En anden verden er ikke kun mulig. Den er på vej. Sammenhængen mellem politisk magt og dominans over naturressourcerne har været et gennemgående træk i kapitalismen. Men der er kamp til stregen om, hvordan den skal udformes.
De sidste godt 500 års verdenshistorie kendetegnes af en tidsmæssigt og rumligt unik proces. I flere bølger af globalisering har det moderne verdenssystem bredt sig fra Vesteuropa, både politisk som et interstatsligt system og økonomisk i form af verdensmarkedet.
Denne opfattelse, som ligger til grund for artiklen, forfægtes af sociologen Immanuel Wallerstein (Introduction to world-systems analysis (2004)). Geografen Peter J. Taylor går i sin klassiker Political geography: World-economy, nation-state and locality i rumlige detaljer med processen.
Det elektroniske tidsskrift Journal of World-Systems Research (JWSR) er en af denne retnings spydspidspublikationer og konkretiserer f.eks. begrebet hegemoni. I en artikel om USA's legitimering af egen brug af toksisk vold fremhæves det således, at udøvelsen af hegemoni ikke kun består i militær og økonomisk dominans:
»En global magt skal vinde de underordnedes accept ved at levere globalt moralsk lederskab og ved at overbevise om, at den i verdensanliggender repræsenterer en almen – i modsætning til dens egen særlige – interesse.« (E.Bonds, »Hegemony and humanitarian norms. The US legitimation of toxic violence«, JWSR, vol.19#1, 2013)
Ifølge verdenssystem-analytikerne udøvede spanierne og portugiserne i en første bølge af globaliseringen deres imperiale herredømme over Caribien og Latinamerika med åbenlys politisk-militær tvang og økonomisk udplyndring.
Frihedshelten Simón Bolívars kamp for uafhængighed fra dem siden 1810 førte til en første bølge af afkolonisering efterfulgt af en mere informel imperialisme i form af engelske og senere nordamerikanske selskabers dominans over 'bananrepublikkerne'.
Disse formelle eller informelle imperialismer ser nu ud til at blive besvaret gennem en modbølge af en mere selvcentreret politisk udvikling, især i Latinamerika.
Økonomierne bygger dog stadigvæk på en lokal udnyttelse af naturressourcer på det kapitalistiske verdensmarkeds præmisser.
Dette problem er kendt som 'extrativismo':
»Globalt er der et overforbrug af råmaterialer. Den økonomiske betydning af de sociale og miljømæssige skader burde medregnes ved en evaluering af produktionsprocesserne såvel som bidraget til klimaforandringen. Disse vurderinger bliver imidlertid undladt, for hvis de forelå, ville ekstraktionsprojekterne aldrig blive vedtaget. Virkningerne på de steder, hvor ressourcerne bliver udvundet, bliver ignoreret, hvilket forklarer hvorfor der kommer konflikter. Dette er paradokset med makroøkonomisk velstand på bekostning af lokal skade.« (Eduardo Gudynas, forsker ved det uruguayanske Latin American Center of Social Ecology i Nyhedsnetværket Tierramérica, 5.7.2010.)
Ekstrativismen sætter altså grænser for økologiske hensyn i staternes praktiske politik for at bevare regnskoven som levested og for at forhindre dens fortsatte afbrænding med ophobning af affaldsstoffer i miljøet som følge, først og fremmest af CO2 i atmosfæren. CO2 overgår mængdemæssigt alle andre former for affaldsstoffer både historisk, hvad angår den fossil-kapitalistiske industrialiserings diverse 'produktionsekskrementer' (Marx) og på årsbasis især i vækstperioden siden 2.verdenskrig.
Firs (80!) procent af de resterende fossile brændselsreserver burde derfor af klimahensyn blive liggende i jorden (Global Warming's Terrifying New Math. Three simple numbers that add up to global catastrophe – and that make clear who the real enemy is).
Men 'det internationale samfund' er ikke for alvor gået ind på Ecuadors tilbud om at bevare regnskoven i Yasuni-området med underliggende oliereserver mod 50 procent økonomisk kompensation.
På trods af FN-opbakning ville kun få købe aflad ved at investere i denne sikre forhindring af store CO2-udslip, og Ecuador har nu opgivet det.
Klimamæssigt kontraproduktive investeringer i træpille-import er derimod dagens orden, når EU udsteder klimakvoter.
Som Wallerstein konstaterer, har det moderne verdenssystem fra starten accelereret skovødelæggelser i de inkorporerede områder. Vi ved det alle, og mange har svært ved at ændre vanetænkningen 'blot for klimaets skyld'.
Samtidig med de iberiske imperiers plyndringstogter i Mellem- og Sydamerika, der satte det hele i gang, indledtes verdenssystemets første fase gennem etableringen af det første af tre historiske hegemonier, nemlig Hollands.
Således formulerede hollænderen Hugo de Grotius i 1609 et første tilløb til folkeretten for bl.a. at garantere lige adgang til havene som en vækstbetingelse for den gryende handelskapitalisme.
På grund af særligt gunstige startbetingelser for den fossilt baserede industrikapitalisme blev det England – og ikke Frankrig – der efterfulgte i de hollandske hegemoners fodspor.
Og over for den kulbaserede europæiske industrialiseringsmodel indhøstede Amerikas Forenede Stater efter borgerkrigen væsentlige produktivitetsgevinster ved at udnytte de ædlere olie- og gasforekomster.
Benzinen gav i første verdenskrigs massive slag med tungt krigsmateriel udslaget for de vestlige allierede i form af sejr over den tyske udfordrer, der blev endelig besejret i 2.verdenskrig, hvor syntetisk benzin fra brunkul (Leuna-benzin) var en dårlig erstatning.
Verdenssystem-analytikerne peger på, at det i 1700-tallet tilsvarende havde taget flere årtiers krige mellem Frankrig og England, før sidstnævnte, der havde både kul og bedre jernmalm, vandt kampen om overherredømmet.
I det hele taget bevægede enkelte lande sig op og ned i et hierarki bestemt af innovative produktionsmåder i kapital-akkumulationens centre modsat perifere områder, der var råstofleverandører og semiperifere områder midt imellem.
På højdepunktet af det sidste amerikanske hegemoni oprettedes FN-systemet for stabilisering af det interstatslige retssystem.
Siden Bretton Woods-konferencen i 1944 skulle Verdensbanken stå for udvikling, i første omgang af de besejrede lande, og Valutafonden udjævne betalingsbalancernes under- og overskud på verdensmarkedet.
Stik imod John M. Keynes' forslag om en neutral verdens-valuta ('Bancor') blev dette solidariske forsøg bundet til dollaren som ankervaluta. Og da dollarens guldindløselighed i begyndelsen af 70'erne ikke kunne overholdes længere, gik Bretton Woods systemets faste valutakurser ned.
Siden slut-70'erne gjaldt igen den stærkestes ret, idet den amerikanske centralbank midlertidigt førte en ekstrem højrente-politik, der bl.a. ramte flere ulande hårdt og startede en kædereaktion af gældskriser.
Verdensbanken og Valutafonden fik så i firserne med de neoliberale struktur-tilpasningsprogrammer tildelt en ny, repressiv rolle. Som vi også i dag oplever det med behandlingen af gældskriserne i Europa, dog med lave renter på gr. af den verdensomspændende økonomiske krise.
Igennem alt dette foregik USA's hegemonis forfald i to tempi – først økonomisk siden Vietnam-krigen; og siden 2003 også politisk, hvor en eurasisk akse fra Paris via Berlin og Moskva til Peking gik imod de neokonservatives nye Golfkrig til sikring af den amerikanske geopolitiske magtposition i og omkring Mellemøsten.
Men i august 2011 var det bl.a. kommet så vidt, at Latinamerikas forsamlede finansministre i Lima drøftede, hvordan de bedst kunne isolere deres lande mod effekterne af USA’s nedtur (jf. Wallersteins 'Commentary' 211, 15.8.2011 på www.iwallerstein.com).
Man kan godt se kontrasten i USA's hegemoniske position i 1950'erne og efter årtusindskiftet, når man tænker på USA's held med at få FN's Sikkerhedsråd med på at starte Korea-krigen, da Sovjet udeblev fra det afgørende møde, og på dets aktion mod de faste sikkerhedsrådsmedlemmer England og Frankrig i Suez-krisen, der var med til at skabe næsten ti års fred.
De gamle industrilandes substans blev i mellemtiden svækket gennem deindustrialisering af flere kernelande, bl.a. som led i knægtelsen af fagbevægelsen siden 70'erne. ’
Dette kan ses som globaliseringens sidste, neoliberale bølge, der ellers er blevet betegnet som 'post-fordisme' (altså opgør med samlebåndsproduktionen) eller oplæg til et helt nyt 'videnssamfund'.
Når en del materiel produktion er udflaget til fremvoksende lande med billigere produktionsinputs såvel som -outputs, kan dette tolkes som led i en overgang til kapitalistisk hightech-produktionsmåde i de udviklede lande (jf. W.F. Haug 2003: High-tech-Kapitalismus (Højtech-kapitalisme); samt 2012: Hightech-Kapitalismus in der großen Krise (Højtech-kapitalisme i den store krise), Argument Verlag Hamburg )
Hertil formulerede Wallerstein for nylig spørgsmålet, om udflagningsprocessen var ved at finde sine grænser: De sidste lommer af billig arbejdskraft og/eller billige naturressourcer i periferilande vil om føje tid være udnyttet (»End of the Road for Runaway Factories?«, 'Commentary' 351, 15.4.13.).
Denne ekstreme udbytning/udplyndring møder voksende modstand, jf. fagbevægelsens internationale initiativ efter de gentagne sammenstyrtninger af systuer i Bangladesh.
De nye centres arbejderklasse vil ikke længere stå underbetalt til rådighed for de gamle centres grænseløse kapitalakkumulation.
Deres (vores) kontinuerlige overgreb forudsætter i øvrigt urealistisk lave transportomkostninger. Urealistisk set ud fra verden som et sammenhængende økologisk-økonomisk system, som det på markedsoverfladen selvfølgelig ikke ser ud til at være.
I lige-til-tiden produktionens tidsalder udnyttes transportkæderne som lagerplads for at forkorte kapitalernes omslagstid og dermed øge profitraten.
Fra kontrakt til kontrakt udøver lovene om udbud og efterspørgsel deres 'blinde herredømme' (Marx) særdeles effektivt.
Så længe der ikke sikres kontinuerlig samfundsmæssig indsigt i og kontrol med produktionens og reproduktionens betingelser, udsættes menneskeheden imidlertid for stedse værre katastrofer som følge af overproduktionskriser såvel som økologiske overbelastninger.
Den normaliserede og dybt produktionsbaserede kapitalistiske udbytning har nemlig for længst gjort det muligt for virksomhederne at overvælte en del af deres omkostninger på samfundet og naturen.
På grund af generelt øgede og uddybede modsætninger samt fejlslagne reguleringer er denne normalfase i verdenssystemet ifølge Wallerstein gået over i en tilstand af verdenssystemisk kaos.
Modsætningerne bryder ud i en systemkrise som den, vi har oplevet siden 2007. Verden nærmer sig dermed en skillevej:
»En mulighed er et nyt, ikke-kapitalistisk system, der genindsætter (og muligvis forværrer) de tre essentielle kendetegn af kapitalismen – hierarki, udbytning og polarisering. Den anden mulighed er et nyt system som er relativt demokratisk og relativt egalitært. Sidstnævnte system – er det værd at understrege – har aldrig eksisteret i verdenshistorien. Men det er muligt.«
Det såkaldte 'amerikanske århundrede' blev oprindeligt muliggjort gennem den amerikanske borgerkrigs udgang i 1865, hvor sydstaternes plantageøkonomi med slaveejendom blev afskaffet.
Det åbnede vejen for, at USA bevægede sig fra semiperiferien til superligaen og via to verdenskrige slog Tyskland ud i kampen om at blive arvtager til det britiske hegemoni på verdensplan.
Efter 1945 kunne så det amerikanske århundrede udråbes for at fremme en global efterligning af 'the American way of life'.
Den dag i dag lider vi under konsekvenserne af denne ødsle leve- og produktionsmåde ('the affluent society', overflodssamfundet), som USA kunne udkonkurrere Sovjet med, fordi dennes socialismemodel var for spartansk, og forsøget på at 'indhente og overhale USA' (ministerpræsident Khrushchev i 1960) slog fejl.
Sagt på en anden måde løb planøkonomien med dens tonsideologiske succes-kriterium for virksomhedernes produktion ind i alvorlige materielle – både ressourcemæssige og miljømæssige – 'grænser for vækst'.
Efter årtusindskiftet fik neokonservative kræfter i USA som bekendt mulighed for med krudt og kugler at udleve vilde drømme om deres 'projekt for et nyt amerikansk århundrede'.
For at sikre billig olie til opretholdelsen af 'vores levevis' var Mellemøsten, Nord- og Østafrika og Kaukasus-omegnen allerede under præsident Ronald Reagen blevet mål for intens militær bevågenhed som en central amerikansk kommandos (USCENTCOM's) ansvarsområde – nu fra Egypten til Kasakhstan.
Dynamikken i dette imperiale engagement var så overvældende, at senere præsidenter lige til Obama også er blev trukket ind i den.
En ændring er, at krigsteknologien er blevet for ødelæggende for landtropper (Haug 2012), men alene med luftvåbenets overlegenhed og digitale efterretningsnetværk bliver et andet århundrede med US-amerikansk hegemoni næppe virkelighed.
’The American way of life’ har sat sig tunge spor: I begyndelsen af det nye årtusinde, da over halvdelen af alle nytilladte biler på amerikanske veje var benzin-slugende Sports-Utility Vehicles (SUV) var olieimporten fra den Persiske Golf steget til 2,5 millioner tønder olie (bbl) per dag. Det var 150 procent over niveauet fra 1974.
USA’s bilister kunne have undgået denne stigning på 1,5 millioner bbl per dag, hvis blot benzinøkonomien for bilflåden var blevet forbedret med 2,13 km pr. liter mere end den gjorde! (Frazer Cameron 2002: U.S. Foreign Policy after the Cold War, s.129).
Grebet efter Mellemøstens olie var et dumhedens overforbrugsfænomen.
Under 70’ernes præsident Carter var der ellers en spæd begyndelse på en bedre energi- og klimatilpasning af dollargrinene, bl.a. med en lov om hastighedsbegrænsning på alle motorveje, en fordobling af benzinøkonomien i løbet af et årti og prototyper af Ford-biler, der kunne køre på 100 procent ethanol fra brasilianske sukkerrørsplantager.
Under Reagan og Bush Sr. blev Detroits tre store bilgiganter Ford, General Motors og Chrysler imidlertid friholdt for flere reguleringer.
En særlig kreativ opfindelse i denne forbindelse var de nævnte SUVs, der i design og understel lignede en pickup-truck, men fik påsat karosseri svarende til en stor bil samt 4-hjuls træk (Jonathan Neale 2008: Stop global warming – change the world, s.141-149). Som ny bilkategori blev de klassificeret som vare- frem for store personbiler og slap med et mindsket krav til benzinøkonomien på 3 km/l.
Udenlandske konkurrenter var ikke villige eller i stand til at kopiere dem. Solgt til et luksuskøbersegment i både USA og i udlandet indbragte disse 'aggressive' højpris-biler Ford en profit på 2/3 af deres egenomsætning.
I 1998 bidrog SUVs i alt med 1/3 til firmaets samlede totalprofit.
Men i 2006 blev stemningen i forhold til energi og klima vendt til fordel for Toyota Primus og andre hybridbiler eller slet og ret mindre biler.
Med et tab samme år på små 15 milliarder dollar gik Ford med samt sin SUV-satsning ned. Henry Fords strategi 'big cars – big profits' var blevet underkendt af realiteterne. Staten trådte som bekendt til.
Som klimaaktivist Jonathan Neale konkluderer:
»Hele SUV-historien er også en advarsel for alle, der tænker, at de gamle bil- og oliebrancher vil tilpasse sig en ny alternativ energi-økonomi. De ser i stedet for tilpasning til klimaforandring som selskabernes død. De vil lave al den grønne støj, som de bliver tvunget til, og intet mere.«
Og de gamle bil-, olie- og kulindustrier havde hertil den politiske magt. Neale har ret i sin påstand, ikke mindst hvad angår den grønne støj, der siden 1997 kom fra forhandlingerne om Kyoto-protokollen.
For at omsætte klimakonventionen fra Rio 1992 og FN's klimapanels anbefalinger til praktisk politik kunne staterne med nød og næppe enes om protokollen og nogle mere detaljerede udførelsesbestemmelser.
I de fem år, der gik mellem Rio og Kyoto, havde den amerikanske bil-, olie- og kulbranches forhandlere ikke kun formået at blive penneførere for den amerikanske regering, men de bestemte også kursen i Kyoto-protokollen:
1) at aflede fra direkte indgreb mod målbare CO2-udslip fra udstødningsrør og skorstene ved at indføre komplicerede, nødvendigvis ufuldstændige, modelbaserede regnskaber omkring balancen mellem planters ('biomassens') CO2-optagelse og -frigivelse; samt
2) ved at omdefinere staternes pligt til at reducere CO2-udslip fra deres nationale område til at tillade de store, som oftest transnationale, selskaber at blive ved med at forurene og handle med tilladelserne hertil.
Deres neokonservative forkæmpere i USA blokerede derudover ratifikationen af Kyoto-protokollen med en hyklerisk henvisning til, at store semiperifere lande som Kina ikke var forpligtet til reduktioner af CO2-udslip.
Efter COP15 i København og udløbet af den første og foreløbigt sidste Kyoto-fase fra 2008 til 2012 må vi endeligt konstatere, at det er lykkedes 'Detroit' og medfølgende brancher at ødelægge den tilsigtede globale klimapolitik – ligesom forresten også den by, hvis 'fordistiske' produktionskultur det meste af det amerikanske 20. århundrede var præget af.
I starten af det ekstremernes, korte århundrede, som Eric Hobsbawm skrev om i 1994, tilskyndede V.I. Lenin på en partikonference i november 1920 til at skifte fokus fra militær-politiske opgaver til den økonomiske opbygning af landet.
Han vendte sig mod bureaukratiseringen af partiet og staten og gik ind for Sovjetmagten forstået som et »politisk organ, som giver de undertrykte masser muligheden for selv at afgøre tingene« (Lenin Werke, Berlin 1959, bind 31, s.415).
Dette skulle sikre opbygningens politiske side, mens den økonomiske side krævede et netværk mellem industrivirksomheder på grundlag af moderne teknik, nemlig elektrificering. Dette førte til sloganet: »Kommunisme er sovjetmagt plus hele landets elektrificering.« (samme,side 414)
Elektromotoren havde elimineret behovet for kompakte industricentre, som var betinget af dampmaskinerne som central motor.
Inden Eric Hobsbawms korte 20. århundrede (1917-91) var endt, var teknologioptimismen i Sovjetunionen blevet punkteret gennem eksplosionen i A-kraftværket Tjernobyl i 1986.
Desværre ignorerede de planøkonomiske beslutningsfora, der dengang endnu eksisterede, både den generelle vestlige debat om grænser for vækst og den mere specifikke om energi-analytiske værktøjer, der tillader at vurdere effektiviteten af hele forsyningskæder i forhold til deres anvendelsesformål. (Til forskel fra termodynamikkens 1.hovedsætnings kalorietælling på intervalskala inddrager 2.hovedsætning temperaturniveauer i forhold til det absolutte nulpunkt for at kunne måle procentvise forskelle, jf. Rudolf Clausius formulering: »Indre energi kan ikke af sig selv strømme fra områder med lavere temperatur til områder med højere temperatur«).
Man kan derfor hævde, at en medvirkende årsag til planøkonomiernes kollaps var, at de gennem deres slaviske planopfyldelse løb ind i fysiske grænser for vækst (Saral Sarkar 1999: Eco-socialism or Eco-capitalism? Zed Books.).
USA og Sovjet havde jo heller ikke i kapløbet om den ombejlede 'tredje verden' lige mange og lige ressourcerige ulande at udbytte, og Sovjet hørte selv til de olie- og naturgasrige semiperifere udviklingsstater (Den 'Anden' Verden).
Blandt de vestlige naturvidenskabsfolk, der ligesom det amerikanske fysikerselskab (American Institute of Physics 1975) genopdagede termodynamikkens 2. hovedsætning og dens anvendelse i energiplanlægningen (hertillands Niels Meyer, Bent Sørensen m.fl.), var også et hold omkring Hartmut Bossel fra Öko-Instituttet i Freiburg, der omkring 1980 udgav bogen »Energiomstilling. Velstand uden uran og olie«.
Holdet fik det vesttyske parlament til at behandle emnet i et underudvalg, hvorfor begrebet 'Energiewende', altså energiomstilling, har sat sig spor i den tyske bevidsthed.
Her blev Öko-Instituttets scenarier, der viste vejen til at knække hhv. dæmpe vækstkurven for de vesttyske energibehov, sammenlignet med flere økonomiske forskningsinstitutters fremskrivninger af en stedse stigende energi-efterspørgsel – en yndlingspåstand fra atomkrafttilhængere som professor Bent Elbæk, der havde fremført den med ildhu i Danmarks monopolfjernsyns bedste sendetid.
Ligesom i Danmark holdt det (vest-)tyske forbrug af primærenergi sig så godt som konstant svarende til Öko-Instituttets scenarie med et afdæmpet energiforbrug. Lidt har man da lært.
Forudsigelserne om ubønhørlig vækst i energiforbruget, som også i Danmark var blevet fremsat i 70’erne, og som havde ført til råb efter udbygning med A-kraftværker, led derimod skibbrud.
Öko-Instituttet udviklede en nuanceret energitænkning, hvor efterspørgselssiden blev differentieret efter energitjenester hos slutforbrugeren, f.eks. efter temperaturniveauet i varmeforsyningen.
Endvidere blev udbudssiden differentieret efter forskellige anvendelige energikilder, der mere flydende kunne substituere hinanden, end anlægsejere ofte vil vide.
Som det er dokumenteret i kontroverser med repræsentanter for Vesttysklands A-kraftsektor, var modstanden mod atomkraft ligesom i Danmark fagligt godt rustet.
Selvom meget af den mere avancerede energiøkonomiske viden, der dengang blev produceret, i de forløbne årtier er gået i glemmebogen, har ordet 'Energiewende' dog haft en positiv klang.
Kansler Angela Merkel, der havde afløst et rødt-grønt kabinet, så derfor efter A-kraftværket Fukushimas destruktion i 2011 sin politiske overlevelse i at ændre A-kraftpolitikken.
Hvor hun forinden havde tilladt, at levetiden for A-kraftparken kunne forlænges, trådte hun nu på bremsen, fik skrottet de værste anlæg og gav de resterende en kortere levetid.
Hun gentog hermed, hvad der i 1986 var lykkedes for Kohl-regeringen efter Tjernobyl – nemlig at fratage De Grønne muligheden for en oplagt parlamentarisk sejr – blot nu på forbundsplan i et genforenet Tyskland frem for en enkelt delstat (Niedersachsen).
Dengang måtte de autoritetstro tyskere nøjes med, at der endelig blev oprettet et miljøministerium på forbundsplan med tilføjelsen om, at det også skulle være et ministerium for reaktorsikkerhed.
Så nemt slap Merkel ikke ovenpå Fukushima, som den dag i dag lækker radioaktivitet ud i Stillehavet.
Takket være årtiers progressive energipolitik inspireret af den danske model med faste afregningstakster og videreudviklet gennem bl.a. SPD’s forbundsdagsmedlem Hermann Scheer (død i 2010), var vindmølle- og solcelleudbygningen i Tyskland kommet godt i gang.
Nu skulle der satses stort, og den bebudede Energiewende medførte, at der blev investeret i flere offshore-vindmølleparker.
Deres beliggenhed mod nord betød, at en kraftig netudbygning skulle til, fordi mange elforbrugende økonomiske centre lå i de sydlige forbundsstater.
Med den herskende asociale, neoliberale mentalitet blev omkostningerne for både offshore- og netinvesteringer i alt for høj grad væltet over på menige elforbrugere, herunder ofrene for Harz-IV-arbejdsmarkedsreformerne. Mange kunne simpelthen ikke klare at betale elregningerne.
Hvad der gør næsten lige så ondt er, at den overordnede netudbygning til vindmølleparkerne i modsætning til i Danmark ikke blev foretaget i det fornødne tempo.
Dermed skabtes endnu flere modstandere mod en kikset energiomstilling, da vindkraft-investorerne pga. stigende usikkerhed i 2013 aflyste planlagte energiinvesteringer med flere virksomheders kollaps som følge, f.eks. inden for fundamentering og vindmøllevingeproduktion i udsultede Nordkystbyer som Cuxhaven.
Havvindmølleparken 'Riffgat' 15 km uden for Borkum har ikke kunnet tilsluttes til nettet, men kører på diesel for at holde rotorerne i gang og forsinke deres korrosion (Der Spiegel 31/2013).
Dagbladet Arbejderen opfordrer derfor med rette den 7.8.2013 til at holde »et vågent øje med, om den tyske regering også løber fra sine løfter om at udfase brugen af atomkraft«.
Det har den nye japanske regering også erklæret, at den vil.
Med 456 atomkraftværker i verden, der hvert år producerer mellem 10.000 og 15.000 tons højradioaktivt affald, er der lagt op til en hård kamp mod denne koldkrigsskabte sektors bureaukrati.
Hvis det for alvor skal blive til noget med en grøn omstilling, skal den allerførst hjælpes kraftigt på vej med planøkonomiske elementer, der handler både om investeringer og om skrotninger, se f.eks. det danske disinvesterings-initiativ, 'Ansvarlig Fremtid'.
http://ansvarligfremtid.dk/pension ¨
Det har som mål at få pensionskasserne til at droppe investeringer i f.eks. canadiske tjæresands-udvindinger og lede dem over i miljøskånsom vedvarende energi i stedet for.
Samtidig må der sættes en stopper for den gamle kapitalistiske praksis med at vælte omkostningerne ved omstillingen over på samfundet, der rammer de svageste uforholdsmæssigt hårdt.
Afbalanceringen af økologiske og sociale hensyn skal dog ikke lamme processen. Derfor kan vi lige så godt begynde at diskutere overgangen i retning af et fremtidigt 'økosocialistisk' samfund der ikke kun vil, men i stigende grad får organer og kræfter til på retfærdig vis at omstille samfundet i forhold til fremtidens krav.
Rolf Czeskleba-Dupont er Ph.D. og cand.scient. i kulturgeografi samt deltidsansat underviser på Roskilde Universitet.
Artiklen har tidliger været bragt i tidsskriftet Det Ny Clarté
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96