Annonce

Kultur
4. november 2013 - 10:26

Jenny Wilson: »Jeg vil altid forandre verden«

Den albumaktuelle svenske rockmusiker skriver politiske og personlige tekster, men vil først og fremmest have sit publikum til føle sig beriget af musikken. »Kunst er større en politik«, siger hun.

Dust and dirt come in this hurricane
Freedom is a word you can’t explain
Dust and dirt come in a hurricane
Freedom is a state, we need some change!

Således synger den skånske sangerinde Jenny Wilson i åbningsnummeret »Opposition« på sit nye album, der bærer den oprørske titel »Demand the Impossible!« Album udkommer mandag den 4. november.

Modkraft møder Jenny Wilson, fordi hun er i Danmark i forbindelse med lanceringen af det første album fra svenskeren siden »Hardships!« fra 2009.

Det blev til en snak om både den personlige og den politiske side af sangerinden, der begge præger det nye album.

Kræv det umulige!

Titlen på Jenny Wilsons nye album referer til et slogan, der er blevet synonym med situationistbevægelsen. En bevægelse, der gennemsyrede det europæiske kultur- og aktivistmiljø i perioden efter 2. Verdenskrig og kom til at fungere som overskrift for 1968-optøjerne i Paris.

Hvad er det »umulige«, man skal kræve?

– Jeg tror, at vi skal tvinge os selv til at spørge, hvad vi ønsker med vores liv – vi skal begynde at tænke. Hele sloganet lød: »Be Realistic – Demand the Impossible«. For mig er det et utrolig stærkt budskab. Det overrumplede mig som et slag. For hvor skal vi starte? Vi skal jo starte et sted – så selvfølgelig skal vi kræve det mulige.

Man skal starte et sted – så hvorfor ikke bare starte med det umulige?

– Præcis. For 100 år siden var det eksempelvis umuligt for en kvinde at stemme. For mig er titlen meget politisk, som noget der udspringer fra oprørene i Paris. Men samtidig er det noget meget personligt, og jeg fandt titlen poetisk i sig selv.

Kroppen er en metafor for samfundet – og samfundet er en metafor for kroppen

At titlen rummer en personlig side for Wilson er åbenlyst. I sommeren 2010 blev hun diagnosticeret med brystkræft. Det blev en hård kamp imod en ukontrollerbar størrelse; men en kamp, Wilson vandt.

Én side er den politiske, men så er der selvfølgelig også din personlige historie. Jeg har læst, at du drager en parallel imellem dit sygdomsforløb og de seneste års optøjer. Hvordan kan det sammenlignes?

– For mit vedkommende var jeg meget interesseret i at arbejde med kroppen og samfundet. Da jeg begyndte at lave udkast til denne nye plade, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle forene de to størrelser. Men så indså jeg, at kroppen er en metafor for samfundet – og samfundet er en metafor for kroppen.

– Der foregår så mange personlige kampe. Ikke kun i min krop; men også i din krop, i alles kroppe. Vi kæmper alle. Og da jeg stod over for noget, jeg ikke selv havde valgt (kræften), ramte det mig som et slag, så jeg pludselig så tingene fra et nyt perspektiv.

– Jeg fik kræft – men jeg satte mig ikke ned og sørgede. Jeg følte, at jeg burde gøre noget. Jeg følte, at jeg burde smide det ud i verden. Dermed kunne jeg observere, hvad der foregår i verden. Men det er fra en personlig synsvinkel. Jeg er jo ikke politiker. Det er et politisk album, men samtidig også et kunstværk.

Uden tvivl musiker

Vi sidder med Jenny Wilson i et lokale i kødbyen; den kreative klasses højborg. Det lyder muligvis som en kliché. Det er en kliché. Men sangerinden virker upåvirket, og man slapper af i hendes tilstedeværelse. Hun er ganske enkelt godt selskab! Hun kommer direkte fra frokost på cafe Dyrehaven.

Inden hun ankommer, har fotografen og jeg bladret i det Soundvenue, der ligger foran os, hvor Wilson pryder forsiden. Jeg falder over et citat, hvor hun fortæller, at hun egentlig ikke anser sig selv som en specielt god musiker. Pludselig bliver jeg i tvivl: Er det musikeren eller aktivisten Jenny Wilson, vi skal tale med?

Vil du først og fremmest kalde dig »musiker« – eller er du snarere »aktivist/demonstrant«?

– Jeg er uden tvivl mest musiker. Men når jeg siger, at jeg ikke er en god musiker, mener jeg, at jeg jo er producer. Jeg er en rastløs person, der ikke rigtig har tid til at lære at spille formidabel guitar. Jeg er producer og kunstner. Det, jeg gør, er at indfange ting. Få ting til at ske.

En verden ude af balance

Du har sagt, at samfundet er »fucked up«. Hvad er »fucked up«, og hvem bærer ansvaret?

– Det er ikke let at svare på, hvem der er ansvarlig. For vi er selvfølgelig alle sammen ansvarlige. Det er jo spørgsmål, jeg har tænkt på, siden jeg var helt ung. Inden for det seneste års tid er jeg begyndt at spørge mig selv, om jeg virkelig har brug for det og det. Hvad behøver jeg? Jeg stoppede eksempelvis med at spise kød. Små ting, der på en eller anden måde gør en stor forskel.

– Vores samfund er bygget op omkring, at man skal tjene penge. Jeg ved ikke, hvad der præcist foregår i verden, men jeg kan konstatere, at der er så mange problemer relateret til økonomi. Men også når jeg kigger på folk omkring mig i min egen by. En velstillet by i nord, der på overfladen er ren. Du kan dog se, at byen ikke fungerer. Der er så mange tiggere og hjemløse. Og der kommer stadigt flere. Samtidig tjener flere og flere mennesker masser af penge.

Så det er en verden ude af balance?

– Ja, lige præcis. Vi er opdraget til, at vi skal eje en masse ting. Vi skal have dit og dat. Det er en farlig udvikling. For jo mere vi ønsker at eje, jo værre får andre folk det. Klassisk, men sandt.

Optøjer i Sverige er udtryk for frustration og afmagt

Wilsons albumtitel er som nævnt inspireret af 1968-optøjerne i Paris. Men i Wilsons eget hjemland, Sverige, prægede voldsomme billeder af bilafbrændinger, demonstrerende unge og sammenstød med politiet mediebilledet for et halvt års tid siden.

Hvad tror du, at disse optøjer bundede i?

– Mit bud er, at folk følte, at de ikke var i stand til at tage beslutninger; de havde ikke den nødvendige magt. Det skaber frustration. Det gode ved at gøre dårlige ting såsom bilafbrændinger er, at vi begynder at tænke over, hvordan samfundet har det. Er folkene bag ansvarlige? Nej, det stikker dybere end som så. Følelsen af, at man ikke kan gøre en forskel, påvirker i negativ retning. Sverige har ændret sig markant i løbet af seneste 10 år. På en negativ måde, vel at mærke.

Sverigedemokraterna proklamerede, at det var konsekvensen ved for meget indvandring og et multikulturelt samfund. De lukrerede på optøjerne. Finder du det foruroligende?

– Hvad tror du? Selvfølgelig. Men det er en typisk tendens. Når et samfund er ude af balance, får disse partier flere og flere stemmer. Det er tragisk, men vi ser det jo i hele Europa. Selv i Norge nu.

Ikke en stemme for de frustrerede

Uagtet albummets titel og de politiske tekster, betragter Wilson ikke sig selv som de frustreredes stemme.

Du kalder de unge i forstæderne »frustrerede«. Ser du dig selv som »de frustreredes stemme«?

– Nej, det synes jeg ikke. Albummet er jo ikke på gaden endnu, og jeg tror ærlig talt ikke, at disse unge har den fjerneste ide om, hvem jeg er. Jeg er mere semi-berømt i Sverige. Men med lanceringen af min nye video »The Future«, der helt åbenlyst kritiserer kødindustrien, kan jeg se et spin off: Folk får øjnene op for mit budskab. Jeg råbte i virkeligheden ikke højt før om politiske emner.

