Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Byudvikling
13. januar 2015 - 10:50

Kampen om byen handler om sociale interesser

Byudviklingen i København styres ikke længere af sociale hensyn, men kapitalinteresser. Det er nødvendigt at udvikle alternative byplaner, der imødegår den planløse gentrificering og kapitalisering i København.

Siden arkitekt og byplanlægger Arne Gårdmand forlod arenaen, har der været et larmende fravær af kritik fra arkitektstanden over den retning som den fysiske planlægning i København har taget siden 90’erne.

Der er tilsyneladende konsensus om, at den sociale og den neoliberalistiske økonomiske udvikling er uundgåelig, og det handler blot om at rage flest mulige byggeopgaver til sig, uanset deres indbyrdes arkitektoniske, kulturelle, sociale eller funktionelle sammenhænge.

Overordnet fysisk planlægning eller mangel på samme, skal altid anskues i en politisk, social og kulturel kontekst. For alt andet lige afspejler de fysiske rammer til hver en tid samfundets magtforhold og dominerende ideologi.

Som bekendt har vi et grundlovsfæstet ideologisk forhold til privat ejendomsret til jord og ejendom, hvorfor kampen om byen også er en kamp om jord, som fortsætter uanset kommunens salg af vores fælles offentlige ejede arealer til højst bydende.

Neoliberalismen anno 2014 og fremkomsten af den københavnske baggård i moderne forklædning

Kaos og anarki præger de nye bydele, der nu skyder op som paddehatte i København og minder om byudviklingen i slutningen af 1900 tallet, styret af den tidlige liberalismes magthaveres ønske om profit.

Enhver med øjne i hovedet kan i dag konstatere både fravær af arkitektonisk sammenhæng mellem de enkelte byggerier og gode friarealer mellem husene.

Vi savner faktisk den slags overordnede krav til by-arkitektur, man stillede til bygmestrene under enevælden, og som gør den gamle by smuk og harmonisk; en byggetradition der blev ført videre langt op i det 20.århunderede.

Nu handler det igen om at bebygge flest mulig kvardratmeter på mindst mulig jord, og resultatet udgør et sørgeligt opgør med en dansk arkitekturtradition, som siden 1920’erne har dyrket gode bebyggelsesplaner, uderum, lys og luft mellem husene, som svar på de overbebyggede brokvarterer, der i dag ofte har bedre fælles friarealer i gårdene end i nybyggeriet.

Når kommunen vil have det samme antal borgere i byen som i 1950’erne, hvor hver person i gennemsnit havde 10-15 m2 boligareal til rådighed, til i dag hvor normen er 40-50 m2, kræves et ganske stort etageareal på de nye byudviklingsarealer. Det kan kun kan lade sig gøre ved at gå i højden og bygge tæt. Og det sker på friarealernes bekostning.

I skyggen af høje huse skutter sig også tætpakkede rækkehuse på tre etager. Med få meters afstand og direkte indsigt fra gulv til loft kan genboere nøje overvåges for alt fra socialt bedrageri til formasteligt rygning. Intet kan foregå uset. Her er de københavnske baggårde genopstået i moderne forklædning.

Her er der lagt kim til fremtig slum, som kommunen gladeligt karakteriser som havende »bymæssig kvalitet«, trods fravær af den mangfoldighed af funktioner, der hører sig til begrebet bymæssighed. 

Man får reelt en bebyggelsesprocent på 300-400 procent. Men det opfindsomme embedsværk inddrager gerne fjernere friarealer i nabolaget, samt veje, vandarealer og kanaler, for nogenlunde at kunne opfylde kommuneplanens generelle rammebestemmelser på 185 procent for etageboliger og 40 procent for rækkehuse.

Der ser pænt ud på papiret, men tætheden er den samme som på Vesterbro og Nørrebro før saneringerne, og fælles og private udearealer er skåret ned til et absolut skyggefuldt minimum.

At der er gået så skidt, kan man forklare ud fra flere forskellige politiske, sociologiske og økonomiske analyser.

Men jeg vil her begrænse mig til en byplanmæssig vinkel til forståelse af kampen om retten til byen og til jorden.

Historien gentager sig, også i byudviklingen

Hele perioden fra 1850’erne til 1880’erne var i København karakteriseret ved total planløs overbebyggelse af både boliger, værksteder og industri.

Men fra 1880 til 1914 gik man over til såkaldt reguleret overbebyggelse, som vi kan se bl.a. på Kgs. Nytorv, i Vognmagergade/Gothersgade, Bremerholm, Gammelholm, og på Østerbro og Islands Brygge.

Alt blev bestemt af ganske få industri og finansfyrster, men især af Tietgen fra Privatbanken, som kommunen var helt i lommen på.

Det var også dem, der anlagde alle de store industrianlæg og havneområder i byen, der nu igen er spil som byudviklingsområder.

Og udviklingen her bestemmes nu atter af private økonomiske bagmænd og ejendomsspekulanter med velvillig assistance fra kommunens politikere og forvaltning.

Fysisk planlægning i København

Groft sagt gik al fysisk planlægning fra 1860 og frem til 1949 her i landet som helhed kun ud på at forsøge at regulere infrastrukturen, så varerne kunne flyde.

Efter 1907 fik socialdemokraterne imidlertid flertal i en del større byer, hvor de indførte »kommunesocialisme« med forskellige påtrængende sociale velfærdstiltag (læs Søren Kolstrups bog Velfærdsstatens rødder).

De foretog omfattede store jordopkøb, som blev startskuddet til et stort kommunalt og socialt almennyttigt boligbyggeri, samt andelsboligforeninger på arealerne, for at skaffe boliger til den stigende befolkning.

Men først 1949 fik man med vedtagelse af By-reguleringsloven (Fingerplanen i København) et rigtigt planlægningsredskab, i et seriøst ønske om at styre byudviklingen i de danske byer, foruden at dæmme op for jordspekulation.

Dengang havde socialdemokrater endnu en marxistiske forståelse for, at i det moderne bycenter betyder grundpriserne alt. Når de stiger, stiger huslejerne, og så det ender det med, at kun velhavere og finansstærke investorer får råd til at købe og leje, og derfor måtte man regulere sociale interesser gennem byudvikling og boligbyggeri.

I 1954 udarbejdes en generalplan for København, der tog udgangspunkt i, at byen var udbygget. Ledige arealer skulle udlægges til sociale, rekreative og kulturelle formål til fordel for almenvellet, brokvartererne skulle udtyndes befolkningsantallet ned.

Mange funktioner skulle decentraliseres for at fremme en sund regional udvikling gennem en fornuftig fordeling af arbejdspladser og bosætning, der både kunne løse stigende pendlingsproblemer, samt sikre gode kulturelle, sociale og sundhedsmæssige tilbud til alle i hele regionen.

I 1973-75 vedtoges, efter manges års grundigt forarbejde, nye strukturreformer for kommuner og regioner, som indebar en regionplan i 1973, der byggede videre på generalplanens ideer.

 I 1974 oprettedes Hovedstadsrådet med ansvar for overordnede regionsplanlægning; men det blev nedlagt i 1989, bl.a. fordi socialdemokraterne i København siden 1962 havde været imod hele generalplanens idégrundlag om befolkningsnedgang og decentralisering.

Siden 1975 er Københavns udvikling bestemt af kommune- og lokalplaner, som skal regulere brugen af byens arealer, deres udnyttelsesgrad, bygningernes højde, tæthed og anvendelse.

I mange år har man dog løst kedelige hindringer i kommuneplanen med såkaldte lokalplanstillæg, for at kunne efterkomme bygherrernes krav til f.eks. anden anvendelse, større højder og udnyttelsesgrader.

Strukturreformerne indebar også fine demokratiske og sociale hensigter ved at indføre høringspligt, men lige siden den første kommuneplan er borgernes indsigelser og alternative forslag sjældent fulgt op; med frustrationer og mistillid til politikere og embedsmænd til følge.

Farvel til bohemer, proletarer, arbejdere og den mangfoldige by

Den store andel af folk på lavindtægter, som blev dominerende i 1880’erne, skal ses i relation til de fejl, man lavede i 1960’erne og 1970’erne, hvor man skubbede den skattebetalende arbejderklasse ud af byen. Man fulgte ej heller op på generalplanens krav om byfornyelse til gavn for arbejderne.

Ønsket om en jævn blandet økonomisk, social og funktionel sammensætning i København og hele regionen blev aldrig fulgt op, hvilket måske kunne have modvirket den sociale og økonomiske skævvridning, vi i dag er vidne til, hvor København er ved at ende dag som mange andre storbyer, gentrificeret og støvsuget for den mangfoldighed af klasser, kulturer, erhverv og socialgrupper, som engang prægede de fleste af byens kvarterer.

På rådhuset har det økonomiske rationale i forhold til det dalende skattegrundlag siden 1980’erne handlet om en radikal udskiftning af byens borgere, hvor både saneringerne, byfornyelsen og dyre ejer- og lejeboliger har fungeret som effektivt redskab for deporteringen af arbejder- og underklassen, bortset fra de lommer i byen, der stadig er tilbage.

Siden 1980’erne og 1990’erne har Socialdemokratiet med støtte fra andre partier på Københavns rådhus åbenlyst fulgt den neoliberale kurs.

Tidligere overborgmester Kramer bedriver nu ejendomsspekulation i By og Havn I/S som sælger ud af (vores) statens og kommunens aktiver i byen og langs havnen. Som borgmester gjorde han da også en stor indsats med salget af kommunesocialismens værdifulde arvegods af jord, offentlige bygninger og boliger.

Hermed har kommunen reelt fraskrevet sig mulighederne for at bruge planredskaberne til selv at bygge eller leje ud til under markedsværdien, foruden mulighederne for en alternativ social lokaliseringspolitik for boliger og erhverv.

Salget af grunde har medført, at områder udlagt til offentlige formål i kommuneplanen og diverse lokalplaner, har skiftet anvendelse til boliger og kontorerhverv; f.eks. Moskégrunden på Amager, hvor der i lokalplanen var mulighed for at opføre idræts- og svømmehal og andre sociale og kulturelle tilbud.

Det er udtryk for en generel politisk accept af den specialiserede arbejdsdeling, som er karakteristisk for det kapitalistiske bycenter med koncentration af privat og offentlig administration og liberale erhverv. Netop fordi den kapitalistiske bykerne er økonomisk ekspansiv, bliver grundværdierne presset op.

Så når nogle medlemmer af Enhedslisten forsvarer flere boliger f.eks. på Enghave Brygge med henvisning til at så falder presset på Vesterbro, skyldes det en total manglende forståelse af kapitalismens økonomiske mekanismer.

Med det nuværende politiske fokus på metrobyggeri og udvidelse af motorveje er vi faktisk på vej tilbage mod år 1900, hvor stat og kommune tog sig af infrastrukturen og overlod erhvervs- og boligbyggeriet til private investorer og spekulanter.

Byens ledige arealer udvikles først og fremmest til formål, der giver størst mulig afkast til grundejere og bygherrer, med dyre boliger til akademikere, højtuddannede og de såkaldte »kreative vidensarbejdere«, samt til kontorer.

Det sker og er sket på bekostning af håndværks- og butikserhverv, af faglærte, af lavt uddannede og af andre typer erhvervsgrupper, som man ikke mener at have brug for.

Konsekvensen er naturligvis fortsatte stigende m2 priser i byen, som gør det dyrere og dyrere at bo her.

Når økonomien tager magten fra demokratiet

Man kan konstatere at den offentlige forvaltning i dag opfatter sig selv som forvalter af en stat eller en kommune, hvis politikere mener, at besparelser er vigtigere end demokrativærdierne i samfundet. Det sker ud fra det nyreligiøse mantra »den økonomiske nødvendighed«, som fornægter at politik handler om andet end mammon.

Vi har fået en konkurrencestat, hvor stat, kommuner og deres forvaltninger undergraver lokale fællesskaber og ignorerer deres protester.

For alle borgere og ansatte gælder, at vi skal underlægges et økonomiske rationale, frem for sociale, miljømæssige eller kulturelle behov. Der bedrives en pervers form for »omkostningsbevidst forvaltning«, der giver økonomisk bonus til ledere, der evner at presse deres medarbejderne til at spare eller til at gennemtvinge projekter, der møder folkelig modstand.

Forvaltningerne har overtaget det private økonomistiske erhvervslivs parametre for omkostningseffektivitet, hvorfor forestillingen om tidligere tiders fælles og uegennyttige almene interesser er forsvundet til fordel for egennytten og profit.

Med denne markedsfundamentalismen er demokratiet er røget ud. Vi borgere er blot et økonomisk begreb, som forbrugere, der skal udnyttes eller serviceres i forbindelse med køb og salg. (Jf. Tim Knudsen: »Økonomismen invadere os«, Information 10.12.14. og Holger Bisgårds bog: Københavns genrejsning, de sejrendes historie)

Finans- og handelskapitalen bestemmer byens vækst

Byudviklingen i København handler om bedst mulige vilkår for finans- og handelskapitalen, som socialister ved står både over miljømæssige, sociale og kulturelle hensyn og naturens og menneskers trivsel.

Begrebet »Velfærd for alle« er erstattet med »Velstand for nogen«, set som flere penge, profit og forbrug på miljøets og naturressourcernes bekostning.

Det er i den optik, man skal se på byens vækst, byplanlægning og de fysiske rammer, som kommuneplanen lægger for byens funktionelle indhold, som skal tilpasses politiske valgte mål for alle samfundets sektorer; fra supersygehuse til biblioteker, byhaver og herberger for hjemløse.

Det er inden for de fysiske rammer, lovgivningen bestemmer for os, at vi lever og bor, og hvor bolig-, sundheds-, kultur-, institutions-, social- og arbejdsmarkedspolitikken eksekveres.

Den politiske elite har først og fremmest øje for den velstillede forbruger. Den er reelt ikke optaget af, hvad den stigende ulighed betyder for de arbejdsløse og for den store arbejderklasse inden og uden for det kapitalistiske center, som stadig eksisterer i bedste velgående. Det er en virkelighed, der både handler om ufrihed ved valg af bolig, og om den utryghed som strukturel arbejdsløshed, forringede dagpenge, kontanthjælp, fleksjob og efterløn skaber i en dagligdag, hvor det er svært at på pengene til at slå til.

»Først rød, så arkitekt« hed det i 1970 på arkitektskolen, fordi man kan ikke arbejde med fysisk planlægning uden en politisk bevidsthed eller en politisk analyse af samfundet, hvis man vil udarbejde brugbare miljømæssige, funktionelle, økonomiske og sociale løsninger.

Kampen fortsætter

Men hvor er de politikere og fagfolk, som råbte vagt i gevær, da region- og kommuneplan blev forvandlet fra at være et redskab for en fornuftig økonomisk og social lokaliseringspolitik til fordel for borgere og miljøet til redskab for spekulanter og bilforhandlere? Hvor var venstrefløjen, for ikke at tale om de røde byplanlæggere, bortset fra Arne Gaardmand?

Da Villo Sigurdsson fra VS blev byplanborgmester i 1979 og spurgt, om man overhovedet kunne drive socialistisk byrådspolitik, erkendte han, at det kunne man ikke. Men han kunne sikre os, at borgernes indsigelser og protester blev hørt, og at hans forvaltning vil tage deres forslag op til seriøst bearbejdning.

VS fik mange stemmer for den konsekvente holdning og støtte til beboerbevægelsernes krav. Villo havde desuden en »Banjobande« bestående af røde arkitekter og byplanlæggere, som rådgav ham i faglige spørgsmål. Det indebar mange gode progressive tiltag og forslag.

Det blev dog for meget for den daværende overborgmester, Egon Weidekamp, der fik lokalplanlægningen overført til sin forvaltning, som herefter ufortrødent og skjult kunne fortsætte den socialdemokratiske økonomistiske kurs uden indblanding fra byggesagsbehandlingen i den daværende forvaltning i magistratens 4. afdeling.

For så vidt er der en lige linje i denne kurs - fra slumstormerne, beboerbevægelsernes kampe og til kampen for Byggeren og bydelsråd, der alle handlede om demokratisk medinddragelse af borgere, som aldrig har bekommet det ledende parti på Rådhuset.

Enhedslisten har delvist fulgt principperne om at videreføre den politik, som VS udstak med tage borgernes høringssvar i forsvar, samt at udvikle og fremsætte alternativer ideer til den førte politik på rådhuset og i folketinget.

Enhedslistens bør gå i offensiven for at sikre at By og Havns arealer fremover holdes uden for profit og spekulationsøkonomien, men fortsat forbliver offentligt ejede arealer til gavn for almenvellet.

Kommunen skal atter have lov til at eje og leje bygninger og boliger ud til under markedsprisen og købe ejendomme op; gerne med hjælp af eksproprieringsloven med henvisning til almenvellet.

Det er vigtigt, at vi i partiet arbejder med alternativer ideer til en anden erhvervs-, bolig-, by- og landspolitisk udvikling, der kan skabe balance mellem bolig og arbejde, og mellem natur og miljø.

Enhedslisten i København skal derfor ikke ukritisk støtte en stigende population her med en forsat koncentration af velhavere og erhvervsmæssige monokulturer.

Mens indkomsterne stiger i København og Nordsjælland, daler de på resten af Sjælland og Lolland/Falster, og denne stigende ulighed i økonomiske, arbejds- og uddannelsesmæssige forhold kræver en ny regional udviklingspolitik. I stedet for at man som i Borgerrepræsentationen fortsat fokuserer på at fastholde og videreudvikle alle den kapitalistisk bys iboende økonomiske, miljømæssige, sociale og ulighedsskabende problemer.

Enhedslistens skal derfor arbejde for en stærk regional- og landsplanlægning, som er et demokratisk redskab for udvikling i hele landet til gavn for både landbefolkningen og de større og mindre byer.

For uden nye reelle progressive initiativer svigter partiet sin rolle i kampen for et bedre samfund og vejen mod socialisme.

Hanne Schmidt er arkitekt og medlem af Enhedslisten.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce