Køn og seksualitet i amerikanske tv-serier

Hvis man var ung i halvfemserne er der en god chance for, at man kan huske tv-serien Beverly Hills 90210.

Den tv-serie var omdrejningspunktet for mange diskussioner i pauserne på arbejdspladserne og i frikvartererne rundt om på de danske gymnasier. Og det er ikke kun en tv-serie, som min generation kan henvise til.

Interessant nok er der også mange af de unge i dag, som kan tale med, når emnet falder på Beverly Hills. På trods af et enormt medieudbud, har tv-serien overlevet tidens tand og ses også af elever, som jeg underviser til dagligt i den danske gymnasieskole.

Hvis man helt skulle have undgået serien, så handler den kort fortalt om otte unge venner i det californiske rigmandskvarter Beverly Hills. Det attraktive postnummer 90210, danner rammen om vennernes problemer med kærlighedsforhold, uddannelse, penge, stoffer og alkohol.

Det var først mange år senere, at jeg blev klar over, at tv-serien ikke alene var et glansbillede, men at den også var udtryk for et temmelig ekskluderede verdensbillede.

Skulle man i de tidlige teenageår have været eks. homoseksuel, så var der ikke meget at spejle sig i i halvfemsernes mest populære tv-serie. Det var den heteroseksuelle verdensorden, som rullede over skærmen.

I hvor høj grad medier som tv og tv-serier påvirker unges identitetsdannelse er et åbent spørgsmål. Identitetsdannelse er en uhyre kompliceret proces, og det er sjældent, at vi kan pege på en enkelt begivenhed i vores opvækst, som udslagsgivende for, at vi er blevet dem, vi er. Vi er formet, og bliver kontinuerligt formet, af store og små begivenheder i vores liv.

Ikke desto mindre er mediebilledet en væsentlig faktor, fordi det er her, vi præsenteres for, hvad samfundet som helhed finder attråværdigt og normalt og unormalt.

Spørgsmålet om køn og seksualitet, er ingen undtagelse.

Der er ingen tvivl om, at heteroseksuelle normer og værdier har været dominerende i samfundet som helhed, og det har sat tydelige spor i mediebilledet. Herunder i amerikanske serier.

Alternativer til den heteroseksuelle diskurs har i bedste fald været stedmoderligt behandlet og aldrig reelt udfordret i eksempelvis amerikanske tv-serier.

Vi trænger til nye og mere nuancerede syn på tematikken om køn og seksualitet - og det har vi fået.

Samfundet har ændret sig, og vi kan se tegn på, at det stereotype verdensbillede, som Beverly Hills præsenterede os for i halvfemserne, ligeledes har ændret sig.

Det er næppe forkert at påstå, at synet på køn og seksualitet er blevet mere nuanceret og rummeligt, end det vi blev præsenteret for i forrige århundrede. Det afspejles også i mediernes fremstilling af tematikken, og det er der grund til at værdsætte, fordi det giver mulighed for, at man kan vælge præcis den livsstil, som gør en lykkelig.

Der er tegn i sol og måne på, at det er en de kampe, som kulturkonservative kræfter uigenkaldeligt har tabt. Det er der god grund til at feje.

At ønske en mere rummelig diskurs, når det kommer til køn og seksualitet, er ikke et angreb på kernefamilien som institution (selvom det ofte er blevet udlagt sådan). Det er blot en anerkendelse af, at den traditionelle kernefamilie ikke passer alle mennesker - og at det faktisk er helt i orden.

Der er derfor god grund til at smide armene i vejet, hvis man ønsker et samfund, som er pluralistisk, når det gælder opfattelsen af køn og seksualitet.

Og et af de steder, vi ser den ændrede opfattelse, er i de to amerikanske tv-serier Modern Family og Orange Is The New Black. De tager, på hver deres måde, fat i temaet om køn og seksualitet - og det gør de godt.
I Modern Family følger vi familien Pritchett, hvis familiemønster adskiller sig radikalt fra mønsteret i Beverly Hills 90210.
Familien Pritchett består af Jay Pritchett, hvis hustru Gloria er af colombiansk afstamning og væsentligt yngre end ham selv.

Gloria er mor til Manny fra et tidligere ægteskab. Jay er desuden far til Claire og Mitchell.

Claire har rollen som den hjemmegående husmor med tre børn, mens far Phil er på arbejde. Det er den traditionelle kernefamilie, vi ser repræsenteret her.

Hvor Jay har rollen som familiens patriark, udfordres hans syn på kønsroller og seksualitet dog af hans søn Mitchell, som lever i et homoseksuelt forhold med Cameron. Sammen har parret adopteret datteren Lily fra Vietnam.

Serien slår temaer som kærlighed på tværs af alder og kærlighed mellem mennesker af samme køn fast allerede i første afsnit. Hovedpersonerne bliver direkte konfronteret med de to temaer, som går som en rød tråd igennem serien.

Den er humoristisk og optaget som en mockumentary (dvs. optaget som om det var en dokumentar, hvor hovedpersonerne interviewes løbende).

Modern Family er mest interessant i sit rummelige fokus på seksualiteten, men gør aldrig op med de traditionelle kønsrollemønstre.

De to fremtrædende kvinder i serien, Claire og Gloria, er således begge to hjemmegående husmødre. Det er ærgerligt, fordi serien fint kunne gøre op med de patriarkalske familiemønstre (eller i det mindste have et mere alsidigt syn på arbejdsfordelingen i hjemmet).

En enkelt undtagelse, hvor serien tager fat i moderrollen, er og det afsnit i sæson to (med titlen »Mors Dag«), hvor Cameron og Mitchell tager Lily med til en »playdate« på legepladsen.

Her skal der selvfølgelig tages et billede af mødrene på »deres dag«, og da Cameron bliver udnævnt til honorær mor, er kønsrollerne sat til debat.

Problematikken opsummeres bedst af Mitchell med ordene: »Vi er bare en ny type familie. De har endnu ikke et passende ordforråd til at beskrive os«.

Det rammer hovedet på sømmet, fordi vi fortsat sidder fast i et sprogbrug, som læner sig op af en biologisk opfattelse af køn.

At rubricere enten den ene eller den anden af de to mænd i forholdet som moderen, giver ikke nogen mening. Vi gør det kun, fordi det heteroseksuelle samfunds sprogbrug ikke slår til.

Alt i alt er Modern Family anbefalelsesværdig, men retfærdigvis bør det pointeres, at den også er et glansbillede. Her er aldrig et hår som sidder forkert, på de vel-castede skuespillere.

Helt anderledes ser det ud i serien Orange Is The New Black. Det står klart allerede inden serien går i gang.

Alle afsnit starter med Regina Spektors sang »You've got time«, mens billedet skifter mellem en række super close-ups af kvindeansigter.

Titelmelodien er punk/rock og det er tydeligt, at det er ansigter på kvinder, som man kunne møde på gaden. Det er ikke de perfekte og polerede Hollywood-ansigter, som vi er vant til fra amerikanske tv-serier.

Allerede her virker Orange Is The New Black mere troværdigt end andre tv-serier, vi er vant til at se.

Serien er centeret omkring Piper Chapman og hendes oplevelser i kvindefængslet Litchfield. Med dette greb sætter Orange Is The New Black en ramme for fortællingen, som gør det muligt at bryde radikalt med gængse heteroseksuelle normer.

Et godt eksempel er, at det dominerede kærlighedsforhold i fængslet er lesbisk. Som seere godtager vi præmissen, fordi seriens setting er så udsædvanlig.
Hvor Modern Family er meget direkte i sin tematisering, er Orange Is The New Black mere subtil. Der er ingen tvivl om, at serien tager fat i temaer som køn og seksualitet, men fordi settingen (et kvindefængsel) i sig selv er udsædvanlig, er vi som seere villige til at acceptere, at normaliteten også er anderledes. Det virker.

Det har også været en pointe for seriens skabere at give et pluralistisk billede af de indsatte i Litchfield. Således er alle indsatte kvinder, men deres etniske og sociale baggrund er stærkt forskellig.
I den meget forskelligartede skare indsatte finder vi også Suphia Burset (spillet af Laverne Cox). Cox er transkønnet (det vil sige at hun er født som mand, men har skiftet køn).

Debatten om køn og kønsidentitet har traditionelt set været vanskelig i Danmark, fordi vi mangler den engelske skelnen mellem sex og gender.

Når vi kommer tættes på, kan vi tale om biologisk og/eller socialt køn. Dvs. det køn, som vi har fra fødslen, og det køn, som vi oplever og opfører os som.

Når vi mangler, eller er usikre på sproget, er det meget vanskeligt at diskutere seksuelle og kønsmæssige præferencer, som eksempelvis transkønnethed.

I Orange Is The New Black forekommer det naturligt at Burset er i et kvindefængsel. At placere hende i et mandefængsel ville på alle måder være absurd, blot fordi hun er født som mand.

Der er formenligt ikke noget andet eksempel på en tv-serie, hvor transkønnede er blevet portrætteret så åbenhjertigt.

Selvom Burset nok er spærret inde, er det meget svært ikke at blive grebet af hendes kamp for accept fra hendes egen søn, som har svært ved at forstå den transformation, som hans far/mor har gennemgået.

Bemærk for øvrigt problematikken i den foregående sætning. Er det mor eller far, eller har vi brug for et helt tredje begreb?

Uanset hvordan man griber det an, er der god grund til at rose seriens skabere for at sætte en transkønnet skuespiller helt i front. Det er præcis den slags tiltag, som lidt efter lidt kan rykke ved vores opfattelse af, hvad der er normalt og unormalt og give et mere nuanceret blik på køn og seksualitet.

I forhold til Bursets kamp for at blive accepteret af sin egen søn, er det den kønsmæssige definition, som volder problemer. Men også i forhold til seksualiteten viser Orange Is The New Black, at virkeligheden dårligt lader sig reducere til enkle kategorier.

Eksempelvis er seriens hovedperson forlovet med en mand, men møder sin kvindelige eks-kæreste i fængslet. Hvilken seksuel præference har hun så? Det er temmelig uklart.

Køns- og seksualitetskategorierne er i stigende grad blevet flydende og uden en fast kerne, som vi kan vise tilbage til.

Det manglende begrebsapparat er formenligt også en del af begrundelsen for den kulturkonservative reaktion mod eks. homoseksuelle vielser og den fuldstændige ligestilling mellem de progressive kønskategorier.

Når den heteroseksuelle verdensorden ændrer sig (og sproget ændrer sig sideløbende), så kan det skabe angst. Eroderingen af de traditionelle opfattelser af bl.a. køn og seksualitet, er et fundamentalt vilkår ved det senmoderne samfund.

Når identiteten bliver flydende, så er det forventeligt, at der kommer en konservativ modreaktion. Et eksempel på det kunne være den opblomstring i nationalismen, vi har været vidne til igennem mange år.

Det er en nationalisme, som søger at holde fast i en oprindelig kerne, men som dog har meget svært ved at definere sig selv. Alligevel er den ekstremt populær, formenligt fordi den er en reaktion mod større åbenhed i det senmoderne samfund.

Køn og seksualitet er blot ét eksempel på, hvordan normer og værdier har ændret sig fra det moderne til det senmoderne samfund.

Spørgsmålet må så være, hvem der går af med sejren i kampen mellem progressive og konservative kræfter?

Det lader sig kun meget vanskeligt besvare, men det må være en altoverskyggende pointe, at når vi præsenteres for mere pluralistiske syn på køn og seksualitet, så rykker vi ved den heteroseksuelle diskurs.

Både Modern Family og Orange Is The New Black rykker ved etablerede normer. Det er selvfølgelig en påstand, at serierne ligefrem flytter normer, men der er ingen tvivl om, at de afspejler ændrede normer.
Som hvid heteroseksuel mand kan jeg anbefale begge serier - og i særdeleshed Orange Is The New Black. Den får, bedre end nogen anden tilgang jeg har oplevet, øjnene op for de køns- og seksualitetsuligheder, som findes i vores samfund.

Det er muligt, at de pointer, som er fremført i det ovenstående, vil blive opfattet som banale eller platte af personer, som er homoseksuelle eller transkønnede. Det skal jeg i så fald beklage.

Som hvid heteroseksuel mand kan det være svært at se de privilegier, som man er omgivet af og tager for givet, men det må være et første skridt på vejen at italesætte dem.
Og her følger så endnu en banal pointe: Den øgede lighed og accept af forskellige køns- og seksualitetskategorier er selvfølgelig ikke en trussel mod heteroseksuelle mænd.

Tværtimod er den en kærkommen lejlighed til også at diskutere et mere rummeligt maskulinitetsbegreb. Hvad vil det egentlig sige at være mand? Hvilke værdier ligger der i maskulinitetsbegrebet?

Også her er der opbrud på vej, som peger væk fra den traditionelle opfattelse og igen giver mulighed for en mere rummelig kategorisering af maskuliniteten.

Der er med andre ord, håb for fremtiden. Hvor kulturkonservative kræfter længe har kæmpet mod en progressiv opfattelse og rummelig opfattelse af køn og seksualitet (jf. den forrige regerings modstand mod homoseksuelle ægteskaber) er billedet ved at vende.

Vores børn kommer til at vokse op i en verden, hvor de snærede bånd er blevet løsnet og et mere rummeligt syn på køn og seksualitet har vundet frem.

Det er et positivt træk, når populære amerikanske tv-serier som Modern Family og Orange Is The New Black rykker ved den heteroseksuelle diskurs.

Jonas Paludan er gymnasielærer.