Der er brug for god kunst, budskabet er sekundært

Jeg ved ikke, om du bryder dig om betegnelsen, men »protestmusik« er typisk noget, man forbinder med 1970’erne. Mener du, at der i dag er behov for mere politisk musik?

– Efter min mening er det vigtigste, at folk fodrer deres sjæl og sind med god kunst. For det giver én modet til at handle. Budskabet er i den henseende ikke så relevant. Selvfølgelig er det vigtigt at sige noget, der har betydning. Men jeg vil aldrig kalde dette for et politisk album. En del af det er politisk; jeg kommer med en række politiske statements.

– Men for mig er det vigtigere at folk lytter til det og føler noget. De behøver ikke at nærlæse teksterne; de behøver ikke mine meninger. Men de skal føle noget. De skal føle, at de bliver beriget af musikken. Sådan fungerer musik i bund og grund for mig. Når jeg lytter til noget og derved føler noget. Det giver mig følelsen af, at jeg kan gøre noget; jeg kan handle.

Så du vil ikke forandre verden med denne plade?

– Jeg vil altid forandre verden. Jeg venter på at blive verdenshersker! Grundlæggende mener jeg, at kunst i sig selv er større end politik. For det fodrer din indre trang til handling.

Ikke et kræftalbum

Der er altså ikke tale om et protestalbum. Wilson understreger samtidig, at det heller ikke bør betragtes som et terapialbum.

– Jeg tror, at man kan høre, at der er en vis vrede i musikken. Men, håber jeg, på en god måde. Det jeg i virkeligheden ønskede, var at lave noget, hvor jeg følte mig godt tilpas, imens jeg lavede det. Jeg havde brug for energi. Brug for at sige »fuck off« og gøre, hvad jeg havde lyst til. Og jeg havde det godt, imens jeg lavede pladen.

Så det hjalp dig?

– Det spørger alle mig om. Men sådan ser jeg det ikke. Jeg blev syg, og måtte derfor gøre en masse ting. Ting, jeg ville foretrække, at jeg ikke var tvunget til. Selvom jeg ikke havde været syg, ville jeg efter alt at dømme stadig have siddet her i dag med et album på trapperne. Det er naturligt for mig at skabe noget.

– Man kan ikke lytte til plade og tænke: »Åh, det her en kræftplade«. Alle mine albums har på sin vis været meget personlige. Da jeg lavede »Hardships« gennemgik jeg en meget svær periode, hvor et parforhold sluttede, alt imens jeg havde to små børn. Den plade omhandler moderskabet; at være mor på en slagmark. Men heller ikke den plade er en terapiplade. Jeg har været igennem ting, men jeg er usikker på, om man kan sige noget om, hvad det har gjort ved musikken.

Måske er du ikke selv klar over, hvad det har bibragt musikken. Måske er det bare, som du selv siger, en del af processen.

– Ja, præcis. Der var to ting, jeg var nødt til at gøre. Det ene var at modtage behandling. Det andet var at tage i studiet. Det var to parallelle ting.

Hvordan balancerer du det at være meget personlig på pladen og samtidig være en privat person?

– Der er stor forskel. Det er et personligt album, men det indeholder ikke private ting. Teksterne er  snarere poesi. Det er ikke mine dagbogsnotater. Jeg skriver om store emner ud fra et perspektiv, der er større end mig selv.

Se Jenny Wilsons musikvideo til nummeret »The Future«, der blev breaket på Modkraft her:

Den 11. november 2013 giver Jenny Wilson koncert på Østre Gasværk. Koncerten er en del af CPH:DOX’ AUDIO:VISUALS program.

Inden koncerten vil kortfilmen »Beyond That Wasteland«, som Wilson har lavet sammen med instruktøren Daniel Wirtberg, blive vist inden koncerten.

Læs mere om arrangementet på Østre Gasværks hjemmeside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce