Trods kort varsel blev fredagens jobcenter-happening en succes, og nu skal der laves flere events og nedsættes arbejdsgrupper, lyder det fra initiativtagerne.
Arbejdsløse fyldte fredag den 7. december jobcentre i København, Aarhus, Aalborg, Odense og Frederikshavn i protest over manglen på jobs og forringelser af forholdene for dagpengemodtagere.
Hos arrangørerne i græsrodsnetværket »Solidaritet eller frit fald« opfatter man den landsdækkende happening som en succes.
– Jeg er godt tilfreds. Det er fedt med så stor en opbakning. For tre uger siden var det bare en idé, vi havde, og så pludselig bliver det landsdækkende, siger talsmand for Solidaritet eller frit fald, Jeppe Lykke Rohde, til Modkraft.
Se indslaget »Arbejdsløse–aktion for de ledige« hos DR.
Læs artiklen »Jobcentre over hele landet stormes fredag« hos Modkraft.
I København mødte omkring 100 aktivister op ved jobcenteret på Musvågevej.
Med sig havde de et 15 meter langt banner med teksten »Jobcenteret er fyldt – hvor er jobbene?«.
De arbejdsløse blev taget imod af smilende personale, og efter en indigneret tale gav det satiriske band Fransk Dolkeparti et par numre.
Hele happeningen varede omkring en halv time og blev dækket af flere landsdækkende medier.
Læs artiklen »De arbejdsløse ”stormer” jobcenter« hos Politiken.
Se optagelser fra happeningen her.
I Aarhus blev indtagelsen af jobcenteret arrangeret af Aarhus Arbejdsløshedsnetværk og samlede omkring 40 personer.
Med fredagens happening var det første gang, at Aarhus Arbejdsløshedsnetværks lavede udadvendte aktiviteter, og deltagerne aftalte efterfølgende at mødes ved jobcenteret hver torsdag for at dele løbesedler ud.
– Vores fokus er, at vores aktiviteter skal virke i Østjylland. Men det er i princippet en god idé med et større og landsdækkende netværk, siger John Jessen fra Aarhus Arbejdsløshedsnetværk omkring »Solidaritet eller frit valg«-initiativet.
Læs artiklen »Aktivister fyldte jobcentre« hos Jyllands-Posten.
I Aalborg, Odense og Frederikshavn deltog i omegnen af 10-15 mennesker hvert sted.
Se indslaget »Arbejdsløse fyldte i dag jobcenteret« hos Aarhusblog.dk.
Også i København blev happeningen brugt som en anledning til at planlægge yderligere aktiviteter.
I København tog omkring halvdelen af aktivisterne med videre til idémøde i Elevbevægelsens lokaler efter happeningen.
Der blev talt om alternative løsninger på arbejdsmarkedet, hvordan man kunne aktivere fagbevægelsen og endeligt events og happenings.
Konkret handlede det om at se på, hvordan man kunne gøre deltids- og traineestillinger attraktive for arbejdsgivere.
Desuden blev den såkaldte »skraldemandsmodel« diskuteret med udgangspunkt i erfaringerne fra 1990’erne, hvor man eksperimenterede med at lade fire personer deles om tre personers arbejde, således at man kun arbejder tre ud af fire uger om måneden.
Og så skal jobcentre i hele landet sandsynligvis fyldes igen engang til februar eller marts.
– Det ville være fedt at se, hvor mange man kunne få med, hvis vi fik gjort mere opmærksom på vores fremtidige happening, siger Jeppe Lykke Rohde.
I København holder »Solidaritet eller frit fald« åbent møde tirsdag 11. december kl. 19.30 i lokale 204 i Støberiet på Blågårds Plads på Nørrebro.
Planen er at finde ud af, hvor organisationen skal udvikle sig hen efter nytår.
Man vil blandt andet lave en drejebog for, hvad netværket vil, og hvordan det skal gennemføres.
Ifølge Jeppe Lykke Rohde skal der arbejdes med at få delt deltagernes interesser ind i arbejdsgrupper og finde en dato for et landsdækkende stormøde.
– Det er afgørende, at det ikke bare bliver til et Københavns-projekt, siger Jeppe Lykke Rohde.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96