Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Romanuddrag
14. november 2013 - 12:11

Kærligt gensyn

Smagsprøve fra romanen »Celeste«, udgivet på det socialistiske forlag Solidaritet.

Det ikke-kommercielle forlag Solidaritet udgiver 15. november 2013 Jens Peter Kaj Jensens roman Celeste

Handlingen starter i 1930'ernes Silkeborg, hvor Celeste og Sarah forelsker sig i hinanden. Men udfoldelsen af deres kærlighed forhindres af sociale konventioner og den politiske virkelighed.

Sarah drager til Spanien for at deltage i realiseringen af en arbejderrepublik under den spanske borgerkrig. Celeste bliver hjemme, drømmer om Spanien, et snarligt gensyn med Sarah og kæmper mod ensomheden.

I dette uddrag er Celeste og Sarah forenet i Spanien i kampen mod Franco-fascisterne.

Celeste ser hendes nakke, den lange slanke nakke. Håret er helt kort nu, som hos en mand, ja, det er sådan, hun har glædet sig til at se hende. Der er intet fedt tilbage under huden, men det er hende.

Celeste bliver stående syv meter bag hende og kigger, prøver at huske sidste gang de så hinanden, tænker på den første berøring, på hvad hun har lært af hende. Så går hun de sidste skridt frem og lægger en hånd på hendes underarm.

Berøringen får Sarah til at skyde højre skulder op. 

Nu vender Sarah sig. Hun er tidligt oppe, drikker vand og har allerede rullet soveposen sammen. Det er Sarahs spaltede overlæbe, læberne er flossede og hvide, Sarahs øjne grønnes i den andalusiske morgensol. 

Det er først i marts, men varmt som juli i Silkeborg. Ellers er intet som Silkeborg.

De er i bjergene syd for Jaén. De er ikke højt oppe, næppe mere end otte hundrede meter over havets overflade, Celeste er god til at bedømme højder, selvom hun ikke kan se vand. Det mener hun selv, hun er. God til at orientere sig i det hele taget. Hun bruger solen, når hun skal finde vej.

Nu kigger hun på træerne, mandel- og olivenplantager, og her er stadig eukalyptus. Også luften giver svar.

Her er varmt, men hun får ikke åndenød. Hun har hørt om den stille sommerluft i bjergene, hvor støvet hverken vil blæse væk eller lægge sig efter en eksplosion; den varme luft bærer det oppe. Den forstøvede urin og rødvin i lejrene. Harekød, der tørrer i solen. Celeste kender ikke den spanske sommer. 

Nu har hun fundet grupperne, som skjuler sig bag fjendens linjer i den nationalistiske zone og forbereder sig på at tage bjergene mellem Jaén og Granada.

De har allerede mistet for mange mænd til at kunne tage Málaga. Der er fire grupper med i operationen, hun har mødt de to på vejen: Fernandos og Portugiserens grupper, men ingen vil fortælle hende, hvor Heraklitos' grotte er.

Nu er hun hos den fjerde gruppe, Boston-tvillingernes gruppe, det var den, hun skulle finde.

Grupperne har skaffet antiluftskyts og hver sit tunge maskingevær, så de kan forsvare de stillinger, de vinder, men de har ikke mange lette våben at angribe med, de mangler pistoler, ammunition, håndgranater og heste til halvdelen af mændene.

De tomme vinsække ligger slænget i støvet, og mange af partisanerne ryger opium eller tager heroin.

Celeste har talt med kammerater fra to af de andre grupper på vejen herhen. Kun få troede på at kunne holde de nuværende stillinger. De fleste frygtede de tyske Heinkel 111-jagere.

En af mændene fortalte om den bankende motorlyd ved de lave overflyvninger, at den overtager hjerterytmen og bliver siddende i kroppen længe efter. Jagerne behøvede ikke at løsne et skud for at skabe rædsel og troppespredning.

Vinen gør dem ligeglade og holder gruppen sammen. Det er derfor, de får lov at drikke.

Ingen af partisanerne troede på muligheden for at vinde nyt terræn. 

Alt er nationalistisk zone nu, næsten alt. Den 26. januar erobrede Francos styrker Barcelona. Den stærkeste republikanske bastion er faldet. Det er svært at tro på sejr, men ikke lettere at give op. Franco giver ikke amnesti, der er ingen vej ud for republikanerne. 

Hun har ikke blødt, siden hun kom til Spanien. Smerterne har hun ikke savnet. De var blevet så voldsomme, som om hun skulle forstøde fosteret igen og igen.

Men hun har vænnet sig til at tælle sit liv mellem to blødninger, forsøge at gøre de vigtige ting på de gode dage, få noget ud af det, når hun kunne, spise meget under blødningerne og mindre mellem. Hun savner ikke blodet, men den orden hendes cyklus gav til hverdagen.

Det er derfor, hun er fortsat med at tælle, selvom blodet ikke kommer. Hun er bange for, at noget er i vejen med hende, at hun ikke mere er kvinde. 

Samtidig frygter hun, at det pludselig skal komme styrtende ud af hende, mens hun er hos Sarah. Det skulle komme nu. 

Celeste har forestillet sig dette øjeblik så mange gange, hun har ikke set Sarah i syv år, men det er virkelig hende. Hun mangler baretten, hendes mono står åben til navlen, og tørklædet må ligge i bylten, men det er Sarah. 

Militskvinden Sarah. Hun er ikke i uniform. Sarah ser ikke ud til at genkende hende. Måske kan hun ikke få synet af hende til at passe ind mellem soveposerne og aluminiumsgrejet i lejren foran bjerggrotten. 

– Dinamarca, siger hun så alligevel, og retter det til Danmark. 

Celeste tager begge hendes hænder og kysser hende på panden, de trækker hinanden ind. Sarah gemmer sine øjne ved hendes hals. 

– Hvad gør du her? spørger Sarah. 

– Besøger min veninde.

– Du må ikke se mig sådan her.

– Hvad mener du?

– Med overskæg, og mit hår ...

Celeste siger, at hendes hår er, som det skal være.

– Men du må ikke være her. Så har jeg ingen at komme hjem til. 

– Så må vi blive her. 

– Det er for sent, siger Sarah. – Der er intet tilbage. 

– Det ved jeg. Jeg var med i Barcelona. 

– Jeg vil ikke høre om det; jo, du må fortælle det hele, retter Sarah sig selv. – Men sig, at I kæmpede til det sidste, at I tog mange fascister med jer i faldet. 

– Det kan jeg ikke. 

– Så vil jeg intet høre! hvisker hun.

Hun drejer Celeste væk fra solens skarpe lys, kigger hende rædselslagen i øjnene og kysser hende. De kysser.

Celeste kan mærke Sarahs sprukne læber slibe sine egne. Hun mærker den spidse tunge mod sin, mod sine tænders ru bagside.

Jeg er ikke ren, tænker hun, hun tænker på sin syrlige mund, alle de appelsiner hun har drukket, men også på kroppen, som ikke er blevet vasket med sæbe siden december.

Hun finder lavendel og gnider sig under armene. Den lugter også godt i knæhaserne.

Hun tænker på, hvordan hun lugter i kussen. Hun har skyllet den i anisbrændevin hos Portugiseren, ladet være med at drikke for ikke at skulle tisse, men i tågen tog det hende to dage at finde fra Portugiserens gemmested til Boston-tvillingernes grotte, og så længe har hun ikke kunnet holde sig.

Alligevel er det værre for Sarah, tænker hun. Sarah er så meget finere, men her kan ingen være fin. 

Så lader Celeste sig trække ned på jorden, ned i støvet. Hendes flossede negle trækker tråde ud af Sarahs tøj.

– Jeg tager det af, siger Sarah.

– Så river jeg dit skind.

Deres ben finder ind mellem hinanden. 

Boston-tvillingerne er vågne, pigerne hører dem grine. 

– De kan se os, siger Celeste, griber en tom sovepose og haler Sarah om på den anden side af hestene. De klæder hinanden af uden forlegenhed. Sarahs bryster er væk, også hendes lår er forsvundet. 

– Ja, siger Sarah. – Sådan klæder krigen kvinden af.

Men brystvorterne stritter.

– Du er ikke skrællet, siger Sarah, mens hun understøtter Celestes bryster. Hun slår til dem med kinderne, kysser sig ind mellem dem. 

Celeste stryger forsigtigt hendes hals. 

– Det er skoldkopper, siger Sarah. – De smitter ikke længere. 

– Og du? siger Sarah og løfter Celestes arm. 

– Nej, det er vist bare loppebid, hvisker Celeste. 

Kussen koger op i morgensolen, der går svind i mellemkødet. Skindet bliver modtageligt for håndens lette strøg.

De efterser hinandens fødder og konstaterer, at ingen af dem længere er egnede til krig. De gennemgår hinandens ar fra ankel til skulder. Det er sådan, de elsker.

Pludselig står El Ranas bastard over dem med tænderne blottet og tungen hængende slapt fra ganen. Den har høj puls og er liderlig.

Celeste snurrer om på ryggen og kigger den direkte op i de røde øjne. Hun ligger helt stille; så spænder hun ryggens muskler.

Hunden springer frem mod hende, det rejste lem vibrerer let i luften. Øjeblikket inden, den lander, svinger hun vristen op mellem hundens bagben, hun sparker den i testiklerne med højrebenets fulde kraft, og kræet klasker klynkende ned i støvet.

Sarah skyder hagen frem og bider sig i overlæben.

– Kan du ikke tage den kælne vovse med en tur til Despeñaperros? siger Celeste.

Sarah smiler.

Celeste kysser sig frem i hende, trækker sig op gennem hendes kranium med tungen, som er hun ved at drukne, som om Sarahs ansigt er hendes grænseflade mod en verden, hun kan ånde i.

Lige før hun når igennem, giver hun slip og synker langsomt tilbage i det kvælende dynd.

Så sover hun.

Forlaget Solidaritet holder reception udgivelsen af »Celeste« fredag den 15. september på Blågården Bibliotek, Nørrebro.

Celeste er den sin første skønlitterære roman på Solidaritet. Bogen kan købes på forlagets hjemmeside.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce