces ud af det europæiske samarbejde. De efterfølgende timer var præget af et væld af følelser om, hvad konsekvenserne af denne beslutning har for venstrefløjen i Storbritannien og Europa.

For selvom EU er et neoliberalt projekt, så skal vi spørge os selv om, hvorvidt Brexit kan indgå i et progressivt projekt.

Selvfølgelig skal vi slå koldt vand i blodet, og vide at verden ikke går under, for det er nu, som Owen Jones selv gør det klart, at venstrefløjen skal være vågne.

Men er dele af den danske venstrefløj ved at gå sovende ind i en nationalistisk fælde, der er blevet lagt for dem? Og er dette virkelig en sejr, der ifølge Pernille Skipper »vil gavne de britiske lønmodtagere, og forhåbentlig skabe momentum til at få kæmpet mere selvbestemmelsesret og demokrati også i resten af Europa igennem?«

Kampen om national suverænitet mod migranter

På trods af, at afstemningen om medlemskabet blev fremstillet af ledere på højrefløjen, så skal man respektere, at briterne har valgt som de har. Også selvom at jeg selv havde håbet på, at udfaldet var et andet, så skal politik aldrig underlægges frygt for markedsudsving. 

Grunden til at jeg ikke jubler, er ikke pga. en fantasi om, at EU baner vejen for et socialistisk og grønt projekt, et led i kampen mod global udbytning og undertrykkelse, eller et værn mod nationalisme. Det kan vi ligeså godt slå fast med syvtommersøm: EU er en del af problemet[1].

Problemet ved at sælge udfaldet af afstemningen som en sejr er, at det overser hvordan både Remain og Leave førte deres kampagner på et gennemsyret racistisk grundlag. Jeremy Corbyn, leder af Labour-partiet opsummerede det allerede i lørdags: »de konservative har åbnet op for en utrolig beskidt og splittende form for politik«.

Hele forudsætningen for afstemningen har handlet om frigørelse fra et EU, der angiveligt tvinger migranter ned over hovedet på Storbritannien. UKIP og de konservative, såvel som Labour MP’er, gjorde ’project fear’ til hjørnestenen i deres kampagne.

Det har altså ikke handlet om at føre en anden økonomisk politik; om at skabe jobs; om arbejderrettigheder; om at skabe et bedre boligmarked; om at omvende privatiseringsbølgen; eller om grøn omstilling. Det har i stedet handlet om at genvinde national suverænitet mod migranter, og EU er blevet set som værende i strid med dette mål.

Dertil kommer det altovergørende spørgsmål om, hvorvidt dette virkelig er en sejr for lønmodtagerne. En sådan udmelding overser let, hvordan de fleste fagforeninger anbefalede et Remain (RMT undtaget); det overser, at de over tre millioner EU migranter i landet går en langt mere racistisk og langt mere usikker tid i møde; det overser derudover konsekvenserne for de mange migrantarbejdere, der fra lande udenfor EU eller Commonwealth. 

Men en nok endnu mere central fejltagelse er, at det ser bort fra at George Osbournes finansministerium allerede inden afstemningen advarede om, at et Brexit ville udløse voldsomme nedskæringer og skattestigninger for at finde i alt £30 milliarder; og det ser bort fra både Labours John McDonnell og Financial Times fremhæver, hvordan adskillige lokalområder nu kan se frem til færre investeringer.

Derfor er det lidt uklart, hvordan Brexit er fordelagtigt i en situation hvor styrkeforholdene er så voldsomt imod et progressivt projekt, især nu da Corbyn ser ud til at blive kuppet. For problemet er ikke kun at skabe en blok, der kan udfordre EU, da det er noget vi kan se, at højrefløjen er i stand til; problemet er, hvordan man også udfordrer lokalt og nationalt organiseret kapital og politiske eliter.

Afstemningen havde klare (chauvinistiske) klassedimensioner

Da konservative Michael Gove i en live debat udtalte, at ’det britiske folk er træt af eksperter’, formåede han at illustrere en gennemgående attitude i befolkningen.

Der eksisterer udbredt politikerlede i Storbritannien og skepsis over for både Bruxelles og Westminister. For alt imens samtlige britiske regeringer – allerede før EU – gjorde London til det økonomiske omdrejningspunkt, har det betydet at »økonomien« andre steder er blevet nedbrudt.

Afindustrialiseringen, skabelsen af en økonomi baseret på stigende boligpriser, hvor kun de med opsparinger får gevinster, og regional underudvikling har sat sine spor. Som Will Davies skriver har den geografiske opdeling og underudvikling, samtidig med en paternalistisk tilgang fra Labour og den britiske stat, medført at »værdigheden i at være selvforsynende, ikke nødvendigvis i en neoliberal optik, men bestemt i en fælles, familiær og broderlig optik« er blevet undermineret.

Det var blandt andet her, at Leave kampagnen høstede stemmer; det var også mange af disse områder, som Corbyn henvendte sig til i sin mere kritiske Remain kampagne.

Men selvom, at man kan påvise, at flere arbejderklassedistrikter stemte for at forlade medlemskabet, så er det en fejl at påstå klassepolitik udspiller sig som anti-racistisk politik. Tværtimod.

At et land allerede en uge efter mordet på Jo Cox, en af Labours pro-immigrations Remain-tilhængere, i flertal stemmer for fortsættelsen af xenofobisk politik, bør vække opsigt. Som kommentatoren Richard Seymour skriver, så »siger det noget om den gennemgående følelse af tab, som kaldet for [2]’britiskhed’ prøver på at kompensere for«.

For selvom nogle undersøgelser tyder på at der aldrig har været en så lav procentdelen af briter, der mener, at antallet immigranter er for højt, var det stadigvæk den chauvinistiske og ofte racistiske indstilling, der var dominerende i valgkampen og reaktionerne. 

Ifølge Lord Ashcrofts undersøgelse af over 12.000 vælgere, er Leave-sektionen ikke just progressive: 81% mener, at multikulturalisme er dårligt, 74% mener feminisme er forkert, 80% at immigration er et grundlæggende problem for samfundet. Modsat mente kun 51%, at kapitalismen er problemet. Ser man bort fra fagforeningen RMT, så handlede afstemningen ikke om solidaritet med den græske og irske arbejderklasse i deres kamp mod Troikaen, eller migranter på vej over Middelhavet.

Og hvordan forklarer vi at omkring 75 % af britiske unge var for at blive i Unionen? Hvordan indsætter vi dem i vores klasseforståelse?

For trods alt er de generationen, der ikke kommer til at eje noget, modsat den tidligere generation; de er generationen med studieafgifter på 90.000kr om året; de er den prækære generation, fagbevægelsen opgav at organisere indtil fornylig; de er generationen, der lever med en afviklet velfærdsstat. Hvis man vil analysere klassedynamikker, er dette én, som man også må forholde sig til.

Men vigtigere end vælgerintentioner og overfladiske klasseanalyser, er de følgende måneder, som ser ud til forsat at blive struktureret af den chauvinistiske ’britiskhed’. Denne attitude gjorde Nigel Farage offentligheden opmærksom på i sin sejrstale, med en usmagelig henvisning, da han udtalte, at »vi har gjort det uden at affyre et eneste skud«.

Anledning til demokratisk debat om EU

Det sagt, så er det hele ikke ensbetydende med, at kampen er tabt. Langt de fleste interesseorganisationer for erhvervslivet og banker havde håbet på Remain, og må indstille sig på en usikker fremtid på den korte bane. David Cameron har været nødsaget til at trække sig, og de konservative skal vælge en ny leder.

Selvom to Labour parlamentsmedlemmer allerede har stillet mistillidsvotum til Jeremy Corbyn, så er dette en potentiel mulighed for venstrefløjen hvis ikke Blairites i partiet får tid nok til at opbygge en ny genkendelig kandidat. Hvis Labour vinder valget i nærmeste fremtid, vil de kunne komme til at diktere, hvordan et nyt samarbejde mellem EU og Storbritannien skal udformes.

I så fald, kan Lexit blive en realitet (I wouldn’t bet on it).

I Scotland har resultatet medført, at førsteministeren Nicola Sturgeon har udskrevet folkeafstemning om, hvorvidt Scotland skal forblive en del af det britiske kongerige, og selv i Nordirland kan man mærke efterskælvet.

På søndag skal befolkningen i Spanien til stemmeurnerne, og hvis Unidos Podemos vinder magten, kan frygten for et mindre og svagere EU muligvis få dem til at stå stærkere i centrale gældsforhandlinger, som kommer til at finde sted øjeblikkeligt efter valget. Man kan kun håbe på, at selv Portugal, på trods af store forskelle i den nye venstrefløjsregering, får et større råderum.

Så Pernille Skipper har ret i, at dette også giver anledning til debat om demokrati, lige såvel som Pelle Dragsted har en pointe når han skriver at »Det er ikke hverken nationalistisk eller højrepopulistisk at ønske, at flere beslutninger bliver taget tæt på én selv i nationale parlamenter«.

Men man må gøre dette på en måde, hvor man også udviser solidaritet overfor den reelle situation i Storbritannien. Det er selvfølgelig altid en udfordring, når man forsøger at åbne for en vigtig politisk debat i Danmark.

Men en vigtig erkendelse bliver nødt til at være, at Brexit ikke nødvendigvis var det bedste for arbejderklassen.

Det er vigtigt at erkende, at en progressiv afstemning skal gennemtænke den geografiske underudvikling, og hvad en sådan opdeling betyder herhjemme.

Det er vigtigt at erkende at der er meget lidt, der tyder på at de, der stemte Brexit, havde et socialistisk projekt i sinde.

Det er vigtigt at anerkende at den britiske fagbevægelse har haft en organisatorisk tilgang til migranter, der fordrer chauvinismen og xenofobien.

Og vigtigst af alt, så bliver man, som Brexit også viser, nødt til at angribe hvordan EU's magt hænger sammen med klassemagt i Danmark, hvis man ikke vil ende med at styrke en racistisk chauvinisme, der skaber splid i arbejderklassen.   

Opdatering mandag 27. Juni:

Desværre var exitpolls alt for optimiske i forhold til Unidos Podemos' udsigter. Hvad det skyldes er der ikke plads til at udlægge her.

Tilbage i Storbritannien er Leave gået tilbage på flere af deres (meget vage) løfter. Og at Boris Johnson, Michael Gove og Nigel Farage udskyder igangsættelsen af Brexit processen, burde slå fast, at der i højere grad omhandlede interne stridigheder på højrefløjen end noget tilsvarende Syrizas Thessaloniki program. 

Yannick Nehemiah Antonio Harrison er ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet, forsker i anti-austerity bevægelser i Europa, og er medlem af SUF og Enhedslisten.