Kære MØ: Dialog starter først når Israel erkender undertrykkelsen

Kære Karen

Din koncert i Tel Aviv er nært forestående. På det seneste har den israelske højesteret afviste en protestskrivelse imod en boykotlov, som gør det muligt at sagsøge alle, der opfordrer til boykot af Israel eller de besatte områder (bosættelserne).

Heldigvis skriver jeg dette fra Danmark.

Jeg skriver for at forklare dig, hvorfor jeg som israelsk statsborger, der bor og studerer i København, støtter boykot af Israel og opfordrer dig til at aflyse din koncert i Tel Aviv.

Jeg har fulgt dig siden du bare havde et par tusind likes på Facebook. Det var før, at jeg flyttede til Danmark. Jeg er vild med dig og er mildest talt lidt af en groupie.

Så den nuværende situation berører mig dybt – en af mine yndlingskunstnere skal til mit hjemland, til min hjemby faktisk, for at spille foran mine venner, mens jeg advokerer for palæstinenserne og mod det israelske regime.

Der er et utal af ting, jeg kunne skrive om Israel og palæstinenserne og om det israelske samfund.

Det handler ikke kun om de gentagne brutale angreb på Gaza eller om den fortsatte ekspansion af israelske bosættelser på palæstinensisk land. Det handler også om, hvordan de palæstinensere, der er borgere i Israel (en minoritet på 20%) bliver diskriminerede. Det handler om israelske politikere, der opfordrer til had mod palæstinensere og venstrefløjen i Israel. Og om situationen i det ulovligt besatte og annekterede Jerusalem. Om administrative fængslinger af palæstinensere uden rettergang, der kan vare i årevis. Og om arrestationer af teenagere og børn. Om nedrivningen af folks hjem som en måde at straffe befolkningen på.

Jeg kunne skrive om alt dette og meget mere. Men jeg tror, at den samtale er bedre at tage på tomandshånd over et par Tuborg tilsat en god portion åbenhed og ærlighed.

Jeg vil elske at have den samtale med dig (og med alle andre, der kunne være interesserede).

Jeg er skuffet over dig. Ikke kun på grund af din beslutning om at spille koncerten, men primært fordi du ser ud til at være bevidst om nogle aspekter af den israelske undertrykkelse af det palæstinensiske folk både indenfor Israels grænser og på den besatte Vestbred og i Gaza.

Du bruger selv ordet »undertrykkelse« i en udtalelse. Det er ikke en selvfølge at bruge det ord.

Se MØs udtalelse om koncerten i Israel på hendes Facebook-side

Jeg er også skuffet over den gestus, som du vælger at lave. Du har valgt at donere overskuddet fra din koncert til en israelsk-palæstinensisk organisation kaldet Heartbeat.fm.

Men hvad er baggrunden for denne organisation?

Et hurtigt kig på deres hjemmeside afslører, at den - trods brug af de »rigtige« ord – ignorerer virkeligheden.

»Mange års traumatisk vold (...) og besættelse har polariseret den israelske og palæstinensiske befolkning dramatisk« (Heartbeat.fms officielle hjemmeside).

Organisationen undlader at beskrive eller bare hentyde til en relation præget af undertrykkere og undertrykte. Den bruger ordet besættelse, men nævner ikke, hvem der er besat og hvem der er besættere.

Heartbeat.fm er simpelthen med til at normalisere og hvidvaske Israels handlinger. Det virker som et ønske om at være neutral. Den besked, som sendes herigennem vidner om en grim situation, som ingen tager notits af.

Dialog er uden tvivl altid vigtigt i konfliktsituationer. Men hvad indebærer ord som »dialog« og »konflikt«?

Når sådanne ord bruges, antages det, at de to sider er lige og har lige legitime krav. Men denne konflikt er alt andet end lige.

Over 3,5 millioner palæstinensere i Gaza og på Vestbredden har ikke basale rettigheder under det israelske militære styre. Ved det nyligt overståede valg havde de ikke ret til at stemme.

Jeg nævner dette faktum, fordi valgdeltagelse er indbegrebet af demokrati for mange mennesker.

Det er i sagens natur blandt palæstinensernes mindste bekymringer, især i krigshærgede Gaza, hvor den israelske blokade er den primære grund til den fortsatte menneskelige katastrofe efter krigen i sommer. En krig, som du måske husker, resulterede i mere end 500 døde palæstinensiske børn.

Belejringen af Gaza er ikke en metafor, men en realitet.

Israel kontrollerer Gazas luftrum og vandet indenfor Gazas territorium. Fiskere må ikke overskride en radius på 6 km ud i havet; hvis de gør, risikerer de at blive skudt eller at få deres båd konfiskeret - ofte begge dele.

Israel kontrollerer Gazas forsyning af elektricitet og udøver hård kontrol af Gazas grænser. Bevægelsesfrihed til verden udenfor er ikke-eksisterende i Gaza og både import og eksport af varer noget nær ophørt.

Mere end seks måneder er gået siden Israels angreb på Gaza og de hundredtusindvis af bygninger, der er blevet smadrede, kan ikke genopbygges på grund af Israels restriktioner på den cement.

De tusindvis af bygninger var hjem for hundredetusindvis af mennesker.

Kan dialog være svaret på det? Hvilken slags dialog ville det være?

Staten Israel og det palæstinensiske folk er ikke to lige sider. Man kan ikke adskille den israelske stat fra det israelske samfund. Man kan adskille et israelsk individ fra de to, men ikke de to fra hinanden.

Det israelske samfund kan ikke bestemme, hvad dets ledere gør eller siger, men det kan i hvert fald gøre oprør imod det. Det er vores pligt at gøre oprør imod det, som vi anser for uretfærdigt.

Det er vores pligt ikke bare som enkeltpersoner, men som samfund.

Under valgkampagnen i Israel blev massakren i Gaza eller dets nuværende ødelagte tilstand ikke nævnt. Besættelsen blev ikke nævnt.

Størstedelen af det israelske samfund vælger at tie. Størstedelen af den israelske offentlighed et blevet følelsesløse overfører palæstinensernes fortsatte lidelser.

Når flertallet tier, og politikerne igen lugter blod, må vi råbe op og ikke se væk! Boykot sender netop det signal.

Det modsatte normaliserer Israels handlinger, ikke kun i verdens øjne, men også i israelernes.

Hvis du stiller dig på den scene i Tel Aviv og deler din musik og dine vibes med det israelske publikum, er du med til at fortælle, at det intet ansvar for, hvad Israel har gjort og det er løgn!

Det israelske valg endte med endnu en sejr til det højreorienterede Likud-parti, der er ledet af Binyamin Netanyahu.

Én dag før valget lovede premiereminister Netanyahu, at en palæstinensisk stat aldrig ville blive en realitet, hvis han blev genvalgt; at en palæstinensisk stat kun ville give ekstrem Islam et sted at angribe fra.

Næsten en million israelere stemte på ham, og selvom jeg nægter at tro, at de ser alle palæstinensere og arabere som fjender, kan jeg ikke undgå at tænke, at disse folk ikke vil den dialog, som du snakker om.

Jeg vil derfor understrege, at jeg ikke ønsker at opfordre til dialog.

Grunden er, at dialog først kan begynde, når Israel anerkender sig selv som den stærke side og anerkender, hvad staten har gjort ved palæstinenserne i årtier!

I din udtalelse indrømmer du, at palæstinenserne er undertrykte. Men ikke før du skrev, at du støttede både israelere og palæstinensere og deres ret til at leve i frihed.

Men hvilken slags frihed har undertrykte folk, Karen?

Med uendelig kærlighed og anerkendelse,
Barith Ball

Barith Ball kommer fra Tel Aviv og studerer medietekonologi i Danmark.

Læs også Yonatan Ungermann Goldshteins blogindlæg på Modkraft: »Kære MØ, boykot apartheid«