Annonce

KOMMENTAR
12. marts 2012 - 10:16

Kæreste Store Boss-Mand

Fars Søde Pige har givet QueerKraft lov til at bringe hendes jobansøgning til den ledige stilling som udbyttet medarbejder hos det supervigtige firma. Ansøgningen bringes under psedonym, da jobansøgeres mulighed for udtrykke sig kritisk er stærkt begrænsede og kan få konsekvenser for jobansøgeren.

Fars Søde Pige søger det ledige job som udbyttet medarbejder

Under henvisning til annoncen fra dit supervigtige firma søger jeg hermed det ledige job som udbyttet medarbejder. Jeg er en pige i den arbejdsduelige alder, arbejdsløs på sjette måned og fyldt til randen af et ønske om, at du, kæreste Store Boss-Mand, skal finde denne ansøgning interessant og original nok til, at du vil være så uendeligt venlig og storsindet at nedværdige dig til at tage netop mig i betragtning til dit ledige job. Jeg er klar over, at du nok får over 500 ansøgninger til jobbet, men jeg trodser gladelig de dårlige odds for at få det og bruger en del af mit liv på at skrive denne ansøgning.

For en god ordens skyld vil jeg allerede nu nævne, at jeg – hvis du altså ender med at give mig jobbet (wauw, hvor vildt at tænke på!) – kun vil forvente at have det til dét øjeblik, din helt og aldeles overlegne vurderingsevne eventuelt fortæller dig, at jeg er blevet en overflødig medarbejder. Så skal du, kæreste Store Boss-Mand, naturligvis ikke bøvle med fortsat at udbytte min arbejdskraft. Jeg kunne ikke drømme om at blive en af dem, der har så skræmmende lidt realitetssans, at de bliver fortørnede over at blive opsagt. Også selvom det selvfølgelig ikke er til at komme uden om, at det er moralsk forkasteligt at være den underskudsforretning for staten, som et arbejdsløst menneske er. Jeg regner med, at jeg trods alt ikke kan blive den direkte årsag til, at husejerne pludselig kan miste retten til at få deres skattefradrag.

Der er flere grunde til, at jeg søger det ledige job som udbyttet medarbejder i dit supervigtige firma, kæreste Store Boss-Mand:

1) Mine kerneværdier er tilfældigvis nøjagtig de samme som dit supervigtige firmas superdejlige kerneværdier: "Penge", "Ingen spildtid" og "Højt Humør".

2) Som arbejdsløs har jeg alt for meget tid til at se mine venner, lave god mad, læse spændende bøger, knalde min kæreste og alt det andet, der – i modsætning til et job som udbyttet medarbejder – hverken er i stand til at gøre min tilværelse berettiget eller meningsfuld.

3) Det kunne bare være så skønt, hvis jeg igen kunne komme til mærke den dunkende hovedpine og smerterne i ryggen på grund af for meget stillesiddende arbejde foran en computer.

4) Jeg kan uden nogen problemer whatsoever leve op til den række af absolut rimelige forventninger, som du ifølge annoncen har til din kommende udbyttede medarbejder. Kæreste Store Boss-Mand, jeg er netop den aller-, allerbedste inden for mit arbejdsfelt, god til have virkelig mange bolde i luften på én gang, lynende hurtig til at tilegne mig ny viden, i besiddelse af en helt naturlig gennemslagskraft, fabelagtig til at kommunikere, til at komme ud over rampen og til at have overblik, uhyre produktiv, effektiv, flittig, energisk, motiveret, servicemindet, professionel, helhedsorienteret, detaljeorienteret, procesorienteret, resultatorienteret, løsningsorienteret, fremtidsorienteret, projektorienteret, analyseorienteret, dialogorienteret, kundeorienteret, tværfagligt orienteret, værdiskabende, nysgerrig, fokuseret, omhyggelig, punktlig, uhøjtidelig, kreativ, fantasifuld, initiativrig, interesseret, engageret, kompetent, omstillingsparat, proaktiv, vellidt, en menneskekender, en rigtig teamplayer, anerkendende, nem at omgås, en ørn til at skabe relationer, til at samarbejde og til at huske at bruge børsten, imødekommende, udadvendt, ærlig, selvstændig, selvsikker, fuld af gåpåmod, sjov, god til at fortælle vittigheder og til at forholde mig humoristisk til konflikter og problemer (eller som jeg bedst kan lide at kalde dem: "spændende udfordringer"), glad, positiv, åben, ansvarsfuld, dynamisk, lydhør, respektfuld, forstående, rummelig, hjælpsom, fleksibel, rolig, robust, stabil, harmonisk, velforvaret, nærværende, tålmodig, velsoigneret, velklædt, frisk, smilende, pertentlig, modig, sund, slank, ikke-ryger og ekstraordinært velformuleret i både skrift og tale. Og til gengæld er jeg fx aldrig det mindste uoplagt. Uanset hvad som helst, om det så er en knækket tand, en omgang hjertesorg eller et dødsfald, er jeg altid klar til at tage fat på dagens dont!

Jeg ville anse det for at være en gigantisk stor ære, hvis du nu, på baggrund af ovenstående, er bare lidt interesseret i måske at begynde at overveje at invitere mig til en samtale om jobbet som udbyttet medarbejder i dit supervigtige firma. Jeg ville virkelig nyde at svare på alle dine relevante spørgsmål til min personlighed, min skostørrelse, mine toiletvaner m.v. over en kop kaffe. Og jeg ville i øvrigt også nyde at gennemgå eventuelle psykologiske tests, idet jeg derved kunne forsikre dig om, jeg ikke var traumatiseret fra min barndom eller andet, som naturligvis burde gøre mig til en fuldstændig uattraktiv medarbejderkandidat for en topmoderne arbejdsgiver som dig.

Jeg kan slet ikke vente med at høre fra dig! Tusinde og atter tusinde gange tak for, at du har slået det ledige job op og dermed har givet mig denne fantastiske mulighed for at søge om at blive din udbyttede medarbejder. Det er simpelthen så koloenormt generøst af dig. Det er jo ikke ligefrem sådan, at du i stedet burde have skrevet en ekstremt ydmyg ansøgning til mig om at få lov til at udbytte min arbejds-
kraft ;-D Ej, for du er så stor, kæreste Store Boss-Mand, og jeg er bare lille mig.

Fars Søde Pige

Forfatterens sociale situation er redaktionen bekendt.
Foto: Ambro / FreeDigitalPhotos.net

 

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce